Lad terningerne rulle

[Steva Pudser]

I de sene aftentimer tæt på nattens begyndelse skete der ofte meget i Levagnys slum. De fleste af de ting der foregik havde et slør af ulovlighed over sig. Den anden del havde et strøg af ‘Kvinder kan ikke det samme som mænd’ hvilket en som Steva ikke troede ret meget på. Alligevel havde hun for et par år siden indset, at man kunne flere ting, hvis man lignede en mand. Derfor var håret sat op og skjult af en hat med flossede kanter, ansigtet var ekstra beskidt, så de kvindelige træk var slørede og hun var iført bukser og ødelagte mandesko. Det var med vilje, at hun lignede en vagabond, for så kiggede folk ikke en ekstra gang.

Det der havde fået hende til at iføre sig bukser og mandestank var et helt særligt spil terninger. Det foregik i en gyde blandt andre både fra slummet, men også fra højere klasser. Der var altid store beløb på spil og kvinder var sjældent velkomne og når der alligevel sneg sig en med, blev hun hånt lige meget hvor god en terningespiller hun nu end var. Hvis det var noget man kunne være god til. Hun var blevet god til at sænke tonen i sin stemme, så hun lød som en mand og indtil nu, var hun aldrig blevet afsløret omend det har været tæt på.

Det var hendes tur og terningerne føltes kolde i hånden trods de burde være opvarmet af at rejse fra håndflade til håndfladen. Det fortalte hende, hvor kold luften omkring dem virkelig var. For der var koldt, selvom der lidt primitivt var blevet afskærmet for kulden med bredder og en lidt ussel udseendet gut serverede øl fra en tønde i hvad end, der kunne serveres øl i. Det var ikke altid hun valgte at spille her i slummet. Faktisk brugte hun sit mandetøj til at spille på andre kroer end den hun selv arbejdede på, men gevinsten var knapt så stor som her. Terningerne rullede og slaget var perfekt, så perfekt, at hun lod sig rive med af stemningen og hoverede. Derefter overlod hun terningerne til den næste spiller Beau Svalehale .

[Beau Svalehale]

Beau måtte lukke munden hårdt i da han stod måbende ved siden af den hoverende, beskidte unge mand, der åbenbart havde haft held i terrningerne. Det var tredje gang at det var lykkedes ham at rage gevinsten på midten af bordet til sig bestående af mønter, ringe og sågar en guldtand.  

”Der er vist nogle, der har held i spil,” udbrød Beau, som manden ved siden af sig gav terningerne videre, “- lad mig gætte, mudderet i dit ansigt giver held.” afsluttede han sarkastisk og så sigende på den unge mand, som ingen havde på fornemmelsen i virkeligheden var en kvinde i forklædning.

Som der blev smidt nye mønter i puljen på bordet fra deltagerne startede en ny runde. Beau kvitterede med et par enkelte skillinger imens at hans blik virkede mere koncentreret.

Så raslede han med terningerne, måske en anelse overdrevent, som han lænede sig til sin ene side da en kvinde stod og kiggede med, “Et kys for held, mademoiselle?” Kvinden så på ham med afsky før at hun vendte om og gik, hvilket fik Beau til at skære en let grimasse , “Hendes tab.”

Han vidste, at han måtte gøre noget, hvis han skulle stå til at vinde bare en anelse. Hjælpen var at finde i bukselommen, hvor Beau havde sine egne vante terninger til at ligge, altid lige i nærheden til sådanne spil som disse. Magiske terninger, han havde skaffet for længe siden, og som havde den evne at vende sig kun til hans fordel. Det krævede bare at få dem ind i spillet, og det var selvfølgelig også en ren vane for den unge Svalehale.

Han tabte med vilje de nuværende terninger på gulvet. Teatralsk så han overrasket ud og smed hænderne i vejret, idet der lød tilråb fra de omkringsiddende deltagere, der utilfreds fik afbrudt spillet.

“Min fejl, min fejl! Jeg beklager! Giv mig to sekunder, De herrer, så er vi igang igen!” sagde han højt, og som han lænede sig ned under bordet sparkede han hastigt de gamle terninger af helvedes til, og fik fisket sine to magiske terninger frem fra bukselommen. Så lænede han sig op igen og begyndte at rasle med de magiske terninger som om, at intet var hændt.

“Hvor var vi? Åh ja. Giv mig 10 øjne!” Terningerne raslede på bordet da han kastede dem og de landede straks på to fem’er som var det skæbnesbestemt. Der lød et utilfreds brøl igennem kroen, da deltagerne så Beau falde over gevinsten af mønter som han grådigt stak i lommerne, “Hold nu op, De herrer, det var tydeligvis ren held.”

[Steva Pudser]

Den beskridte, unge mand, som Steva I øjeblikket udgav sig for at være, stoppede gevindste I buksernes lommer og guldtanden kom I jakkelommen. Man vidste aldrig hvornår man fik brug for sådan en. Det eneste snyd pigen gjorde I spil, var ikke at være sig selv. Derudover spillede hun ærligt og redeligt og selvom terninger handlede om held, havde hun ofte et godt venskab med de terninger.

Hendes sidemakker gjorde et ganske mere dramatisk nummer ud af at kaste terninger. Hun måtte skjule et smil over afvisningen af kvinden, for han var meget tydeligt en af de der typer, der virkelig prøvede at insmigre sig på hvem som helst. Det handlede ikke om hvem de var.

Og ned på jorden røg terningen. Igen med stor dramatik og hun sukkkede allerede træt af teatret som den unge mand satte op. Mens han fiskede terningerne op fra jorden, strakte hun sig utålmodigt. Blikket fangede de snu og ikke mindst ganske listige hænder, der skiftede terningerne. Hendes indre retfærdighedssans brændte, da han slog præcis det han skullle for at vinde gevindsten. Der var noget I hende, der havde lyst til at udgive hans snyderi til resten af selskabet, men på den anden side, var hun I en position, hvor hun ikke ville have for meget opmærksomhed.

Den beskidte skikkelse lænede sig en smule tilbage og til siden, så hun meget forsigtigt og med lav stemme sagde “Det så jeg godt” I hans øre med sin mandestemme. “Jeg burde sige det til de andre” påpegede hun stadig så lavt, at kun han kunne høre det. Ryggen blev rettet igen, mens hun deltog I næste runde og terningerne blev videregivet. Gad vide, hvad han havde gjort med dem?

[Beau Svalehale]

Som terningerne gik på runde efter en ny satsning fra deltagerne om bordet, havde Beau lænet sig en smule overlegent og bekymringsfrit tilbage i sin stol. For hver gang terningerne blev slået i bordet, lød der fra deltagerne et irriteret grynt eller tilråb, for de ramte aldrig rigtigt.

Det var stemmen i sit ene øre der fik Beau til at vende sin opmærksomhed mod den unge herre ved sin side. Han lyttede til ordene, og hans flabede smil forsvandt stille og roligt som herren gjorde opmærksom på, at han skam havde set det hele.

Han rettede straks sit blik mod den beskidte herre ved sin side, "Nej-- Hør--" mumlede han i farten, og fangede straks mandens øjne. Et par øjne der ikke passede til resten af det beskidte ydre og den mandlige stemme. Et par dådyrøjne med lange vipper, der fik Beau til at stoppe sin sætning og knibe sit blik en anelse sammen af synet. Et syn han så ofte havde gjort bekendtskab med. Det kunne kun være en..

"FORHELVEDE!" råbte en gorilla af en mand, da han slog terningerne i bordet og de stadig ikke landede på det ønskede for femte gang. Terningerne forsatte sin runde.

Imens lænede Beau sig mod manden ved sin side, der havde henvendt sig til ham vedrørende terningerne. Han var stille et kort øjeblik idet at hans blik hvilede mod terningerne, der blev raslet af en ny tabt sjæl.

"Sig hvad du vil om mine terninger, kæreste.. Men jeg er vist ikke den eneste hér ved bordet der snyder.." afsluttede han og så sigende på hende, "- og hvis vi begge bliver opdaget nu, så får vi nogenlunde samme skæbne, bortset fra, at mit ansigt vil blive slået uigenkendeligt inden de myrder mig, og at du højst sandsynligt nok vil gå på runde ligesom de terninger dér inden at det bliver din tur til at ende hos Guderne, forstå mig ret."

[Steva Pudser]

Steva begik en fejl. Hun vidste det, så snart hun havde begået den. Hun havde holdt hans blik for længe. Hun havde set ham lige direkte ind i øjnene og hun vidste ikke hvorfor. Han var sikkert en charlatan med den opførsel, så hvorfor hun havde ladet blikket hvile i hans nok til, at han kunne se hendes øjne, kunne hun ikke forklare. Og som frygtet havde han set præcis det han ikke måtte. De blå, kvindelige øjne var svære at skjule eller gøre mandelige.

Hans ord irriterede hende dog. Han virkede alt for selvsikker og sådan noget stak til hende. Især fordi han havde ret. Det ville ende grusomt, hvis hun afslørede ham eller omvendt, så selvom hun hadede ægte snyd, for hendes var ikke ægte, så kunne hun ikke gøre meget ved det. Hun skævede over til gorillaen på den modsatte side af bordet. Hun kendte til ham og han var ikke ligefrem et særligt rart bekendtskab. Ingen slog det de skulle for at vinde og hun skulede til manden ved hendes side. Skulle hun ikke holde sin facade oppe ville hun have sendt ham et endnu skarpere blik.

“Du skal ikke tørre den af på mig” snerrede hun med sammenbidte tænder. Hun havde været ret heldig i de sidste par slag og blev hun ved, ville de bare tro, at hun snød. På den anden side var det også utrolig surt at tabe, fordi nogen snød. “Det er ikke snyd ikke at ville behandles som en, der ikke er på lige fod med resten, når nu jeg har bevist at jeg er” hun holdte stadig stemmen lav og holdt pauser, så det ikke virkede som om de havde en hel samtale kørende. Det kunne også virke som snyd.

På hendes modsatte side modtog manden terningerne og hun skævede surt til snyderen. “Du skal lade mig tabe. Jeg tager ikke skraldet for dig. Og så giver dig mig en tredjedel af din gevinst, når vi er færdige” der var en runde tilbage, og skulle hun virkelig undgå tæv og derved være med til at snyde, så skulle hun også have noget ud af det.

[Beau Svalehale]

Beau trak let på skulderen over hendes ord. Hun var nok den rundt om bordet, som var bedst til terninger. Og tænk sig, bare fordi at hun var kvinde, så havde stort set alle rundt om bordet sikkert også den holdning, at hun ikke måtte spille. Det var én ting, at tabe, men at tabe til en kvinde.. sikke et cirkus hun kunne starte hvis hun smed hatten og lod sine brune, fyldige lokker falde.

"Fint. Fint." hviskede Beau irriteret tilbage, mens han trommede utålmodigt med de lange fingre mod bordet, "- men lad os tage én runde mere, kæreste. Jeg er nødt til at tage hvad jeg kan få, nu hvor du kommer ind som en eller anden skatteopkræver.." brummede han til sidst.

Som sædvanlig landede terningerne ikke på de antal øjne hos de resterende deltagere. Det var først da de kom til Beau, at han 'tilfældigvis' endnu engang ramte plet. Han skrabede gevinsten til sig med et grådigt smil, "- Hvad siger du, Pete? Skal jeg tage resten af din sørgelige opsparing?" provokerede Beau den store gorilla, hvis ansigt var begyndt at forblive i en anspændt grimasse. "Hold din kæft, Beau!" Pete slog en enkelt gang hårdt i bordet af arrigskab.

Terningerne hoppede på bordet foran Beau og landede på præcis samme antal øjne som tidligere. Petes øjne var skarpe, som kunne han brænde hul i bordpladen, og med en skrabende lyd fra sin stol rejste han sig op, og fremviste sin virkelige størrelse af en gorilla.

"Beau.." brummede han sammenbidt, og med en tone af utålmodighed og vrede "Tag terningerne. Og slå. Nu."

De korte sætninger var alvorlige, og fik Beaus flabede smil til at forsvinde med det samme.
"Pete, det er ikke min tur endnu--"
"KAST DEM!" afbrød Pete brølende. Som sagt, som gjort. Beau kunne ikke sige imod, og han måtte tøvende række ud efter terningerne. Han bandede svagt som han raslede dem i hånden inden at han forsigtigt lod dem trille. Det føltes som en evighed før at terningerne stoppede langsomt op. De landede endnu engang på præcis samme antal øjne, som Beau tidligere havde vundet med.

"DIN LILLE LORT--" Pete's store legeme nærmest kastede sig over bordet, og folk gispede som Beau rejste sig fra sin stol i lige rette tid. I samme øjeblik kom Beau til at ramme den forklædte kvindes hat, der fløj af og landede på gulvet.


Så blev der stille i kroen; alles øjne rettet mod de to.  Som prøvede de at forstå hvad fanden der foregik. "En kvinde?" lød det pludseligt, da der var en der endelig satte ord på situationen. 

[Steva Pudser]

Det var lettere sagt end gjort at skjule hvordan hendes øjne rullede, da gorillaen ved navn Pete og hendes sidemakker, der tilsyneladende hed Beau begyndte at småhakkes. Eller det var egentlig mest Pete der hakkede. Beau var ligeså sarkastisk og drilsk anlagt som Steva normalt anså sig som. Normalt ville man måske være flatteret, men det gik hende på, at netop ham mindede om den sarkastiske kropige.

Pludselig gik tingene stærkt. For stærkt. Det uundgåelige skete, da gorilla-Pete tvang snyder-Beau til at kaste terningerne igen. Steva vidste med det samme, at det ville afsløre hans snyd og var langsomt ved at rejse så for at bakke ud af situationen, men sådan skulle det ikke gå hende. I stedet mærkede hun hvordan hatten fløj af hendes hoved og det lange mørkebrune hår flød nedover hendes skuldre. Han var virkelig en lille lort ham Beau. Af en eller anden grund var hendes første tanke, at han gjorde det med vilje, selvom det lignede et tilfælde.

“En kvinde?” lød det spørgende i det ellers lydløse øjeblik og denne gang skjule hun ikke de himlene øjne. “Nej, bare en utroligt langhåret mand” den knurren der kom fra gorilla-Pete afslørede, at han på ingen måder købte den forklaring. Det var på tide at trække alle de gamle tricks frem, fra da hun var yngre og var lidt af en ballademager, der drillede hendes mors kunder og bandt deres snørrebånd sammen mens de så væk.

Hun bakkede langsomt, men horden af vrede mænd rykkede med. “Okay okay. Nu finder jeg gevinsten frem og lægger den på bordet og så går jeg. Så er der ingen skade sket og i har ikke mistet noget” hun vidste godt de ikke ville lade hende gå og hun havde absolut inden intention om at give gevinsten tilbage. Den havde hun vundet helt legalt. Et kort blik over sin skulder viste, at snyderen var i samme pressede situation som hende. Han fortjente den dog, det gjorde hun altså ikke.

“Du lægger gevinsten også...” startede gorilla-Pete, men hun gad ikke vente på truslen i enden af hans sludder, så hun trak hurtigt hånden op af lommen, som var fuld af jord og kastede det lige i synet af ham. I forvirringen lod hun sig falde ned under bordet og kravlede mellem den forvirrede gorillas ben, mens han slog om sig af irritation og de andre sure mænd prøvede at opfange situationen. På den anden side af gorillaen fik et par af mændene øje på hende og jagten gik ind. Kamp var ikke hendes styrke, men hun havde ikke tænkt sig at ende i deres klør. Så hun sprang som en akrobat op på det interimistiske barbord bag spillerbordet og greb hvad end hun kunne bruge som forsvar. Hvilket var en sko. Hvorfor i alverden stod der en sko der? Hun kastede den lige i synet på den nærmeste bøf og løb hen over bordet mod døren, hvor hun stødte direkte ind i snyderen. “UD!” skreg hun.

[Beau Svalehale]

""Hvad snakker du om? Tror du ikke, at du har gjort skade nok?" hviskede Beau lavmælt og sammenbidt, som de sammen blev tvunget til at gå længere og længere bagud, da flokken af vrede mænd gik mod dem. Han ville da ikke aflevere sin gevinst?! Det var fuldt ud fortjent (han havde brug for pengene, jo! Og de magiske terninger havde bare været en hjælpende hånd).

Men Beau nåede ikke yderligere, da kvinden pludselig kastede jord i ansigtet på Pete, der prustende baksede med at komme ud af den mørke støvsky. Derfra gik det hele så hurtigt, at Beau næsten ikke kunne følge med, og han havde endda stået i sådanne situationer lidt for ofte.

Han så måbende på kvinden, der pludselig forsvandt under bordet. Som en eller anden troldkvinde dukkede hun op igen, denne gang på barbordet ved siden af. Så havde hun pludselig en eller anden forladt sko i hånden, og med et pletskud ramte hun en bøf, der faldt bagud med et grynt. Tumulten havde resulteret i, at Beau og mande-kvinden ikke længere bare var målet, og i stedet slog folk på den nærmeste de kunne komme til. Et vaskeægte kro-slagsmål var i gang, og kroejeren råbte forgæves at folk skulle stoppe øjeblikketligt.

Beau havde i mellem tiden haft travlt med at prøve at undvige et par gorillaers store håndflader. Et enkelt slag fik endda kort hans mørke hår til at blafre, da den kom lige tæt nok på. "HAHA - Prøv igen, dit store bjerg! Du slår som en-- Hnnng," Beau mistede kort pusten, da kvinden fra tidligere stødte ind i ham, og de snublede begge hen mod døren, der førte ud til baglokalet.

Som var det planlagt åbnede døren sig i den perfekte timing, da en ung kropige uviden var på vej ud med et par rene glas. Beau og mande-kvinden tumlede ind, døren smækkende efter dem, og et brag fra døren lød efterfølgende, som en flyvende stol landede mod den og endte med at blokere.

Hjertet pulserede hurtigt i Beaus brystkasse, som han jamrende løftede sig fra det støvede gulv. Hans blik landede kort på kvinden, og hans ansigtsudtryk ændrede sig fra befippet til tydeligvis yderst utilfredshed.
"Dét dér!" han pegede vredt mod døren, hvor deres lille dramatiske episode havde foregået, "Det var din skyld!"

[Steva Pudser]

Døren til baglokalet blev hamret i og stolen på den anden side blev givetvis smadret i stumper og stykker ud fra den knasende lys det medgav. Hun rejste sig uden at børste støvet af de i forvejen møgskidte bukser. Imens han gav sig til at give hende skylden som alle andre mænd ville gøre det, begyndte hun at se sig om i baglokalet. Alt i hende skreg for at komme væk, før det for alvor gik galt. Hun bar konsekvenserne på sin krop, skjult af tøj og selvom hun var rimelig elendig til at undgå problemer, så var hun ikke interesseret i at få flere synlige konsekvenser på kroppen. Så mens han fik lov at plapre lidt søgte hendes øjne efter en udgang. Det var et lille baglokale fyldt med smuglerkroens forskellige ting og en balje med vand. Og et vindue.

Langsomt, med en virkelig irritabel mine, vendte hun sig om mod ham og satte hænderne i siderne. Hendes blik var en blanding af trodsighed og dyb irritation. “Ja, det er fuldstændigt min skyld. For jeg puttede jo de snydeterninger lige ind i din hånd og bad monsteret derude om at få dig til at slå, så han virkelig kunne se, at du snød” sarkasmen drev fra hende og hendes oversøde, påtagede tone hun brugte til at levere kommentaren.

“Måske du skulle droppe den der offerolle og hjælpe mig med at åbne det vindue, så vi kan komme væk herfra og hurtigt, for selvom jeg ikke havde tænkt mig at snyde Pete til hans penge, så vil jeg ikke ende i hans og de andre idioters klør og selvom du også er en idiot, så er du i samme position”. Hun studerede vinduet som ikke var meningen skulle åbne, men det kunne det gøres noget ved.

Han havde virkelig sat hendes pis i kog ved at prøve at give hende skylden for alt. I et ryk vendte hun sig mod ham med raseriet i øjnene. “Og ved du hvad? Jeg er så pisse træt af jer mænd, der altid mener alt er kvindernes skyld. Det ville ved mithras ikke have været et problem, hvis ikke I var så pisse forstokkede og ikke mente vi kvinder måtte spille med jer ‘store drenge’ det er fandeme bare fordi i ikke kan tåle at tabe” med det smadrede hun ganske enkelt den nærmeste sten gennem vinduet.

[Beau Svalehale]

Okay, hendes reaktion havde han næppe forventet. De verbale lussinger landede midt i hans åbne og uforberedte ansigt, der formede sig til en sammenbidt grimasse af overraskelse og ubehag. Som smæk på smæk fyrrede hun den ene bemærkning af efter den anden, og Beau kunne ikke gøre andet end at tage imod.

Lettere forstenet, mens hun stort set gjorde alt arbejdet med at få vinduet åbnet, lyttede han, og som han prøvede at komme til orde blev det ikke til mere end en halvåben mund og polypper. Han havde sågar prøvet med at løfte en finger, men som hun fortsatte, måtte Beau se sig til kende med, at han nok ikke skulle prøve at modsige kvindens ord, hvis han da skulle overleve at være i samme lille rum med hende.

Så kastede hun en sten igennem vinduet, der straks gik i tusind stykker. Sådan som hun kastede rundt med ting var det måske en god idé, at han ikke begyndte at debattere kvinders ret og uret i samfundet.

"Hvorfor er du så hidsig?!" spurgte han i stedet og slog ud med armene, "Jeg begynder at tro, at du efterhånden har prøvet det her lidt for ofte, søde skat!" plaprede han løs, som de begyndte at snige sig ud af vinduet, hende først og ham efterfølgende.

"-- Desuden, burde du som kvinde ikke i stedet være travlt optaget af -hvad-ved-jeg- hår og blomster og kærlighed i stedet for terninger og slåskampe?" sagde han, og vimsede en anelse teatralsk med hånden, "Hvem har oplært dig?!"

[Steva Pudser]

Det havde ikke ligefrem været en god dag på kroen med irriterende mænd der konstant overskred hendes grænse og hendes eneste virkelig interesse var blevet ødelagt fordi nogen valgte at snyde. Det var da også ret irriterende, men hun kunne ikke slås, så hun skulle ud af situationen hurtigst muligt med eller uden snydepelsen på slæb.

“Fordi du lige har ødelagt en godt spil, fordi du ikke kunne lade være med at snyde” sukkede hun irritabelt. “Eller også er det bare fordi jeg eeeeeeeeelsker at være sur” sarkasmen var en ganske genkendelig klang i hendes stemme og det var som om hun fik mere ro af at bruge den.

På den anden side af vinduet kunne hun høre stemme og sure miner og knælede i skjul i ly af den interimistiske kro og ventede på om stemmerne kom denne retning. Hun sænkede stemmen til en halv hvisken. “Du forstår ikke hvorfor jeg er sur, men alligevel sætter du mig i bås med alle andre kvinder som om vi ikke kan slås eller spille hasard. Det er som om det ikke undre mig at jeg er en smule irritabel, når jeg jo absolut skal passe ind i din forestilling af en kvinde” hun himlede med øjnene og kravlede frem på hug for ikke at blive set af brød-Pete og hans idiot-hær. “Ingen. Og jeg kan ikke slås, jeg kan kun kaste med ting” det var måske en dum indrømmelse, men hun var desværre lidt for ærlig. “Regner du så også med at alle kvinder falder pladask for dit snyd og kække facon?”

Ord var det hun havde at slå igen med, så det brugte hun. Egentlig var hun den glade festende type, men når nogen trådte hende over tærende og ødelagde hendes morskab gav hun igen.

[Beau Svalehale]

Selv som de sad skjult i skyggerne, idet at stemmerne kom tættere og tættere på, havde hun åbenbart lyst til at mundhugges. Beau var ikke meget bedre, for han havde bestemt ikke tænkt sig at holde kæft. Det var en sjældenhed, at det rent faktisk skete alligevel.

"Se! Det er typisk kvinder. I bliver irritable over stort set ingenting! Det eneste jeg har sagt, min skat, er, at det mest fornuftige ville være, at holde jer væk fra disse ting her. Hasard giver problemer, snyd giver problemer, mænd som Pete giver problemer!" hviskede han ihærdigt tilbage, som han kravlede efter den unge kvinde, han nu var fanget med.

"Desuden kan du være ganske rolig," fortsatte han sammenbidt, "Selvom at du har mørkt hår og lange øjenvipper, pæne træk, uimodståelige læber, ganske nydelige former, har en vild personlighed der sikkert ville gøre sit på - forstå mig ret -flere forskellige måder, så har jeg ikke tænkt mig, at prøve på noget med dig, overhovedet!" forsikrede Beau plaprende, til trods for at han i korte sekunder havde overvejet det imens at han remsede hendes fordele op under sin prædiken. Nej! Hun var for stædig! For irriterende!

Som lyden at mandestemmer nærmede sig blev de stille for en kort stund. I al hast daskede Pete og hans kompagnonger forbi i løb, alt imens de med råb og vrede i stemmerne gjorde deres utilfredshed tydelig.

"KOM SÅ, DE LØB SIKKERT DEN HER VEJ!" Og som de forsvandt ud i mørket ned ad stenvejen blev stemmerne mindre igen.

Beau rejste sig fra sin plads i skyggen og slog støv af sine bukser, "Så! Det må være det! Vores veje skilles her!" sagde han bestemt. Så slog han nonchalant ud med hånden, som ventede han på at få noget i håndfladen, "- mine penge, tak."

[Steva Pudser]

De blå øjne skævede til siden, da han begyndte at liste overraskende positive ting om hende, som om han skældte det ud for det. Hendes hjerne var hurtig til at kategorisere det som det pure opspind, men hun kunne ikke se hvorfor han skulle finde på sådan noget vås lige nu. Det var ikke hendes hensigt at gengælde komplimenterne om han så bad hende om det. Hvis hun selv kunne vælge, så var hun ikke til mænd, men desværre virkede det ikke at tænke sådan. Hun var trods alt tiltrukket af dem, selvom de var skide irriterende.

“Ingenting?” sukkede hun næsten opgivende, men i gang med at geare om til endnu en verbal lussing. Den blev dog stoppet, da gorilla-Pete og han hjernedøde idioter kunne høres og derefter forsvandt. Hun rejste sig op og så i hans retning inden et bredt og drilsk smil bredte sig på hendes ‘fyldige’ læber. “Så du er til kvinder i mandetøj? Eller er det alle mænd, der har fyldige læber og pæne træk i din verden?” endelig havde hun noget at stå igen med.

“Desuden var jeg ikke havnet i denne situation hvis ikke DU snød” hun havde intet gjort. Alt var gået som det plejede hvis ikke han havde været der. “Det var dig og de der djævleterninger” bed hun igen og så direkte mod ham. Det var virkelig lang tid siden nogen havde givet hende ordentligt igen med ord. De fleste blev bare sure og kunne ikke formulere sig, men han gav hende igen uden at begynde at slå eller puste sig op.

Et fnys forlod hende, da han krævede sin penge. “Faktisk nej, det tror jeg ikke du skal have. Hvis ikke du havde været så heldig, at jeg havde været der, var du alligevel blevet afsløret og med min hjælp lykkedes dig at komme udenom en omgang tæv. Så jeg fortjener dine penge”

[Beau Svalehale]

Beau bed tænderne hårdt sammen over hendes flabede kommentar. Godt nok var Beau frisindet; skønhed lå i øjnene der så, og for hans skyld måtte mænd såmen gerne kysse på mænd og kvinder kysse på kvinder. Det sidste kunne han godt gå med til bare at observere-- Beau rystede tankerne væk. I stedet stod han ret og så på den irriterende kvinde, foran sig.
Han nåede lige akkurat at åbne munden i et "Lige et øjeblik--" inden at hun afbrød ham og fortsatte sin tale.

Så nævnte hun terningerne, og af ren refleks mærkede Beau diskret efter dem i lommen. Jo, de var der heldigvis stadigvæk.

"Hør, min skat," Beau lænede sig nonchalant og afslappet op ad en mur med sin ene side. Armene blev lagt i kors og øjnene var tydeligvis irriterede over dette stædige kvindemenneske. Aldrig nogensinde havde han oplevet noget lignende.

"Som jeg ser det, så skylder du mig hermed penge, hvilket betyder, at jeg ikke går nogen steder. Jeg går igennem tykt og tyndt med dig nu, lige indtil at du giver mig de penge du skylder."

[Steva Pudser]

Den her mand, dreng, møgunge drev hende endnu mere til vanvid end det fleste andre. Det gav hende lyst til at stampe i jorden og the sig som et lille barn indtil hun fik sin vilje, men den del af hendes kunne hun trods alt godt styre.

“Kald mig din skat en gang til og jeg tæsker dig med den ene sko, ligesom jeg kastede den i hovedet på en af de oppustede klaphatte derinde, bare værre og mere” truede hun ganske nøjagtigt. Nok slog hun ikke ligefrem hårdt, men hun mente selv at den sko kunne gøre bare lidt mere skade end hvis hun slog med næverne.

Et stædigt smil med et strejf af luskeri bredte sig over Stevas læber. “I tykt og tyndt siger du?” hænderne blev sat i hver sin side af hendes hofte, så den beskidte skjorte hun bar blev trukket en anelse ind i taljen. Det var meningen den var for stor, for hun var trods alt ikke noget muskuløs bredskuldret mand og illusionen skulle gerne være der bare lidt. “Så du tager med mig på job på Den fede kat, hvor jeg kan fortælle tyvekongen om dine små luskerier. Det lyder da som en bragende god idé, hr. Snydepels" hun smilte triumferende, for han anede ikke hvem han var oppe imod, hvis han ville udfordre hende i, hvem der først drev hvem til vanvid for alvor, så skulle han få kamp til stregen. Der var trods alt kunder, der havde beskrevet hende som ret irriterende. Det var selvfølgelig kun dem, der gav en grund til at hun var irriterende.

“Jeg fortjener de penge. Jeg har trods alt arbejdet hårde for dem uden at snyde. Det at begå sig som mand er ikke snyd sammenlignet med magi” hun pustede en hårtot væk fra ansigtet