I egen verden

[Villine Kammerpige]

Det at sy var som at komme ind i en behagelig, alt opslugende trance. Også selv hun blot lappede et hul i fruens ene kjole. Normalt blev sådanne ting kasseret, men ingen kunne se, at der nogensinde havde været et hul, når kammerpigen Villine syede det. Hun var fascineret af, hvordan man med nål og tråd kunne fikse noget og gøre det så godt som nyt. Nogle gange ville hun nok ønske, at der var andre ting ved livet, man kunne gøre det med. Måske det var derfor hun godt kunne lide at sy. Hun kunne både skabe noget smukt og lappe noget ødelagt. Det var mere end hun ellers kunne i andre aspekter af livet.



Fruen var ude et øjeblik uden kammerpigens tjeneste, så den tid havde hun brugt på det hun holdt mest af. Faktisk var tiden suset afsted så hurtigt, at hun ikke havde set fruens ankomst. Hun tabte nål, tråd og kjole, da Cosette af Treillery pludselig stod foran hende med et spørgsmål på læberne, som Villine ikke havde hørt. “Undskyld nådigfrue”

[Cosette af Treillery]

Cosette havde denne formiddag haft besøg af en veninde. De havde siddet ude i baghaven ved det lille havebord og drukket te, alt imens de havde delt sladder. Veninden var dog nu taget hjem og Cosette havde således begevet sig ind i stuen, hvor hun formodede at hendes kammerpige Villine havde taget plads.- Og ganske rigtigt, så sad den unge pige ganske rigtigt og lappede en af hendes kjoler.

For et øjeblik stod Cosette blot og betragtede hende i dørkarmen med et lille smil, men hun rømmede sig så atter, hvorpå kammerpigen tabte hvad hun havde i hænderne. Cosette hævede brynene en smule derpå og gjorde så atter mine til at Villine skulle samle det op. ”Har du skiftet mit sengelinned, som jeg bad dig om tidligere?” Forsøgte hun igen.

[Villine Kammerpige]

Alt hvad der før havde ligget trygt og godt på pigens skød, røg direkte ned på gulvet om hendes fødder. Hun skyndte sig at same det op, mens den røde farve bredte sig i de ellers lyse kinder. Med kjolen og sytøjet i favnen blev hun stående på gulvet og hilste på sin frue med et lille nej. “Ja, nådigfrue. Jeg har også støvet af på deres værelse som de bad mig om frue” nok havde hun været ivrig efter sytøjet, men hun havde sørget for at opfylde sine pligter før det.

Den lyshårede kammerpige ville virkelig gerne gøre et godt job hos fruen, da hun brød sig om hende, men når der kom fremmede på besøg fandt hun en undskylding for ikke at være til stede. “Skal jeg rydde op efter theen eller er der andet De ønsker først?”

[Cosette af Treillery]

Cosette tilsmilede sin kammerpige på trods af de tabte sager. - Når alt kom til alt, var Villine trods alt en ganske sød ung pige og hun var glad for at have en kammerpige, der syntes loyal. Cosette vidste nemlig godt at ikke alle syntes lige så privilegerede som hun selv på det punkt.

Hun nikkede sagte til pigens forespørgsel, men gjorde så atter mine til selv at gå hen og sætte sig i sofaen overfor. ”Du må gerne rydde af efter te, men sy du hellere kjolen færdig først..” Erklærede hun.

[Villine Kammerpige]

“Tak, Nådigfrue” svarede hun forsigtigt, da hun bad hende om at blive færdig med at sy. Det var måske svært at overse den lille kammerpiges interesse, selvom hun vidste fruen selv kunne disse huslige sysler. Villine kom til at smile, men kun en smule og så høfligt som hun kunne. Selvom Cosette var hendes frue, kunne den lille kammerpige virkelig godt lide hende. Dette viste bare, at hun var en god frue i Villines øjne.

“Har de andre ærinder, de har brug for i dag frue?” spurgte hun, for at vise at hun faktisk gerne ville ordne hendes ting og sager. Da hun var ankommet var hun langt mere forsagt, men Cosettes blide natur havde fået pigen, til at tale mere, selvom hun kun sludrede når det handlede om noget hun virkelig godt kunne lide.

[Cosette af Treillery]

Cosette tilsmilede Villine, som hun gav sig til at rode lidt i sin broderikurv. Hun fandt nål og tråd frem og hun gav sig så ellers til at fumle lidt med det mønster, hun havde gang i på sin broderiplade. En lille eftertænksom mine udformede sig dog hos Cosette, som hun overvejede pigens spørgsmål. ”Mhmm..Nej…Ikke andet end at der senere skal dækkes op til aftensmad…Men hvis du lyster, må du gerne holde eftermiddagen fri, når bare det er gjort.”

[Villine Kammerpige]

“Selvfølgelig, Frue” nikkede Villine til efterspørgslen om opdækning senere. “Hvor mange skal jeg dække til i aften?” spurgte hun vanligt, da det ikke altid var til at forudse om Sangy-brødrene var i huset eller ej. Hvis sandt skulle være, kunne Villine altid fornemme Tómas’ tilstedeværelse, men det ville hun aldrig indrømme. Selv Cosette ville hun ikke fylde med de tanker, trods hun følte sig meget tæt og tryg ved sin frue.

Fingrene fortsatte sin vane og den forsigtige kammerpige fik ro i kroppen, da fruen ligeledes gav sig til at lave noget med hænderne. “Jeg fandt for resten noget smukt stof på markedet for leden. Har de brug for en ny kjole måske?” spurgte hun i håb om, at hun måtte sy den.

[Cosette af Treillery]

”Tre.. Jeg går trods alt ud fra at både Theuderich og Tómas er sultne. Aelin er vist ude.” Svarede hun, som hun lod øjnene hvile koncentreret på arbejdet foran sig. Nådigfruen gik ud fra at hendes svigerinde Aelin Mélanie af Sangy var ude og pudse støvler for hendes ridderherre. Således var hun efterhånden sjældnere med ved aftensbordet. I hvert fald ikke altid så ofte længere, som hun plejede.

De mørke øjne gled op på kammerpigen ved hendes ord. Det undrede hende trods alt en smule at Villine bad om lov til at købe stof Nådigfruen end ikke havde set. Brynene rynkedes en smule ved tanken. ”Jeg vil gerne se med egne øjne, hvad mine penge går til Villine…Jeg kan trods alt ikke forsvare hvad som helst over for Theuderich.” Bemærkede hun roligt, velvidende om at hendes svoger næppe ville billige, hvis hun blev ham eller Pierre af Sangy for stor en udgift.

[Villine Kammerpige]

Villine noterede sig fruens ord inde i hovedet. Godt nok kunne hun være glemsom, men hun gjorde sit bedste for at lære sådan noget udenad. “Det ordner jeg, nådigfrue” hun nikkede og rejste sig fra sin plads. Hun var færdig og ville ordne sine pligter. Villine ønskede at være en god kammerpige selvom hendes hoved ind imellem var alle andre steder henne.

“Selvfølgelig frue. Jeg kan vise det dem på markedespladsen næste gang” hun var ikke sikker på, at hun ville få lov at sy en kjole til fruen, men det ville være en stor chance, hvis hun gjorde. Kammerpigen rejste sig op med sytøjet i hænderne og undskyldte sig høfligt, for at lægge det på plads. 

[Cosette af Treillery]

”Det ville være fint.” Cosette nikkede stille, men anerkendende. Hun fulgte kammerpigen en smule med blikket, men øjnene faldt da atter på broderipladen igen, som hun satte nogle flere sting. Hun lod kammerpigen undskylde sig og Cosette blev derpå blot roligt siddende foran pejsen for en stund, for at færdiggøre sit broderi.

//Afsluttet?