Det gøres kort

[Lucrèce af Vigny]

Det var ved at nærme sig eftermiddag og de fleste klasser var overstået for i dag. For nogle betød det dog ikke at dagen var forbi. Det var altid efterslæb og møder ingen gad, når det kom til stykket.
Lucrece sad ved skrivebordet og var ved at få styr på det sidste, inden Christophe af Migran ville dukke op om få minutter.
Drengens indstilling til universitetet kunne være bedre, især hans intelligens taget i betragtning. Og det var den problematik Lucrece nu skulle have med ham.

[Christophe af Migran]

Det havde været en helt almindelig dag med undervisning for Christophe, der havde været nogenlunde udhvilet efter en hyggelig aften i godt selskab aftenen før og en dejlig rolig nat i en af hans faste kunders seng. Hun brugte mere tid på at nusse om ham og snakke om løst og fast end at holde ham fysisk beskæftiget, og det var nu også ganske skønt. Nogle enkefruer var meget ensomme, når deres mand var død og deres børn flyttet hjemmefra. Så Christophe havde startet dagen ud i ganske godt humør og havde kastet sig over dagens skole med fornyet energi.

På et tidspunkt var der kommet bud om, at Magus Lucrèce af Vigny ville se ham efter sidste time, noget der havde lagt en mindre dæmper på humøret. Hvad ville han nu? Han var ikke ligefrem en af Christophes yndlingspersoner på universitetet. Sikkert skælde ham ud for et eller andet. Med et suk havde Christophe pakket sine ting sammen og vinket farvel til et par fra klassen, der ellers havde inviteret ham med ud til et glas vin, inden han var trasket ned til magusens kontor med sin taske over skulderen. Inden han bankede på, kørte han en hånd igennem sit hår og rettede på sit tøj. Det kunne vel ikke skade. Han slog et par knoer mod døren og ventede pænt på at blive kaldt ind, lidt i håb om, at manden ikke var der.

[Lucrèce af Vigny]

Lucrece så op, da han hørte en banken på døren. Lige til tiden. Han rejste sig fra stolen og på vej hen til døren, trak han en af de to ekstra stole lidt ud, så Christophe kunne regne ud hvor han skulle sætte sig.
"Kom ind med Dem. Har De haft en god dag?" spurgte han henkastet. Mest for at fylde tiden ud med noget, mens de fik sat sig.

[Christophe af Migran]

Der lød lidt puslen på den anden side af døren, og Christophe sukkede. Der var nogen på kontoret. Der gik heller ikke mange sekunder, før døren gik op og Magus af Vigny lukkede ham ind. Christophe smilede sit charmerende skæve smil til ham og trådte ind i rummet.
"Mange tak, Magus. Ja, den har været udmærket." Der stod en stol, der var trukket lidt ud, så Christophe antog, at det var der, han skulle sætte sig. Ikke at han satte sig, før magusen selv gjorde tegn til at sætte sig. Den knagede svagt under hans vægt, som han satte sin taske fra sig ved siden af sig.
"Det har været nogle spændende emner i dag." Sagde han så, for at gøre det klart, at han ikke havde noget i mod undervisningen, uden at sige det direkte. De blå øjne rettede sig nysgerrigt mod den ældre mand, som han skjulte sine mindre positive følelser over at være der.

[Lucrèce af Vigny]

"Det er jeg glad for at høre. Vær sød at tage plads." Lucrece gode tegn som han selv satte sig. Han kiggede kort på Christophe og aktiverende sin gave. Det var ingen hemmelighed at han tog en stor del af samtalerne med de elever der sakkede bagud, fordi han nemt kunne se igennem deres løgne og dårlige undskyldninger.
"Nådigherre Migran. De undrer sig sikkert over hvorfor De er blevet bedt om at mødes med mig. Jeg kan fortælle Dem at det er fordi deres lærere har udtrykt bekymring for Deres engagement i timerne. Og siden De før har haft besvær med at følge med, blev vi enige om at det var på tide at finde ud af hvad der volder Dem besvær. De virker jo som en intelligent ung mand."
Lucrece udstrålede ren ligegyldighed som han sad foran Christophe og skulle forestille at interessere sig for eleven. Men det gjorde han ikke. Han var af den holdning at uengagerede elever måtte finde adspredelse andet sted end universitetet. Kongens hær kunne altid bruge kanonføde og en Christophe virkede som en der ville komme let, alt for let, gennem livet, med en uddannelse eller ej. En ung mand der smed dit potentiale og andres tid og penge på gulvet. Med andre ord; ikke en Lucrece ønskede på universitetet.
"Har De en idé om hvad det kan være?" Hvad han fiskede efter var en klokkeklar indrømmelse af egne fejl fra den unge herre og en underdanig lovning om at tage sig sammen, velvidende at det var at forvente for meget.

[Christophe af Migran]

Christophe sukkede indvendigt, som Lucrèce lagde ud med at fortælle ham, at det var hans engagement i timerne. Det var det, han havde regnet med. Han vidste allerede, hvilken lærer havde beklaget sig til magusen. Læreren kunne ikke lide ham, fordi han dovnede den igennem timerne, men stadig var på niveau med de andre. Det var samme lærer, der havde sørget for, at han ikke blev godkendt til at fortsætte efter første år. Tanken fik for et øjeblik smilet til at forsvinde fra hans ansigt, som han utilfreds trak på næsen.

Selvom Lucrèce gjorde et godt arbejde med at virke professionel, kunne Christophe godt mærke, at han ikke kunne lide ham. Han samlede hurtigt op på umærkelige tegn. Det hylede ham ikke ud af den, som han selv ikke kunne lide den ældre mand.
Spørgsmålet fik smilet tilbage på Christophes ansigt, det skrå charmerende smil, han reserverede til folk han skulle liste sig ind på eller til folk, han skulle forestille at kunne lide. Han trak let på skuldrene og kløede sig i skægget på den ene kæbelinje.
"Jeg har ikke problemer med at følge med i undervisningen," svarede han sandfærdigt. Der var dage, hvor han måtte læse lidt ekstra for at samle op på tabt viden i undervisningen, men det var sjældent et problem
"Jeg bryder mig ikke om måden, der bliver undervist på, det er, hvis jeg skal være ærlig, mildest talt dødkedeligt. Og jeg er en travl mand, så jeg kommer til at sove lidt i timerne." Han var så ærlig, han kunne være, uden at trække sin lille side gesjæft med ind i det. Han vidste, at Lucrèce havde en evne til at fornemme usandheder, så der var ingen grund til at lyve eller tale udenom. Hans attitude var afslappet og hans krop var afslappet placeret i stolen.
"Nogle af underviserne bryder sig ikke om, at jeg ikke følger med, andre ved, at jeg ikke er bagud." Han sendte Lucrèce et blik og trak lidt længere ud i mundvigene.

[Lucrèce af Vigny]

Lucrece var klar til at udskælde den unge dreng for at være bagud. Men intet ved Christophe fortalte ham at drengen løj. Han var næsvis, ingen tvivl om det og Lucrece brød sig ikke om Christophes ungdommelige tilgang til verdenen uden at anerkende alvoren i livet.
"Jeg ser... Det undrede også mig, da der ellers tales godt om Dem, da jeg spurgte ind til andre fag. Men jeg føler jeg må påtale Deres tilgang til undervisningen. Den er ikke skabt for at more Dem. Ligeledes er De her heller ikke for at have det sjovt. De er her for at lære, ikke bare det der forventes af Dem, men hvad Deres fulde potentiale formår. " Lucrece smilede ikke tilbage. Om drengen var tæt på perfektion, var det ikke nok, hvis ikke han gav alt hvad han havde.
Og så var hans øre ved at falde af. Sad den unge mand og direkte indrømmede at han sov i timerne?! Det lykkedes magusen at bevare det professionelle udseende, men indeni... Hvis Christophe havde været hans barn, ville det havde været alvorlige konsekvenser! Ville han blive nød til at drøfte det med drengens far?
"Og at sove i timerne er helt uacceptabelt, at De skal have det af vide er mig en gåde. De bør tænke mere på Deres omdømme nådig herre Migran. Snart er De færdig med universitetet og hvad vil De så?" Spørgsmålet var retorisk. Lucrece forventede ikke et svar og ærlig talt var han ligeglad. I det øjeblik Christofte forlod universitetet, var han ikke længere Lucreces ansvar. Men han håbede på at spørgsmålet ville få den unge mand til at tænke over sine handlinger en ekstra gang.
Han formodede at det var festerne på kroen der tog Christophes opmærksomhed. Selvom han ikke selv gik sådan steder, hørte han tilpas meget snak om stedet til at vide at det var de studerendes fortrukne sted at feste. Og at det nogengange tog overhånd.

[Christophe af Migran]

Til Christophe meget skjulte fornøjelse, så det ud til, at noget af dampen gik af møgfaldet, der var i vente, som Lucrèce måtte acceptere, at Christophe ikke var bagud i undervisningen. Det havde han været det første år, han havde gået på universitetet, men de sidste par år havde han sørget for at følge med, selvom, ja, han sov i timerne.
De blå øjne hvilede på manden foran ham, som han begyndte at prædike for ham, hvad undervisningen og skolen var til og hvad der forventedes af ham. En forelæsning han ikke selv følte, at han havde brug for. Han vidste godt, hvad der forventedes af ham, og han levede da også op til det. Noget af det. Han var her da endnu og dukkede op til de fleste timer.

Omdømme. Christophe var nær brudt ud i latter, men i stedet kløede han sig ved siden af næsen for at skjule smilet med hånden. Ja, hans omdømme havde slet ikke noget med skolen at gøre.
Spørgsmålet fik ham til at trække på skuldrene.
”Det ved jeg ikke endnu, jeg har stadig et par år til at beslutte mig.” At han om ikke så mange dage ville opleve noget, der ville gøre det klart for ham, hvad han ville bruge jura til, og som også ville gøre han mere intens i sit skolearbejde, det vidste han jo ikke.

Han trak lidt ned i halsåbningen i sin skjorte, der allerede var lige på kanten til at være lidt for åben i forvejen, for at stikke en hånd ind og klø sig på brystkassen under kravebenet. Hans blik hvilede lidt tænksomt på Lucrèce.
”Men er jeg i problemer? Jeg mener … Jeg er ikke på vej til at blive smidt ud eller skulle gå et år om, vel? Bare fordi den ene underviser har set sig sur på mig?” Christophe var alligevel klar til at kæmpe for sin plads på universitetet. Juraen måtte da kunne bruges til noget i sådan et tilfælde.

[Lucrèce af Vigny]

Det var ikke den retning Lucrece havde forventet af samtalen ville tage. Selvom Christofte tydeligvis lod til at tage sig nogle friheder, var der ikke meget at kritisere ved hans opførelse. Og det der var, udover at sove i timerne, var småting som ikke var værd at gå i dybden med. De havde ikke den her samtale, for at Lucrece skulle ødelægge drengens studieliv ved at sætte fokus på hver eneste lille frihed Christophe havde taget. De fleste unge havde et par pjækkedage, de fleste unge havde dage hvor de var uoplagte. Så længe de fulgte med, så længe de havde gode karakterer; hvad mere kunne der forlanges?
"Nej. De kan være ganske rolig. Det har ikke været på tale. Samtalen her er udelukkende for at høre Deres side af sagen og så længe De stopper med at sove i timerne, tænker jeg at alle er tilfredse. Vil De give mig ret i det?"

[Christophe af Migran]

En lettelse, der var lidt stærkere end Christophe havde forventet, skød igennem ham. Han ville gerne afslutte sit studie, og han ville da helst, hvis det ikke skulle tage ham et år mere. Så sjovt var det heller ikke at gå i skole. Og hans forældre ville langt fra blive tilfredse for at betale for endnu et år på universitetet. Men ved guderne, undervisningen var bare så tør. Hans smil kunne ikke skjule glæden ved den besked, og han sprang op af stolen.
"Det er jeg glad for at høre, Magus!" Han sendte ham et stort, glad og charmerende smil, inden han samlede sin taske op. Egentligt havde han ikke fået lov til at gå, men hvis der ikke var mere at snakke om?
"Jeg skal prøve at gøre mit bedste," sagde han så, hvilket ikke var en løgn, men heller ikke ligefrem sandt. Han vidste godt, at han ville fortsætte med at sove i timerne, så længe hans damebekendtskaber ville have hans opmærksomhed til ud på natten.

"Hvis der ikke er mere, vil jeg, ehm, kigge på nogle lektier." Dét var den første løgn, han havde sagt i løbet af mødet. Han kunne sagtens nå at indhente sine klassekammerater og hygge sig lidt med dem, inden det var tid til aftenens mere fysiske udfoldelser.

[Lucrèce af Vigny]

Lucrece gengældte ikke smilet. Han sad og stirrede på den unge mand, der ikke kunne kontrollere sig selv, da han uden varsel sprang op fra stolen. Det var et ynkeligt syn og Lucrece havde ingen planer om at deltage i det! Han rejste sig kontrolleret fra sin stol.
"I lige måde nådig herre Migran." Han skulle til at følge Christophe til døren og slutte afslutte deres samtale, da drengen kom til at tale over sig og han opfangede fortalelsen med det samme. Han havde ikke tænkt sig at lade den slippe ustraffet, men heller ikke tænkt sig at nævne det.
"Det lyder som en god ide. For at være sikker på hvor De ligger i klassen, vil jeg bede Dem om at skrive en opgave til mig. Ti til femten sider om et selvvalgt emne. Jeg regner med at det er afleveret om en uge, renskrevet." Det skulle nok kunne holde Christophe fra kroerne et par aftener. De unge havde allerede bjerge af lektier fra andre fag.
"Og så må De have en god dag." Han gik hen til døren og åbnede den for Christophe.

[Christophe af Migran]

Der var ingen tvivl om, at Magus Lucrèce fra Vigny var en kedelig mand, i hvert fald i Christophes øjne. Kedelig, stiv og alt for glad for sin egen autoritet. Men det sagde Christophe ikke højt, som han nu troede, at han var fri til at gå uden problemer. En lille opsang tog Christophe ikke skade af, og det kunne da godt være, at han ville lægge sig lidt mere i selen med skolen det næste stykke tid, så han ikke skulle ind på dette kontor igen og høre på Lucrèce belære ham om, hvordan man skulle opføre sig.

Smilet falmede dog ret hurtigt, da den ældre mand gav ham lektier for. 15 sider på en uge?! Det kunne han umuligt nå, både med det andet skolearbejde og sine aftaler. Han åbnede munden for at protestere, men hvordan kunne han forklare manglen på tid, når han ikke kunne fortælle om sit lille aftenarbejde? Han lukkede munden igen og skar ansigt i utilfredshed, som døren blev åbnet for ham. Med en mumlen svarede han "i lige måde", inden han med lidt hængende skuldre drejede af mod biblioteket. 15 sider. Han måtte hellere komme i gang med det samme. Søvn ville der ikke blive meget af den næste uge.
At han ikke ville komme til at aflevere noget, ej heller sove, den næste uge, var der ingen, der vidste. Dagen efter ville han møde en uhyggelig mand på vej hjem til en kvinde, og hans liv ville blive vendt op og ned for det næste stykke tid.

// Out