At blive væk

[Svea Købmand]

Peronelle af Bonville

Det havde været for fristende for Svea at gå en tur rundt på universitetets grund, nu hun rent faktisk havde en undskyldning for at være der. Det var jo ikke sikkert at hun ville komme ind, så hun ville udnytte den tid hun havde. Nu var det dog efterhånden på tide at komme hjem, så hun forsøgte at finde vej ud til selve byen. På et tidspunkt endte hun foran en dør hvor hun lagde mærke til at der kom et par piger gående ud fra.
"Undskyld, kan De hjælpe mig? Jeg er faret vild." Sagde hun til en af pigerne som havde rødt hår og et sødt ansigt. Hun lignede ikke en der blev vred, hvis man spurgte om vej.

[Peronelle af Bonville]

Perrie stoppede op, da en jævnaldrende pige henvendte sig. Hun hævede begge bryn lidt og kastede et blik rundt.

"Hvor skal du hen?"

[Svea Købmand]

"Jeg var inde og besøge Magus Lucrèce af Vigny og nu kan jeg ikke finde tilbage mod markedskvarteret." Sagde hun.
"Egentlig ville jeg også gerne se hvor de holder prøverne henne, ved De hvor det er?" Spurgte hun og havde ikke tænkt sig at tiltale pigen med 'du' før hun var sikker på det ikke ville gøre hende fornærmet.
"Det er fordi jeg overvejer at tage prøven til at komme ind." Forklarede hun og så helt forvirret ud.

[Peronelle af Bonville]

Mange ord og overvejelser. Perries bryn nærmede sig hendes pande og hun stak hænderne dybt ned i lommerne på det vidde skørt, imens hun betragtede blondinen.

"Hold da op," svarede hun. "Det var en del. Husk at trække vejret," svarede hun med en sitren i mundvigene. "Hvad hedder du?"

[Svea Købmand]

Svea måtte også trække vejret dybt efter hun havde talt, men hendes forvirring over hele situationen havde fået hende til at blive en smule overenergisk. Og det hele var så overvældende. Og hun vidste slet ikke hvad hun skulle stille op.
"Svea. Svea Våbensmed." Sagde hun og blev en anelse rød i hovedet.
"Hvad hedder De?" Spurgte hun, selvom hun ikke vidste om det var uhøfligt at spørge om. Hun følte sig helt på dybt vand i disse kredse.

[Peronelle af Bonville]

Smilet krøllede sig stadig på Perries læber og hun kunne ikke lade være med at finde forvirringen og ordstrømmen en smule charmerende. Hun nikkede let en enkelt gang.

"Perrie," præsenterede hun sig da også simpelt. "Og der er ingen grund til at de'e mig. Jeg er bare en helt almindelig studerende, Svea Våbensmed."

[Svea Købmand]

Svea blev rød i hovedet. Hun skulle altså ikke kalde denne Perrie for 'De', men hvad så med de andre studerende? Hvis de var adelige? Svea forstod ingenting, men hun skubbede tanken væk, det kunne hun ikke tænke på nu.
"Fint, Perrie." Sagde hun med et smil. "Ej vil du ikke fortælle mig hvordan det er at studere her? Jeg vil så gerne vide alt om det og selvom at ja, jeg fik meget at vide til mødet idag, så er det noget andet at høre det fra en studerende som dig." Svea var muligvis ved at forelske sig, i universitetet, i Perrie og i alting ved denne dag. I sin nye drøm.

[Peronelle af Bonville]

Perrie hævede et bryn over pigen igen, men havde ikke ændret mening om hende endnu. Hun trak på skuldrene.

"Det kommer nok an på hvad man studerer. Hvis det er Gaven er det på en måde og så er bognørderne en anden ting." Hun smilede skævt. "Hvis det var Vigny du talte med må det dog være Gaven. Så hvad kan du?"

[Svea Købmand]

Svea smilede og nikkede, det var jo gaven. "Jeg kan helbrede. Det sidste jeg gjorde som jeg er stolt af, det var et benbrud." Sagde hun.
"Men jeg bliver altid så træt bagefter, har du også gaven?" Spurgte hun. Det virkede som om Perrie ikke var en del af bognærderne som hun kaldte dem.

[Peronelle af Bonville]

Perrie nikkede langsomt, lidt imponeret. Andres Gaver og den måde de fandt deres vej var altid interessant. Hun genkendte også trætheden, selvom det i højere grad var en del af en utrænet Gave eller efter store kraftanstrengelser.

"Jep. Men ikke helbredelse. Jeg fik engang en rift til at lukke sig, men så sov jeg også i et døgn," grinede hun. "Det halløj blander jeg mig ikke i igen."

[Svea Købmand]

Svea så på Perrie med stor interesse, hvorefter hun smilede en anelse. "Nej, det er også voldsomt nogle gange." Sagde hun. Alt det blod, smerte og stress, det var intenst.
"Hvordan udmærker din Gave sig så?" Spurgte hun med en ivrighed der måske virkede en anelse barnlig.

[Peronelle af Bonville]

Perries smil forblev, selvom det nu ikke var voldsomheden hun havde et problem med, når det kom til helbredelse. Hendes Gave var blot ikke skabt til det og hun vidste i den grad nu, at man skulle følge hvad guderne havde sat ud for en og ikke forsøge at være en anden.

Hun tog en dyb indånding og gned to fingre mellem hinanden, indtil der begyndte at løbe et par dråber vand fra dem. Blær? Måske. Hendes underviser ville ganske givet slå hende over nakken over at spilde kræfter på en demonstration, men hun kunne ikke helt dy sig.

[Svea Købmand]

Begejstringen der dukkede op i Sveas ansigt mindede lidt om et barn, der fik serveret en kæmpe frugtkage foran sig. Svea så måbende på Perrie, mens hun samtidig smilede.
"Det er jo fantastisk!" Udbrød hun, mens hun rakte en hånd ud og fangede en af de små dråber i sin håndflade og så den trille videre ned ad sin hånd til den forsvandt.
"Ej, du er dygtig." Bemærkede hun og sukkede med beundring i sin stemme.

[Peronelle af Bonville]

Perrie morede sig lidt over pigen, men samtidig var det meget fedt at blive beundret. Det kunne hun næsten godt vænne sig til. Hun trak på skuldrene og smilede skævt.

"Det der er ingenting," forsikrede hun. "Men vi får konstant at vide, at vi ikke skal bruge vores Gave nyttesløst og at det er en Gave fra Guderne, så den skal bruges fornuftigt," rablede hun af i en imitation af en underviser.

"Det skal du nok selv blive træt af at høre på."

[Svea Købmand]

Svea syntes at Perrie var helt fantastisk og hun håbede på at se hende igen, selv hvis hun ikke kom ind på universitetet.
"Åh." Sagde hun og nikkede derefter langsomt, det havde hendes egen mester også sagt til hende et par gange.
"Min Mester har også sagt noget lignende, men mere i form af at jeg skulle respektere min Gave fordi den netop kom fra Guderne og at jeg derfor også skulle være taknemmelig overfor Guderne." Sagde hun.
"Man bliver lidt træt ja, nogle gange." Hun sukkede og himlede med øjnene.