Støvede bøger og tommer lokaler i fint selskab

[Peronelle af Bonville]

Perrie smilede ikke. Hun trak sjældent på smilebåndet i nærheden af Sebastién. Nogen gange smilede hun når hun tænkte på ham, men det var noget fuldstændig andet.

"Du kommer bare," svarede hun, som om hun ikke gav særlig meget for om han gjorde eller ej. I virkeligheden håbede hun det intenst.

"Svea kommer også," pointerede hun. Hun vidste ikke hvorfor.

[Sébastien af Monteres]

Sébastien følte altid, at han havde svært ved at læse Perrie. Hendes kommentar gav ham indtryk af, at hun var lidt ligeglad med, om han egentlig ville dukke op eller ej. Det var jo ikke fordi hendes hverken ord eller tone var uvenlige eller fik ham til at føle sig uvelkommen - omvendt overbeviste det ham bare ikke om, at hun egentlig ønskede ham der. Ikke at det slog ham ud eller ville afholde ham fra at dukke op alligevel. Det skulle nok blive sjovt - det plejede det jo.
Han nikkede bare en enkelt gang og mumlede et "mhmm" da han ikke vidste hvad han ellers skulle sige.

Da Perrie igen nævnte at Svea kom betragtede Sébastien hende nysgerrigt - klemte øjnene let sammen, rynkede brynene en smule ind mod hindanden, som han igen forsøgte at læse hende - om der lå noget usagt bag hendes kommentar.
"Ja d-d-det sagde du," bemærkede han bare. Havde Svea mon sagt noget til Perrie om ham, var det derfor hun igen nævne hende? Var der et eller andet han ikke vidste? Måske havde hun bare glemt, at hun allerede havde sagt det?
"-det bliver hyggeligt," tilføjede han bare som hvad han håbede lød som en afslappet bemærkning.

[Peronelle af Bonville]

Perrie sejlede rundt. Hun havde ikke styr på sig selv i nærheden af Sébastien og det var simpelthen noget rod. Hun bed tænderne lidt sammen og nikkede til hans konstatering om at det blev hyggeligt. "Jep," svarede hun simpelt og håbede at det blev det. Hun håbede i hvert fald ikke på, at hun ville sidde halvdelen af aftenen og betragte ham i dyb samtale med den kønne, nye tilføjelse til deres vennegruppe.

Desværre kendte hun sig selv godt nok til at hun ikke ville tage sig sammen til at få det til at ske, at det var hende, han sad i dyb samtale med hele aftenen. Hun kunne ikke indrømme hvor rart det ville være.

Heldigvis var pinen snart slut, som andre elever begyndte at myldre ind til undervisning. Heldigvis.

Måske lukket?

[Sébastien af Monteres]

Perries korte svar lagde ikke ligefrem op til yderligere samtale, men det var måske godt det samme, da det begyndte at vrimle ind med andre studerende i blot øjeblikket derefter og helt naturligt opbrød deres samtale.

Efter at have sendt et sidste spædt smil i Perries retning, vendte Sébastien igen blikket fremad, så han var klar til at modtage undervisning, når læreren også ville ankomme. Han pustede kort ud gennem læberne, og var lidt lettet over at være sluppet nogenlunde igennem samtalen med Perrie - forhåbentlig uden at fremstå alt for nervøs, akavet eller underlig, hvilket han altid frygtede- og ofte følte, at han var i hendes selskab - hvilket i sig selv måske var lidt selvforstærkende.
Han havde svært ved at pinpointe hvad det præcist var ved ham, Perrie ikke kunne lide - men det var altid den fornemmelse han lidt sad tilbage med, når de havde talt sammen. Men hun havde da inviteret ham med på Bjørnen til aften - det måtte da også tælle for noget. Spæde skridt.

 //Lukket