En solstråle

[Christophe af Migran]

Til: Peronelle af Bonville
Sted: På en lidt tilfældig gang ved undervisningslokalerne
Tid: Formiddag
Vejr: Solskin

Solens stråler skinnede ind af vinduet, hvis brede vindueskarm Christophe havde placeret sig i. Det var lidt en blandet fornøjelse, for han var alt for træt til alt det lys, men strålerne var varme og det kunne han godt bruge lige nu. Han havde ikke sovet i sin egen seng, men tilbragt natten ved en enkefrue i en bred, velduftende seng med behagelige tæpper og lagner. Ikke at der havde været meget tid til at sove - nogle gange overraskede det ham stadig, hvor meget energi, der var i de ældre kvinder, det var somme tider så slemt, at han knap kunne følge med. Men lidt søvn var det da blevet til, bare ikke nok til, at han følte sig specielt levende i dag.

Han havde sprunget første undervisningstime over, og ventede bare på, at hans hold skiftede lokale, så han kunne snige sig med. Han var ikke helt sikker på, hvor de skulle hen, men de ville uden tvivl komme denne vej. Der var god tid, og han overvejede lidt at tage en lur med ryggen mod muren, men først skulle han lige skrive lidt i sin kodede notesbog. Bare en note om, hvem, hvad og hvor. Bagefter sad han lidt sløvt og bladrede i den. Åh, han havde lyst til at droppe skolen helt i dag og faktisk få lidt søvn i sin egen seng.

[Peronelle af Bonville]

Perrie havde haft morgentimer og nu var det tid til privat meditation. Det var ikke hendes favoritbeskæftigelse, men det var nødvendigt. På vejen fra undervisningen så hun dog Christophe og fremfor alt gå lige forbi ham, hængt rotte som han lignede, gik hun hen og knipsede foran hans ansigt.

"Hej, hjemløse," hilste hun. "Universets ejendom er ikke dit soveværelse."

Hendes mundvige sitrede under et drillende blik.

[Christophe af Migran]

Måske Christopher alligevel havde været ved at blunde hen, for han opdagede ikke rigtigt, at der kom nogen. Ikke før nogen knipsede lige foran ansigtet på ham, hvilket fik ham til at spjætte lidt forskrækket og se op. Perrie. Lille specielle Perrie med den skræmmende onkel. Christophe kunne godt lide komtessen, der absolut ikke opførte sig som en. Hun var anderledes, hvilket han absolut ikke så som noget dårligt. Og så var hun åbenbart immun for hans charme, for hun afviste ham hver gang, han forsøgte at starte noget. Ak ja.

Han klappede hurtigt notesbogen sammen - ikke at hun kunne læse, hvad han havde skrevet, det var hans egen lille kode, der fyldte siderne, men derfor brød han sig stadig ikke om, at folk kiggede i den.
"Perrie! Min lille rødkælk. Har din onkel ikke lært dig, at det ikke er pænt at snige sig ind på trætte gamle folk?" Han grinede til hende og stak notesbogen på plads i den lille bæltetaske.
"Hvad laver du så af ballade i dag?" Han trak et ben op og hvilede en arm på knæet.

[Peronelle af Bonville]

Perrie skævede lidt til bogen, der blev klappet sammen og hævede et enkelt bryn let over det, før hun så Christophe i øjnene. Hun vidste ikke hvad han gemte i siderne, men det var sikkert en liste over hans erobringer, hvis hun skulle gætte.

"Ingen ballade herfra," svarede hun og tiltede hovedet lidt. "Skal du med hen og meditere?"

[Christophe af Migran]

Hendes blik efter bogen gik ikke ubemærket hen, men han lod som ingenting. Det var hans lille bog fyldt med hemmeligheder, ingen nogensinde skulle se, og han havde et evigt håb om, at ingen kunne knække hans kode, skulle de prøve. Ikke så meget for hans egen skyld, men for alle de navne, der var nævnt i den, med deres små præferencer og lyster.

Hendes spørgsmål fik ham til at skære ansigt. Meditation.
”Jeg tror bare, at jeg bliver smidt ud, når jeg begynder at snorke. Desuden har jeg undervisning om lidt. Der plejer jeg at få lov til at sove i fred.” Han grinede lidt, hvilket dog endte ud i et længerevarende gab. Dovent løftede han armene op over hovedet og strakte sig, hvilket gjorde ham opmærksom på alle stregerne ned ad hans ryg, hans natlige underholdning havde givet ham.
”Sker der noget spændende senere?”

[Peronelle af Bonville]

Perrie hævede begge øjenbryn en anelse, men hun havde for længst opgivet at pointere overfor Christoph at grunden til at nogen mennesker fandt ham ret svær at holde af, kunne være fordi han tog sin uddannelse ekstremt meget for givet, selvom den var så dyr, at størstedelen af Levagnys borgere aldrig kunne drømme om at komme i nærheden af den, selv hvis de havde Gaven. Hun holdt også af at feste, fjolle og opføre sig tosset, men selvom hun kunne blive døsig i meditationen, så vidste hun hvor vigtigt den var for at få og bevare den fulde kontrol over Gaven. Christoph havde hørt samme formaninger, men tog dem aldrig rigtig så seriøst. Måske var essensen at der ikke var særlig meget han tog seriøst.

Alt det satte hun dog ikke ord på, men nøjedes blot med at kaste et sigende blik over ham, før hun rystede langsomt på hovedet og lænede sig lidt mod stenmuren med et skuldertræk.

"Det ved jeg ikke. Gør der? Du risikerer nok at sove fra det," svarede hun en anelse spidst, men med et glimt i de lyse øjne.

[Christophe af Migran]

Det var ikke fordi, at Christophe ikke tog sin uddannelse seriøst, han havde bare en anden prioritering, som skubbede den lidt i baggrunden. Han kunne følge med, selvom han lavede et minimum af arbejde. Det var ikke jura i sig selv, han havde problemer med, det var mere den måde undervisningen foregik. Det måtte kunne gøres mere spændende, mindre slavisk. Men intet så ud til at ændre sig, som han trods alt kom fremad i uddannelsen. Så måtte de også bare finde sig i, at han hellere ville leve sin ungdom end at trælle over bøgerne.
Var han privilegeret? Meget. På nogen punkter var han klar over det, på andre ... ja, knapt så meget.

Hendes blik fik ham til at smile skævt. Lille Perrie, der havde en ild i sig, der ikke kunne fornægtes. Selvom han lagde an på hende det meste af tiden, regnede han med, at hun var klar over, at det mest bare var i sjov. Han så hende som en ven, ikke en, der skulle med i hans seng. Selvom han uden tvivl ikke ville sige nej, hvis hun en dag selv tilbød.
"Nu skal De ikke være fræk, lille frøken Bonville, ellers kan De få en tur over knæet." Han klappede sig på det ene lår, stadig med et skævt smil på ansigtet.

[Peronelle af Bonville]

Perrie fnøs og hævede begge bryn lidt. Hun havde sgu aldrig været over nogens knæ. Nogen ville mene det var en af hendes onkels store fejl. Nogen tog selvfølgelig fejl.

"Ellers tak," svarede hun tørt. "Jeg har det faktisk lige så godt."

Hun kneb øjnene lidt sammen. "Jeg tror vi tager på en af de finere kroer i aften. Holder lige en pause fra Falken..."

[Christophe af Migran]

"En eller anden dag, er der nok nogen, der tager initiativet, med den attitude du ligger for dagen, min vipstjert." Han løftede det ene øjenbryn og smilede skævt. Det var ikke en trussel, bare en let konklusion, han selvfølgelig håbede på, aldrig ville blive sand. Han troede ikke på vold, og slet ikke mod en som Perrie. Hun havde en spids tunge, som han en gang i mellem følte var lidt for spids, det var som om, at hun altid skulle bevise noget. Men hende om det, han kunne godt lide hende alligevel.

"Oh? Hvad er der nu galt med Falken?" Spurgte han og lagde hovedet lidt på skrå, mens han skubbede benet ned over kanten på den brede vindueskarm og satte hænderne ned på kanten ved siden af sine ben, hvilket fik ham til at læne sig lidt fremover, og derved kom nærmere hende. Han smilede stadig med sin sædvanlige udstråling af manglende seriøsitet.

[Peronelle af Bonville]

Perrie undlod at underholde med skæbnen, der ville falde på sådan en person, der forsøgte at gøre hende noget fysisk. Hun havde tænkt sig at blive så mægtig en magiker at ingen kunne røre hende. Selv nu var det svært. Hun var trods alt også kommandantens datter niece.

Lettere skyldbevist skrabede hun med den ene fod og trak på skuldrene. "Bare en simpel misforståelse med en håndværker," forsikrede hun. "Vi holder bare lige lav profil en tid... Desuden er der så mange andre kroer!"

[Christophe af Migran]

En simpel misforståelse med en håndværker? Christophe kneb øjnene lidt sammen, stadig med et smil, men også lidt mistroisk. Hvad havde hans lille sangsvale nu haft gang i af ballade?
”Hvad har din skarpe tunge nu rodet dig ud i, Perrie?” Der var ikke noget negativt i hans stemme, den smilede lige så meget som hans øjne. Han tog ikke sådan noget så tungt, men han ville gerne drille hende lidt med det. Hun kunne tage det. Ellers kunne hun stikke ham en flad, det var ikke lykkedes ham at drille hende nok til det, utroligt nok. Og heldigvis. Han var blevet plasket til mere end én gang, men vand kunne han overleve.

”Jeg tager altså ikke på Den fede kat, så er du advaret,” sagde han så med et løftet øjenbryn. Falken gik lige, men Den fede kat var en helt anden boldgade.

[Peronelle af Bonville]

Perrie fnøs lidt og trak på skuldrene. "Vi finder på noget. Der er mere end de to muligheder," pointerede hun. Det var en stor by. Kroer nok til at give Falken en pause i et par uger. Det var uanset et håndværkervandhul. De behøvede ikke konstante besøg af studerende.

"Og det var vist mere et problem med en øl, der forsvandt end min tunge," svarede hun med et glimt i øjet. "Der vil altid være en straf for at være et røvhul overfor elementarmagikeren..."

[Christophe af Migran]

Nu havde Christophe bare lavet sjov, da han nævnte Katten, for han regnede ikke med, at nogen i gruppen havde lyst til at bevæge sig ned i det hul. I slummen. Et sted selv Christophe var for fornuftig til at komme. Han var lidt for glad for sit liv og sine penge.
"Hvad med Svanen, deres kok kan bare et eller andet." Han klappede sig på maven med et smil.

Et smil, der blev til en latter, som Perrie fortalte, at hun havde pillet ved håndværkerens øl.
"Jeg gad godt have set hans ansigt. Men han havde sikkert fortjent det." Han blinkede til hende, stadig ret sikker på, at hendes tunge havde haft noget at gøre med det hele. Men skidt med det. Hun var et stridt lille kvindfolk, godt for hende!

[Peronelle af Bonville]

Perrie smilede skævt og trak på skuldrene. "Tro mig," svarede hun let drævende. "Du gad ikke se hans fjæs. Det var temmelig grimt."

Måske ikke direkte hæsligt, men når man var et røvhul så man grimmere ud, så hun huskede Odilon Slagter som gyselig.

"Vi kan godt tage på Svanen, men det bliver dyrt... Jeg tror nogen får brug for at du er lidt gavmild. Hende den nye også. Svea Købmand."

[Christophe af Migran]

Igen fik Perrie Christophe til at le lidt, som hun beskrev håndværkeren, hun var kommet i uføre med. Om han faktisk havde været grim eller ej, det var ikke til at sige, men han troede da på Perrie, når hun påstod det.
"Jeg kan nu ikke lade være med at føle lidt med ham, sådan at miste sin øl. Grim eller ej." Han rystede lidt på hovedet over sin lille venindes påfund.

Smilet forsvandt dog, da hun påstod, at der vare brug for hans gavmildhed. Det fik ham til at vrænge ansigt.
"Tror I alle sammen, at jeg svømmer i penge, bare fordi familien gør? Jeg får jo næsten ikke lommepenge!" Det var i og for sig sandt. Han fik lommepenge, men hans problem med at spille var kendt hjemme, og de gav ham slet ikke så meget, som det var passende. Hans penge kom fra det, han tjente ved at underholde Levagnys ensomme damer. Det var hårdt arbejde og hårdt tjente skillinger! Og nogle af dem gik til det eneværelse, han havde opgraderet sig selv til. Forældrene betalte stadig for et tosengsrum, men det kunne Christophe ikke med. Han havde brug for privatliv.

Med et suk rakte han ned og rystede sin pung, der hang i bæltet. Hvor meget havde han?
"Jeg kan måske give en enkelt omgang eller to," sagde han så lidt fortrydende. Der røg en aften på Den sorte hund. "Er hun pengene værd, hende Svea?" Ord, der kunne fornærme, men det var mest for at høre lidt mere om hende, nu han ikke havde mødt hende endnu.