Støvede bøger og tommer lokaler i fint selskab

[Sébastien af Monteres]

Sébastien opdagede straks Peronelle af Bonville s velkendte røde lokker, da han trådte ind i lokalet. Hun måtte, ligesom ham være kommet i god tid.
Det mest naturlige ville nok være at hilse på hende, men alligevel tøvede han og stoppede op i dørkarmen.

Det var ikke unormalt at Sébastien blev misforstået – at hans tilbageholdenhed blev mistolket som enten arrogance eller nervøsitet. Det var om noget ikke fordi han følte sig hævet over Perrie, at han tøvede med at hilse på hende – det var nærmere det omvendte, der gjorde sig gældende. De var del af samme vennegruppe, og alligevel var Sébastien i tvivl om de var venner. Ikke at han ikke ville stille op, havde hun brug for det, eller ikke kunne lide hende – for det kunne han egentlig godt. Hun var mange af de ting, Sébastien til tider ville ønske, at han selv var. Sébastien var dog nærmest overbevist om, at den kønne pige med det sprudlende humør, ikke brød sig om ham, og han gjorde sig ofte uhyre umage med ikke at gå i vejen for hende – for ikke at give hendes yderligere grund til, ikke at kunne lide ham. Han ville ikke trænge sig på – få hende til at føle sig tvunget til at konversere med sig.

”Hej Perrie.” Hilste han dog alligevel på hende, efter at have fået hovedet ud af røven og sine nerver og tanker i skak. Han havde nok stået og kigget på hende længere end der sikkert var høfligt – eller også var der vitterligt ikke gået så lang tid, som han bildte sig selv ind. Alt andet end at hilse virkede i hvert fald både uhøfligt og aparte. Især når de indtil videre var de eneste i undervisningslokalet. Han skubbede sig væk fra dørkarmen, og trippede bare hen mod hende.

[Peronelle af Bonville]

Det var ikke mange fag, der dækkede både studerende med gaven og dem uden, men der var enkelte. I denne teoretiske undervisning delte Perrie lokale med Sebastién. Hun plejede ikke at være den første til at ankomme, men for en gangs skyld var det tilfældet. Han var sikkert vandt til selv at komme først, hvilket måtte forklare hvor ufattelig lang tid det tog ham at komme hen til hende.

Hun løftede blikket fra kruseduller på sin vokstavle og hævede et bryn.

"Sebastién," hilste hun. "Hvorfor sætter du dig ikke ned?"

[Sébastien af Monteres]

Som på hendes opfordring trak Sébastien stolen, på pladsen nærmest Perrie, ud og slog sig ned på den.
"Du er her tidligt," bemærkede han. Det kunne jo være, at hun havde haft undervisning forinden. Eller også var hun, ligesom ham, bare tidligt på den. Sébastien kunne generelt godt lide at være i god tid. Og når det så var sagt, kunne det nogle gange være lidt en befrielse at komme væk fra bypalæet han delte med sin far. Især når faderen var i et djævelsk humør, hvilket lidt havde været tilfældet her til morgen. Så kunne han lige så vel slå tid ihjel henne på universitetet, som han kunne derhjemme.

"Hv-hvad ssskriver du?" spurgte han hende derefter med et lille nik mod hendes tavle. Han fortrød lidt spørgsmålet allerede sekundet efter, at det havde forladt hans læber. Hvad nu hvis hun tolkede det som om han snagede - frem for blot et forsøg på almindelig konversation? Det virkede også ret defensivt at tilføje, at spørgsmålet altså ikke var for at snage, hvorfor han lod være med det. Et eller andet sted vidste han godt at hans tanker sandsynligvis var lidt irrationelle - men det ændrede ikke ved, at de alligevel dukkede op.

[Peronelle af Bonville]

Perrie fik at vide, at hun var tidligt på den og slap en lavmælt, enig lyd. Det var jo rigtigt nok. Hun løftede ikke blikket fra tavlen. Til gengæld pustede hun lidt ud over det stammede spørgsmål og kneb øjnene en smule sammen. Langsomt så hun op og over på Sebastién. Det var så typisk, når sådan nogen spørgsmål blev stillet fra typer som ham, at de var ladede. Hun betragtede ham i et langt øjeblik uden at blinke.

"Hvorfor spørger du?"

[Sébastien af Monteres]

Sébastien følte sig næsten lidt ransaget under hendes granskende blik, da hun endelig løftede det fra sine griflerier. Han modstod lysten til at slå sit eget ned og bryde øjenkontakten. Han havde svært ved at læse hende, men han frygtede lidt at hun tolkede hans spørgsmål præcis som han havde frygtet. Snagende. Irriterende.
Ih, han skulle måske have tilføjet, at det altså ikke var for at snage. Eller også skulle han bare have holdt sin kæft. Ja. Måske det havde været bedre.

Han løftede skuldrene op i et let skuldertræk som svar.
"Ikke af nogen særlig årsag. Bare ren nyss-ger-gerighed," forsøgte han sig med. Det var jo heller ikke løgn at han spurgte af nysgerrighed og interesse - men han havde måske lige så meget spurgt hende i forsøget på at samtale med hende. Han nåede at åbne munden og skulle lige til at tilføje, at hun ikke behøvede at fortælle ham det, hvis hun ikke havde lyst, men han nåede at stoppe sig selv og lod være, og lukkede den igen i øjeblikket derpå. Det var hun nok godt klar over i forvejen, uden at han behøvede at fortælle hende det.

Mest af alt for at beskæftige sine hænder, og for at have en undskyldning for at se væk, begyndte han at gøre sig klar til- og finde ting frem til den forestående undervisningslektion, som han bare placerede på bordoverfladen.

[Peronelle af Bonville]

Perrie rynkede panden lidt. Hun strøg bagsiden af sin pind over tavlen og skrabede sine kruseduller væk.

"Okay," svarede hun tøvende. Blikket gled undersøgende over Sebastién og dvælede lidt. Hun svarede ikke, for det var et ret fjollet svar.

"Så. I aften tager vi på Bjørnen, hvis du skal med."

[Sébastien af Monteres]

Sébatien var på sin vis taknemmelig for emneskiftet, der virkede som en mere spisbar, mindre akavet fællesnævner for de to, hvorfor han straks greb den.
"Bjørnen?" spurgte han bare. Hovedet tippede ganske let på skrå. Underlæben fandt vej ind mellem tandrækkerne mens han tænksomt bed let ned i den, "der er jeg fffaktisk i tvivl om jeg nogensinde har været," tilføjede han bare med et let skuldertræk. Han svarede dog ikke rigtig på, om han tog med - men Perrie havde heller ikke rigtig udformet det som et spørgsmål derom - det var nok nærmere at betragte som en åben invitation.

"Er er du træt af Falken og Kro- kronen?" spurgte han hende derefter bare, da de ellers havde været en del på håndværkerkroen på det seneste. I og for sig kunne det jo lige så vel kunne være nogle andre end Perrie der havde valgt scenen for aftenens strabadser.

[Peronelle af Bonville]

Perrie antog, at Sébastien tog med. Forventede det, faktisk. Han skulle da med. Han var jo en del af gruppen.

"Den er i Markedskvarteret," konstaterede hun. "Og vi tager en pause fra Falken efter... En lille kontrovers med en håndværker."

Odilon Slagter havde gjort livet noget besværligt for hende. Fjols.

Hun rettede sig lidt op i stolen. "Den nye pige kommer med. Svea Købmand. Kan du lide hende?"

[Sébastien af Monteres]

Sébastien nikkede bare som for at vise, at han hørte efter. Markedskvarteret – se det ville sikkert behage hans far, der før i misbilligende bemærkninger havde udtrykket sig om sønnens gang på kroerne i håndværkerkvarteret. Ikke at han havde tænkt sig at fortælle ham noget om aftenens udskejelser – selvom de foregik på en kro mere efter Bernards hoved. Hvis han kunne blive fri for at dele noget med sin far, foretrak han det sådan.

Sébastien kom uvilkårligt til at smile som Perrie uddybede hvorfor de ikke skulle på Falken i aften. Det morede ham lidt at hun talte i flertal – selvom han selvfølgelig ikke havde noget at have det i, mistænkte han at ”vi” egentlig bare dækkede over Perrie alene. Det kunne selvfølgelig også være, at det havde været flere fra vennegruppen, der var kommet håndværkeren på tværs, det skulle han ikke kunne sige. Sébastien forestillede sig dog at kontroversen måske havde ikke havde været så lille endda – ellers var det da et drastisk træk helt at undgå kroen?
”Det lyder som en vild aften,” bemærkede han med et underholdt smil, inden han gav endnu et nik med hovedet, så de mørke krøller levende viftede om ansigtet på ham, ”-men men Bjørnen lyder også fint.”

Igen strøg hans mundvig en anelse op, da Perrie fortalte, at Svea også ville komme til aften. Han havde kun haft fornøjelsen af at møde hende en enkelt gang – men hun havde givet ham et virkelig godt førstehåndsindtryk.
”Ja. Virkelig godt faktisk. Jeg tror hun kommer til at p-p-p-asse godt ind,” svarede han hende bare ærligt, ”Hvor-vordan mødte du hende, egentlig?” spurgte han derefter da det, så vidt Sébastien havde forstået, vist var gennem Perrie, at Svea havde fået foden med ind i vennegruppen.

[Peronelle af Bonville]

Vi var hele gruppen, men grunden til at hele gruppen holdt en pause var selvfølgelig, i sidste ende, Perrie. Sådan tænkte hun dog ikke på det, ligesom hun ikke så sig selv som gruppens leder på nogen måde. Uagtet at hun ofte førte an.

Hun skottede lidt til Sébastien med et langt blik og overvejede uvilligt om han mon kunne lide Svea. Hun var lyshåret og fin og det ville vel ikke være usædvanligt. Ny og interessant.

"Hun rendte håbløst rundt og ledte efter stedet hun skulle til optagelsesprøve," konstaterede hun. "Så jeg hjalp hende på vej og faldt i snak. Hvad har du... Snakket med hende om?"

[Sébastien af Monteres]

Sébastien nikkede som Perrie fortalte om hendes første møde med Svea. På flere punkter ville han ønske, at han var mere som hende – at han også var typen der tilbød sin hjælp til folk, der tydeligvis så ud til, at kunne bruge det – men det var han ikke. Ikke medmindre folk direkte henvendte sig til ham og efterspurgte den i første omgang i hvert fald. Ellers var han mere en tavs observatør. De gode råd og velmenende tanker, blev ofte ved netop det – tanker.

De mørke bryn blev rynket en smule og han betragtede Perries ansigt med et let eftertænksomt blik. Han kunne ikke vurdere eller aflæse hende, og havde svært ved at afgøre om der var en skjult intention bag hendes spørgsmål.
”Mest om om om universitet-tetet. Men vi snakkede også om hendes gavvve,” han gjorde et let skuldertræk. Samtalen var også ledt hen på hans stammen, men det undlod han at fortælle hende, af årsager han ikke selv rigtig var klar over og ville have svært ved at sætte ord på, selv hvis han skulle.
”Hvorfor da?” spurgte han hende bare derefter og gav efter for sin nysgerrighed.

[Peronelle af Bonville]

Perrie så væk ved spørgsmålet og trak på skuldrene, som om hun ikke lige havde spurgt og mærket et lille stik i maven. Hun rynkede panden lidt og flyttede rastløst på sig på stolen.

"Ikke for noget," svarede hun endelig. "Bare for at spørge."

Bestemt ikke fordi Svea var utrolig køn.

[Sébastien af Monteres]

Sébastien kunne ikke afgøre med sig selv, om han var overbevist af Perries svar om, at hun alene havde spurgt bare for at spørge. Han rynkede de mørke bryn og betragtede bare den kønne pige, som hun rumsterede på stolen og så væk fra ham, inden hendes svar faldt. Nu var det jo ikke mange minutter siden, at han havde gjort præcis det samme - stillet et spørgsmål alene for det formål at konversere, men alligevel havde han svært ved at overbevise sig selv om, at det samme gjorde sig gældende denne gang.
Han lod dog emnet blive ved det - for hvad skulle han også ellers have gjort? Det virkede ret offensivt at begynde at sætte spørgsmålstegn ved om hun nu også var sikker på det.

Han tørrede hurtigt håndfladerne af mod sine bukselår, inden han rømmede sig og i stedet skiftede emne.
"Hvad tid hvad tid er det i aften? Er det blevet aftalt?"

[Peronelle af Bonville]

Perrie rettede sig lidt op ved det langt nemmere spørgsmål. Hun drejede endda hovedet og så på Sebastién igen. Et flygtigt smil fandt hendes læber.

"Efter aftensmad. Medmindre i spiser helt vildt sent eller tidligt. Jeg ved ikke om du har en eller anden super underlig vane."

Ud over at stamme, som hun ikke nævnte. Det ville bare være groft.

[Sébastien af Monteres]

Sébastien gengældte det spæde smil Perrie sendte i hans retning. Uden tænder, naturligvis. Det var som sådan ikke fordi Sébastien havde noget imod sine tænder – de var relativt lige og hans forfaldenhed til te til trods også forholdsvis hvide, men de blev sjældent blottet. I hvert fald i forbindelse med smil.

”Det det har jeg ssssikkert,” fortalte han bare. Tonen var underholdt, det samme karakteriserede smilet, der fortsat spillede om læberne. Han kunne komme på flere vaner, han havde, som andre måske ville karakterisere som underlige – men dem havde han ikke tænkt sig at fortælle Perrie om. Der var ingen grund til, at udstille sig selv mere underlig, end han mistænkte, at folk nogen gange allerede fandt ham.

Den ene mørke bryn blev løftet en smule højere op i panden, ”-men ikke i i i ffforhold til hvornår vi spiser. Der tror jeg nu no-ok at jeg er ret almindelig,” rundede han bare af med et nik.
”Bj-bj-bjøøørnen efter aftensmad. Jeg skal nok være der.”