En frygtelig dag

[Ysabeau af Chales]

Ysabeau havde planlagt at være der. At se det ske, når hver og en af forbryderne fik taget deres liv. Hun ville skrive det til Emblin. Forsikre den nu ikke længere ansigtsløse kusine om, at hendes overfaldsmænd var døde.

Men selv om hun var stædig, egenrådig og havde sine meningers mod, så var hun også blevet blødere i kanterne og især efter forskrækkelsen lyttede hun lidt bedre efter hvad Estienne af Chales sagde. Da han sagde, at han helst så at hun ikke så det ske, medgav hun derfor. Hun ville ønske hun til gengæld heller ikke havde hørt lydene udefra, imens det stod på. Hun prøvede at fokusere på sine arbejdsopgaver. Prøvede at planlægge, at tale med tjenestefolk, men alle der kunne, var ude og se henrettelserne.

Hun havde set folk lade livet i en galge før. I Gtin havde det været på torvet. Så hun vidste præcis hvad hun skulle forestille sig, da hun hørte lydene.

Til sidst opgav hun at lave noget fornuftigt og kravlede blot op i en vindueskarm i sovekammeret, hvor vinduet vendte væk fra gården og ud til måske borgens bedste udsigt. Solen tittede lige frem under et ellers tæt skydække og det så dramatisk ud, henover mark og skov. Hun betragtede naturens teater og håbede at det snart ville være ovre og Estienne ville komme ud og finde hende.

[Estienne af Chales]

Estiennes liv havde ikke været bedre, da han havde været en lykkeridder og kun underlagt sine egne moralske skrupler, men der var dage, hvor han kunne savne det. Sådan en dag som denne, hvor ansvaret lå tungt på hans skuldre. Han havde ingen sympati med mændene, der var blevet hængt og engang havde han nok ikke skænket det mere tanke, men Ysa havde gjort ham opmærksom på deres familier og det var alt, hvad han havde kunnet se for sig.

Han pustede ud, som han gik med tunge skridt op mod gemakkerne. Han havde lovet Ysa, at han ville finde hende, når det var overstået, så det gjorde han. Døren gav sig med en knirken, da han trådte ind og der var en fure mellem hans bryn.

[Ysabeau af Chales]

Ysabeau kunne høre ham, før døren gik op. Hun kunne nærmest mærke hans sindsstemning fra den anden side af den. Da først hun så ham, blev hun kun bekræftet i hvad hun allerede vidste. Hun sank en klump, før hun gled ned fra vindueskarmen.

"Det er sket?"

Hun kendte svaret. Få skridt bar hende hen til ham og hun begravede ansigtet ved hans skulder. "Esti..."

[Estienne af Chales]

Estienne slap en brummen, som var alt svar, der var nødvendig på det spørgsmål. Han åndede tungt ud, da Ysa sank ind til ham, men han tøvede ikke med at folde armene omkring hende. Han kyssede hende en enkelt gang i håret og så lidt ud i luften.

"Det kunne ikke være anderledes," konstaterede han, en lille smule brysk.

[Ysabeau af Chales]

Ysabeau trykkede ansigtet lidt ind mod Estiennes brystkasse. Hun søgte nærheden for sig selv, men også lidt for ham. Alt det han bar på måtte være tungt og hun ønskede sig sådan at lette det.

"Det ved jeg," medgav hun. "Men derfor må du gerne synes det er svært alligevel."

Hun strøg en hånd ned over hans ryg.

[Estienne af Chales]

Estienne lukkede armene lidt fastere omkring Ysa. Hans bryn var trukket tæt sammen og han så fortsat ud i luften. Det var første gang han havde været nødt til at henrette nogen som lensherre og han kunne ikke forklare, hvorfor det var så forskelligt fra at være en fodsoldat, der bare fulgte ordrer. Måske fordi det fulde ansvar hang på ham.

"Jeg kan ikke stoppe med at tænke på deres familier," konstaterede han så.

[Ysabeau af Chales]

Ysabeau lukkede øjnene og slap en dæmpet lyd af medfølelse. "Heller ikke jeg," svarede hun.

"Men vi hjælper dem. Det betyder ikke, at det ikke vil gøre ondt, men vi efterlader dem ikke blot til deres skæbne. Det er det rigtige at gøre."

[Estienne af Chales]

Estienne tog en dyb indånding, lukkede øjnene og nikkede. Han slap hende stadig ikke.

"Nej, du har ret," medgav han dæmpet, selv hvis det stadig tyngede ham. "Men jeg kæmper allerede en hård kamp for at vinde lensfolkenes støtte. Jeg kan ikke lade være med at tænke, at jeg kun skaber mig selv flere fjender. Selv hvis det er nødt til at være sådan."

[Ysabeau af Chales]

Ysabeau holdt tæt omkring Estienne og begravede et øjeblik hovedet ved hans skulder. Så løftede hun det igen og tog en dyb indånding, imens hun så ud i luften bag ham.

"Jeg tror på planen. Hvis jeg har ret, så får du både mere fred og taknemmelighed ud af det. Hvis jeg tager fejl, så har vi i det mindste prøvet. Jeg tager med dig ud i landsbyerne, hvor de bliver indlogeret. Jeg taler med kvinderne. Måske viser det sig at være godt, at jeg ikke var der ved henrettelserne. Et mere neutralt ansigt."