Dansende fødder

[Adelaide Af Zorete]

Solen bag ruderne var for længst forsvundet fra og mørket havde nok lagt sig uden for. Ikke, at Adelaide lagde megen mærke til dette. Efter timer med at udvide sit netværk, samle informationer om de fleste familier og ugifte mænd, var hun nået til næste stadie. Hun måtte begive sig ud på dansegulvet for at lære flere at kende og pudse sit ry som den charmerende og nydelige enkefrue, selvom hun kun havde et enkelt mål med denne snak - en ny ægtemand. Gerne en med status og ry. En der havde indflydelse på gangen i Levagny og hvordan det gik for landet, måske endda en der var let at få til at danse efter hendes fødder. Det krævede tid at finde sådan en, så tid lagde hun i det. 

Med det lange, brune hår sat op i en frisure kammerpigen havde sat, lod hun sig danse med først den ene, så den anden og på den måde gik fra arm til arm og lærte dem kortvarigt at kende. Den mørkeblå kjole med det hvide mønster i skørtet fulgte elegant enhver af hendes bevægelser som hun lod fødderne føre sig rundt. Hun smilede på de rigtige tidspunkter og grinte af alle vittighederne som en rigtig kvinde, men indeni vendte hendes øjne mod himlen hver gang en mand lavede som med et eller andet ligegyldigt. Det skulle være en fest, men for hende føltes det som arbejde. Arbejde hun gerne gjorde for at få den status hun fortjente, men hun glemte at have det sjovt. 

Det var indtil hun blev videregivet til næste dansepartner Lucrèce af Vigny. Den partner hun forlod havde været gift og af en lavere adel end hun brød sig om, så hun var lykkelig fro at blive sendt videre som musik og dans bød op til. Kærkomment var det, at det var en velkendt ansigt der mødte hende. Det var dog ikke særlig brugbar ti netop denne situation, hvor hun burde bruge sin tid mere fornuftigt end på én der ikke kunne bringe hende videre i livet. Det var dog én, der kendte den mere ligetil side af hende.

[Lucrèce af Vigny]

Lucrece havde regnet ud at med mindre Adelaide forlod dansen før tid, eller en udefrakommende uhøfligt ville bryde ind, ville de støde på hinanden om et par dansepartner. Og det var det han godt kunne li ved dansen; man kunne nemt forudse hvad der ville ske. Det var sjældent nogen der trådte ved siden af, så det var nemt at føre en overfladisk samtale og dele høfligheder. Der var en stor forskel på at være en del af sådan feste som enlig og som gift. Også selvom hans hustru havde måtte melde afbud til festen.
Han kunne slappe af uden at spekulere på sin fremtid og sin plads i livet. Noget som han modsat andre mænd i adelen, ikke havde udskudt i en evighed, ved hurtigt at blive forlovet og gift og nu rent faktisk kunne hygge sig til siden fester.
Han tog hendes arm, som dansen forventede af dem.
"Madam Zorete." hilste han ærbødig, mens musikken tog til igen og der afstanden mellem de dansende par blev øget.
"Adelaide." Nu hvor det var muligt for dem at tale privat, kunne have tage en mindre formel tone.
"Nyder du festen?"

[Adelaide Af Zorete]

Hænderne blev lagt tilrette de passende steder og musikken startede på en vals. Fødderne satte rutineret i gang med de rette trin, mens blikket både høfligt og velvilligt lå i Lucrece’s øjne. Det var både det hårde og det interessant ved dans. Det svært ikke at se på hinanden, men endte man med en uhøflig og upassende partner, kunne det også være ulideligt at skulle se på dem så længe. Faktisk var der mange hun gerne ville være fri for at se på. Grimme mennesker som eksempel og dem var der ikke så lidt af til denne fest. Det var desværre ikke et krav, at man skulle være køn for hverken at være adelig eller inviteret til sådan en begivenhed. Heldigt at brudeparrene var værd at se på.

Heldigt for hendes nye dansepartner, var hans ansigt ikke det værste at være tæt på. En smule ubelejligt måske, da hun burde udvide sit netværk for at komme tættere på den rette ægtemand, men ikke mindst kærkomment. Han lugtede aldrig fælt og kunne faktisk godt danse, så hendes tæer var ikke i fare for at blive mast i løbet af de næste par minutter. “Magus Vigny” havde hun hilst tilbage med en nejen, før de begav sig ind i dansen.

“Det kan diskuteres” svarede hun ærligt på hans spørgsmål med hævet hage og ret ryg. “Intet til sådanne sammenkomster er til for den blotte nydelses skyld, når man leder efter en kommende ægtemand” nok var hun enke, men det var ikke ilde set, at en enke måtte finde en ny ægtemand for ikke at stemples som sær. Desuden var den ene brud enkefrue, så det var nok det perfekte sted til sådan en søgen. At hun i virkeligheden ledte efter en med ordentlig stand, var en helt anden sag. “De er uden fruen til aften?” hun opretholdte den formelle tone, trods hans selv lige havde nedbrudt den.

[Lucrèce af Vigny]

Lucrece første sikkert Adelaide i dansen, hans trin i takt med musikken med en naturlig elegance, man forventede af unge giftelystne kvinder, det brugte hele festen på dansegulvet på jagt efter en ægtemand. Ligesom Adelaide til aften. Mange ting havde Lucrece lagt bag sig og stoppet med at holde ved lige, i det øjeblik han kunne slippe af sted med det; alle former for træning og de ukomfortable flerdags ture i naturen. Men dansen hende han holdt ved lige, endda opnået muskelhukommelse, så det ene trin automatisk fulgte det andet og han bedre kunne fokusere på sin partner.

Han slog automatisk tilbage til Des, som om han aldrig havde tiltalt hende intimt. Hvis det var det hun ønskede, ville han opfylde det. Som med så mange andre ønsker det lå indenfor hans formåen.
"Enhver der ikke kan se Deres dyder er et fjols. Jeg så Dem danse tidligere på aftenen med en ugift herre. Var denne en skuffelse?"
Han ønskede ikke at tale om sin hustru, mens han dansede med Adelaide.
"Der var behov for hende andre steder." forklarede han kort. Hendes fremgang med at finde en ny mand fandt han mere interessant.

[Adelaide Af Zorete]

Det var svært for den lunefulde enkefrue ikke at drille og udfordre sit gamle bekendtskab på sin egen forfinede måde ved at bibeholde en formel tone trods de mere end en enkelt gang havde været mere end dus. Hun lod sig føre og et øjeblik ignorerede hun alle omkring dem, da de føltes som om, de havde en langt mindre betydning. Blikket hvilede i hans øjne, hvilket ikke ansås som intimt under en dans, men ganske vidst var det for folk som dem, med et intimt forhold.

Et kvindeligt smil breder sig på de fyldige læber, da han komplimenterer hende ganske uskyldigt. “Ganske en skuffelse. Ikke engang arving til en len eller uddannet på universitet” eller nogen manerer. Det ville være den rene underverden at være til middag med en der ikke engang kunne finde ud af at trække stolen ud for sin kone. Det hyr havde hun være igennem med sin afdøde ægtemand. I det mindste mente han alt godt.

“Hvis jeg endnu engang skal besvare spørgsmål om Zorete en hel aften som denne går jeg i dyb depression” hun himlede med øjnene, men blot til ham. Det ville ikke gøre hende godt at lade alle og enhver kende til hendes følelser for den familie og det stykke land hun var gift ind i. “Men heldigvis har jeg hørt ganske lovende rygter” hun så hemmelighedsfuldt på sin dansepartner.

[Lucrèce af Vigny]

På trods af at Lucreces opmærksomhed var på hans dansepartner og han mødte hendes blik uden generthed, lykkedes det ham at undgå at træde forkert eller føre dem for tæt på på andre dansende.
"Hvilken skuffelse." kommenterede han toneløs. Han havde længe beundret Adelaides intensitet og insisteren på at tage fuld kontrol over sit liv. Det var ikke en egenskab han ønskede i andre. Hvis for mange handlede ud fra egne ønsker, ville det hele ende i kaos. Men Adelaide havde været gift, havde arvinger og levet op til samfundets forventninger. Hvis hun ønskede at blive gift på ny, måtte det være op til hende, med hvem der skulle være.
"Lad os snakke om andet. Hvad for rygter vil det være?" Han så sig for god til rygter og undgik selv at sprede dem, men samtidig var det også nogle gange den eneste måde at få noget at vide på.
"Hold mig ikke hen i uvidenhed." Hans holdning var rank og selvsikker. Bag ordene var et hurtigt smil, det aldrig ville blive opfattet som for intimt.

[Adelaide Af Zorete]

Der var en elegance over enhver af Adelaides bevægelse som hun var fuld ud i kontrol over. Ikke kun dansen bød på bevægelser hun styrede nøje også hendes øjne og hendes mund var i fuld kontrol så hun sendte det præcis rigtige udtryk i sin dansepartners retning. Et flirtende, men skjult blik, så dem omkring dem ikke troede andet end at de dansede af ren høflighed. “Ganske. De af alle må kunne forstå, at jeg gerne vil væk fra alle de bønder, bjergbeboere og Hasneanere” hun tillod ikke Falanies naboer ret megen tillid. I hendes verden var de barbere og Zorete lå alt for tæt på den grænse. Det var ikke alle hun tillod sig selv at indrømme dette overfor, men hende og Lucrece havde en hvis form for fortrolighed og hun stolede på ham mere end de fleste andre, men alt med måde. Han behøvede ikke at vide alt.

“Der skulle være en ganske gifteklar lensarving tilstede i aften og en enkelt ugift lensbaron” hun strøg i skjul en finger hen over hans bryst og så op på ham med et roligt udtryk i øjnene. “Arvingen skulle være kvindeglad, så det burde ikke være en udfordring, ville De mene det kære Magus?” han holdte sig ganske pænt i skindet, hvilket gav hende lyst til at udfordre det, men hun gjorde det i det skjulte og med små hentydninger.

[Lucrèce af Vigny]

Lucreces kontrol over situationen gjorde at han næsten så ud til at kede sig, selvom han holde af at danse med Adelaide og forstod hver eneste at hendes blikke, som han undlod at besvare.
"Det kan jeg godt forstå. Zorete fortjener Dem ikke. Deres ynde er spildt der og Levagny savner Deres charme, når De er væk." Søde ord der blev sagt med det skjold af nøjsomhed, der holde rygter på afstand og fik det til at ligne enhver anden samtale.
Dansen krævede en del omdrejninger og ved den næste brød han blikket og løftede hovedet. Blikket var ligefrem, som de snurrede omkring omkring og han diskret kunne få et overblik over de dansende gæster og enkelte af andre tilstedeværende. Som med de andre af hendes andre små tegn på hengivenhed, besvarede han det ved at ignorere det. Det ville være en for stor risici, hvis de glemte hvor de var.
"En yngre mand med tvivlsomme rygter." tolkede han frit. Han havde altid holdt sin sti ren. Hvorfor var det så svært for andre at gøre det samme? Der var der en del yngre ugifte mænd til stede som alle passede til beskrivelsen. Adelaide måtte fortælle mere om personen... Den anden turde han godt gætte på.
"Vil denne ugifte baron være baronen af Monteres?" Han skænkede på ny blikket til hende.

[Adelaide Af Zorete]

Selv Adelaide måtte giver ham, at han var overordentlig god til at holde på formerne selv med hende i armene. Den arme enkefrue kunne ind imellem træde ved siden af og vise en enkelt flig af det usete bag facade især overfor ham, men Lucréce ikke så meget som vrikkede med tommelfingeren forkert. Desværre måtte hun give hans irriterende hustru skylden. I hvert fald dele af den. Så længe hun havde kendt ham havde han altid været ganske formel på ydersiden, når man prikkede lidt til ham var der noget andet bagved, men det blev ofte holdt i skak af tanken om konen.

Aldrig havde hun haft et problem med at lade manden føre, når det kom an på dans. I andre henseende var det en ganske anden sag. At kvinder ikke kunne arve len var også noget der gik hende på, men det var ikke udelukket at hun ikke kunne få mere magt af den grund. “Det gør Vigny måske?” spurgte hun med en drillende undertone. Hun vidste udmærket svaret. Han ville ikke have hende og hvis alt skulle være sandt var Vigny også langt under hendes standarder. “De og Levagny er heldige Magus. Mine børn bliver i øjeblikket passet i Zorete, så jeg har bedre mulighed for at udfolde mig her, hvor alt det sjove sker” hun blinkede til ham, skjult af en bevægelse i dansen.

“Måske, men tvivlsomt kan være godt. Det betyder, lettere at overtale” påpegede hun med et sigende blik. Der var ikke lagt skjul på, at hun var villig til at gå ganske langt for at opfylde sine egen ønsker og behov. “Lensgreve Magus Joufrey af Treillery var mit umiddelbare bud. Hvem tænker De på?” spurgte hun nysgerrigt.

[Lucrèce af Vigny]

Der var antydning af et smil, da hun nævnte Vigny. Det var jo noget helt andet, næsten upassende at spørge om. Der var ikke plads til hende der, men det ville han aldrig sige til hende.
"En med Deres elegance fortjener at blive set af mange flere, end hvad Vigny kan tilbyde." sagde han blidt. På samme måde som en tålmodig forældre taler til sit barn. Desuden undgik han selv Vigny. Han elskede Vigny og savnede havet. Men det lå simpelthen for langt væk til at det var geografisk vigtigt for ham. Han var heller ikke i en position til at arve, så hvorfor skulle han invistere i et len, når hans fremtid var i Levagny?
"Jeg føler mig også heldig over at De ønsker at danse med mig nådigfrue Zorete. Det bliver spændende at se om Der har tid til at danse med mig til næste fest." Hans stemme var silkeblød. Med den målrettethed hun lagde for aftenen, ville det ikke undre ham at det skulle blive hendes eget bryllup.
"Et fornuftigt valg. En lensgreve vil være mere pålidelig end end ung mand, der lader sine følelser diktere sine handlinger." Det var fuldstændig uhørt at en anstændig frue som Adelaide skulle halse efter en eller anden ung nådigherre, sammen med alle andre ugifte komtesser.
"Og han er uden arvinger. Hans søster er heller ikke velsignet med børn." Og det måtte være den vigtigste detalje med det hele. Skulle Adelaide være heldig med sine planer, ville der ikke være ældre børn i vejen.
"Men hvem er den unge herre De har udset Dem?"

[Adelaide Af Zorete]

Det var ingen hemmelighed for hende, at han ikke ville have hende i Vigny. Hun havde heller ingen interesse i et len uden fremtidsudsigter eller et forhold til en Magus uden arvestatus, det betød dog ikke, at relationen behøvede at være kedelig. Det havde den så sandligt heller ikke været i den tid de havde kendt hinanden. Tværtimod. “Hvis sandheden skal på bordet fortjener Vigny heller ikke deres kompetencer Magus, men det er trods alt ikke noget, der er til forhandling” det var friheden ved at være kvinde, man tilhørte ikke altid det Len man var født i, selvom hun hellere ville have været Baronesse af Migran end blot hustru til en arveløs Magus fra Zorete.

“Nu må tiden jo vise min gode Magus Af Vigny” drillede hun og lod øjenvipperne tale for sig. “Desuden behøver vi ikke stoppe med at danse selvom den næste måske bliver til et andet bryllup” påpegede hun en anelse skamløst for nogen, men det var pakket ind i formaliteter. Der var en side af hende som kun hendes elskere fik at se og den var ganske mere skamløs end hvad man kunne forestille sig om en retskaffen og høflig enkefrue. “Måske. Men en Lensgreve på 45 er sværere at overbevise om ægteskab end en ung følelsesladet dreng. Der er ganske ofte grunde til at mænd på den alder ikke er gifte, så selvom man har talegaverne i orden, skal man nok tale sin sag for hvorfor netop dette ægteskab ville være godt” yngre mænd tænkte ikke med fornuften, men med noget der var lettere at lokke med. “Theuderic af Sangy har jeg hørt er ganske kvindeglad og arving”

[Lucrèce af Vigny]

Lucrece dristede sig til at give hende et kærligt klem med den ene hånd, han holdte hende med, da hun sagde at de stadig ville danse til næste fest.
"En mand på 45 år vil efterlade Dem som enke igen." En ting var at overleve én ægtemand, men to! Det virkede en anelse skandaløst. Kun den store aldersforskel ville kunne redde hendes rygte.
"Og stadig må jeg lide den smerte at være uenig med Dem nådigfrue. En mand på 45 er ikke i de unge frøkeners øjne og sjældent deres forvalters. Og han ved det. Han har brug for en hustru ved sin side. Og arvinger. Han bliver ikke yngre." Det så mærkeligt ud med en ugift mand i den alder. Man behøvede ikke lede længe for at høre rygterne om at grunden til denne tilstand var at herren var til andre mænd, til heste eller køer. Og derfor til grin for de mennesker der burde tjene ham.
"Søde ord vil falde på et tørt sted... Theuderic af Sangy..." Var endnu en ung mand som Lucrece ikke kendte godt nok til at udtale sig om hans karakter. En kvindebedårer, men ligeledes ansvarlig. Sikkert ikke et dårligt valg, skulle det lykkedes Adelaide at besnære den unge herre.
"Hvorfor er den unge arving ikke gift endnu? Kender De årsagen?" Helt ung var Theuderic heller ikke, nu hvor han tænkte efter. Midt/slut 20erne? "Vil De virkelig satse på en som ham? Er det hans ydre æstetik jeg er blind overfor?"

[Adelaide Af Zorete]

De brune øjnes, næsten kærlige blik gled kortvarigt til der, hvor hånden klemte blidt om hendes arm. Det var alt hvad hun ville få i offentligheden. “Ja, nemlig og hvis jeg endelig er blevet lensfrue vil jeg helst ikke miste den titel så hurtigt igen bare fordi han er gammel og forlader os. Selv med en passende arving” det ville bare betyde, at hun skulle på mandejagt igen. Nok ville hun have været lensfrue, men titlen ville falde til den næste i rækken hvis herren døde først. Desuden var han virkelig uhumsk og lugtede. Det kunne hun sådanset godt leve med hvis det var det værd, men der blev trods alt også selv lidt ned på uhumske adelsfolk og andre ville tro hun ikke kunne få bedre.

“Sandt. Han ville være lettere at komme ind på livet af uden at skulle kæmpe sig gennem andre desperate ungmøer” hvad end der holdt ham fra at blive gift kunne hun sagtens tale ind i det praktiske ved at få arrangeret et ægteskab med en smuk, ung enkefrue. Det var dog ikke ham, hun havde besluttet sig for at gå efter denne aften. Måske hun godt kunne lide udfordringer? “Rygterne mener, det er fordi han er skørtejærger og ingen kvinde vil dele en så køn mand med nogen anden, så derfor er det lettere at være ugift” videregav hun den information hun selv havde brugt tid på at samle. “Jeg har intet imod at dele, hvis jeg også kan deles” hun blinkede til ham selvom hendes egen ægtemand ikke havde været klar over, at han delte hende med andre. “Måske. Eller også er det nogen praktisk de ikke ser? De kan måske ikke lide tanken om at dele med en ung ridder kære Magus?”

[Lucrèce af Vigny]

Lucrece så ud over dansesalen. Hvis han så på Adelaide ville han smile hånligt. Og at fornærme hende, var det sidste han ønskede.
"Han er ikke gift, fordi han er for eftertragtet blandt ungmøerne?..." gentog Lucrece. Ordene kom langsomt og eftertænksomt. Så Adelaide selv kunne opfange hvor absurd det lød.
Han fandt på ny hendes blik.
"Det lyder som en udfordring er bryllup ville kunne løse. De færreste er ihærdige nok til at fortsætte jagten, når først løfter er givet til anden side."
Lucrece smilede varmt til hende.
"Tværtimod kære nådigfrue Zorete. At dele Dem ville være mig en gave. Med sådan en ung ridder ved Deres side, vil De hurtigt glemme alt om mig."

[Adelaide Af Zorete]

De brune øjne så på ham med et mistænksomt udtryk. “Det kan der jo laves om på. En skørtejærger som ægtemand, ville give mig visse friheder” sammen med magten, der ville tilkomme hende når ægtemanden blev lensherre. Der var noget ved den måde han talte til hende på, der fik hendes temperament til at lure under overfladen. Den side af hende var der ingen der fik lov at se. Hun holdt den under fuld kontrol og derfor hvilede der stadig et smil på hendes bløde læber.

Der var ord hun gerne vil ytre, men kunne ikke i dette offentlige rum og hun brugte derfor et kort øjeblik på at omformulere det, så det stadig lød høfligt og nogenlunde fornuftigt. “Det jeg mener er, at han er for vild med ungmøer til at lade sig ægte, da han tror det ville begrænse ham, men med mig er der få begrænsninger, så længe jeg får mine ønsker opfyldt” med ønsker mente hun magt, men hvor meget af det Lucrece vidste, var hun ikke klar over. Hun havde aldrig forklaret ham om den indre hunger hun havde efter større betydning mere magt.

Ved hans sidste kommentar måtte hun kæmpe ekstra meget for at holde temperamentet under kontrol. Han ord gav hendes en ubehagelig følelse i kroppen, som hun ikke ville kendes ved. De brune øjne søgte mod musikerne, for at vurdere hvor tæt de var på at slutte nummeret, så hun kunne afslutte dansen og gå, så han ikke så den irritation der var ved at danne sig i hende. “En gave? De vil gerne have, at jeg glemmer alt om dem Magus?” hendes stemme var knapt så fyldt med charme som før. “Hvis de ikke længere bryder dem om mit selskab, kan de blot fortælle mig det” hun brugte alt sin selvkontrol for ikke at snerre af ham, men stadig lyde bare lidt neutral.