Lad samarbejdet begynde

[Kilian Baptiste]

Cristian tog en dyb indånding, som han stoppede sig selv i at banke på den store dør ind til kontoret. Der var noget nervepirrende at skulle stå foran en lensbaron, og så endda som en gemen 'skuespiller', der skulle fremstå som den bedste økonomi- og forretningsrådgiver i hele landet. Ryet om Cristian som den rejsende forretningsmand, der skaffede alt hvad kunderne ønskede, lå i al hemmelighed i den lille sorte, læderindbundet bog, som sad i hans bælte. Uden den var han intet. Han havde ikke i sin vildeste fantasi nogensinde forestillet sig, at han skulle gå fra at være bondesøn til at være iblandt adelige. Selv ikke hans egen familie anede noget om hans tilkomne succes. Og nu stod han her, og måtte øve sig i hvordan han skulle fremstå i de få milisekunder der var acceptable at vente, inden at han måtte nødsige sig til at banke på. For det var sent på eftermiddagen, og Philippe af Neaune ventede. 

Knoerne slog mod døren og den åbnede sig efterfølgende op for ham, som en tjener bød ham ind. "Deres Nåde, jeg beklager forsinkelsen," lød Cristians stemme, som han gik mod skrivebordet med favnen fuld af pergamenter. 

[Philippe af Neaune]

Philippe sad med optegnelserne over forårets kommende skatter og var så ganske fordybet i det, at han ikke bemærkede, hvor fremskreden tiden var blevet. Af samme grund blinkede han også en enkelt gang over rådgiverens beklagelse, men smilede snart imødekommende.

"Tænk ikke på det, Mester Baudelaire," forsikrede han og skubbede bogen lidt frem, som han gjorde tegn til at den anden mand måtte sætte sig. "Jeg har set frem til, at du kom."

[Kilian Baptiste]

Cristian bukkede let i nakken. En formel hilsen til lensbaronen, der havde budt ham velkommen. Cristian måtte se sig nødsaget til at være taknemmelig for den stilling, Philippe af Neaune havde givet ham, for ligeledes at sørge for, at han havde en varm seng at sove i og endeløse rækker af mad til at stille sulten. Og alligevel, så nagede det ham med tanken om, at han stod foran ægtemanden til den kvinde, Genevieve af Neaune, han hovedkulds havde været forelsket i adskillige år tilbage. Det var lensbaronen af Neaune, hun havde svorget sit liv til. Det var ham, som hun sov med i de stille nattetimer. Cristian og hende var fortid. Han måtte se at få de forbandede tanker væk.

"Jeg ved ikke hvor meget jeg kan tilbyde Dem, Deres Nåde," sagde Cristian ærligt, som han stillede pergamenterne på skrivebordet og satte sig ned, "Jeg er trods alt ikke særlig belæst som Dem. Min viden er mere eller mindre selvlært."

[Philippe af Neaune]

Philippe smilede ganske mildt over ordene, som han antog for høflig beskedenhed. Han holdt en hånd let op og rystede på hovedet for at signalere, at beskedenheden ikke var nødvendig.

"Dit ry går forud for dig, Mester Baudelaire," svarede han. Den ros han havde hørt, var absolut en af årsagerne til at han havde ansat manden. "Og jeg selv ser frem til et andet blik på regnskabet end mit eget. Jeg ønsker ikke, at noget går ubemærket hen."

[Kilian Baptiste]

Sit ry. Et ry han havde fået over sig for hvert eneste salg, han havde skaffet. Cristian følte en ambivalent følelse, og derfor forblev han en udtryksløs til trods for at rosen bestemt var store ord fra en lensbaron. "I det mindste kan jeg vel være med til at give Dem lidt luft, Deres Nåde."

Cristian lod sit blik falde mod bogen, som lensbaronen havde skubbet fra sig lidt tidligere. Og i stedet for at hænge mere i den ambivalente følelse valgte den unge Baudelaire i stedet at skubbe sig frem på stolen, så han sad på stolekanten med interesse i det blå blik.

"De er begyndt, kan jeg se?" kommenterede Cristian roligt, og sendte lensbaronen et blik, "Må jeg?" Et enkelt, vagt nik mod bogen.

[Philippe af Neaune]

Philippe opretholdt sit indtryk af Cristian Baudelaire som en beskeden, men formentlig dygtig mand, omend det sidste for alvor måtte åbenbare sig ved selvsyn. Han slap en bekræftende lyd og rejste sig halvt, så han bedre kunne dreje den massive bog, der indeholdt optegnelser over alle bøndernes skatter; hvad de havde betalt ved sidste skatteindrivelse, hvem der havde fået særlige aftaler og hvad de stod til at skulle betale næste gang.

"Naturligvis," svarede han og lod den yngre mand kaste et blik på optegnelserne. "Det er skatteoversigten. Jeg har hidtil fundet en enkelt uoverensstemmelse, men jeg kan ikke fastslå, hvor fejlen foreligger."

[Kilian Baptiste]

Cristian smilede skævt til lensbaronen, som han lyttede hans ord. Bogen fandt hvile foran ham, og han åbnede den ganske roligt, "jeg kigger på det."

Med et koncentreret blik skimtede han siderne; det var en ualmindelig flot skrift, det måtte han indrømme. Som borgerlig, især i den nederste rang, var det nærmest et under, at Cristian kunne læse og skrive. Havde det ikke været for hans mor havde det aldrig været en mulighed. Ikke mange kendte til Cristians sande ophav, og det var måske også meget heldigt når man som succesfuld forretningsmand havnede blandt adelige. Hvad ville de ikke tænke om ham hvis sandheden kom frem, at han stammede fra en simpel bondefamilie.

Hans blik stoppede på en side i bogen, hvor der var noget, der ikke gik op. Så rejste han sig fra sin plads og gik målbevidst om på siden af lensbaronen.

"Der er fejlen," Cristian lænede sig frem og lagde bogen på bordet foran Philippe, hvorefter at han pegede på sin opdagelse, "Det ser ud til, at der mangler at blive trukket en ejendomsskat fra hér for bagerens forretning - det ville sikkert passe ham meget fint hvis han kunne have fået lov til at bo gratis de par måneder." Cristians blik landede på lensbaronen og han trak let i den ene mundvige.

[Philippe af Neaune]

Philippe betragtede i al diskretion den yngre mand, mens han undersøgte siderne i det tunge bind. Han ville næppe selv have tænkt, at manden foran sig ville besidde noget udpræget talent, hvis ikke han havde hørt om det. I hvert fald ikke i sådan en grad, at det føltes som en god sejr at vinde ham til Neaune. I hvert fald for en tid.

Hans forventninger blev da også snart indfriet og brynene hævede sig lidt, før han med tydelig interesse lod blikket falde på det, den unge mand havde fundet. “Ja, se nu der,” medgav han forundret. “Glimrende arbejde, Mester Baudelaire. Og effektivt, ikke mindst,” roste han, velfortjent. “Jeg forudser allerede, at vores samarbejde kan spare mig for mangen en unødig bekymring i fremtiden.”

[Kilian Baptiste]

Cristian bøjede en anelse i nakken, "Deres Nåde, jeg skal gøre mit for sikre lenets økonomi, det kan De være ganske rolig omkring," forsikrerede han med blikket i baronens. Der var noget roligt og varmt over Philippe af Neaune, som ikke mange adelige besad. Og af en eller anden grund, så kunne Cristian ikke lade være med, at Genevieve af Neaune var havnet ganske heldigt, med tanke på, hvad der ellers befandt sig derude af ægtemænd.

___________

De gennemgik et par sider mere af bogen, og sammen fandt de frem til nogle små ændringer. Tiden gik ligeså stille, og ligesåvel lærte de hinanden at kende ubevidst. Pejsen knitrede varmt, og da klokken var mange var ilden så småt ved at fortære de sidste rester af træet.

"Deres Nåde, med al respekt, så må vi hellere begynde at sige godnat? Det er ved at blive sent," pointerede Cristian, som hans blik landede mod baronen foran sig.

[Philippe af Neaune]

Philippe havde aldrig for alvor været grebet af det aktive liv som ridder, men papirarbejdet og lensbestyrelsen fortabte han sig fuldt i. Nok til at han så reelt overrasket ud, da det gik op for ham at mørket havde sænket sig udenfor.

"Naturligvis, Mester Baudelaire," svarede han derfor også med en let virren med hovedet, før han nikkede og rejste sig; skønt en mand af hans stand ikke behøvede gøre det for en af så underordnet stand. "Tak for i aften. Jeg er ganske fortrøstningsfuld omkring fremtiden," forsikrede han og smilede da også for sig selv, da den anden mand fik. Så absolut.

Lukket