Royalt besøg [P]

[Gabriel Halvmåne]

Til Eleanor Sølvlilje
Sted: Ellies værelse på Den tørstige hat
Tid: Tidlig formiddag
Vejr: Lidt blæsende, men med sol

Den tørstige hat. Ikke et sted Gabriel kom så meget, som man skulle tro, det var hans brors domæne. Nok slæbte Gabriel sine folk med herhen for at forkæle dem lidt ind i mellem, men han vidste godt at Damien ikke brød sig om det, og det skete ikke så ofte, som det kunne. Men selvom Damien havde fået råderetten over stedet, var det stadig Gabriels. En tilbagevendende diskussion mellem de to ulige brødre.

I dag var det dog ikke Hatten, han var her for, nej det var en af pigerne på stedet. Damien havde ikke kunne lægge skjule på, at han havde et eller andet for en af tøserne, og Gabriel drillede ham med det ind i mellem. Spurgte, hvornår der var børn og bryllup. På den ene side var han glad for, at hans bror havde noget at gå op i, men på den anden side … kællinger kom i vejen for ting, og en bekymring var begyndt at nage et sted i Gabriel. Hvor seriøst ville det med tøsen blive? Ville hun blive et problem? Selvom Gabriel og Damien kunne skænes så blodet flød, ville han nødigt af med sin bror. Det var svært at indrømme, men han var ikke sikker på, at han kunne klare sig uden ham. Gabriel virkede måske ikke som den mest selvforstående person, men han vidste godt, at han ikke var den mest stabile person i verden, og Damien havde mere styr på ting end han selv havde.

Så nu havde han tænkt sig at snakke med tøsen. Damien var opdaget andetsteds det meste af dagen, så Gabriel ville kunne tage på Hatten, uden at hans storebror skulle vide hvorfor.
Der var ret tomt på stedet, en eller anden var ved at feje og Gabriel hilste med et smil, inden han gik op ad trappen og op til værelserne. Han havde været her nok til at finde hendes værelse uden at skulle lede. Døren var lukket, og han valgte at gøre det høflige og banke på med en kno, inden han lænede skulderen mod dørkarmen og ventede på, at den blev åbnet eller han blev kaldt ind.

[Eleanor Sølvlilje]

De fleste kunder kom om aftenen og selv da, så var det for det meste Damien Sølvtunge, der kom til hende. Derfor var hun lidt overrasket, da det bankede på, men hun forventede, at det ville være førnævnte eller en af de andre piger.

Derfor rejste hun sig også blot fra skamlen foran det revnede spejl og krydsede afstanden til døren. Da hun hev den op, gik der dog kun et splitsekund, før øjnene udvidede sig i noget, der mindede om chok.

Naturligvis genkendte hun ham, men dertil og til at forstå, hvorfor han stod der nu, var der et godt stykke vej. Hjertet gled op i halsen, men det tog hende kun et splitsekund, før hun fik tøjlet sin overraskelse og åbnet munden. "Deres Højhed?"

[Gabriel Halvmåne]

De lidt bekymrede tanker havde Gabriel gemt bag en maske af smil og glimt i øjnene, så da hun åbnede døren, stod han der og så afslappet ud med et stort smil på ansigtet. Hendes overraskelse gjorde bare smilet mere ægte, han elskede at have den effekt på folk.
"Eleanor. Ellie." Han rettede sig selv, men ved at sige hendes fulde fornavn gjorde han opmærksom på, at han vidste ting om hende. Uden at vente på at blive inviteret ind, skubbede han sig ud fra dørkarmen og trådte frem for at tvinge hende til at flytte sig og lade ham komme ind i værelset.

Med et nysgerrigt blik så han rundt i værelset, inden han stoppede op og vendte sig mod hende.
"Jeg tænkte, at det var på tide, at vi fik en lille snak. Lærte hinanden at kende." Stadig smilende slog han let ud med hænderne, næsten som for at spørge, om hun ikke var enig. Uden skam lod han blikket glide ned over hende, nu han faktisk havde tid til at betragte hende. Hvad så Damien lige netop i denne hore? Hvorfor var hun åbenbart mere værd end de andre? Hun måtte kunne noget specielt. Bedste sutter i byen måske? Ikke at Gabriel havde tænkt sig at afprøve det, lige nu var han fornuftig nok til at vide, at Damien ville slå hans tænder ud, hvis han pillede ved hans private legetøj.

[Eleanor Sølvlilje]

Hårene rejste sig i hendes nakke, da tyvekongen sagde hendes fulde navn. Selv Damien brugte det knapt nok og hun overså absolut ikke betydningen af det. Hjertet sad da også helt oppe i halsen, som hun lod ham træde ind.

Hun fugtede læberne og rankede sig lidt, før hun drejede sig og mødte hans blik. Hjertet hamrede, men hun fik fundet et lille, men pænt smil frem. "Hvis De ønsker det," svarede hun respektfuldt, selvom tanken alene gav hende gåsehud. "Hvad vil De gerne vide?"

[Gabriel Halvmåne]

Gabriel kneb øjnene en smule sammen, som hun så villigt ville lade sig udspørge, men smilet forsvandt ikke fra hans ansigt. Var hun utilpas? Det ville han skyde på. Det var godt nok.
”Hvad jeg gerne vil vide?” Han havde ikke ligefrem lavet en liste med spørgsmål, det var ikke ligefrem hans ting at forberede sig som en skoledreng til lærerens spørgsmål, så spørgsmålet fik ham til at trække på skuldrene og gå tilbage til hende, lidt for tæt på.
”Tjah, du kan jo starte med at fortælle mig, hvilken magi, du har brugt, for at fortrylle min bror.” Gabriel så ind i hendes øjne, uden tegn på, om han mente det seriøst eller tog pis på hende, andet end hans stemme var dæmpet.

Sådan stod han et øjeblik, inden han drejede sig forbi hende og lukkede døren. Der var ingen grund til at gøre det let for nysgerrige ører at følge med i samtalen.
”Hvad vil du med ham?” Spurgte han så, med en lidt mere let tone og med glimtet af dril tilbage i øjnene. Man kunne ikke sige, at han gik som katten om den varme grød.

[Eleanor Sølvlilje]

Eleanor rankede sig ubevidst lidt over de indledende ord og formåede at holde sit ansigt i nogenlunde neutrale folder, komplet ude af stand til at vurdere, hvorvidt han reelt forventede et svar. Det viste sig da også at være en god strategi, da han kort efter fulgte op med endnu et spørgsmål.

Hun smilede pænt, men ikke overstrømmende og lod hovedet falde let til siden, selvom hendes indre stadig var lidt i oprør over at være alene med Damiens bror. "Det handler vist mere om, hvad han vil med mig," svarede hun. "De ved jo, hvad vi laver her. Deres bror kommer ofte til mig, men efter eget valg." Dét var irriterende sandt. Hun havde ingen kontrol over, hvornår han kom og gik.

[Gabriel Halvmåne]

Da Gabriel havde lukket døren, gik han tilbage foran Ellie, dog ikke så tæt som før. Men han ville gerne se hendes øjne og ansigt, når hun svarede ham, så han havde en mulighed for at læse, om hun talte sandt. Hvad hun skulle svare sandt på, ja, det tog han spørgsmål for spørgsmål.
Hendes ord fik også ham til at læggede hovedet lidt på skrå. Det handlede mere om, hvad han ville hende? Det kunne vel nok være sandt, men hvad betød de ord? Var hun ikke interesseret i Damien? Den tanke havde ikke strejfet ham, men det kunne selvfølgelig godt være, at hans bror havde fået griller i hovedet over en tøs, der ikke kunne andet end at føle sig nødsaget til at efterleve dem. Damien kunne være lidt af et fjols, så det ville ikke komme som en overraskelse, hvis det var det, der foregik.

"Ja, han lægger ikke skjul på, hvad I laver her." Om det betød hele huset eller bare de to, det måtte hun selv finde ud af. Han lavede en lidt tænksom grimasse, inden han kløede sig ved siden af næsen.
"Så du er måske slet ikke interesseret i min kære bror?" Der var intet negativitet i spørgsmålet, bare ren nysgerrighed. At Damien fik knust sit hjerte, hvis han forelskede sig i en hore, det måtte han selv være skyld i. Det kunne Gabriel ikke hidse sig op over, heldigt nok for pigen, det ellers kunne gå ud over.

[Eleanor Sølvlilje]

Noget ved ordene fik det til at krible lidt ned over Eleanors rygrad, men hun vidste jo godt, hvordan Damien var. Han havde sagt til hende hundrede gange, hvor farligt det var, hvis nogen vidste, at han så hende som mere end en hore, men det betød ikke, at tyvekongens ord ikke stak til noget i hendes indre alligevel. Hun fugtede læberne og sank en enkelt gang. Til gengæld var hun sparet på at skulle svare, for han fortsatte, inden hun kunne nå det. Med et spørgsmål, der var nemmere.

“Naturligvis er jeg det, Deres Majestæt,” svarede hun roligt, selvom hendes indre ikke helt afspejlede det. Man holdt dog ikke længe som hore, hvis ikke man bare kunne skjule sit indre følelsesliv lidt. Eleanor havde i hvert fald lært det. Overfor alle andre end måske lige Damien. “Deres bror har gjort stedet her til et godt et at være. Vi er alle interesserede i, at det går ham godt.”

[Gabriel Halvmåne]

Gabriels blik forlod ikke horens ansigt, og selvom de fleste nok anså Gabriel for at være ren vold og ingen hjerne, var han ikke dum. Hun var god til at skjule, hvad hun tænkte og følte, men han kunne næsten lugte hendes nervøsitet, som et rovdyr på jagt. Der var ting, hun ikke fortalte ham, men han kunne dog ikke gætte sig til, hvad. Han havde brug for hende til at snakke. Trusler? Damien ville få et føl på tværs, hvis han fandt ud af det. Men så igen, Hvem sagde, at han skulle vide det?

Hendes svar fik ham til at himle med øjnene, inden han tog et halvt skridt frem, for at bruge sit fysiske nærvær som en trussel i sig selv. Han løftede en hånd og skubbede et tot af hendes hår op bag hendes skulder.
"Du ved godt, at det ikke er, hvad jeg spurgte efter." Han lagde hovedet lidt på skrå, stadig med et smil i mundvigen, men ikke i de brune øjne, som han betragtede hendes ansigt. "Han er forgabt i dig, jeg kan se det på ham, selvom han forsøger at skjule det. Jeg vil vide, om du gengælder hans følelser. Eller om du holder ham for nar." En finger gled hen over toppen af hendes skulder, først ud mod kanten, derefter tilbage mod hendes hals.

[Eleanor Sølvlilje]

Eleanor var en god skuespiller, ja, men der var også en skarphed i hendes mørke blik nu, som afslørede, at der gemte sig mere bag facaden. Hun trak sig ikke væk fra berøringen, selvom hun ikke brød sig om den - det ville hverken være første eller sidste gang dét skete.

"Tror De for alvor, at jeg kunne narre Deres bror?" svarede hun, måske med mere udfordring, end hun burde. "I så fald bør jeg måske takke Dem for Deres tiltro til mig."

[Gabriel Halvmåne]

Gabriels kærtegn stoppede ved hendes hals, men han blev ved med at betragte hendes ansigt. Ville han, kunne han tage fat om hendes yndefulde hals og klemme til, men selvom det trak lidt i hans fingre, gjorde han det ikke. Her var det ord, der skulle til. Og selvom storebroren havde fået tilnavnet "Sølvtunge", var lillebroren ikke helt tabt for ord. Han foretrak bare at lade næverne tale, når det passede ind.

Der var noget i den unge kvindes øjne, der fik ham til at smile en anelse mere. Et tegn på, hvorfor Damien var interesseret i lige netop denne hore. Hun havde vist hjerne. Det morede Gabriel.
"Jeg tror, at du har helt styr på, hvordan man får hjernen til at slukke på en mand med et godt greb om hans ædlere dele, Ellie. Og selvom min bror ikke er nem at narre, er han, trods alt, kun en mand." Han løftede hånden fra hendes skulder og tog mildt fat om hendes øre for at rykke lidt i det, frem og tilbage, inden han trådte tilbage og drejede rundt for at se rundt i det lille rum. Han tog et par skridt væk fra hende, inden han vendte rundt og så på hende igen.
"Så hvad er din plan med ham? Svar mig nu ærligt, du skal ikke tro, at jeg ikke kan tvinge det ud af dig. Er det virkeligt kærlighed, eller tror du, at han kan give dig noget, du mangler? Penge? Fordele? ... Magt?" Han kneb øjnene lidt sammen og lidt af smilet var forsvundet fra hans ansigt.

[Eleanor Sølvlilje]

Eleanors ansigt afslørede måske ikke meget, men hendes puls steg under hans fingerspidser mod den sarte hud på halsen og hun var ulideligt bevidst om, hvor faretruende en situation det var. I et par sekunder holdt hun næsten vejret og undlod kun lige at fare sammen over den næste bevægelse.

Så var der til gengæld afstand mellem dem igen og hun slap en lydløs udånding, mens hjertet hamrede. Hun lod sig ikke narre til at tro, at det var mindre farligt nu og forblev præcis, hvor hun var. Hun rettede langsomt ryggen, mens hendes hjerne skramlede efter de rigtige ord.

"Han giver mig tryghed," svarede hun endelig, sandfærdigt. Selvom det i øjeblikket føltes alt andet end trygt. Især at sige det højt. Måske ville det vise sig at være en fejl. "Og det er en sjælden ting for kvinder som mig, Deres Majestæt."

[Gabriel Halvmåne]

At han skræmte livet af den stakkels hore, var Gabriel nok klar over, han tænkte bare ikke så meget over det. Det var jo bare en samtale, ikke? Det kunne hun selvfølgelig ikke vide. Men han ville ikke røre hende. Selvom han havde lyst. Selv Romain havde ikke vist sit grimme, uvirkelige ansigt endnu, hvilket var et godt tegn for pigen i rummet. Han kom kun, når der var mulighed for at få nogen til at lide.

Tryghed. Det var faktisk ikke, hvad han havde forventet at høre. Men et eller andet sted gav det mening. Han blev ved med at se på hende med de sammenknebne øjne, som kunne han se i luften omkring hende, om hun løj. Tryghed. Og Damien. Ja, det var faktisk noget, der gav mening. For Gabriel var Damien også tryghed, men det var nok på en lidt anden måde, end hvad hun fik ud af ham. Men der var noget over ham, ikke?

Gabriel kløede sig i det korte skæg og kom med et ”hmm”, mens han overvejede, om hendes svar var tilfredsstillende. På en måde. Men han vidste stadig ikke helt, om han skulle lade det være ved det. Hans store frygt var stadig, at hun ville mase sig ind i mellem de to brødre og tage Damien væk fra ham. Og måske lidt jalousi, selvom han ikke havde indrømmet det overfor sig selv. Damien var hans. Og det skulle han altid være.
”Det er det vel,” svarede han endeligt og slog ud med hånden. ”Men hvad vil du med ham?” Hvad ville Gabriel med det spørgsmål? Han var ikke selv sikker, men han følte ikke, at han havde fået, hvad han var kommet efter.

[Eleanor Sølvlilje]

Eleanors hjerte hamrede, mens han betragtede hende. I en mindre evighed, føltes det som om. Hun slog dog ikke blikket ned, selvom hun næsten holdt vejret i de lange øjeblikke der gik, før han talte. Og hun var ikke i tvivl om, at alt hvad hun sagde, blev vejet og målt.

Lettelsen var da også kun kortvarig og aldrig mere end en enkelt gnist. For så var spørgsmålet tilbage og hun måtte endnu engang forsøge at besvare det. Uden at ane hvordan, selvom hun kendte svaret. Hun fugtede læberne, slog alligevel blikket ned et øjeblik, før det løftede sig igen.

"Mine følelser for Deres bror afspejler hans for mig," svarede hun endelig, selvom hun hadede at sige det højt. Hun kunne knapt sige det til Damien Sølvtunge selv, ligesom han ikke formåede at sige det til hende. "Hvad end der går ud over det, afhænger udelukkende af, hvad han er villig til at give. Uanset, hvad jeg så gerne vil."

[Gabriel Halvmåne]

Ellies svar fik kort Gabriel til at rulle med øjnene. Kærlighed. Han troede ikke helt på det, selvom han kunne se, at andre gjorde og levede efter det. Begær, måske. Det var i hvert fald det eneste, Damien snakkede om, når han snakkede om Ellie. Men Gabriel havde kunne se mere på ham. Damien Sølvtunge kunne ikke snyde sin lillebror, selvom han ville.
"Følelser. Ubrugeligt," mumlede han for sig selv, inden han sukkede højlydt. Han kom tydeligvis ikke nogen steder med den snak. Hun opførte sig som et dådyr, der havde fået øje på jægeren. Hvilket heller ikke var helt forkert, men sådan var det bare ikke lige nu. Han havde faktisk håbet på en afslappet snak om Damien, og hvad det hele betød.

Lidt som en ræv i bur gik han lidt rundt på det lille værelse igen, inden han smed sig i en stol. Han havde kort overvejet sengen, men det ville alligevel nok sende det forkerte signal. Noget han normalt ikke tog sig så meget af, men lige denne gang var det nok bedre at opføre sig ordentligt.
"Jeg må vel hellere bare være lidt direkte her. Om, hvorfor jeg kom." Han trak på næsen for at illustrere, hvor meget det ikke passede ham. Men som hans blik søgte hendes, var hans øjne fyldt med en advarsel.
"Ser du, lille Ellie, hvis jeg på nogen som helst måde får fornemmelsen af, at han bliver mere interesseret i dig end i hoffet og vores arbejde, kommer det til at gå ud over dig. Jeg har ikke noget i mod at fjerne distraktioner. Jeg har gjort det før." Den lidt lallede Tyvekonge var nu seriøs, mørk og uden smil eller glimt i øjet, som hans blik borede sig ind i hendes.