Hø og høns

[Fabrice Vejfarer]

Til: Areen Knivkaster
Sted: En baggård i Slumkvarteret
Tid: Sådan op af formiddagen
Vejr: Forårsagtigt og med sol

Fabrice var kommet til Levagny dagen før. Det skete, at han kom forbi byen, men egentligt foretrak han landevejene og de små byer, hvor der ikke var drabanter over det hele. I hovedstaden var det svært at røve folk, og der var også Tyvekongen at tage stilling til, så for det meste kom Fabrice kun til byen, når han havde penge nok til bare at hygge sig lidt på kroerne, besøge et bordel eller to og ellers møde nogle nye mennesker. En sjælden gang i mellem havde han faktisk også noget at lave inde i byen, men denne gang var han nu endt her, fordi han havde haft en god fangst og alligevel havde været i nærheden.

Aftenen før havde han brugt på en kro, hvor det var gået lidt vildt for sig. Det var ikke Den fede kat, som han helst ikke ville i problemer med Tyvehoffet, men et meget pænere sted havde det da ikke været. Øl og vin havde flydt i rigelige mængder, og et par musikere havde spillet på til dans, så Fabrice havde danset. På et af bordene, indtil han var blevet hevet ned. Måske var det der, han havde fået en blodtud. Men det havde ikke sat en dæmper på aftenen, og til sidst var han som en af de sidste blevet smidt ud, siden han åbenbart havde sagt nej til at betale for et værelse.

Lidt for usikker på benene, var han ikke kommet så langt, og havde fundet sig en høstak under et halvtag i nærheden, han var væltet om i. Det var endda lykkedes ham at finde sit tæppe frem, han havde pakket sig ind i, inden fuldemandssøvnen havde overvundet ham. Og nu lå han der på maven, med en dæmpet snorken og stanken af rusen omkring sig.
Der var åbenbart nogen, der havde høns, for en lille flok gik og bokkede fredeligt omkring høet, og en enkelt høne havde endda vovet sig op for at lægge sig på ryggen af ham i mellem hans skulderblade, sikkert ganske tilfreds med varmen fra den sovende fulderik.
Der havde været flere mennesker forbi, men ingen havde gjort sig den ulejlighed at vække ham og sende ham på sin vej, så ind til videre havde han fået lov til at sove med hønen på ryggen og armene som hovedpude. Han lå halvvejs oven på sin taske, så ingen kunne rende med den.

[Areen Knivkaster]

Det lød en dump høraslende lyd ved Fabrices hovede og endnu en, da en sten på størrelse med et lille paradisæble landede i høet tæt ved. Areen tog endnu en sten fra højre hånd, hvor han havde samlet en lille håndfuld og brugte den venstre til at kaste den i en blød bue mod Fabrice.
Nu havde han allerede givet den sovende skikkelse et par varsler, så denne gang sigtede han efter Fabrice indepakkede krop. Han var ikke hundrede procent sikker på at den sovende person var Fabrice, så han holdte en fornuftig afstand og gjorde klar til at kaste endnu en sten

[Fabrice Vejfarer]

Fabrice havde et godt sovehjerte, især når der var lidt for meget alkohol involveret. Så at der var dukket nogen op, der ofrede ham nogen for for opmærksomhed gik hen over hovedet på ham, og han opdagede absolut heller ikke, at der blev kastet sten efter ham. Et par af hønsene brokkede sig og baskede lidt med vingerne, men hønen på hans ryg maste sig bare lidt flad og blev liggende med et par usikre bok-bok. Intet af det forstyrrede den sovende landevejsrøver.

Den første sten, der ramte ham på skulderen, fik ham til at røre lidt på sig og et utilfreds trækning gled over hans ansigt, men helt vågen var han ikke. Endnu en sten landede på ham og fik ham til at komme med en brokkende lyd.
"Kan du ikke se, at jeg sover," sagde han lidt højt, men uden at åbne øjnene og uden at lyde særligt vågen. Ingen svarede ham, så han regnede egentligt bare med, at det var det og var allerede på vej tilbage ind i søvnen, da en sten ramte ham lige i panden. Det gjorde ondt nok til, at han gav et spjæt, hvilket endeligt fik hønen til at skræppe forskrækket og baske sig ned fra ham.

"Ved alle guders rådne øregange, hvad foregår der! Her prøver en ærlig mand at sove!" Det var ikke verdens mest elegante opstigning fra høstakken, som han skulle vikle benene ud af tæppet og ikke vælte for meget rundt i høet, der spredte sig til alle sider, mens han næsten baskede lige så meget med armene som en af hønerne omkring ham. Men han kom da op og øksen blev trukket ud af bæltet, inden han endeligt fik øjne til at se sig om efter skurken. De lidt svømmende blå øjne faldt snart på misæderen, og det vrisne udtryk blev langsomt skiftet ud med et stort smil.
"Areen, din lille møgunge! Ved Mitrahs' bylder, det er længe siden jeg har set dit grimme ansigt!"

[Areen Knivkaster]

Areen smilede fjoget. Fabrice tog stenkastende overraskende godt. De fleste ville være blevet rasende. Og det med god grund. Den i ansigtet måtte have gjort ondt!
"Hvad så Fabrice, dit gamle røvhul. Kunne lugte det var dig." Han lod de sidste sten falde til jorden og stak hænderne i lommen. Han blev stående hvor han var, mens Fabrice fjumrede omkring i høet. Han havde savnet guttens naturlige tilgang til at være Klovn.
"Kunne du ikke finde andre damer der gad dig?"

[Fabrice Vejfarer]

Fabrice var en mand, der var svær at få op i det røde felt, det krævede alt for meget energi. Det meste af tiden var han bare lidt som en godmodig hund, der lod børnene kravle på sig. Havde det nu været en anden, der havde stået og smilet af ham med sten i hånden, kunne han måske godt have svinget sig op til at være sur, men det var bare Areen. Den dumme unge, han havde haft taget under sine vinger for en tid. Det havde været ganske hyggeligt, og han var da glad for at se ham igen. Det havde virkeligt været længe siden sidst.

Hverken den ene eller den anden fornærmelse ramte ham, som han hang øksen tilbage i bæltet og samlede sin taske op, der var fyldt med hø, noget han ikke virkede til at lægge mærke til.
”Andre damer?” Det tog ham et øjeblik at fange, hvad knægten snakkede om. ”Nååh, nææh sgu. De er nemme at tilfredsstille de små frøkner her.” Han kunne stadig mærke den varme plet, hvor den ene høne havde ligget og sovet. Ikke at han havde lagt mærke til noget som helst, han havde sovet.
Med et par bevægelser stoppede han sit tæppe tilbage i tasken med hønsefjer og hø.
”Hva’ Triatos’ laver du i hovedstaden?” Han skævede nysgerrigt til sin gamle ven.

[Areen Knivkaster]

Areen var hurtigt blevet utålmodig. Som så mange andre gange før, med den noget ældre mand, der opførte sig som om han var hundrede år. Han vippede vægten frem og tilbage på fødderne, fra tæerne til hælene og tilbage igen.
"Jeg bor her! Ja, det er svært at tro. Men jeg har slået mig ned. Man skulle ikke tro det, men min søster var også taget hertil! Det var derfor jeg blev hængende her." Det var ment at se hvor begejstret han var over det sammentræf. Han lufte op i et kæmpe smil og hans øjne skinnede, mens han fortalte det til Fabrice. Areen havde ofte, i hvertfald i starten af deres tid sammen, snakket meget om hans halvsøster Roxanne Staldpige, som han konsekvens omtalte som sin søster og hvis nogen påstod andet tog han gerne en slåskamp for at vise hvor meget han mente det.
"Jeg han også introducere dig for folk. Ikke for at blære mig eller noget, men tyvekongen her i byen, er en af mine venner." Han løftede stolt hagen. Der var sket meget siden sidst

[Fabrice Vejfarer]

Fabrive løftede øjenbrynene helt op i panden, hvilket fik hans øjne til at virke meget store med det sorte farve tværet udenom, som den yngre slyngel begyndte at bavle løs om at bo i Levagny og have fundet sin søster. Ikke at Fabrice kunne glemme om søsteren, hun var blevet nævnt mere end hans egen personlige hygiejne og problemerne med den. Så han kunne endda huske hendes navn. Sådan da. Ro... Rosanne? Ronilie? Et eller andet i den stil, det måtte være godt nok, ellers ville Areen nok nævne det halvtreds gange inden for den næste halve time, mon ikke?
"Nå, men det var da dejligt," svarede han med påtaget interesse, i hvert fald overfor det, der omhandlede søsteren. At Areen havde bosat sig i byen, det forstod Fabrice ikke, men godt for ham, hvis det var det, han ville.

Da Tyvekongen blev nævnt, stivnede Fabrice og hans ansigt udtrykte straks hans følelser, der nok var en blanding mellem frygt for manden, der blev omtalt, skepsis og overraskelse.
"En af dine venner?! Ja, jeg skal ikke i nærheden af hverken ham eller hans, det er ikke en flok, jeg vil omgås." Han rynkede panden, da det gik op for ham, at det nu inkluderede Areen. "Hvad i alverden vil du med sådan en flok hidsige hunde?" Han havde haft et enkelt sammenstød med nogen fra hoffet og dét skulle han helst ikke prøve igen. Han holdt sig langt fra Tyvekongen, hans folk og hans steder. Han var bare lille Fabrice, det skulle han ikke rodes ind i.

[Areen Knivkaster]

"Ja er det ikke?!" udbrød han uden at opdage at Fabrice ikke fandt det yderligere interessant. Areen var allerede så for optaget af at fortælle om sin søster.
"Hun har fået arbejde i Kongens stalde, hvor vildt er det lige!? Tænk. Jeg har altid vidst at hun var skide smart." Ikke bare lød han stolt, han pustede sig selv helt op, som var det hans bedrift og ikke hendes. Og så grinede han, da han så Fabrices dumme udtryk. Tænk at se sådan ud, bare fordi Tyvekongen blev nævnt. Fabrice var simpelthen for gammel, hvis han blev skræmt af siden noget.
"Åh kom nu Fabrice." næsten sukkede Areen med en overlegen attitude, som kun teenagere kunne mønstre.
"De er altså ikke så slemme... Ikke dem alle sammen. Og jeg fortæller dem du er med mig. Så sker der dig intet." forsikrede han selvsikkert, uden på nogen måde at tage stilling til om der var noget om det Fabrice sagde. Areen vidste godt hvilken vold hoffet tyede til for at skabe frygt eller opnå resultater. Man han var jo en del af flokken! Så selvfølgelig ville de aldrig gøre ham noget.

[Fabrice Vejfarer]

"I kongens stalde? Jamen dog. Som hun dog kan." Fabrice kneb øjnene lidt sammen og så på ham, ikke med imponerethed, men mere med tanken om knægten nu også talte sandt. Nu kendte Fabrice ikke søsteren, men hvis hun mindede bare den mindste smule om Areen, tvivlede han på, at hun ville kunne fungere i et job ved det rigtige kongelige hof. Så ... mente Areen tyvekongens stalde? Havde han stalde? Nej, sikkert ikke. Nå, så måtte søsteren vel bare være noget helt andet end sin bror.

Hurtigt rystede Fabrice på hovedet, hvilket han dog hurtigt fortrød, som tømmermændene pludseligt meldte deres tilstedeværelse. Det fik ham til at skære ansigt, som smerten sendte et lyn igennem hans hoved, og hans mave gav et lille pip.
"Neeeej, nej nej, ikke noget med at nævne gamle Fabrice for hoffet. Næh nej. Lad være med det. Så hellere sidde i en myretue." Han rystede lidt mindre voldsomt på hovedet og hankede op i sin taske.
"I stedet for det fjolleri, kan du så ikke tage mig med ud efter nogen ædelse, ellers spiser jeg sgu en høne rå." Han kørte tungen igennem sit overskæg og så med løftede øjenbryn afventende på Areen.

[Areen Knivkaster]

Areen rullede øjner så langt tilbage i hovedet, som det overhoved var muligt. Af en sjov legeonkel, som Fabrice var, var han ufattelig lidt sjov at have med at gøre. Og en stor bangebuks.
"Det må du selv om." sukkede Areen opgivende. Så skulle de nok ikke på kroen. Maden var var ikke fantastisk, nogen gange direkte klam. Men han vidste hvor lav Fabrices krav til mad var, så mulighederne var mange.
"Hvad har du lyst til? Jeg har noget brød og smør." Langt fra et festmåltid.
"Du! Er der nogle æg?" Hvis ingen havde opdaget Fabrice sove i høet hele natten med hønsene, var oddsne for at de uset kunne snuppe nogle æg ret gode.
Areen gik over til høet og begyndte at rode rundt efter æg der skulle ligge skjult i høet.

[Fabrice Vejfarer]

Hvis der var noget, Fabrice ikke kunne tage sig af, så var det andres meninger om ham, og han registrerede knapt nok, at Areen himlede med øjnene af ham. Han vidste bare, at Tyvekongens hof var et rigtigt dårligt sted, så ville han heller en tur forbi pælen, de fleste borge havde stående fremme til at afstraffe uheldige sjæle ved. Der kunne man i det mindste tælle sig til, hvor mange slag, man skulle have.

Brød og smør var vel ganske udmærket, men nu hvor Fabrice alligevel var i hovedstaden, kunne han vel lige så godt spendere lidt. Han var for nærig til at betale sig fra kroværelser, men mad var en helt anden sag.
”Eh, jeg tænkte at der måske var noget godt på mar-” Han blev afbrudt, som Areen kastede sig over bunken med hø for at lede efter æg. Noget Fabrice også selv kunne finde på, men han havde ikke ligefrem mulighed for at tilberede dem midt inde i byen. Men Areen boede vel et eller andet sted? Sikkert på den der grimme kro, hoffet holdt til på.

”Ellers vil jeg da godt, for gode gamle dages skyld, give noget mad fra markedet af, bare lige denne ene gang.” Så mange penge havde han heller ikke, men mon ikke, at han kunne skaffe nogle flere. Sådan en god eftermiddag på markedet plejede nok at kunne hive lidt hjem. Medmindre han kom op at toppes med hoffets små unger, de plejede at være en byld i røven for Fabrice.

[Areen Knivkaster]

Areen stoppede for et kort øjeblik med at rode rundt i høet. Selvom han allerede havde sparket efter en utilfreds høne, havde han ikke fundet nogle æg endnu. Enten var de dumme høns gode til at gemme dem eller også havde Fabrice fundet de eneste høns i hovedstaden der ikke lagde æg.
"Argh..." protesterede han. Nu havde han lige sat næsen op efter friskstjålne æg. Men Fabrices tilbud om at købe mad til dem, fik ham til at kvæle protesten. Han kiggede mistroisk på Fabrice. De kendte jo hinanden godt. Så Areen viste at Fabrices lommer mest var fulde af støv og bussemænd.
"Har du... Penge til det?..." Ikke at det betød det helt store, men hvis de skulle ud og løbe mens en rasende sælger råbte efter dem, ville han godt vide det på forhånd. Måske skulle han bare fortsætte med at lede efter æg?

[Fabrice Vejfarer]

Der dukkede et fornærmet udtryk op på landevejsrøverens ansigt, da Areen betvivlede hans økonomi i forhold til mad. Påtaget, ganske vist, men derfor var det da ikke et pænt spørgsmål alligevel.
”Om jeg har penge til det? Jeg ville ikke invitere, hvis det ikke var sagen, hva, din lille skidespræller.” Han snøftede fornærmet ind, inden han sendte sin unge ven et surt blik, der stadig var lige så uægte som de børn, han højest sandsynligt havde sat i verden uden at vide det.
”Vil du med, eller skal jeg spise det hele selv?” Han hankede op i sin taske, inden hans ben begyndte at bære ham mod gårdens udgang.

Han kunne godt finde rundt i den store by, sådan da, han havde trods alt været der nogle gange efterhånden, men han stoppede alligevel op på gaden for at se både den ene og den anden vej i et forsøg på at huske, hvor han var henne. Uden at tænke over det, rørte han forsigtigt ved næsen, der var øm efter aftenen før, og lidt blod kunne stadig skimtes i hans overskæg. Tømmermændene var der, men han var så vant til at drikke lidt for meget, at han kunne nøjes med en urolig mave og noget hovedpine. Det tog lidt af hans gode humør, men det ville en omgang morgenmad sikkert rette op på.
”Såå, kan du finde ud af at undgå drabanterne i denne rædsel af en by?” Spørgsmålet var en smule fraværende, som han stadig var ved at overveje, hvilken vej han var kommet fra dagen før.