Mekanik og nye interesser

[Theuderic af Sangy]

Stålet flængede luften med en syngende lyd, som den let rørstrømske vind fejede over træningspladsen. Med en stump lyd borede boltens hårde spids ind i den opstillede målskive. Ramt, men ikke i perfekt. Theuderic sænkede armbrøsten for at beskue sin præstation bedre. Et sukkende fnys lød fra ham. Pile og bolte havde aldrig været hans domæne, og skønt han kunne betvinge håndværket tilfredsstillende nok til at begå sig på jagter, så havde lansen altid lagt bedre i hans hånd end buen eller armbrøsten. Men skønt interessen for at mestre pilene var begrænset, så var interessen for jagten og den nedlagte buk stor. Det var klart. Theuderic ønskede en jagt snart, omend Kongen ikke ville arrangere en, så tog han den når han drog tilbage til Lenet. 


Reserveret til Dalhoff

[Galienne af Saulet]

Hun kunne aldrig drømme om at sige det højt, men træningspladsen var et af Galiennes yndlingssteder på paladset. Der var noget fascinerende ved at se de unge drenge træne og gå fra at være kluntede og usikre drenge til selvsikre mænd, badet i sved og jord, klar til at forsvare ungmøer og redde de uheldige.
Det var nogenlunde så langt væk fra sin bonet hverdag som hun kunne komme og det var en dejlig adspredelse at stå og kigge med beundring, mens mændene fægtede, sloges fra hesteryg og skød med bue og pil.

[Theuderic af Sangy]

Han affyrede den sidste bolt og traskede ned for at hive den ud af målskiven. Den sad stadig kun tæt, men ikke helt der hvor den skulle være. Det var begyndt at irritere ham, så det var nok på tide at kalde det slut. Theuderic lod boltene dumpe ned i et form for tornyster, som han lod Hugon Kammertjener om at pakke forsvarligt ind. Det var han bedre til end ham. Som de to gik tilbage af, var han egentlig optaget af den samtale der udprang mellem dem, men alligevel vandrede hans blik mod en lyshåret kvinde, der nydeligt sad for sig selv og betragtede pladsen. Hun var ikke så frygteligt langt fra ham, så han kunne godt ane hendes ansigt der dog ikke var ham bekendt.

[Galienne af Saulet]

Han lod til at være færdig med at øve. Hun kunne lige så godt selv tage det som en hentydning til ikke at stå og være uproduktiv og selv komme videre.
Hun fulgte øvebanen parallelt, mens yun langsomt slentrede mod udgangen,som ville være den samme som de to andre ville gå ud af, når de blev færdig med at pakke sammen.

[Theuderic af Sangy]

Efter at have fået øje på den lyshårede, hørte Theuderic kun Hugons ord med et halvt øre. Hun rejste sig fra sin plads og satte i bevægelse mod samme udgang, som Theuderic havde udset sig. Her besluttede han sig så for, at det var en knald god ide, lige at fange hende, ganske tilfældigt selvfølgelig, og undersøge hvad hun lige var for en. Og således bevægede Theuderic sig nonchalent mod udgangen, og nåede netop lige at være der, da de ellers skulle til at passere hinanden. Theuderic lagde sit blik på hende og smilte sit klassiske skæve smil. "Er De også ude at nyde den friske luft, MiLady?" Spurgte han. Hugon Kammertjener kendte denne frase og vidste allerede nu, at Theuderic havde sig på sinde at konversere med den unge kvinde. Han var derfor hurtig til at undskylde sig selv.

[Galienne af Saulet]

Galienne holde et halvt øje på ham og tilpassede sit tempo, så det passede med at der ville støde på hinanden. Der var ingen bagtanker, det var kun for at hilse, så hun kunne få et navn på ansigtet. Hun stoppede og nejede kort som hilsen. Et lille hurtigt buk i knæene og er slag med kjolen.
"Man må udnytte det gode vejr, når det er her. Vil De ikke give mig ret nådigherre?" Eller var han måske ridder? Hans kendskab til våben kunne tyde på det.
Hun nikkede kort til tjeneren, da hun gik videre. Hun var ikke helt sikker, op hvad hun syntes om det. Hun var så sjældent alene med mænd, uden tæt overvågning fra en anstandsdame eller tilsvarende, at det virkede helt forkert og et kort øjeblik følte hun sig helt genert, som dengang hun talte med en sød dreng for fleste gang.

[Theuderic af Sangy]

Theuderic fandt hendes friske bemærkning humoristisk. "Jo, minsandten." Svarede han med et underholdt smil. Theuderic havde sådan lidt på fornemmelsen, at hun ikke var kommet for at beundre sandbanens nuance af beige eller de 'æstetiske' flænger i træværket på barrieren. Skønt det ikke var unormalt for kvinderne at komme fordi pladsen, så var de oftest i selskab med hinanden. At hun kom alene, fik hende blot til at fremstå modig i Theuderics øjne. Så respekt for det. "Blot Herre." Korrigerede han, "Men jeg ser da frem til en dag, hvor De vil opfatte mig som værende Nådig?" Lød det med spøg i stemmen og et glimt i øjet. Theuderic lod blikket glide over hendes ansigt, som dog stadig var ham ukendt. "Men hvem er De, Milday? Hvis jeg må få lov. Jeg synes ikke jeg har set Dem før?" Spurgte han med interesse. Han bemærkede at hun gjorde et nik til Hugon, hvormed Theuderic kortvarigt fulgte hendes blik, for at se hvad der foregik. Han opfangede dernæst en form for tøven, efter Hugons manglende tilstedeværelse.. og han kunne nok godt regne ud hvorfor. Han valgte dog ikke at kommentere på det. Istedet fokuserede han på at føre en behagelig samtale med hende, uden at gøre det mistænkeligt. Hun havde trods alt fanget hans opmærksomhed på en afstand, og hans intention var at blive klogere på hende.. ikke vanære hende.

[Galienne af Saulet]

Galienne smilede forsigtigt.. De havde ikke engang hilst ordentligt på hinanden og allerede nu virkede han selvsikker. Men det måtte være at forvente af en ung herre, der måske skulle arve jord og titel .
Hun kunne ikke lade vær med at smile over den måde han så på hende. At han ikke lod til at kende hende, var helt klart en fejl fra hendes side!
Han var måske en af de undvigende mænd der ikke ønskede at deltage i festlighederne, af frygt for at blive lokket ind i ægteskabet?
"Galienne af Saulet." svarede hun og lød mere selvsikker. "Jeg har ellers været her de sidste par festsæsoner." gjorde hun ham opmærksom på, ved et frisk smil det matchede hans. Så kunne jeg selv spekulere på hvor blind han havde været.
Hun sænkede blikket og betragtede ham med på blå øjne gennem vipperne.
"Og De er?" spurgte hun blidt. Han var måske allerede gift eller forlovet? Eller havde hun også været blind?

[Theuderic af Sangy]

Saulet? Theuderic granskede sit sind for minder om Saulet, da navnet klingede noget i hans hukommelse. "Oh? De er baronens datter?" Spurgte han i let overraskelse. Theuderic havde kun haft æren af at møde baronen da han var ganske ung, men havde naturligvis længe før hørt om hans bedrift. Han var en respekteret mand, skønt han var foruden et len. Måske var det derfor at Sangy ikke havde nogen yderligere tilknytning til Saulet. Hendes skarpe tilføjelse, fik blot Theuderics smil til at hænge ved på hans læber, som han tillod sig at nyde hendes fyrighed lidt. "Jeg må have været blind, hvis jeg end ikke har set Dem før nu." Kommenterede han, men en mine der indikerede at han fandt hende underholdende. "Det er min fejl, Beklager Milady." Tilføjede han med en form for... drilskhed? i stemmen. Han vippe efterfølgende lidt hovedet på skrå, som hun sænkede blikket og spurgte til hans identitet. Theuderic vippe brynene en anelse overrasket op. Den var ny. Han havde endnu ikke oplevet, at ikke være blevet genkendt. "Theuderic af Sangy, nådigfrøken." præsenterede han sig og gjorde et høfligt, men lavt buk. Sådan som det kun var passende. "Jeg er her for den sociale sæson."

[Galienne af Saulet]

Lyden af hans navn fik straks en klokke til at ringe bagerst i Galiennes hukommelse. Flavia havde fået hende til at sidde og repetere ugifte mænds navne og titler, som var det pensum på universitetet. Galienne måtte erkende at hun var både blind og dum... Flavia af Gustabis ville korse sig.
"Ja, det er min far."
Men selvom hun nu kunne placerer ham, kunne hun lige så godt fortsætte forestillingen om at han var ukendt for hende. Hun 'kendte' ham også mest som hvordan han ville være en potentiel frier og det var da lige sådan man skræmte alle væk, ved at indrømme det.
"Ingen skade sket. Nu har De mulighed for at rette op på fejlen." lo hun med et lille skævt smil.

[Theuderic af Sangy]

Han gjorde et vagt nik i anerkendelsen af hendes far. Det virkede dog som om der kørte nogle tanker gennem hendes hoved, som hun ikke agtede at dele. Theuderic noterede det, men gjorde intet ud af det. Istedet smilte han venligt, skønt han nok kom til at betragte hende med et lidt betaget blik, da hun lo. "De har en mild latter." Kommenterede han venligt, men med ærlighed i stemmen. "Var De på vej tilbage mod Paladset? Måske De kunne have lyst til at gøre mig selskab på vejen?" Spurgte han åbent, så hun havde en mulighed for at bakke ud på høflig vis.