En våd aften i skæbnens tegn

[Genevieve af Neaune]

Philippe af Neaune

En uge tidligere:
”Komtesse,” hviskede kammerpigen ind i Agnes’ øre en tidlig morgen, hun lå i kobberkarrets varme vand. ”De har stadig ikke blødt.”
Agnes rettede sig op med et ryk, så vandet skvulpede ud over kanten. Hun stirrede på det sammenkrøllede, kridhvide lagen, kammerpigen havde i favnen. Få sekunder senere havde Agnes’ ansigt antaget samme farve.
”Sig det ikke til nogen,” hviskede hun, mens gruen gik op for hende. Hendes månedlige blødning kom altid til tiden.
Men ikke denne gang, og det betød én ting.
Hun var med barn.

----

Regnen silede ned over Levagnys gader, fossede ned over tagene og strømmede gennem gaderne, hvor de skyllede møg og skrald med sig. De få uheldige individer, der var nødt til at befinde sig ude i disse våde aftentimer, hastede af sted med hætterne over hovederne.
Agnes lagde ikke mærke til regnen, der for længst havde gennemblødt hende. Hun stirrede op på vinduet, hvor en lysestage kastede et skær gennem ruden og ud i natten. Hendes kommende forlovede sad derinde et sted.
Kammerpigen trippede uroligt ved siden af.
”Er De sikker på alt dette?” spurgte hun for femogtyvende gang.
”Ja, Sophie. Bank på døren.”
”Men en af tjenerne, vil opdage det. Sladderen vil sprede sig om dette upassende besøg!”
”Det er også meningen.”
Med et suk bankede kammerpigen på døren, og efter et øjeblik dukkede en tjener op. Hun genkendte hurtigt komtessen, der havde været på besøg for blot få dage siden. Gæsterne blev vist indendørs og ind i en varm gang.
”Vent her. Jeg giver den unge herre besked.” Hun forsvandt hen ad gangen. Agnes hev hætten ned. Hendes våde tøj havde allerede lavet en pøl på gulvet.
Da tjeneren vendte tilbage, bad Agnes sin kammerpige om at forblive. Så fulgte hun efter tjeneren og trådte ind i Philippe af Neaunes studerekammer.

[Philippe af Neaune]

Philippe af Neaune anede ikke uråd om, hvad han havde i vente, som han denne regnfulde aften sad bøjet over en stak af korrespondancer. Han var ganske optaget af arbejdet og tilpas overrasket, da en tjener bankede på og annoncerede, at der var kommet gæster.

Tidspunktet og vejret taget i betragtning antog han, at det måtte være en væbner med presserende nyt og af samme grund lod han blot tjeneren vise den besøgende ind på sit arbejdsværelse, frem for at tage imod i et af husets stuer.

Derfor var han også komplet uforberedt på synet af den unge, smukke og absolut drivvåde kvinde, der kort efter trådte ind. Øjnene spærrede sig vidt op og han rejste sig så brat, at den massive stol kort vippede faretruende. "Komtesse Ivray," hilste han, chokket og ikke mindst bekymringen tydelig i stemmen. "Er der hændt Dem noget?"

[Genevieve af Neaune]

Agnes sænkede blikket og nejede for Philippe. Hun så sig automatisk over skulderen, da tjeneren lukkede døren i bag dem, så det unge par var alene. Uden en selskabsdame havde hun allerede nu overtrådt grænsen for, hvad der var passende.

”Ridder Philippe,” hilste hun blidt. Han så tydeligvis chokeret ud over hendes pludselig opdukken. Pludselig virkede hendes idé aldeles tåbelig. Der var ingen garanti for, at Philippe ville finde hende attråvækkende. Hun havde heller aldrig forført nogen før. Nej, hun var opdraget til det stik modsatte – at forblive kysk og forbeholden indtil hun blev gift. Hvordan gjorde man?

”Nej, intet er hændt mig. Tilgiv mig for at dukke op her uden videre,” sagde hun hurtigt. ”Jeg håber ikke, det skaber problemer for Dem.”

[Philippe af Neaune]

Philippe kunne ikke komme på andre årsager til at den unge komtesse, der var både gennemblødt og alene, ville være der, andet end at noget ganske skrækkeligt måtte være hændt hende og at han havde været den nærmeste hjælp.

Derfor blinkede han for anden gang overrasket, da hun benægtede at det var tilfældet og han blinkede en enkelt gang. "Nej," fik han dog endelig svaret, en anelse forvildet. "Nej, naturligvis ikke ..." Brynene trak sig dog let sammen. Faktisk var det ganske skandaløst, at hun var der uden en anstandsdame, men det faldt ham ikke ind at afvise hende og i sidste ende vandt den overraskede forundring også over ham.

Han sparkede sig selv i gang, efter at være gået helt i stå i et par sekunder. "Mine beklagelser, Nådigfrøken. De må fryse," fik han endelig frem, en anelse forfærdet over først at indse det nu. Han greb sin kåbe fra stolen og krydsede afstanden, så han tøvende kunne lægge den om hendes skuldre; omhyggelig med ikke at røre hende upassende. "Men ... Tillad mig. Hvad kan jeg så gøre for Dem?"

[Genevieve af Neaune]

Det gik op for Agnes, at hun faktisk skælvede en anelse – måske både på grund af nervøsitet og kulden, der gennemtrængte hendes drivvåde krop. Tjeneren havde allerede taget kappen, og nu var hun blot iført sin kjortel, der klæbede sig tæt til huden.
Taknemmeligt tog hun imod kåben, Philippe lagde om hendes skuldre. Han var tæt nok på til, at hun kunne dufte ham; en blød, varm duft af blæk og røg fra pejsen. Hun skævede kortvarigt op mod hans bekymrede ansigt, men han havde trukket sig tilbage, før hun kunne granske ham. Kunne hun overhovedet få sig selv til at gå så langt med denne halvfremmede mand?

Ved hans høflige spørgsmål lirede hun den indstuderede undskyldning fra sig. ”Ser De … jeg havde tilbragt aftenen med at snakke om vores kommende bryllup med mine forældre. Da jeg var på vej op til mit kammer, begyndte alting pludselig at snurre. Tilgiv mig, ridder Philippe, men jeg mærkede pludselig en angst over at skulle gifte mig med en fremmede mand. Pludselig følte jeg et altoverskyggende behov for at … lære Dem bedre at kende.” Hun kiggede brødebetynget ned i gulvet. ”Jeg burde selvfølgelig have tænkt mig om og arrangeret et møde om dagen, men jeg kunne ikke tænke klart i det øjeblik. Jeg forstår udmærket, hvis De ønsker at jeg vender tilbage på et andet tidspunkt.”
Hun så op på ham med sine strålende blå øjne, der bønfaldt om forståelse.

[Philippe af Neaune]

Kåben var naturligvis for at skærme hende fra kulden, men måske også for hendes anstændighed. Han tillod i hvert fald ikke sit blik at falde, men betragtede hende blot med reel bekymring og omsorg.

Af alt han kunne have forventet, ville han dog næppe have gættet, hvad hun ville sige nu og i flere øjeblikke så han blot himmelfaldent på hende. Det tog ham tid at finde ord, men han fik lukket de let adskilte læber og rynkede i stedet alvorligt på brynene.

"Nej. Nej, det er i orden," forsikrede han, selvom hans anstændighedssans ikke var umiddelbart enig. Han kunne dog absolut ikke afvise hende, som hun stod der nu, helt blottet. I sin bekymring mærkede han en ømhed for denne smukke, unge kvinde. Rynken mellem hans bryn blev mere udtalt. "Jeg håber ikke, at De er bekymret for, at jeg vil behandle Dem dårligt, nådigfrøken. Det kunne jeg ikke bære, at De bekymrede dem om."

[Genevieve af Neaune]

Lettelsen var mærkbar i Agnes’ ansigt, da han frem for at afvise hende godtog hendes forklaring. Hun havde brugt lang tid på at finde på en undskyldning for at komme anstigende til Philippes hjem så sent, og til sidst var hun endt med en løsning, der delvis var sand; hun var bange for at gifte sig med en mand, hun kendte så lidt til. Resten af grunden til besøget forsøgte hun dog desperat at undertrykke for ikke at lade den dårlige samvittighed og sorgen over at have mistet Kilian Baptiste for altid overfalde hende.

”Tak,” sagde hun lettet. Blikket strejfede en af de to stole foran ildstedet, og hun løftede et tavst øjenbryn som spørgsmål til, om hun måtte sætte sig.

I næste øjeblik løftede det andet bryn sig også i overraskelse. ”Det havde end ikke strejfet mig,” sagde hun hastigt. ”Jeg ved, De er en mand af ære, ridder Philippe. Og … vil De ikke nok kalde mig Agnes?”

[Philippe af Neaune]

Det var skandaløst at hun var der alene, endda så sparsomt klædt, men de stod til at blive gift og Philippe ville ikke blive den, der spolerede hendes rygte. Tværtimod kerede han sig for hende. Ville beskytte hende.

Han blinkede, men slog snart ud med hånden i opfordring, skamfuld over, at han ikke allerede havde opfordret hende til at sidde. Han tog selv plads, tøvende, men med blikket på hende og let hamrende hjerte.

"Hvis du ønsker det... Agnes," svarede han, uvant med at være dus med en ung kvinde, men også med hamrende hjerte over det. "Jeg ønsker intet andet, end at du skal føle dig tryg. Hvad kan jeg gøre?"

[Genevieve af Neaune]

Agnes satte sig elegant i den ene bløde stol. Den stod en smule skråt, dels vendt mod Philippes stol og mod ildstedet, hvis flammer sendte en blød, kærkommen varme imod hende. Hun smilede let til ham, da han udtalte hendes navn. Lyden sendte samtidig en rislen ned langs hendes rygrad, som om hun vidste, at ved at overtræde denne grænse var der ingen vej tilbage. Hun havde brudt en barriere, de først skulle være passeret efter deres bryllup.

”Du er en god mand, Philippe,” sagde hun stille og ignorerede knuden i maven. ”Vil du ikke fortælle noget om dig selv?” spurgte hun. ”Hvordan var du som barn?” Selvom hun så rolig ud udadtil, afslørede de lettere skælvende sammenflettede hænder hende.

[Philippe af Neaune]

Hjertet voksede lidt i brystet på Philippe og han erfarede, at det var vigtigt for ham, at Agnes tænkte netop det om ham. Ved hendes spørgsmål slog han dog blikket ned, næsten forlegent, men også med et svagt smil på læberne.

"Ikke frygteligt interessant, er jeg bange for," advarede han mildt. "Jeg brød mig bedre om at sidde inde og læse end at klatre i træer." Og det havde ærligt ikke rigtigt ændret sig.