Den uduelige søn

[Bernard af Monteres]

Til Sébastien af Monteres
Sted: Bernard af Monteres' bypalæ i Markedskvarteret
Tid: Tidlig aften
Vejr: Overskyet og gråt

Vreden sydede i Bernards mave, som han trådte igennem hjemmets hoveddør, der blev holdt åben af en tjener. Han værdigede ikke manden et blik, men trak sin jakke af og smed den i favnen på ham, inden han gik ind i hjemmet. Igen var det hans uduelige søn, der var skyld i irritationen, der efterhånden var ved at bevæge sig over i den velkendte vrede. Nogle gange var det som om, at Sébastien ikke kunne gøre noget som helst rigtigt. Han var svag, ynkelig og levede på ingen måde op til Bernards idéer om, hvordan hans søn skulle være. Og denne gang var han gået i mod Bernards direkte ordre mod at holde sig fra den tøs af Hector Bonvilles. Hun var en dårlig indflydelse og hendes far var ... Bernard havde slet ikke ord for den mand, han flere gange havde været oppe at toppes med.

En stuepige kom nærmere, da han trådte ind i stuen, men skyndte sig at bakke væk ved synet af den sammenbidte kæbe og de vrede øjne. Han var ligeglad, hun ville sikkert fortælle ham, at aftensmaden var på vej. Han var ikke sulten. Nej, han var vred. Med lange skridt gik han igennem stuen og ud til gangen, hvor trappen til den øvre etage befandt sig. Sammenbidt gik han med hårde skridt op af trappen og havde nær sparket til den forbandede kat, han i et svagt øjeblik havde ladet Sébastien få. Den hvæsede af ham og styrtede forbi ham nedenunder. En dag ville han få en af sine vagter til at drukne det kræ.

Tæppet dæmpede hans skridt, som han gik ned ad gangen til Sébastiens værelse. Han burde være hjemme. Uden at banke på, skubbede Bernard døren op.
"Vi skal have en snak," sagde han med et følelsesforladt stemme, der passede til hans ansigtsudtryk, men ikke hans øjne, der ikke kunne skjule den brændende fornemmelse i hans indre. Døren lukkede han bag sig, tjenestestaben behøvede ikke at kunne følge med i, hvad det hele handlede om.

[Sébastien af Monteres]

Når Sébastien dykkede ned i en bog, forsvandt verdenen omkring ham. Som var der lagt en sagte dæmper på både syns- og lydige indtryk udefra. For hans indre billede så hans klart det i bogen meget billedligt beskrevne miljø. Storslåede landskaber, episke kampe - monstre så modbydelige at han ind imellem måtte klappe bogen sammen og huske sig selv på, at det trods alt bare var fiktion. Det var en roman Sébastien havde læst før - hvorfor han ubevidst sad og smilede ved visse passager om venskaber, kærlighed eller kvikke og underholdende udvekslinger, og holdt vejret i spænding ved andre. Det faktum, at det ikke var hans første gennemlæsning og han jo netop kendte udfaldet af historien på forhånd, betød ikke så meget. Det gjorde nu ikke bogen mindre spændende af den grund.
Faderens stemme formåede alligevel at trænge ind - bryde boblen og illusionen teksten havde dannet for hans indre øje.

Sébastien løftede blikket og så på sin far - om end han ikke behøvede at kigge på ham, for at høre, at han var vred. Det tonefald var han efterhånden blevet vældig bekendt med. Han havde ikke hørt Bernards banken - og havde draget den konklusion, at han havde overhørt det- ikke at det var fordi faderen netop havde undladt det.
“Je-jeg hørt dig slet ikke b-b-bank. Komme ind,” undskyldte han sig derfor. Sébastien var nogle gange som en stor synonymordbog - og det var ikke unormalt at han afbrød sig selv midt i sine sætninger, for at sadle om, finde et andet, forhåbentligt mere flydende ord.
Efter at have noteret sig hvilken side han var nået til, klappede han bogen sammen og lagde den fra sig på natbordet ved siden af sin seng.

“Okay,” svarede han bare - der var ikke rigtig noget at rafle om på den konto - hvis Bernard synes de skulle snakke, skulle de snakke. Når Bernard var i det es, som Sébastien mistænkte ham for at være, var det dog sjældent at en snak forblev ved en snak. Så endte det nærmere ud i at blive et skænderi (om end man kunne påstå at de var lidt ensidige da Sébastien sjældent fik så meget indført) eller endte ud med en ørenflig.


Han rejste sig derefter fra sin siddeplads på sengen og forsøgte at gøre sit for at udligne højdeforskellen mellem dem. Faderen var endnu den højeste, men nu tordnede han sig i det mindste ikke op over ham, som havde været tilfældet, var han blevet siddende på sengen.
“Hvad skal vi tale om?” Spurgte han, og priste sig lykkelig for hvor flydende spørgsmålet kom ud.
Han grænskede sine tanker efter, hvad han havde gjort der havde udløst faderens vrede. Var det noget med studierne? Noget med piger? Havde Røde ødelagt noget igen?

[Bernard af Monteres]

Det var ikke fordi, at Bernard havde noget i mod, at Sébastien læste. Det gav da i det mindste et hint om intelligens, men han var ikke altid lige tilfreds med valget af læsestof. Skønhedslitteratur var for kvinder, mænd skulle lære noget, ikke dagdrømme. Men i dag sagde han ikke noget til det, han havde andet på sinde.
De hakkende ord, der forlod hans søn, pustede bare til hans vrede. Han afskyede drengens stammen, den understregede bare, hvor ynkelig han var. En mand skulle kunne tale for sig, især når han ikke havde andet at arbejde med, som evnerne til kamp. Et sværd i hånden, der kunne tale for ham. Det ville næsten have været bedre, hvis han var født uden stemme.

Det hjalp ikke, at knægten rejste sig op. Den spinkle krop og lave højde, i forhold til Bernard selv. Mændene i hans familie var alle meget høje af statur, og Sébastien virkede ikke til at ville nå den samme højde. Og da absolut ikke den samme brede statur. Han var feminin. Hans træk, hans hår, han blik. Bernard kunne se så meget af Laurienne i ham, at det stadig kunne gøre ondt at se på ham. Og det gjorde ham altid mere vred.

”Jeg blev fortalt i dag, at du er set nede på Falken og kronen, håndværkerkroen, med Peronelle af Bonville.” Om afskyen i hans stemme var tykkest, da han nævnte kroen eller pigen kunne være svært at afgøre. At han i dette øjeblik var meget dobbeltmoralsk, lod han til selv at glemme, for selvfølgelig havde han også været ung og havde besøgt kroer under sin standard. Men i det mindste i ordentligt selskab og ikke en pige som lille frøken Bonville, der ikke kunne finde ud af at opføre sig korrekt og absolut skulle slæbe de andre unge med i uføre.
Vreden lå som et islag over hans blik og hans ene hånd var knyttet, mens tommelfingeren gned sig over pegefingeren som for at berolige ham selv.
”Jeg troede, at jeg havde sagt til dig, at jeg ikke vil have, at du omgås den tøs. Intet godt kommer ud af en Bonvilles selskab.”

[Sébastien af Monteres]

Af alle de ting Sébastien havde forestillet sig, at faderen ville tale med ham om, havde han alligevel ikke gættet at det omhandlede Perrie. I og for sig kunne man vel argumentere for, at Sébastien havde haft ret i idéen om, at det handlede om en pige - bare ikke på den måde, han havde troet, at det ville.
Han åbnede munden for derefter at lukke den igen. Der var ingen grund til at forsøge at benægte. Hvis han var blevet set dernede, til hvilken nytte var det så at prøve at nægte det. Hvem helvede gik og meldte tilbage til hans far om hans færden på kroerne?

"Der der der er altså mange universitetsstu-stu-," han gjorde et ryk med hovedet ud mod venstre side, en medbevægelse - som et trick for at få opløst blokeringen og sat talestrømmen igang igen, "-studerende der kommer der. Også andre adelige," forsøgte han at overbevise faderen om.
Han vidste egentlig ikke om det gjaldt for andre end ham og Christophe - og Perrie, der jo ligegyldigt faderens modvilje mod hende, også var af adelsslægt- men så var det da i hvert fald ikke løgn, om end det måske ikke gav det fulde billede.
Sébastien var ikke klar over, om det var det faktum, at han havde besøgt en kro i håndværkerkvarteret eller at det havde været selskabet der var den egentlige årsag til farens vrede - måske var det blandingen af de to. Blikket flakkede kort ned mod farens hænder. Den ene var knyttet. Ikke at en flad hånd var nødvendigvis var nogen indikator for noget heller. Et slag givet med en flad hånd kunne gøre lige så ondt, som det givet med en knyttet. Han modstod lysten til at træde et skridt tilbage – væk fra Bernard.

”Vi er bare en del af-” samme vennegruppe, ville han have sagt, men afbrød sætningen inden da. Det lød som en dårlig undskyldning. Sébastien var i tvivl om ham og Perrie egentlig var venner – han var faktisk ret sikker på, at hun ikke kunne lide ham. Han var altid så bange for at gå i vejen for hende – kom ofte til at fremstå endnu mere akavet end ellers i hendes selskab – ikke at det betød at han ikke syntes om hende, eller at var enig i farens holdning. For det var han bestemt ikke, hvorfor han heller ikke havde tænkt sig at få det til at lyde sådan.
”Hun er altså en ssssød pige,” forsøgte han i stedet formildende. Det var jo ikke Perries skyld at Bernard havde et horn i siden på hendes onkel.

[Bernard af Monteres]

Det trak svagt i en muskel ved siden af Bernards næse, da Sébastien svarede ham igen. Havde der været en minimal chance for, at han ville have givet Sébastien lov til at tage på Falken og Kronen, forsvandt den som drengen, sikkert i god tro, forsøgte at argumentere for, hvorfor han selv syntes, at det var helt i orden, at han færdes dernede. Havde han ventet til at Bernard var kølet af igen og havde spurgt pænt, kunne han måske have fået lov. Det var af bordet nu.
"Jeg er ligeglad med, hvem der ellers færdes på Falken og Kronen, hvis jeg finder ud af, at du tager derned igen, kommer der konsekvenser. Forstået?" Bernards stemme var afmålt og kold, og Sébastien burde efterhånden vide, at det ville være dumt at diskutere med hans far, når han lød sådan.

Da hans ynkelige søn vovede at påstå, at Peronelle af Bonville var en sød pige, mærkede Bernard et kort stik af ... ja, frygt. Tænk hvis knægten endeligt ville tage sig sammen til at kunne lide en pige, og så det lige ville blive hende. Over Bernards døde lig. Ikke om han ville se sin søn have noget at gøre med den tøs. Han forstod, at de havde den samme omgangskreds på universitetet, noget Bernard havde måtte affinde sig med, som han et eller andet sted bare var glad for, at Sébastien kendte nogle ordentlige unge mennesker. Men han håbede ved guderne ikke, at hans søn var dum nok til at færdes med hende alene. Som om Bernard ikke havde problemer nok i forvejen.

Det korte stik af den uønskede følelse fik den store mand til at træde frem mod sin søn, så der kun var en lille armslængde mellem dem. De grønne øjne stirrede fyldt med vrede ned på det ansigtet, der til stadighed mindede ham om Laurienne, selvom den begyndende modenhed havde gjort det bare en smule mere maskulint.
"Den lille horetøs er ikke nogen sød pige. Hun er en skændsel for adeligheden, både med sit ophav, men især også med sin opførsel. Både hende og hendes onkel burde få frataget deres titler. Jeg vil ikke have, at du er i hendes nærhed, hun sætter griller i hovedet på jer, griller, der hører til i slumkvarteret." Hans stemme blev en smule ophidset, som han snakkede og hans allerede knyttede hånd fik hvide knoer.

[Sébastien af Monteres]

Efter 17 år i faderens selskab, havde Sébastien stadig ikke lært fuldstændig at gennemskue faderen. Hvis han tænkte sig om, havde han nok kunnet regne ud, at det ikke nyttede noget at forsøge at forklare sig når Bernard allerede var i det humør. Nogle gange var det lettere at føje ham - uanset hvad Sébastien så ellers selv måtte mene og tænke om det. Omvendt havde han da også mere end én gang fået hug for, at han bare gik med til- og talte folk efter munden i stedet for at stå op for sig selv og holde på sit. Det var ikke altid lige nemt at balancere i- og finde ud af.

"Forssstået," svarede han bare lavmælt med et simpelt nik med hovedet. Som om han kunne have sagt andet. Når diskussionen allerede var gået lidt i hårknude, var der ikke så meget andet for, end at forsøge at rede den ud. Han vidste dog ikke, om det var en løgn, han stak sin far.
Han ville da nok være mere tilbøjelig til at forsøge at foreslå andre kroer, næste gang han skulle hænge ud med vennegruppen, men han var i tvivl om, om faderens trussel om konsekvenser rent faktisk var nok til, at han ville holde sig væk fra kroen og selskabet, næste gang den situation ville opstå - hvilket den utænkeligt ville på det ene eller andet tidspunkt. Om ikke andet var det i hvert fald ikke en løgn, at han havde forstået, at der ville blive konsekvenser hvis han modsagde sig faderens ordre. Eller blev opdaget i det, i hver fald.

Nærmest pr. instinkt trak Sébastien overkroppen en smule mere tilbage uden egentlig at træde tilbage, da Bernard trådte et skridt frem. Blikket var stædigt rettet mod faderens ansigt, selvom han mest af alt havde lyst til at slå det ned. Underlæben blev suget ind mellem tandrækkerne og bidt let ned i, som han blot lyttede til faderens udlægning af Perrie og hendes slægt og hvad de fortjente. Den metalliske smag af blod bredte sig i munden som tænderne brød læben. De udtryksfulde øjne nærmest lyste af ubehag over situationen. Han havde lyst til at forsvare sig – forsvare dem. Der var nogen højere i hierarkiet der havde besluttet, at de endnu havde deres adelstitler – og i Sébastiens optik måtte hans far lære at leve med, at det var sådan landet lå, ligegyldigt hvor meget end han misbilligede det.
Som det skete oftest, holdt Sébastien dog sine meninger for sig selv. Det ville ikke gavne nogen at fyre mere op under faderens vrede. Det ville i sidste ende gå ud over ham selv.
”Okay,” endte han bare med at svare, selvom det på ingen måde var hverken særligt tilfredsstillende eller dækkende i forhold til alt det han havde lyst til at sige – hvis han havde turdet, og hvis hans tale havde ladet ham formulere det flydende.

[Bernard af Monteres]

Forstået. Godt. Bernard håbede ikke, at han ville høre om flere ture på kroen, det ville give konsekvenser. Drengen skulle lære at gøre som der blev sagt. At drengen evterhånden var en ung mand betød ikke så meget, han opførte sig ikke som en mand. Bernard tvivlede på, at han nogensinde ville. Og derfor ville han altid være en dreng i sin fars øjne. Det virkede ikke til, at han nogensinde ville få hår på kyllingebrystet. Han kunne ikke engang står ordentligt op i mod sin gamle mand, Bernard havde ikke følt andet end fornærmelse, når Sébastien en gang i mellem forsøgte at stå i mod hans vrede.

Hans sølle "okay" var dog ikke noget at råbe hurra for, og vreden begyndte at boble over. Han ville ikke have en svag accept, han ville have medhold. Forståelse. Peronelle Bonville var forbudt, og hans ynkelige dreng skulle forstå det.
Det var nemt at lade hånden hugge ud og gribe drengen i skjorten foran for at trække ham en smule tættere på og en smule opad. Han selv sænkede hovedet mod ham, så deres ansigter ikke var mere end en håndsbredde fra hinanden. Bernards ansigt var udtryksløst, men hans øjne brændte.
"Jeg tror ikke, at du hører, hvad jeg siger, dreng. Jeg vil ikke have, at du omgås det pigebarn. Det er ikke til diskussion." Han havde ikke løftet sin frie hånd endnu, men det trak umærkeligt i hans lillefinger.

Det var for Sébastiens egen skyld, kunne han ikke selv se det? Hvis han omgikkes den lille horeunge, ville hendes forhold smitte af på ham og han ville aldrig finde en god plads i landets adel. Det var svært nok i forvejen, som deres adelige blod var så fortyndet som det var i forvejen. Der var langt op til den sidste lensherre i deres stamtræ, og den eneste grund til, at de havde det så godt, som de havde, det var på grund af butikken og Bernards ry som værende en god handelsmand og en god ridder, den korte tid, han fik lov til være det. Når han døde, ville Sébastien arve butikken, men hvad var den i hans hænder, hvis han ikke kunne bruge den?! Hvis han ikke kunne sætte sig i respekt blandt deres lige- og overmænd. En respekt han da absolut ikke ville kunne finde, hvis han brugte sin tid sammen med Peronelle Bonville, horeungen, der troede, at hun skulle have samme rettigheder som en mand. Noget hendes forfærdelige onkel sikkert havde bildt hende ind. Hector Bonville var ikke værdig af sin adelige titel! Og hans niece var da slet ikke!

[Sébastien af Monteres]

En lettere udefinerbar lyd af overraskelse forlod Sébastiens læber, da faderens hånd greb fat i hans skjorte og trak ham nærmere sig. Nærmest instinktivt fløj Sebastiens hænder op mod Bernards, der holdt fast i stoffet på forsiden af skjorten – som i et forsøg på at fjerne den fra sig. Et forsøg der dog blev droppet igen sekundet derefter, hvor hænderne dalede ned langs hans sider på ny. Han lod Bernard få overhånden – fordi helt ærligt, så havde han den jo ligegyldigt hvor helhjertet et forsøg Sébastien end ville gøre på at yde modstand. Så var det lettere overlagt at vise, at han havde den – at Sébastien ikke forsøgte at få den.

Sébastien krympede sig under faderens blik. Han gjorde sig af uransagelige årsager meget umage med at holde sin vejrtrækning under kontrol, nærmest holde vejret helt. Af en eller anden grund fandt han tanken om, at Bernard ville kunne mærke hans åndedræt mod sit ansigt, nu de var så tæt, yderst ubehagelig.
Et eller andet sted havde han lyst til at pointere, at han altså ikke havde forsøgt at diskutere det. Han havde, om end i noget vage og sparsomme vendinger, samtykket. Det gav dog ingen mening at pointere det. Lysten druknede i frygten for det eventuelle udfald af en sådan kommentar.

”Jeg jeg jeg jeg-” for helvede, altså. I og for sig var det hverken underligt eller et særtilfælde at stammen tiltog, når han følte sig presset, men det var nu ikke fordi det gjorde det mindre ubelejligt, ”-det skal jeg nok. Hold- holde mig fra hende,” sadlede han i stedet om.
Det virkede usandsynligt, at det ville komme til at holde stik. Selv hvis han ikke selv aktivt søgte hende, omgikkes de de samme personer og udgjorde begge del af samme vennegruppe. Med mindre Sébastien også fravalgte alle de andre, ville de blive sværere end som så. Selvom Sébastien ofte frygtede faren og hans vrede, frygtede han egentlig endnu mere tanken om udsigten til at vinke farvel til de venner og det fællesskab, han for første gang i Gud vidste hvor lang tid, rent faktisk følte sig oprigtigt en del af.

Sébastien kneb øjnene sammen og forsøgte mentalt at forberede sig på det slag, han endnu ikke vidste, om samtalen ville kaste af sig. Han vidste ikke, hvad han kunne sige eller gøre for at formilde faderen. Et eller andet sted, ville han nærmest ønske at Bernard bare kunne stikke ham én og få det ud af sit system, så de kunne komme videre i programmet –om end han vidste, at det ikke nødvendigvis var så ligetil. Det var aldrig rigtig til at gennemskue

[Bernard af Monteres]

Man kunne måske godt tro, at Bernard ville have total lydighed fra sin søn, og at manglen på modstand i situationen var en god ting, men et eller andet sted ville Bernard lige så gerne have Sébastien til at mande sig op og give sin far kamp. Hans skræmte reaktion var svag og ynkelig. Nej, han var ikke en mand. Og det gjorde næsten Bernard mere vred, end hvis han havde strittet i mod. Vreden bundede nok mest i en form for ærgrelse og den føromtalte frygt for, at generationers arbejde, hans arbejde, ville forfalde og forsvinde i hænderne på hans søn. Han havde ofret sit liv for butikken. Tanken om at det ville være for ingenting gav ham kvalme og søvnløse nætter.

Drengens stammen fik Bernard til at stramme endnu mere op i kæben og i den hånd, han havde fat i hans skjorte med. Hvorfor havde han ikke kunne avle en ordentlig søn? Han ville næsten hellere have haft en stærk datter end dette skravl af en søn. For ham var det ikke et problem at overlade forretningen til en kvinde, så længe hun havde ben i næsen og hjerne i hovedet. Ikke som hans ynkelige, halvdumme søn.
For et øjeblik så han med foragt på ham, efter han havde lovet, at han ville holde sig fra hende, ikke sikker på, om han troede ham. Men det måtte være godt nok for nu. Og så håbede han for sønnen, at han gjorde, som han lovede.

"Har jeg ikke sagt, at du skal tale ordentligt," snerrede han, men i stedet for at slå ham, skubbede han ham hårdt fra sig. Han forstod ikke Sébastiens stammen, og selvom han et eller andet sted var godt klar over, at det var en fejl han var født med, som hans eget hareskår, en healer havde gjort sit bedste med, da han var barn, kunne han ikke håndtere det. Han hadede den stammen. Han ville have ham til at tale rent og ordentligt, så man kunne forstå, hvad han sagde. Så han med sin stemme kunne få folk til at respektere sig. Hvordan kunne han have skabt sådan en sølle skabning? Det måtte være en fejl på Lauriennes side. Og den tanke gjorde han vred, for Laurienne havde været perfekt. Guderne selv havde haft fingrene med i hendes skabelse. Men med Sébastien havde de åbenbart vendt dem ryggen.

[Sébastien af Monteres]

Sébastien var ikke blind for faderens reaktion på hans stammen. Han stammede jo virkelig ikke for at provokere faren, selvom det nogle gange virkede som om, faren tolkede det sådan – hvilket egentlig provokerede Sébastien. Det var lidt en ond cirkel, egentlig.
Han var sgu da lige så lidt interesseret i at han stammede som faren var. Hvis der var nogen måde han kunne slippe for det, havde han da gjort det. Han havde da også prøvet- og købt alle mulige obskure ting som folk havde bildt ham ind ville skaffe ham af med skidtet. Men det virkede ikke- Selvfølgelig ikke.

Sébastien var ikke forberedt på skubbet, der fik ham til at vakle nogle skridt baglæns. Han nåede at gribe fat i kanten af et skab og genvinde fodfæstet så han ikke stod på snuden. Han glattede kort stoffet på fronten af sin skjorte, hvor Bernard havde haft fat. Han løftede derefter igen blikket mod farens ansigt.
”Jo omtrent hver gang du ssser dit snit til det. Tror du da ved Triatos ikke, at jeg også p-p-prøver det?” hvæsede han tilbage og slog ud med hænderne foran sig. Han egen vrede kom egentlig lidt bag på ham. Det var bare lidt et ømt punkt. Han havde lidt opgivet håbet om, at han nogensinde ville slippe af med sin stammen – men han havde svært ved at afskrive håbet om nogensinde at kunne gøre sin far stolt. Bare lidt. Eller i hvert fald bare mindre skuffet. Men når han så hvordan faren reagerede i stammeøjeblikkene, virkede det lidt som om, at de to ting var uforlignelige, hvilket egentlig både gjorde ham lidt ked og vred. Ligegyldigt hvor meget han ville prøve, ville det nok aldrig være nok i farens øjne.

”Er vi ffffærdige?” spurgte han derefter. Armene blev korslagt og tonen lagde lidt op til, at han i hvert fald gerne så, at de var. Han burde måske bare være holdt der. Hvis han gjorde det, kunne de være der rent faktisk var en chance for, at de kunne blive de. At de kunne lægge låg på – i hvert fald for i dag. Alligevel hørte han sig selv fortsætte:
”-og ellers kan du så ikke bare få få få det ud af dit syss-stem, så vi kan blive det?” han gjorde gestus mod sit ansigt – nærmest som form en invitation til at lange ham én. En måske småprovokerende én af slagsen, dog.
Kampgejsten syntes dog at være gået lidt af ham allerede da den næste sætning faldt. Armene der endnu var endnu lagt over kors, så ikke længere ud til at være det af trodsighed - men nærmere som holdte han dem lidt beskyttende om sig selv. Tonelejet var betydeligt lavere. Der var ikke længere tydelig hverken provokation eller irritation at spore i stemmen, men ordene kom for en gang skyld ganske flydende ud.
”-jeg vil bare gerne tilbage til min bog.”

[Bernard af Monteres]

Et eller andet ændrede sig, som Bernard skubbede sønnen fra sig. En lille gnist var at se i drengens udtryk. Endeligt noget vrede. En skam, at det var for sent. For lidt. Tavst lyttede Bernard til hans ord. Vreden forsvandt fra hans udtryk og blev i stedet erstattet af udtryksløshed. Ubevægelig ventede han på, at Sébastien blev færdig med at snakke. Det var langt fra første gang, at sønnen startede godt ud, men det endte altid med ... ingenting. Som denne gang, hvor kampånden forsvandt hurtigere end solen bag en sky. Det var sørgeligt at se.

Og det hjalp intet på det vulkanudbrud af vrede, der var dukket op i Bernards sind.

Med langsomme, rolige bevægelser gik han længere ind i rummet, forbi sin ynkelige søn.
"Du vil bare tilbage til din bog," sagde han endeligt, som havde Sébastien ikke sagt andet. Henne ved natbordet samlede han bogen op og kastede et blik på ryggen. Titlen sagde ham ikke noget, han gik ikke op i pladderromancer eller hvad det var, hans søn fornøjede sig med af kvindelitteratur. Kort vejede han bogen i hånden. Den var ikke kæmpe, men den var stor nok. Han lukkede hånden om den ene side og trådte så et skridt nærmere sin søn, inden han løftede armen op og med fuld kraft i et baghåndsslag slog bogen mod hans ansigt. Han kunne mærke, hvor hårdt det ramte op igennem håndledet og armen.

Uden at se på bogen smed han den fra sig, så den landede i sengen. Han sagde ikke noget, som han begyndte at spænde sit bælte op. Ikke om han ville finde sig i at blive talt sådan til, slet ikke fra Sébastien. Han burde vide bedre.
Der var stadig ingen følelser i hans ansigt, selvom man måske kunne påstå, at hans grønne øjne var blevet fysisk mørkere. Blikket var lige så udtryksløst som hans ansigt, hvilket mange havde lært var mere skræmmende, end når vreden var at se i dem.

Snart stod han med bæltet i hånden. Han foldede det i halvt, inden han huggede ud med hånden og greb fat om Sébastiens nakke. Med et ben fik han ham ubarmhjertigt ned på knæ, inden han hold hans hoved fast ind i mod sit lår med den ene hånd. Og uden tøven begyndte han at slå bæltet ned over hans ryg. Til Sébastiens held, var forseelsen ikke slem nok til, at han fik med spændet, men læderet smældede hårdt mod hans ryg uden på skjorten. Bernard var nok ikke helt ung mere, men han holdt sin krop ved lige, og han holdt ikke tilbage, som han kontant gennempryglede sin søn med bæltet.

[Sébastien af Monteres]

Sébastien kendte faderen godt nok til at vide, at han ikke skulle føle sig sikker, bare fordi hans ansigt ikke længere afspejlede den vrede, Sébastien havde svært ved at forestille sig, var forsvundet. Den lå sikkert lige under overfladen og ulmede – klar til at boble over hvert sekund det skulle være.
Sébastien rykkede sig ikke ud af flækken, men fulgte sin far med øjnene, som han passerede ham, for at samle hans bog op fra natbordet. Han havde egentlig forventet at faren ville kommentere på bogen, som han vendte og drejede den mellem hænderne. Benytte chancen til at udstille ham, og igen pointere hvilken skuffelse han var. Rigtige mænd læste ikke romaner. Og da slet ikke de eventyrlige slags hvis primære formål var ren underholdning – den var ikke engang krydret med filosofiske tanker eller slet skjulte moralske eller politiske pointer og agendaer.

Han ville garanteret rive den i stykker for øjnene af ham. Nå du vil tilbage til din bog? Bare ærgerligt. Tanken slog ham pludselig, og igen blev snerten af den vrede, han før havde følt, vækket. Det kunne ligne faderen at ødelægge den, bare for at fratage ham den glæde – bare for at vise magtbalancen mellem dem.
Sébastien havde endnu låst sine arme om sig selv i den nærmest beskyttende gestus. Han strammede grebet om sine overarme – pressede fingerspidserne mere mod huden – som en måde at aflede sin vrede på.

Slaget kom bag på ham – han så det ikke komme, før bogen kolliderede mod hans ansigt med en forbløffende kraft, der igen fik ham til at vakle nogle skridt baglæns. Han brølede af smerte, men ænsede ikke, at det var en lyd der kom fra ham selv. Generelt ænsede han ikke særligt meget andet end smerten ansigtet, i sekunderne der fulgte. Lydene blev dæmpede, synsfeltet indskrænket og utydeligt for en stund.
Hænderne søgte nærmest pr. automatik mod ansigtet, som kunne de dæmre smerten. Relativt hurtigt blev fingerspidserne både malet mørkerøde og klistrede som blodet strømmede ud af det venstre flækkede bryn.

Da han endelig løftede blikket igen, havde Bernard sit bælte i hånden, og i øjeblikket derefter mærkede han taget omkring nakken, inden han blev presset ned på knæ. Det hele gik så hurtigt, at han knapt nåede at reagere for ikke at tale om yde modstand eller stå imod.
Bernard ville sandsynligvis få blod på sine bukser, sådan som Sébastiens hoved blev presset mod faderens lår. En ringe trøst.
Sébastien var ikke dum, og mere end klar over hvad der ville ske, allerede inden første slag med bæltet faldt. Alligevel havde han ikke kunne berede sig på smerten der skød ned langs ryggen, som bæltet piskede mod ham. Det var ikke fordi det var første gang, han havde fået en omgang med sin fars bælte – men det gjorde ikke oplevelsen mindre smertefuld. Man skulle ikke undervurdere Bernard – der var kraft bag. Flere lyde af smerte forlod Sébastiens læber som bæltet ramte ham. Han havde egentlig lyst til at bide dem i sig – ikke give sin far den tilfredsstillelse ved at bukke under for det, men det var simpelt ikke noget han havde kontrol over i øjeblikket – ligesom han heller ikke havde kontrol over de tårer, der trak våde striber ned ad hans kinder.

Han forsøgte til at begynde med at yde modstand. Forsøgte at fjerne faderens jerngreb om sin nakke. Forsøgte kluntet at rejse sig. Modstanden døde dog lige så langsomt ud, som slagene kontinuerligt fortsatte og det blev sværere at fokusere på andet end smerten. Han turde slet ikke tænke på, hvordan det havde føltes, havde han ikke haft skjorten på.
”Vær’ vær vær sssøød, ” bad han. Hænderne havde han placeret på farens ben – som for at holde fast i noget og finde støtte til at holde sig oprejst, så overkroppen ikke faldt sammen, ”-sstop.” Det sidste ord var ikke meget højere end en hvisken.

[Bernard af Monteres]

Slag efter slag. Bernard forsøgte ikke at tælle dem, vreden brændte i ham som lava, og sønnen skulle bøde for sin opførsel. Man kunne sikkert tvivle på, om købmanden overhovedet elskede sin søn, sådan som han behandlede ham. Et eller andet sted gjorde han, men det gjorde næsten det hele værre. Hvordan kunne han elske den sølle skabning, der på ingen måde var, hvad en søn af Bernard skulle være? Måske var det bare fordi, at han havde så meget af Laurienne i sig. Hvem vidste. Men skuffelsen over, at Sébastien ikke var, hvad han skulle være, var så svær at bære for Bernard, der ikke længere havde Laurienne til at fortælle ham, at det var helt i orden, at det hele nok skulle gå, deres søn var smuk, som han var.
Noget af det var også frygt. Frygt for, at han havde ofret sit liv for noget, der ville dø med ham.

Og så var der bare vreden. Den var han født med. Hans elskede Laurienne var den eneste, der havde kunne gyde olie på de oprørte vande og holdt raseriet i skak, men hun var her ikke mere, og det var kun blevet værre efter hun døde. Og det gik ud over alle, men især Sébastien, der fik Bernard til at mindes sin elskede.

Nej, han talte ikke slagene, men han blev ved med at slå til hans muskler i armen begyndte at ryste af udmattelse. Han sendte et sidste slag ned over ham, hvor skjorte et par enkelte steder havde fået røde pletter, som huden havde givet efter for kraften bag slagene. Hans vejrtrækning var blevet tungere, men han var ikke decideret forpustet, som han endeligt slap sin søn og trådte tilbage, væk fra ham.
Med svagt rystende hænder foldede han bæltet ud og satte det tilbage, hvor det kom fra, mens hans blik hvilede på Sébastien. Han ville overleve. Og havde forhåbentligt lært sin lektie.

Uden et ord efterlod han ham der, som han trådte forbi ham og gik hen til døren, som han åbnede. Der var tomt ude på gangen, men han vidste, at hele tjenestestaben snart vidste, at Bernard igen havde banket sin søn. Forbandede sladretanter hele bundet. Ikke at han havde det dårligt over, hvad der var sket. Ikke på overfladen. Et sted inde i sjælen var han ked af, at det havde været nødvendigt. Nogle gange ville han ønske, at han kunne håndtere verden på en anden måde. Men det kunne han ikke.

Han lukkede døren bag sig, rettede på sin jakke og gik så nedenunder. Aftensmaden burde være på bordet nu. Han ville spise alene, han regnede ikke med at se Sébastien resten af den dag. Det kunne han dog ikke blive vred over, det var nok det bedste for dem begge.

// Out

[Sébastien af Monteres]

Sébastien havde ingen ide om, hvor længe Bernard lod slagene hagle ned over ham. Det føltes som noget nær en evighed, men kunne måske lige så vel have været under enkelte minutter – han vidste det såre simpelt ikke. Fornemmelsen for tid var så godt som ikke-eksisterende. Hver gang der var bare den mindste pause mellem slagene, der ellers faldt nærmest in sync, nåede Sébastien netop at turde håbe på, at han havde fået det sidste, inden det næste alligevel faldt.

Sébastien opgav at forsøge at få Bernard til at stoppe – han troede egentlig heller ikke at han ville være i stand til at sige noget særligt intelligent, selv hvis han forsøgte. Fra tid til anden forlod et hulk eller en halvkvalt lyd ham, men ellers sagde han ikke længere noget. Stilheden var ellers kun afbrudt af smældene når bæltet ramte hans ryg og lyden af deres vejrtrækning. Bernards tunge og Sébastiens overfladiske, grænsende til gispende. Bernard ville sandsynligvis først stoppe når han enten mistede interessen, blev træt eller hvis der var bud efter ham andetsteds. Kroppen faldt mere og mere sammen inden Sébastien til sidst lå han mere eller mindre helt nede på gulvet og rodede.

Øjnene var lukkede, ansigtet vendt mod gulvet, og han end ikke så meget som forsøgte at åbne dem, da slagene endelig ophørte. Han kunne høre faderens skridt bevæge sig væk fra ham, hvorefter han hørte den velkendte lyd af døren, der først blev åbnet, for derefter at blive lukket igen.

I det øjeblik hadede han sin far – og han hadede sig selv, for at tillade det at komme så vidt – og for ikke kunne tale ordentligt og bare være en rigtig søn, så situationen her helt kunne have været undgået. Han blev nødt til at komme væk – rent fysisk lægge afstand mellem dem. Når han altså igen var i stand til at bevæge sin mørbankede krop. Hans krop rystede.
Tårerne, han havde gjort et ringe forsøg på at holde tilbage i farens nærvær, strømmede fortsat ud af øjnene på ham, og han lod sig endelig overmande af følelsen af afmagt.

//Out.