Sindige tanker

[Hugon Kammertjener]

Hugon rynkede panden lidt og rankede sig. Han tænkte bestemt ikke på Hector som et muligt match. Det var jo absurd.

"Nej, Herre," svarede han dog ærligt. "Kommandanten har en fosterdatter, hans søsters datter. Hun døde jo i barselsseng."

[Theuderic af Sangy]

Øjenlågene gled i og et fortrydelsesfuldt udtryk bredte sig i lensarvingens ansigt. Ja.. det var som han frygtede. Theuderic var ganske bevidst om Christabelles død. Nu når emnet blev taget op, så fyldtes hans sind med alle de gamle minder. Egentlig betød Christabelle meget for Theuderic, men deres unge kærlighed var endt ganske skandaløst. Han bed tænderne lidt sammen. Havde hun ikke været så forbandet stædig, så kunne de have fikset problemet og hun ville stadig være i live. Men hun skulle absolut... Efterlade ham med en.. datter? Theuderic åbnede øjenene igen. Han havde en datter. Tanken var surrealistisk, ikke fordi han ikke vidste at hun var født hunkøn eller at hun eksisterede. Men nok mest fordi, at i dette eksakte øjeblik gik det sådan rigtigt op for ham at hun var hans datter. Hans barn. Det var en underlig følelse af skam, usikkerhed og dog nysgerrighed der dernæst fyldte ham. For hvem var hun vokset op til at blive? Hvor gammel var hun efterhånden? "Hvad hedder hun?" Spurgte han bare pludseligt ud af det blå.

[Hugon Kammertjener]

Hugon var ganske uforberedt på spørgsmålet. Han blinkede og betragtede sin herre. Noget rumsterede i hans baghoved.

"Pigen? Peronelle af Bonville, Min Herre. Selvom hun vist går under navnet Perrie. Et besynderligt valg, naturligvis, men pigen er også ganske besynderlig."

[Theuderic af Sangy]

Han bed mærke i navnet.. og dernæst hendes, eh, kaldenavn. Theuderic hævede et bryn og vendte sig først nu halvt om mod kammertjeneren. "Perrie?" Gentog han undrende, som han studsede lidt over det besynderlige navn. "Hvorfor i al verden..?" Nåede han at kommentere, inden han bed sin tunge og blot holdt en hånd affærdigende op, for at understrege at han lod emnet passere. Theuderic vendte sig nu helt om. Et eftertænksomt udtryk hvilede i hans ansigt. "Hvordan besynderlig?"

[Hugon Kammertjener]

Hugon forstod ikke interessen, selvom noget blev ved med at prikke i hans underbevidsthed. Noget han burde overveje. Han rankede sig let.

"Besynderlig, fordi hun er anerkendt som en del af slægten, selvom hun er bastard. De betaler så vidt jeg ved også for hendes uddannelse."

[Theuderic af Sangy]

Uddannelse? Hun gik på universitetet? Theuderic gjorde en flygtig mine i anerkendelse, og foldede hænderne bag ryggen. Samtidig så stak det på en eller anden måde lidt, at hun blev omtalt som en bastard. Nok mest fordi at hun i realiteten ikke var foruden forældre, men også fordi, at havde de blot været et par år ældre, så havde hun højst sandsynligt været legitim... eller også var det generelt set bare hans dårlige samvittighed. Theuderic betragtede Hugon for en stund, i konflikt med sig selv om hvorvidt han burde sige hvad han tænkte, eller om han burde lade være. Han åbnede munden en anelse, dog kun for at lukke den igen og atter dreje fronten væk fra kammertjeneren. "Formulér en invitation til et visit, til Treillery. Jeg lader dig om at formulere. Efterlad det på pulten. Jeg sætter selv segl på." Sagde han og drejede tilbage på det oprindelige emne.

[Hugon Kammertjener]

Hugon vidste ikke hvornår han havde fået uddannelsen som skriver. Theuderic forventede for meget af ham og han værgrede sig ved det.

"Herre," åndede han ud. "Jeg ved ikke hvad jeg skal skrive."

[Theuderic af Sangy]

Hugons ord fyldte rummet, men til ingen nytte. For alt imens disse blev udvekslet havde Theuderic samlet ridekåben op fra dragkistens låg og var mere eller mindre smuttet ud af døren, da Hugon klagede sin nød. Svagt, ude fra gangen, kunne man høre den travle ridder sige noget i retningen af: "Hvis resten af redeligheden mangler mig, så er jeg på paladset!", og med det havde Theuderic forladt den bebyrdede, men meget værdsatte kammertjener i den største tiltro til at Hugon... Ja, han kunne klare alt. (<3)

slut?