Forvist fra hjemmet

[Peronelle af Bonville]

Perrie hævede et enkelt bryn af svaret og var ikke imponeret. Hun havde ingen intention om at give en komplet fremmed sit navn. Særligt ikke en, der så ud som manden foran hende eller talte som han gjorde. Hun var til gengæld fuldstændig rolig og hendes mundvige sitrede svagt over hans interessante valg af øgenavn, der mest lød som en adelig kvindes lille skødehund. Selvom hun ikke reagerede det store med sin ansigtsmimik, kunne hun simpelthen ikke styre sig helt fra at bruge sin gave til at spille ham et puds. Vand var hendes element og øllen i hans krus var tæt nok på til at den var helt i hendes magt.

Hun trak diskret sin langefinger over bordet og visualiserede væsken bevæge sig i et bånd ud over kanten på kruset, ned under bordet og samle sig i hendes anden hånd, som var i skjul af træet. Det skete i en glidende bevægelse, imens hun så ham i øjnene, men hans krus var tomt, selvom han lige havde købt et nyt.

Hun svarede ham ikke, men sad blot og ventede på at det gik op for ham, at han manglede noget.

[Odilon Slagter]

Den tavse behandling, hva’? Var han virkelig så irriterende? Odi rynkede brynene ganske svagt og valgte at fastholde blikket på hende i håbet om, at der lige om lidt ville komme endnu en tirrende kommentar fra hende. Men det skete ikke, og snart måtte han bukke under for ubehaget ved den døende samtale ved at lade sine øjne søge andetstedshen. Derfor bemærkede han absolut intet, da øllet nærmest snoede sig som en slange ud af kruset og under bordpladen.

Nåh, det her var vist nået vejens ende. Måske han bare skulle skynde sig at få drukket det sidste og sagt pænt farvel. Arbejdet ventede trods alt derhjemme, og hvis nu han tog den længste omvej, var der forhåbentlig faldet ro på igen, når han atter satte fod i det kaotiske hus.

Odi skævede kort til den unge kvinde overfor sig, inden det tomme krus blev løftet op til munden, og et meget forvirret udtryk tegnede sig kort efter på det beskidte ansigt. Han lignede ét stort spørgsmålstegn, da han glanede ned i kruset, som mindst burde have været halvt fyldt med øl, men det eneste, der mødte hans undrende blik, var den bare bund. De grønbrune øjne dartede mellem kruset i hans hånd og den rødhårede tøs.

“Hvad har du gjort?” lød det bebrejdende fra ham.

[Peronelle af Bonville]

Perrie var ret selvtilfreds og formåede ikke helt at skjule smilet. Samtlige hendes undervisere på universitetet ville have anklaget hende for at spilde sine kræfter på meningsløse gøglerier. De var her heldigvis ikke nu.

Hun smilede svagt og trak på skuldrene. "Hmm? Hvad taler du om, Bobo?"

[Odilon Slagter]

Nok havde Odi ikke gået i skole, men han var altså ikke født bag en vogn. Og nu syntes han, at den forældreløse tøs var begyndt at blive lige lovlig kæphøj.
Øjnene kneb sig mistroisk sammen til små sprækker, som forsøgte han at skære sig vej gennem pigens åbenlyse løgn. Hun kunne ikke have drukket al øllen, uden han ville have bemærket det. Hans blik havde kun veget bort fra hende et ganske kort øjeblik. Det efterlod næsten kun én tilbagebleven mulighed – for han kunne umuligt have fortrængt, at han selv havde tømt bægeret. Der var et pænt stykke vej endnu, før han ville være så snalret. Faktisk følte han sig pludselig ufattelig vågen. Det måtte være den simrende irritation, der havde pustet lidt ekstra liv i ham.

“Du ved udmærket, hvad jeg taler om, Fifi. Jeg ved ikke, hvordan du gjorde det... men hvis du kan få øl til at fordufte, må du også kunne få det tilbage igen med din... gave.” Han var på ret bar bund, når det kom til forståelse af magi, men dét her stank i hvert fald langt væk af det.
Kruset blev insisterende skubbet frem mod hende.

[Peronelle af Bonville]

Perrie betragtede kruset, før hun trak på skuldrene. Hun havde stadig et fast greb om væsken, der svævede i luften i skjul af bordet. Lyse øjne glitrede og var låst fast i håndværkerens.

"Jeg tænker du er lidt en svamp, Bobo. Men det kan jeg ikke bebrejde dig. Måske skulle du holde lidt igen, hvis du ikke kan holde styr på hvad du har drukket?"

[Odilon Slagter]

Det var svært at ignorere den tiltagende smag af bitterhed, der var begyndt at sprede sig i munden. Typisk tog Odi sig ellers ikke af den slags narrestreger – oftest blev de rystet af med et grynt eller et grin – men faktummet, at hun var så meget yngre end ham, og tilmed en kvinde, generede ham mere, end han havde lyst til at indrømme.

“Er du klar over, hvor irriterende du er? En rigtig gimpe.” Retorisk, selvfølgelig, og han havde undervejs måttet bekæmpe en ustyrlig trang til at sparke hende under bordet. Det var jo fuldstændig ligesom at sidde til bords med kvindeflokken derhjemme, når de rottede sig sammen mod de to slagtere. Der lå da også en vis spøgefuldhed i hans stemme, selvom irritationen var ægte nok.

[Peronelle af Bonville]

Perrie hævede et bryn, men var ikke imponeret. Slet ikke, faktisk. Hun var ikke blevet opdraget til at skamme sig over sit køn og gjorde det på ingen måde.

"Sikke et stort ord du fandt igen," svarede hun roligt. "Tror du det hjælper dig med at finde en øl?"

[Odilon Slagter]

Øl var der måske ikke meget af, men hans eget, indre bæger var til gengæld fyldt til randen med ren frustration over den vedholdende møgunge. Han kunne til dels finde sig i, at hun nedgjorde hans intelligens, men at stjæle hans øl og lade som om, hun var uskylden selv? Dét var eddermaneme for frækt – og dråben der i sidste ende fik bægeret til at flyde over.

“Du skylder mig en øl!” forlangte han højlydt efter at have slået en knyttet hånd i bordet. Hvis hun kunne tillade sig at være så tarvelig, så kunne han også.
Et spark blev uden tøven sendt afsted mod den unge kvindes skinneben. Ikke med fuld kraft men heller ikke ligefrem tilbageholdende. Hans øjne brændte ikke af vrede, men blikket i dem var alligevel ret skarpt. Nok ikke den bedste måde at håndtere det på, men trods alt bedre end at give hende en reel røvfuld, hvilket var det han allermest havde lyst til lige nu. Han var ikke så god med ord, når det kom til at belære ulydige hvalpe.

[Peronelle af Bonville]

Perrie var hjulpet en del af bordbenet imellem dem, men blev alligevel strejfet af en fod. Hun bandede og tabte koncentrationen, så øllen faldt fra hendes hånd og ned på gulvet.

Hun rejste sig brat op. "Jeg skylder dig absolut intet. Men du skylder mig en undskyldning," konstaterede hun.

[Odilon Slagter]

Odi udstødte et lavt, hånende grynt over pigens absurde påstand. Hun mente, at han skulle undskylde? Hah, sikke et selvbedrag. Dét kunne hun godt smide en hvid pind efter.
I modsætning til hende blev Odi siddende limet til sin plads og sendte hende et vældigt uimponeret blik. De havde efterhånden fået en del tilskuere.

“Jeg undskylder kun til folk, der fortjener det, og ikke en øl-tyv som dig,” sagde slagteren stivnakket.
Et øjenbryn blev løftet i ren provokation. “Skulle du ikke bare daffe hjemad og irritere den stakkel, som hænger på dig?”

[Peronelle af Bonville]

Det blev dråben, så at sige. Perrie var egentlig ikke rigtig vred, men hun var tilpas irritabel til at løfte fingrene og få den halve af sin egen øl op i luften, før hun sendte vandmassen direkte ned i hovedet på håndværkeren.

"Værsgo'," bød hun samtidig.

[Odilon Slagter]

Han nåede knap nok at bearbejde dét, der udspillede sig for næsen af ham, før det ramte ham lige i ansigtet – bogstavelig talt.
“Øv, du er en strid tæve!” røg det ud af ham. For ikke at få øl i øjnene, klemte Odi dem hårdt sammen og lod en hånd søge op for at tørre det værste væk. Munden havde derimod åbnet sig i rent chok over situationens udvikling. Han åbnede atter sine øjne og rettede dem som det første mod den iltre rødtop. Frustrationen lyste ud af ham.
Rolig, Odi, måtte han flere gange gentage for sig selv. Det gik ikke, at han lod sig rive alt for meget med. Lige i det her tilfælde ville en ung, nydelig piges ord nok vægtes højere end en beskidt, niogtyve-årig slagters. Hun lignede også en, som kunne græde på kommando, og det kunne han ikke hamle op med. Odi bed sig i indersiden af kinderne. Det smagte bittert.

I stedet for at rejse sig op og give hende en på skrinet, som hun så absolut havde gjort sig fortjent til, blev han siddende og tørrede resten af ansigtet af i trøjens ærmer. De var alligevel snuskede.
“Fint. Velfortjent.” Han gjorde virkelig sit bedste for ikke at lyde alt for sammenbidt. “Undskyld. Er du glad nu?”

[Peronelle af Bonville]

Perrie hævede begge bryn og betragtede hele minespillet udspille sig foran hende. Hun stod stadig op og lænede håndfladerne mod bordpladen, imens hun så direkte ind i håndværkerens blik, da han åbnede øjnene. Hun vidste hvad hun kunne, men hun havde ikke brug for en større slåskamp på Falken. Allerede nu kunne hun fornemme krofatters blik på hende og havde lidt kriller i nakken.

"På ingen måde, men jeg kan stille mig tilfreds med det," konstaterede hun. "Nu må du have en rigtig god dag, Bobo," ønskede hun ham ironisk, før hun tog sin kappe fra stolen og forlod ham og kroen dér, flere blikke følgende hende.

Forlader tråd?

[Odilon Slagter]

Odi ville have mumlet noget om prinsessenykker, men han lod endnu engang den voksne fornuft vinde og bed de usagte ord i sig. Han sad dog tilbage med en snert af fortrydelse over at have undskyldt. Det føltes lidt som et personligt nederlag, men i det mindste lod det til, at freden snart ville indfinde sig igen.

Han hørte, hvad der blev sagt, men erkendte hverken pigens afsked med ord eller gestik. Det eneste han gjorde var at følge hende på vej ud med let sammenknebne øjne, indtil den sidste flammende hårlok var ude af syne. Det krævede i hvert fald mindst en øl eller to ovenpå dén oplevelse, før han selv ville være klar til at drage hjemad.

Afsluttet.