Snedækkede roser

[Villine Kammerpige]

Paladset var ikke den lyshårede kammerpiges yndlingssted at befinde sig. Der var mange folk, vagter, adelige og andre, som hun skulle tage stilling til, når hun befandt sig der. Dog ikke ligeså meget som hendes frue skulle. Villine havde svært ved at forestille sig, hvordan det måtte være for fruen at konversere med så mange folk hver dag og var alligevel taknemmelig for blot at være nogens kammerpige. Dem tog folk ikke altid så meget notits af, heldigvis.

En ting hun dog godt kunne lide ved paladset, var haverne. De var det smukkest haver i landet. Det var hun sikker på, uden at have rejst ret meget. Nok var haven på gården, hvor hun boede et par år, virkelig smuk, men intet kunne måle sig med de fine roser. Deres skønhed var så fortryllende, at det øjeblik hun fik muligheden sneg hun sig udset ud i den smukkeste af pyntehaverne. Fruen havde ærinder at foretage sig uden Villine og mens hun foretog dem, betragtede kammerpigen sneen falde og forvandle haven til et eventyr i rødt, lyserød, gult og hvidt. Selvom det var koldt havde hun sat sig på en bænk med knæene trukket op under sig. Det var ikke særlig damet, men hun havde glemt sine manerer, og måske også virkeligheden, da hun havde set, at det sneede. Faktisk havde hun også glemt det faktum om hun overhovedet måtte være her alene. Hun vidste heller ikke om hun var alene. Philippe af Neaune

[Philippe af Neaune]

Philippe var mere eller mindre lige ankommet i hovedstaden og det ikke uden besvær. Vejene var endnu ikke helt åbne fra norden, men han havde ikke tænkt sig at gå glip af Bartholomeus af Charenoy's bryllup og af samme grund havde han set udfordringen i øjnene. Det var da også lykkedes uden de store komplikationer og da han havde opstaldet sin hest og fået et tiltrængt, varmt bad i byhuset, havde han sat kursen mod paladset for at annoncere sin ankomst til hovedstaden for majestæten.

Med det klaret, satte han kursen tilbage og tog vejen gennem haverne. Sneen knasede under træsålerne og det var da også den hvide overflade, der gjorde at han bemærkede den enlige handske, der lå tabt i sneen. Han studsede over den og samlede den instinktivt op, men forventede ikke at finde ejermanden. I hvert fald ikke før, det gik op for ham, at der sad en ung kvinde på en bænk, kun et enkelt skridt derfra.

Ud fra hendes tøj at dømme var der ingen chance for, at hun var adelig, men modsat andre højbårne, afholdt det ham ikke fra at tage de to skridt derover og klare halsen ganske let. Han holdt hånden med den fingerløse handske lidt op, så hun kunne se den, men rakte den ikke frem med det første. "Undskyld mig, frøken," brød han ind, skønt en baron ikke teknisk behøvede undskylde sig overfor tjenestefolk. Han var dog generelt en venlig sjæl. "Jeg fandt denne i sneen. Tilhører den dig?"

[Villine Kammerpige]

De drømmende øjne skiftede udtryk til overrasket, da hun opdagede, at ikke nok med at hun ikke længere var alene, så var der også nogen der talte til hende. Hun skubbede benene ned fra bænken, så hun sad som en dame og ikke som et barn og så op i mod manden, de rud fra tøjet at dømme, havde meget mere ret til at være her end hun havde. Blikket i hans øjne virkede dog venligt, men hun var ikke kendt for at være den bedste menneskekender. Hun vurderede ofte forkert ved første øjekast.

Handsken han rakte frem mod hende, var ganske vist hendes, fandt hun ud af, da hun så ned mod sine hænder og fandt den ene bar. “Undskyld. Jeg havde slet ikke opdaget den var væk” hun tog forsigtigt imod handsken og kunne pludselig mærke, hvor kold hånden egentlig havde været uden den. “Skal jeg flytte mig, så de kan sidde?” det var måske dumt at spørge, for hun havde allerede rejst sig. Det var jo nok ikke en kammerpiges plads at sidde her og se på sneen. Hendes hænder var samlet foran sig og blikket søgte automatik mod jorden, men blev fanget af de små smukke snefnug der fortsat dalede ned over roserne.

“Jeg sad i mine egne tanker. Det må de undskylde herre” det var det sikreste valg af tiltale, når hun ikke kendte hans præcise titel endnu. Det havde været svært at lære, da hun startede i huset Af Sangy, det med at lærer hvordan man tiltalte hvem og hvem, der havde hvilke titler. Det var stadig svært for hende at huske og ikke mindst at kende forskel på. Så længe hun huskede at kalde sin frue for nådige frue, skulle det hele nok gå.

[Philippe af Neaune]

Der var utvivlsomt adelsmænd, der aldrig ville have skænket tjenestepigen et blik og de, der ville have set hende, men have reageret negativt på de friheder hun tog sig. Philippe gjorde dog ingen af delene, mild som han var og rystede da også blot lidt på hovedet. “Endelig ikke, frøken,” forsikrede han og smilede svagt.

“Jeg kender såmænd godt til at blive optaget af egne tanker og jeg beklager, at jeg afbrød dine,” fortsatte han, selvom han virkelig ikke behøvede at beklage noget som helst overfor en tjenestepige. Sådan så han dog ikke på verden. Man var kun så god, som man behandlede dem under sig.

[Villine Kammerpige]

Det gjorde hende nervøs at være i denne mands selskab, mest fordi han var fremmed, men også fordi han tydeligt var adelig og hun følte, at hun virkede rebelsk eller ikke værdsatte dem. Det var ikke sandt og hun ville så gerne virke som en respektfuld kammerpige, men hun mistede så tit hovedet eller var klodset. Hænder foldede sig om hinanden foran hende i en nervøs vane hun brugte, når hun skulle finde ro i sig selv. “Jeg ville ikke være til besvær, jeg ved godt, at jeg ikke burde være her og de blot er flink” hun så ned i jorden denne gang uden at prøve ikke at gøre det.

“Gør de?” hun så overrasket op på ham med store blå øjne. Hun troede ikke at de adelige sådan havde muligheden for at blive grebet af egne tanker. Faktisk troede hun lidt det var en af hendes mange fejl. “Hvilke tanker fanges de af?” hun greb sig selv i at det var et meget nysgerrigt spørgsmål og måske endda snagende. “Undskyld. De behøver ikke at svare.. Jeg..” hun strøg sig nervøst i håret.

[Philippe af Neaune]

Philippe var ærligt talt en temmelig tilgivende lensherre, eller måske bare mand i det hele taget, og han holdt ikke de tydeligt impulsive ord mod den unge pige. Tværtimod smilede han ganske svagt og tillod sig at blive stående en stund. Han bøjede nakken let i en anerkendelse af, at han vidste, at han ikke behøvede at svare, men valgte at gøre det alligevel.

"Åh, der er såmænd så meget," svarede han godmodigt. "Har du selv oftest én ting, der fylder dine, frøken? Jeg oplever gerne, at det modsatte er tilfældet for jeg selv."

[Villine Kammerpige]

Selvom adelsherren var ganske venlig og ikke mindst behageligt selskab, følte hun sig malplaceret lige pludselig. På sammen tid kunne hun ikke få sig selv til at flytte sig og gå tilbage for at vente på sin frue. Det var ikke ofte hun havde andre end hende og Sangys husholdning at tale med. Det var måske en endda befriende om end lidt skræmmende på én og samme tid.

Blikket slap sneen og søgte ham et øjeblik. “Ikke ofte. Sneen samler min tanker mere end ellers” indrømmede hun med et meget forsigtigt smil, der lynhurtigt forsvandt igen. Nogle gange var det blot én ting tankerne fyldtes af, men hun ville ikke nævne dette for noget, slet ikke en fremmed.

[Philippe af Neaune]

Philippe smilede mildt over ordene og samme mildhed nåede op i de lyse øjne, som han bøjede hovedet i et let nik.

"Ganske så," medgav han, hænderne endnu samlet på ryggen. Nu lod han dem dog falde, som han gjorde anstalter til bevægelse. "Jeg vil lade Dem vende tilbage til tankerne, frøken. Forhåbentlig med et bedre værn mod kulden nu."

[Villine Kammerpige]

Sneen var holdt om med at falde, men lå stadig som det smukkeste tæppe over slothavnerne og iklædte planter og blomster et smukt hvidt skær. “De er ganske venlig Nådigherre” fremtvang hun. “Det er ikke alle adelige der ville lade en simpel kammerpige blive her” måske det var dumt sagt, men hendes mor havde en gang som at komplimenter altid var noget man skulle give, når man havde et og hun mente det komplimenterende og fra hjertet.

Der skulle meget til at vippe hende ud af sin nervøse skal, men han havde et varmt nærvær, der gjorde det lettere for hende ikke bare at gå i stå. “Taler De altid så frit med tjenestefolkene?” hun var lidt nysgerrig fordi det ikke var noget hun var vant til at herrerne og fruerne gjorde.

[Philippe af Neaune]

Philippe havde lagt an til at gå, men som hun selv sagde, så var han venlig og af samme årsag forblev han lidt endnu, uden at lade sig fornærme af hendes spørgsmål. Han rankede sig dog lidt over formuleringen, men svarede alligevel.

"De er vel menneske lige så vel som jeg, er De ikke?" spurgte han. "Vores forskellige pladser i verden betyder næppe, at jeg ikke bør behandle Dem som et sådant."

[Villine Kammerpige]

Villine havde ikke opdaget, at han ville gå før spørgsmålet var faldet ud over hendes læber. Han stoppede derfor op for at svare og hun fik dårlig samvittighed. “Det er vi vel alle sammen” gav hun ham ret med et blik med fødderne inden hun tvang det op igen.

“De er en god mand Nådigherre. Undskyld jeg har holdt dem fra deres pligter” afsluttede hun med et forsigtigt nik. Hun ville ikke holde ham, hvis han ønskede at gå.

[Philippe af Neaune]

Philippe var uden tvivl en god mand, men han havde også ting at se til og ved hendes ord smilede han mildt. Nakken blev bøjet ganske let i hilsen.

"Tak for samtalen, frøken," svarede han blot venligt. "Pas på, at De ikke forsvinder i sneen," tilføjede han godmodigt, før han fortsatte på sin vej.

Lukket?