Lad terningerne rulle

[Beau Svalehale]

Tyvekongen? Alle i deres rækker vidste selvfølgelig godt hvem tyvekongen var, hans slæng og indflydelse i Levagnys slum. Gabriel Halvmåne var et navn velkendt, hvis man bare havde det mindste kendskab til underverdenen. Han var ikke en, man ønskede at stille sig op imod, og hvis denne tyvetøs havde kendskab til ham.. 

Beau prustede en enkelt gang i afsky. Nu begyndte han at mærke utålmodigheden danne sig, til trods for at Beau normalt ellers sjældent nåede derud. 

"De terninger er der kun til et godt formål!" sagde han og skubbede sig væk fra muren. Han gik irriteret en anelse frem og tilbage i frustration, alt imens at han fortsatte sin tale teatralsk, "- Jeg har kone og børn at passe! De forventer, at jeg kommer hjem med mad på bordet, og det sørger de terninger for! Lille Timmy er syg og min hustru, Annemarie, er gået over til at vaske trapper for at vi bare kan betale huslejen. Et gammelt, faldefærdigt hjem hvor det regner ind ad taget og-- ved Mithras!" Beau gik mod Svea med et sørgmodigt blik og tog hendes ene hånd, "Forstår du ikke, at Timmy's liv er i dine hænder! I morgen er der måske ikke engang en lille Timmy!"

Det var måske desperat, men desperate tider krævede desperate handlinger. Beau skulle have de penge, og det skulle være nu, så han kunne vende dette lille irriterende kvindemenneske ryggen og aldrig se sig tilbage!

"Så giv mig nu de penge, så vi kan komme videre!"

[Steva Pudser]

Tærende var begyndt at trippe inden i de tynde sko. Han var da virkelig et umuligt væsen. Hvordan kunne han slet ikke forstå logikken og sin egen rolle i det der gik galt? På det tidspunkt havde hun ikke noget at kaste med, men hun havde virkelig lyst til at slå ham i hovedet med noget.

Så kom forklaringen. Den værste tudemarie historie hun havde hørt længe. Havde hun ikke lige set ham snyde en masse tumpede mænd, havde hun nok en større tendens til at tro ham, men under omstændighederne sendte hun ham et rimelig skeptisk udtryk. Mange i slummet levede sådanne liv som han beskrev og sandsynligheden for at det var sandt, var egentlig stor, men hun stolede ikke en disse på en som ham. Der skulle være beviser.

Selv da han nærmede sig, stod hun med en hånd i siden og den anden over pengene, så han ikke skulle fristes til at stjæle dem, og sendte ham et meget mistroisk blik. “Jeg har mere ondt af dem fordi de har tillid til dig” hun vendte hovedet på skrå. “Du kunne jo få et arbejde i stedet for at tage chancen med deres penge, der ellers skulle hjælpe dem” det var måske rimelig hårdt, men sådan havde hendes stedfar været. Han havde brugt sine penge på sprut i stedet for at hjælpe dem med mad og pleje. Og så mente han, at det var for deres skyld han gjorde det.

Detaljen med hjemmet prallede af på hende. De havde da et tag. Det hul hun boede i havde knapt nok en et. Alligevel ramte det med børnene hende en smule og udtrykket blødte lidt op. “Hvor gamle er de? Dine børn?”