I ly for torden, regn og vind

[Sébastien af Monteres]

Til Svea Købmand
Sted: Falken og Kronen
Tid: Tidlig aften
Vejr: Regn- og tordenvejr.

Der sad mange inde på kroen, mange flere end der nok gennemsnitligt plejede at være på dette tidspunkt – og stort set hvert eneste bord var besat. Nogle sad der for at indtage et sent aftensmåltid, andre sad og drak og nød hinandens selskab, og en god flok sad der sikkert blot for at fordrive tiden, mens de ventede på at det voldsomme regn- og tordenvejr stilnede en smule af.

Sébastien sad ved et bord i et af kroens hjørner, tæt på et vindue, så han både kunne holde øje med hvad der skete inden- og udenfor kroens fire vægge. Han var i alt for god tid – men det var helt ærligt ikke fordi det var et enestående tilfælde. Alene tanken om at risikere at komme for sent gjorde, at Sébastien altid mødte op i latterligt god tid til de fleste af sine aftaler. Han havde en aftale om at møde Christophe senere – måske ville nogle af de andre også støde til senere, han var ikke klar over det. Der var stadig i næsten en time til det aftalte mødetidspunkt, og når det var sagt, var det da ikke utænkeligt, at man kunne blive yderligere forsinket i det vejr.

Mellem hænderne havde han et krus med øl han med jævne mellemrum førte op til læberne og tog en tår af. Flængen ved venstre mundvig, han havde erhvervet sig i et uopmærksomt øjeblik i Rødes selskab, var endnu ikke helet helt og sveg en smule når det kom i kontakt med væsken.
De opmærksomme øjne scannede jævnligt lokalet. Bertagtende og observerende gled blikket rundt på de øvrige besøgende. Et spædt smil fandt fra tid til anden vej til læberne, hvis han opsnappede en brøkdel af en munter samtale.

[Svea Købmand]

Svea hængte ud med nogle af de nye mennesker hun kendte fra universitetet, som hun kun var begyndt at snakke med for nyligt. De var startet et andet sted og var nu på vej ind, hvor en af dem vinkede til Sebastian og Svea og de andre satte sig hen til ham, mens en af dem hentede et par øl. Det havde altsammen været ret spontant og de havde ikke lige fået fortalt Sebastian at de mødtes et andet sted først.

Det første der fangede Sveas opmærksomhed var dog Sebastians flænge ved venstre mundvige og hun så lettere alvorligt på ham.
"Har du fået nogen til at kigge på det der?" Spurgte hun og kneb øjnene lidt sammen.
"Undskyld, jeg er helbrederlærling." Forklarede hun med et smil. "Mit navn er Svea, du er Sebastian ikke? De andre sagde vi skulle mødes med dig her." Sagde hun og rakte ud efter en af de krus med øl som blev sat på bordet foran dem.

[Sébastien af Monteres]

Begge mundvige blev løftet og formede et mildt smil, da vennerne slog sig ned og Sébastien havde viftet afværgende med hænderne og forsøgt at forsikre dem om, at det var fint - at han bare var glad for at se dem, hvilket helt ærligt også var sandheden

Blikket faldt derefter på hvad han mentalt henviste til som Perries veninde. Han havde godt hørt om hende - måske havde han også fået hendes navn af vide, uden i situationen at kunne genkalde sig det. Hun var køn, bed han mærke i. Harmoniske træk. Store mørke øjne. Et mildt åbent ansigt.
Nærmest rent instinktivt søgte hans hånd op mod flængen ved mundvigen, som fingerspidsen fulgte formen på, inden han igen sænkede hånden. Et eller andet sted var det en lettelse at hun fortalte, at hun var helbrederlærling - og at hun måske ikke havde opdaget flængen fordi den var meget tydelig og grim eller stak ud - men fordi hendes blik måske var trænet for det.
"Det var ba-bare en kat der der fik revet mig," svarede han hende bare og viftede kort med hånden, selvom det egentlig ikke besvarede hendes spørgsmål, ligesom han undlod at fortælle, at det havde været hans egen djævel af en kat der havde været skyld i det.

Han nikkede derefter bekræftende til hendes spørgsmål - jo han var Sébastien.
"Rart at møde sig Sve-Svea," hilste han med et smil.

[Svea Købmand]

Mange mennesker ville nok ikke vide hvad Sebastians stammen var, men Svea havde set det før, når de desperate mennesker dukkede op hos helbrederen og prøvede at overbevise dem om, at de skulle prøve at helbrede dem. Det var svært når man måtte fortælle dem, at det som sådan ikke var en fysisk skavank der kunne helbredes.
"Åh, jamen, stadig. Katte kan bære rundt på mange forskellige sygdomme, som du ikke har lyst til at få ind i kroppen." Sagde hun, selvom hun følte sig en smule nørdet.
"I lige måde Sebastian. Du studerer også på universitetet?" Spurgte hun og smilede til ham, mens hun drak lidt af sin øl. "Hvad studerer du?" Spurgte hun og hvilede sit hoved i sin hånd.

[Sébastien af Monteres]

Sébastien kom uvilkårligt til at smile, da hun uddelte af sin viden om sit fag. En videbegærlig ung mand som Sébastien havde en stor respekt for folk, der gik op i- og var passionerede omkring deres fag. Det gav god mening, hvad hun sagde; trods kattes ry for at være vældig renlige, kunne de altså være nogle uhumske bæster - hvad Røde heller ikke havde slæbt med ind af klamme bytter og ting og sager gennem tiden. Alligevel havde han aldrig skænket det en tanke hidtil. Han var blevet både revet og bidt af den røde hankat flere gange end han have tal på, men havde aldrig fået nogle til at kigge nærmere på nogle af de skrammer, det efterlod. Så snart skrammerne var helet nok til ikke at bløde, var de ude af sind igen. Medmindre det selvfølgelig var nogle stratetisk dårligt placerede nogle, som den ved mundvigen, der ikke lod sig glemme og insisterende huskede ham på dets tilstedeværelse ved at svige når han drak.

Fingrene havde igen ubevidst fundet op mod riften, som hun talte.
"Det det det gir' mening," gav han hende ret med et lille nik og et spædt smil, "sssså du synes jeg bør få kigget på det? Ser det da be-be-be-" Forhelvede altså. Nærmest som en form for et tick, bankede han fingrene, der havde pillet ved riften ved mundvigen ned i bordoverfladen før han fortsatte: "-betændt ud?" Han havde ingen idé om, der var andet man kiggede efter ved sår og skrammer end betændelse? Rødme måske? Det var nok meget godt det var hende og ikke ham, der var helbrederlærlingen.

Han nikkede til hendes første spørgsmål og nåede at nippe lidt til sin øl inden hendes næste spørgsmål faldt.
"Matematik," svarede han ganske kort. Hv-vem er du lærling hos? Studerer du også på universitetet?" Sébastien kendte ikke meget til strukturen - om Sveas lærermester havde tilknytning til universitetet eller ej. Ikke desto mindre var man meget mere interesseret i at høre om hendes fag, end han var i at tale om sit eget.
Han placerede begge albuer på bordfladen, og spejlede hende ved også at hvile hagen mod hænderne. Han lænede sig mere frem mod hende i hvad han håbede fremstod som en interesseret gestus.

[Svea Købmand]

"Nej, jeg synes det ser fint ud." Sagde hun med et skævt smil. "Men måske prøv at hold dig lidt på afstand af kattene." Foreslog hun med et skævt smil og drak en tår af sin øl.
"Jeg er lærling hos en mester nede i byen." Sagde hun. "Men jeg skal snart starte på universitetet, hvis jeg da består prøven." Forklarede hun.
"Jeg skal til prøven her i april måned." Bemærkede hun og så ham i øjnene, uden at være bevidst om at han spejlede hendes måde at sidde på, følte hun at han var mere interesseret.
"Er ret nervøs for det, håber det kommer til at gå godt."

[Sébastien af Monteres]

Igen formåede den unge pige at trække et smil ud af Sébastien og han gjorde bare et enkelt nik med hovedet.
"Det vil jeg gøre," svarede han hende bare, selvom det sikkert ikke ville være sidste gang, han ville komme i karambolage med Røde. Det lede kræ.

Sébastien sippede til sin øl og nikkede til hendes ord, som hun forklarede ham om sin læremester og forestående universitetsplaner.
"Jeg var også vild-vildt nervøs dengang," betroede han sig hende. Ikke at det måske nødvendigvis ville komme bag på hende. Mange stemplede ham som en nervøs type efter at have konverseret i blot ganske få øjeblikke (om end han ikke altid var helt enig i den antagelse). Det havde været en lidt ubehagelig oplevelse - men det havde han ikke tænkt sig at fortælle hende, at han syntes. Han brød sig bare ikke om at blive sat på spidsen - på at sætte sig selv i situationer, hvor det forventedes af ham at han skulle præstere.
"Det skal nok gå," forsøgte han at opmuntre eller berolige hende og nikkede en enkelt gang med hovedet igen. Selvom han kun havde talt med hende i ganske få øjeblikke, troede han dog også oprigtigt på, at det nok skulle gå fint. Hun virkede som en skarp pige med passion.

"Ved du du du hvad du gerne vil stude-dere? Naturfag?" var hans bedste bud.

[Svea Købmand]

Svea havde nok ikke kategoriseret Sebastian som mere nervøs end andre, men hun vidste også at det ikke var helt så unormalt at tale som ham, som de fleste gjorde.
"Det tror jeg på." Bemærkede hun med et skævt smil og tog en tår af sin øl. Hun havde egentlig ikke tænkt sig at snakke mere om prøven, fordi hun blev nervøs bare ved tanken om den.
"Tak." Sagde hun med et smil.
"Jeg ved ikke så meget endnu, jeg går ud fra at mine fag kommer til at være fokuseret på helbredelse og måske om hvordan man styrer sin Gave, måske teori om besværgelser og meditation og sådan." Bemærkede hun og smilede skævt. "Tror jeg venter til jeg er kommet ind til at tænke over det." Sagde hun med et skævt smil.
"Har du studeret længe?"

[Sébastien af Monteres]

Igen nikkede Sébastien for at vise hende, at han lyttede, samtidig med at han fra tid til anden løftede ølkruset op mod læberne og sippede af den skummende væske.
"Det ville give mening," bemærkede han med et nik om hendes udlægning af, hvordan hun forestillede sig, at hendes undervisning nok skulle tilrettelægges. Ved Mithras hvor lød hans eget fag dog tørt sammenlignet med. Selvom Sébastien jo egentlig godt vidste, at helbredere havde Gaven, og at Svea jo i form af sin titel som helbrederlærning også matte have den, var det ikke noget han havde tænkt over, før hun eksplicit nævnte det. Selvom han egentlig havde sin gang på universitetet med en del der havde Gaven, var det alligevel en verden der virkede ukendt, og pirkede hans nysgerrighed. Han gengældte hendes smil og nikkede endnu engang til det næste hun sagde. Det var måske også mange til at skulle forholde sig til, førend man overhovedet var startet på universitet.

"Jeg er i ga-gang med mit andet år," svarede han hende bare. Han havde vanskeligt ved at holde sin nysgerrighed hanke, hvorfor hans næste spørgsmål faldt kort derefter, skønt det var lidt et emneskift og ikke rigtig var relateret til, hvor længe han havde studeret: "Hvor hvor længe har du vidst at du hhhavde gaven?"

[Svea Købmand]

"Andet år." Sagde hun med et svagt smil og et lettere drømmende blik i sine øjne. Tænk hvis hun kom så langt, hun havde svært ved at forestille sig det, men det ville være ret fantastisk hvis hun også nåede til andet år.
"Da jeg var lille vidste jeg at jeg var anderledes end min familie, så begyndte jeg at kunne gøre små ting og en klog kone ved siden af hjalp mig med at forstå min gave. Det var dog først da jeg fandt min mester, at jeg fandt ud af hvad jeg egentlig kunne." Sagde hun og tog en tår af sin øl.
"Har du altid stammet?" Spurgte hun og så på ham med et venligt blik.

[Sébastien af Monteres]

Mon det var svært at vokse op som den eneste i en familie med Gaven? Sébastien havde faktisk ingen idé om, om det var normalt, at det blot var en enkelt i familien, der havde gaven, eller om det oftest var noget der løb i særlige familier. Og om det overhovedet var undersøgt systematisk nok til, at man vidste noget som helst om det.
Det glædede Sébastien at Svea havde haft først en klog kone og sidenhen sin mester til at hjælpe sig med at udnytte sit fulde potentiale – forstå sin gave. Og måske også have nogen at læsse af på og hjælpe sig i de perioder hvor det måske ikke var lige så fedt, at have den. Hvis de altså eksisterede, vel og mærke – han vidste vitterligt ikke så meget om det at have gaven, som han gerne ville. Han havde mange ting han gerne ville spørge hende yderligere om, men gemte spørgsmålene for i stedet at forholde sig til det hun stillede ham.

Han kunne på sin vis godt lide hende for at adressere hans stammen – og så på en fin åben måde, hvor han ikke følte sig hverken udstillet eller nedværdiggjort. Det var egentlig ikke fordi han havde noget imod at tale om sin stammen (set bort fra samtaler hvor fokus i højere grad lå på, at nu måtte han tage sig sammen og tale ordentligt), men det var bare utrolig sjældent noget der kom op. Det var et tabu, helt sikkert – og han var da ikke i tvivl om, at det da nok var blevet vendt flittigt i sammenhænge, hvor han ikke selv var til stede. Men det var sjældent at nogle talte direkte med ham om det.

”Mere eller mindre,” svarede han hende bare med et nik, ”Jeg jeg mindes der var perioder, da jeg var yngre hvor jeg ikke sssstammede. Der er stadig perioder hvor jeg føler, at det det er bedre end ellers.” Han gjorde et skuldertræk. Han var ikke sikker på om han havde stammet så længe han havde kunne tale – men han kunne ikke selv huske, hvornår stammen var opstået. Han havde også stammet dengang hans mor levede, men han huskede egentlig ikke at han selv havde tænkt på det som et problem før tiden derefter.
”Ve-ve-ve. Kender du nogen måder til at,” pausen der fulgte skyldtes for en gang skyld hverken en blokering eller lignende, men søgen efter det rette ord – for han var efterhånden klar over, at han nok ikke skulle sætte næsen op efter at blive hverken ”kureret” for sin stammen eller tro på, at den kunne fjernes. ”Afhjælpe den?"

[Svea Købmand]

Svea betragtede ham med et lille smil på sine læber, mens hun drak lidt af sin øl. Hun håbede på at hun kunne hjælpe ham på en måde, men helt kurere ham kunne hun dog ikke. Det ville være for meget at love.
"Jeg har hørt om folk der kan få dig til at føle dig mere selvsikker når du taler. Jeg var også en meget stille pige da jeg var yngre, ikke at det er det samme, men jeg kan huske at det var en overvindelse for mig at begynde at tale." Sagde hun, mens hendes blik gled rundt i kroen.

"Sådan som jeg har forstået det er det mere en træningsting end en helbredelsesting, som om du skal arbejde med din stemme som en sangerinde eller en skuespiller gør det?" Sagde hun.
"Ikke at jeg ved det præcist virker, men jeg tror at det kan betyde en del." Forklarede hun.
"Der er også nogle der mener, det er på grund af traumer i barndommen." Sagde hun. "Har du oplevet noget voldsomt i din barndom?" Spurgte hun og så på ham.

[Sébastien af Monteres]

Sébastien fulgte interesseret med alt det Svea fortalte ham. Det ville sikkert også hjælpe ham at blive mere selvsikker – han var ikke sikker på, at det ville kunne ”løse” hele hans problematik, men lidt ville også have ret. Han havde i hvert fald allerede gjort sig den erfaring, at hans taleflow var langt mere af- og opbrudt i situationer hvor han var presset eller nervøs.
”Fi-fik du hjælp tiiiil det dengang?” spurgte han hende, mest af alt for at få en fornemmelse af om Svea havde førstehåndserfaringer med disse folk – og med at arbejde med selvtilliden forbundet med at tale.

Det var ikke fordi han havde forventet andet, men ved Mithras hvor havde det da været at foretrække, havde det i stedet været en helbredelsesting, der ikke krævede hans indsats og vedligeholdelse, men kunne kureres som havde det været en forkølelse.
Sébastiens underlæbe fandt vej ind mellem hans tænder og han bed tænksomt ned i den. Han havde svært ved at vurdere, hvornår en oplevelse kunne kategoriseres som voldsom nok til at betegnes som et decideret traume fra barndommen, men der havde da været flere oplevelser i hans barndom, han gerne ville have været foruden.

”Hmmm.. Altså mi-mi-min mor døde da jeg ikke v-v-var så gammel,” det var ikke uset af miste en forælder, men det havde været en skelsættende begivenhed i hans opvækst. Morens fravær havde ikke kun ændret både Sébastien og hans far – men også deres indbyrdes relation betydeligt. Han havde ofte spekuleret om farens modvilje og tydelige foragt for hans stammen også kunne have en finger med i spillet i forhold til udviklingen af dem?
”-men men jeg stammede også allerede dengang hun levede,” Måske var det i sidste ende en mere sammensat vanskelighed, end han egentlig var klar over, med rod I mange forskellige ting.

[Svea Købmand]

Svea rystede på hovedet som svar på hans spørgsmål, hun smilede lidt, hun var mest bare begyndt at tale på et tidspunkt. Det ville hun dog ikke sige til ham, fordi det fik det til at lyde som om at han ikke havde noget håb.
"Åh det er jeg ked af." Sagde hun med et bekymret blik. Hvor trist, selvom det måske ikke var ligefrem var en psykisk ting, kunne det vel godt have noget med det at gøre.
"Ja, det er nok heller ikke kun forårsaget af begivenheder i ens liv, men der er nogle der mener at man med en kombination af talehelbredelse og træning, kan få det bedre og også hvis man snakker med nogle om sit liv og sine problemer. Jeg ved ikke om det virker, jeg tror det er meget komplekst i virkeligheden." Sagde hun.
"Var det svært for dig at miste din mor?" Spurgte hun så og drak lidt af sin øl.

[Sébastien af Monteres]

Sébastien nikkede en enkelt gang og sendte Svea et let smil. Det var efterhånden en god del år siden, at moderen var død, men ikke desto mindre satte han stadig pris på kondolencer som denne her mange år senere. Det var ikke fordi han længere var tynget af savnet til sin mor i sin hverdag (hvilket han da snildt kunne slå sig selv oven i hovedet for, og få dårlig samvittighed over fra tid til anden)  men han oplevede stadige at stå i situationer, hvor han manglede hende helt uhåndgribeligt meget. Hvor sorgen og savnet var lige så stort, som det havde været den dag hun tog herfra.
Men det var også bare fordi han var for svag. For følsom. En sølle undskyldning af en mand. Han kunne nærmest høre Bernards røst for sig, men han druknede tanken om sin far i et stor tår af sin øl.

"Det lyder ret komplekst," medgav han. Han havde i det øjeblik svært ved at forestille sig, hvordan det skulle kunne hjælpe hans tale, at han talte med nogen om sit liv og problemer - men omvendt ville det da langt fra det mest langt ude han havde udsat sig selv for, for at komme stammen til livs. "Jeg jeg jeg har efterhånden affundet mig med at jeg nok aldrig k-k-kommer til at tale normalt" han nærmest spyttede det sidste ord ud. Det virkede som et urealistisk mål at sætte, "Men men men kender du nogen af dem der ved noget om om sssstemmetræning?"

Spørgsmålet om, hvorvidt det var svært at miste hans mor, fik Sébastien til kortvarigt at tænke sig om.
"Det det det ved- jeg ved ikke om om det var sværere for mig, end fffor alle andre børn der mister deres forælder," svarede han bare med et let skuldertræk, "Min min min fffar blev bare... jeg jeg tror ikke det gjorde noget godt for os, at hun ikke længere var der," forsøgte han mere eller mindre diplomatisk at udlægge det noget anstrengte forhold han havde til sin far.