Et løfte er et løfte [P]

[Igraine af Charenoy]

Igraine var ikke fuldkommen uden gru, da hun modstræbende bevægede sig mod staldene i en kun ridekjole, som en af tjenestefolkene havde støvet frem fra en kiste. Hun havde utvivlsomt fået den i forbindelse med sit ægteskab og af samme grund var den en anelse stram nu, men fungerede sikkert efter formålet.

Formålet var da også netop bekymringen, men der var ingen alternativer og hun forsøgte ikke at se alt for alvorlig og bekymret ud, da hun mødte op og så Bartholomeus af Charenoy.

[Bartholomeus af Charenoy]

Bartholomeus havde givet Lanval af Suilleaux fri om morgenen og mødte frisk og frejdig - så meget som han nogensinde var - op ved staldene. Han havde fået en staldknægt til at gøre Liseron klar til Igraine og stod med hendes tøjler og strøg hende over halsen, da enkefruen kom gående.

"Godmorgen," bød han, ikke sikker på hvor langt deres aftale om uformalitet strakte sig.

"Det her er Snerle. Hun bliver din faste følgesvend og hesten, der overvinder dig," konstaterede han forsikret.

[Igraine af Charenoy]

Igraine sløvede instinktivt farten, som hun nærmede sig og kastede et varsomt blik på hesten. Hårene stod lidt op i nakken og det var kun fordi, han tydeligt havde et fast greb, at hun lod blikket glide mod ham. Selv da, standsede hun udenfor rækkevidde og nikkede sit godmorgen.

"Jeg ved ikke, om jeg bør være forsikret eller bekymret over din overbevisning," bemærkede hun dæmpet, en anelse tørt, men ikke tvært. Hun smilede da også svagt, men tydeligt betænkeligt, som blikket fandt hesten igen.

[Bartholomeus af Charenoy]

"Forsikret," konstaterede Bartholomeus roligt og med et svagt smil over Igraine. Han nikkede til stedet ved siden af sig.

"Kom herop og stå foran hende, ved siden af mig. Jeg har hende og hun gør ikke noget uventet, medmindre du gør noget voldsomt."

[Igraine af Charenoy]

Det var helt ærligt beroligende at mærke, hvor roligt Bartholomeus tog det. Det betød dog ikke, at det ikke krævede et sekund eller to, før hun reelt var i stand til at efterkomme hans ønske. Hun var dog ingen kujon og med en lydløs indånding, hankede hun lidt op i skørtet og nærmede sig det store dyr.

Hun standsede, som anvist, ved siden af ridderen og slugte hjertet, der var krøbet op i halsen. Ganske prøvende løftede hun den ene arm lidt med håndfladen vendt op, så dyret fik mulighed for at lære hendes duft at kende. Det hindrede dog ikke det lillebitte sæt, det gav i hende, da den varme mule rørte huden.

[Bartholomeus af Charenoy]

Bartholomeus havde hesten med den ene hånd. Den anden overvejede han flygtigt at lægge på Igraines skulder, men så rakte han i stedet ned i sin taske og tog et æble frem.

"Giv hende det her," bød han. "Med flad hånd."

Hoppen så interesseret ud og sniffede lidt rundt. Han smilede svagt.

[Igraine af Charenoy]

Igraines blik var fuldt og fast på hoppen og hun måtte virkelig overbevise sig selv for at flytte blikket til æblet. Hun tog en indånding og nikkede lidt, ukarakteristisk fattig på ord.

Hun tog dog æblet, rankede sig lidt og tilbød - med en kun svagt rystende flad hånd - æblet til dyret. Det tog naturligvis mod det med velbehag og enkefruen mærkede det instinktivt trække i mundvigene. Trods sin generelle modvilje.

[Bartholomeus af Charenoy]

Bartholomeus smilede svagt over synet. Han fandt i al hemmelighed (ikke så hemmeligt) enkefruen ret charmerende i hendes usikkerhed. Ganske vist havde han understreget at han ikke ønskede en hustru på sytten, men at hun var en smule sårbar og kunne have brug for hans hjælp på et par områder, lokkede da et par følelser frem, som han ikke nødvendigvis havde tænkt meget over at han kunne have. Han blev dog snart alvorlig igen.

"Læg hånden fladt mod hendes mule og stryg hende der," opfordrede han. "Hun kan godt lide det."

[Igraine af Charenoy]

Igraine så ikke på Bartholomeus og havde ingen anelse om, hvad der gik gennem hans tanker. Hun fokuserede blot på hesten, ganske uvillig til at tage blikket fra den, selv i et øjeblik.

Samtidig fandt hun dog noget beroligende i den dybe stemme ved siden af sig og lod prøvende hånden følge anvisningen. En svagt hørlig udånding undslap hende.

"Jeg ville aldrig have gættet, at den var så blød," musede hun, svagt forundret, men rykkede også lidt nervøst på sig, som dyret flyttede sig lidt.

[Bartholomeus af Charenoy]

Smilet trak i Bartholomeus' mundvige igen og han skjulte det ikke denne gang.

"Prøv hendes kind, nu. Og siden af halsen. Hun gør dig intet, hun er et meget fredeligt dyr. Og du har lige givet hende et æble. I er glimrende kammerater."

[Igraine af Charenoy]

Igraine var ikke helt sikker på, om hun var enig i, at de var glimrende kammerater, men hun havde nogenlunde tiltro til Bartholomeus.

Hun endte da også med reelt at bruge en god del tid på at stryge dyret og gøre sig bekendt med det. Næste gang, hvor hun til gengæld skulle op på den, ville nok blive en lidt hårdere omgang.

Lukket