Forvist fra hjemmet

[Odilon Slagter]

På Falken og Kronen, lige før middagstid.
Peronelle af Bonville

Odi var ikke velkommen i hjemmet i dag – og dét havde han skam ingen indvendinger mod! Den yngste af slagter-døtrene var for første gang vågnet op til blodige inderlår og havde lavet et vældigt postyr længe før, hanen galede. Tøsen havde været utrøstelig hele morgenen, og Odis forsøg på at forvandle tårerne til smil var røget fuldstændig i vasken; måske havde et teaterspil med to afhuggede hønsehoveder heller ikke lige været det bedste, mest empatiske påfund.
Men det var altså derfor, at han nu, før middag, sad og hang over det sædvanlige bord på Falken og Kronen. Hans foretrukne sted når tiden skulle fordrives. Solen stod ellers højt på himlen, men vinterkulden var stadig for dominerende til at tilbringe en halv dag udendørs, i hvert fald med andre, varmere valgmuligheder.

Det halvfyldte ølkrus blev skubbet fra side til side – hånd til hånd – i en kedsommelig, trancelignende tilstand, mens de grønbrune øjne overværede hvad, der lignede en opstart til et slagsmål. Heldigvis var det i det modsatte hjørne, så Odi burde være sikker i sin trygge krog. Og så alligevel...
Blikket søgte ned i kruset, som han få sekunder efter løftede op til munden og tømte det til den sidste dråbe. Han ville ikke risikere, at det blev væltet af bordet. Og med dén fart, nævekampen lod til at udvikle sig i, var det pludselig et meget sandsynligt udfald.

“Hey!” Røg det ud af Odi, da den ene af de beduggede stoddere sendte den anden lige ind i kanten på slagterens bord. Han skulle til at rejse sig op for at skabe lidt afstand mellem sit ansigt og de flyvende næver, men der var allerede nogen på vej hen for at skille dem ad – til stor beklagelse fra de omkringsiddende beskuere. Personligt var Odi helst fri for det. Der skulle væsentligt mere øl til, før den slags kunne gejle ham op. Så slagteren nøjedes blot med at synke yderligere sammen i ryggen og forankrede sit blik på det tomme krus, indtil det var knap så risikabelt at gå op og bede om en genopfyldning.

[Peronelle af Bonville]

Perrie var normalt absolut ikke på kro i dagstimerne. Hun havde et studie at passe. Hun havde dog en gæld fra en tidligere aften at betale, så hun var lusket hen til Falken med lidt klirrende mønter og et sødt smil til Acur Brygger - ikke at hendes taktik var at charme ham til rabat med kvindelist. Hun betalte ærligt det skyldte, men så brød en slåskamp op og den ene af de to krofattere fik travlt med at få styr på kamphanerne, der tilsyneladende var vrede på hinanden over en kvinde. Typisk.

Hun sank ned på en tilfældig stol med et enkelt krus og kastede et blik på slagsbrødrene, der blev halet væk. Så så hun på manden på den anden side af bordet og hævede begge bryn.

"Du skulle ikke også slås som et fjols, hm?"

[Odilon Slagter]

Det gav et tydeligt sæt i Odi, idet lyden af en kvindes stemme skar gennem kamptumlen. Så tæt på som hun sad, fandt de søgende øjne hende straks; men hun var både køn og ung, så hun kunne næppe have henvendt sig til ham... vel?
Tøvende slap han hende med blikket for at lade det glide rundt i de nærmeste omgivelser og kunne forbløffet konkludere, at der var en reel chance for, at spørgsmålet var tiltænkt ham. Opmærksomheden faldt derfor atter på den fremmede kvinde med den iltre, røde hårpragt.

“Mig...?” spurgte han, bare for at være på den helt sikre side, og rystede så kort på hovedet. Det her var temmelig uvant, men et beskedent smil fik alligevel forvildet sig ind over hans læber.
“Jeg slås kun, når jeg har drukket nok til at se dobbelt. Fire næver er bedre end to.”
Øh, okay, Odi – dét var så grunden til, at han til hver en tid burde holde munden lukket. Snebolden var dog allerede rullet afsted, så om det endte i et mindre sneskred eller en fuld lavine var vel underordnet?
“Så hvis du bliver hængende et par timer endnu, får du husets bedste plads til at se mig få en blodtud.”
Et åndet smil blev givet som en undskyldning på den endnu mere åndede bemærkning. Altså, det var ikke løgn – men at prale om ens ringe evne til at undgå knytnæver var intet mindre end tåbeligt.

[Peronelle af Bonville]

Perrie himlede temmelig teatralsk med øjnene over håndværkeren. Mænd, ærlig talt.

"Tak for advarslen," drævede hun. "Hvorfor skal mænd altid slås? Det er simpelthen for dumt."

[Odilon Slagter]

Det var et godt spørgsmål. Ét han havde hørt utallige gange før, oftest efterfulgt af et meget træt, dybt suk. Hvorfor skulle mænd altid slås? Odi ville gerne have svaret hende, men hovedet stod tomt, så i første omgang blev det ikke til mere end et dovent skuldertræk – og et fåret “det var så lidt.”

“Det er bare lidt nemmere end ord, nogle gange.” Han undlod meget bevidst at tilføje ‘men det forstår en kvinde nok ikke’. Han boede trods alt i en hule fyldt med løvinder og vidste derfor bedre. Desuden foretrak han selv, til manges forbavselse, at drøfte problemerne mundtligt fremfor at afgøre en strid ved at se, hvem der kunne slå flest tænder ud på den anden. Selvom det godt nok afhang af, hvor meget han brød sig om personen.

“Så du er ikke fan af en god hanekamp? Hvordan skal mulige bejlere ellers vise dig deres hengivenhed?” førte han samtalen videre og forsøgte ikke at smile alt for bredt.

[Peronelle af Bonville]

Perrie fnøs og rystede på hovedet. Hun tog en tår øl mere og lavede en lille bræklyd ved spørgsmålet, som hun måske nok havde hørt afarter af før, men næppe fra en fremmed, der sad overfor hende som hun var der i mandstøj, bukser og med de røde krøller skødesløst samlet på hovedet. Hun lignede ikke just en ung kvinde, der gik op i at bejlere viste hende hengivenhed.

"Det skal de sgu lade være med," svarede hun da også brysk. "Jeg har ingen interesse i bejlere. Og det er da også en latterlig måde at vise nogen hengivenhed på. Når to mænd slås, handler det kun om at vise sig. De spørger da aldrig kvinden om hun synes det er skønt først."

[Odilon Slagter]

Både gestikken og mimikken vidnede om afsky, men den komiske undertone forsikrede ham om, at han gudskelov ikke var gået alt for vidt. Førstehåndsindtrykket havde da også været, at den unge kvinde overfor ham var ulig alle de andre pigebørn med næserne højt i sky. Dog var Odi ikke et sekund i tvivl om, at rødtoppens ord var sandfærdige. Det gav hendes klæder et tydeligt praj om. Hun var her ikke for at vise ben, men det var måske heller ikke lige det rette sted, uanset.

“Jeg siger dig ikke imod,” påpegede slagteren og slap et dæmpet grin, idet han møjsommeligt rejste sig fra sin siddeplads.
“Men hvis vi spurgte først, ville vi jo aldrig få lov til det. Og påstår du virkelig, at det ikke føles bare en smule godt at have hele to mænd, som er villige til at brække tuden for dig?” Skønt den var vag, var sarkasmen til stede.
Odi fortrængte et smil og haltede derefter over for at få skænket mere øl i kruset. Hvis hun stadig var der, når han kom tilbage, ville han tillade sig at tolke det som, at hans selskab ikke var totalt uønsket.

[Peronelle af Bonville]

Perrie himlede med øjnene. Det føltes overhovedet ikke godt, var hun overbevist om. Hun havde i hvertfald ingen planer om at tolerere sådan noget. Til gengæld kunne hun godt håndtere håndværkere og deres simple syn på verden. Hun blev da også siddende for at drikke sin øl, selvom han rejste sig og haltede væk.

Da han kom haltende tilbage, hævede hun et bryn. "Var du oppe og slås for en kvinde da det der skete?"

[Odilon Slagter]

En uventet, men behagelig overraskelse imødekom slagteren, da han på sin vej tilbage kunne konstatere at tøsen endnu ikke var stukket af. Han gættede på, det nok skyldtes, at hun intet bedre havde at tage sig til; men ikke desto mindre var han selv glad for lidt selskab, til trods for hun var markant anderledes fra dem, han typisk omgik. Hun var i hvert fald betydeligt renere.

“Hvad tror du?” svarede han ganske vagt og lod sit blik hvile på hende, mens han fik sat sig til rette overfor. Krusets rand blev sat mod læberne, hvor en ordentlig slurk blev taget, så pigen kunne nå at gætte, før han afslørede det.

“Det ville have været en langt bedre historie, dét er helt sikkert. Men nej, – godt nok var det i fuldskab, men der var ingen damer involveret,” fortalte han og mærkede, hvordan varmen tog til i ørerne. Det var ikke ligefrem noget, han var stolt af. Rettere det stikmodsatte, og derfor valgte han også at tilbageholde en uddybende forklaring.

“Du ser da for resten ikke særlig gammel ud.” Skarp som altid.
“Har du ikke noget bedre at tage dig til end at hænge her midt på dagen?”

[Peronelle af Bonville]

Perrie lyttede og hørte primært, at manden ikke ønskede at snakke om det. Måske var det pinligt og ellers var det måske smertefuldt. Hun kendte fint til historier man ikke fortalte fra sin onkel, så hun sagde ikke mere, men drak blot lidt øl, indtil han spurgte til hendes alder.

Et bryn røg op. "Jeg er gammel nok," konstaterede hun. "Og jeg bliver ikke hængende. Jeg skulle betale en regning fra i går. Et brusehoved ødelagde en skammel."

[Odilon Slagter]

Odi brummede eftertænksomt af krøltoppens svar. Hvor gammel var ‘gammel nok’ nu til dags? Hun var i hvert fald kæk i munden, hvilket ledte ham til at tro, at hun måtte være under de tyve. For dem var læren om tæft, trit og retning ofte en by i Langtbortistan – men han havde jo selv været sådan engang. Nogle ville nok mene, at Odi – i en alder af niogtyve – stadig var sådan.

“Gammel nok...” eftergjorde han og lagde så øre til det næste, hun havde at sige.
“...Og så med penge på lommen. Er de selvindtjente eller kan far og mor bare ikke stå for den bævrende underlæbe?” Det var slet ikke så fordømmende ment, som det måske kom til udtryk. Faktisk anede han jo ikke, hvor hun var fra, men han kunne dog regne ud, at det ikke var slummen. Det var hun for pæn til.

[Peronelle af Bonville]

Perrie kneb øjnene sammen over tonefaldet og rankede sig lidt. Hun spændte i kæben og rankede sig en anelse i stolen, selvom hun ikke var den højeste spirrevip uanset.

"Jeg har ikke nogen far eller mor," svarede hun hårdt igen. "Ikke at det vedkommer dig hvordan jeg kommer til penge."

Hun tog en tår øl og så ham provokerende i øjnene imens. Hendes penge var godt nok fra Hector af Bonville og han var så godt en far som nogen, men det var hendes lommepenge det var gået fra og havde ikke krævet nogen hundeøjne eller bævende underlæbe. Ikke fordi hun ikke mestrede den i øvrigt.

[Odilon Slagter]

Øj – var han gået for vidt? Allerede før det konkrete svar blev leveret, var Odi godt klar over, at han havde ramt en nerve; og havde hun været større og stærkere, var han nok krøbet sammen under det skulende blik, men hun var jo bare en ung tøs, som ærlig talt ikke så særlig intimiderende ud. Det største på hende var den fuldvoksne, orange busk på hendes hoved.

Alligevel, han burde nok undskylde. Men han forblev stum, læberne limet sammen af et skælmsk smil, han desperat forsøgte at få under kontrol. Hun var måske lille, men det var oftest de mindste, som kunne sparke allerhårdest, og hans skinneben var lige inden for rækkevidde.

“Nåh, men har du så i det mindste et navn? Eller vedkommer det heller ikke mig?” spurgte slagteren og var udmærket bevidst om, at det snart kun var et spørgsmål om tid, før den unge pige fik nok af hans næsvished. Det var dog for komisk til, at han gad bekymre sig om det.

[Peronelle af Bonville]

Perrie havde en tendens til at være svagt overmodig, mente nogen, men nogen glemte også at hun havde Gaven og at hun var uddannet i at bruge den helt rigtigt. Derfor var der ingen frygt og heller ikke den store respekt til manden på den anden side af bordet, der gerne ville have hendes navn. Så han fik hverken respekten eller det han spurgte til.

"Man skulle tro du havde gået i skole, så kvik du er," drævede hun i stedet sarkastisk og smilede uden øjnene, får hun tog en tår øl.

"Var der andet du gerne ville bekræftes i, nu hvor du er i gang?"

[Odilon Slagter]

Jep, dér kom den. En verbal lussing lige tilbage i fjæset. Det burde absolut ikke komme bag på ham, men han kunne alligevel ikke lade være med at kigge lidt småfornærmet på tøsen. Nu var fraværet af forældre ganske tydeligt – og hvem end der stod tilbage med ansvaret for hende, var vidst lidt for blødsøden. Nogle øretæver ville være på sin plads, mente han, men nøjedes med at tænke det. Godt promillen stadig var så lav, at han ikke havde mistet evnen til at holde munden lukket på de rette tidspunkter. Odi havde netop været ved at skille læberne ad for at svare lige så uforskammet igen, men han fik i sidste øjeblik mindet sig selv om, at han sad overfor en væsentligt yngre person.

“Nej, jeg tror efterhånden, jeg har fået tegnet et ret godt billede af dig.” Okay, måske var der ikke gjort bugt med al flabetheden. Faktisk havde han nok undervurderet, hvor svært det var at bide sig selv i tungen.
“Men du mangler stadig et navn, og når du nu skal være så hemmelighedsfuld, må jeg jo bare selv finde på et,” sagde han og skjulte et begyndende smil bag ølkruset, hvorefter en tiltrængt slurk blev taget. Da det atter blev sat ned på bordet, lod han overvejende sit blik glide rundt på hende.
“Du ligner lidt en... Fifi.”