Langdistance

[Nathaniel Guérisseur]

Nathaniel havde fået brevet om morgenen efter Cecily Guérisseur var gået ud til arbejdet. Han havde med vilje taget det med sig og gået det meste af dagen og overvejet hvad han præcis ville sige til sin hustru.

Hans praksis var stadig i deres gamle hus, imens en ny blev bygget, så han var alene og kom ikke hjem til frokost. Først ved aftenstide åbnede han døren op til sit nye hjem og hang sin kappe op indenfor, inden han trådte længere ind for at lede efter Cecily.

[Cecily Guérisseur]

Den nye konstellation passede Cecily godt. Hun havde Marguerite med sig det meste af dagen, men den nye pige i huset, gav hende muligheden for at have hænderne fri, når arbejdet bød det. Det eneste, der manglede, for at gøre det hele fuldendt, var at Nathaniel flyttede sin praksis og det ville ske inden længe.

Indtil da tolererde hun kun at se ham tidlig morgen og aften og da han kom hjem, havde hun netop fået datteren til at sove for natten. "Du har netop misset hende," beklagede hun, men smilede også, som hun krydsede afstanden og tildelte ham et kys. "Men maden er varm endnu."

[Nathaniel Guérisseur]

Nathaniel besvarede Cecilys kys blidt og gav hendes side et let klem, før han lagde den ene arm omkring hende og brummede.

"Der var en mindre ulykke ved tømreren jeg måtte tage mig af," forklarede han. "Tak, min egen. Vil du sidde hos mig, imens jeg spiser. Jeg har noget jeg skal fortælle dig."

[Cecily Guérisseur]

Cecily accepterede forklaringenm kunne godt lide, at Nathaniel var en travlt mand og en eftertragtet helbreder, selv hvis hun ikke nød, hvor lidt hun så til ham. Det var midlertidigt. Hun smilede og strøg ham over armen, mens en gnist af nysgerrighed fandt ind i det lyse blik.

"Naturligvis," svarede hun. "Det lyder alvorligt," tilføjede hun og fulgte ham med over til bordet. Her havde hun snart skænket ham en portion mad.

[Nathaniel Guérisseur]

Nathaniel havde tænkt meget over hvordan han skulle fortælle Cecily om det brev han havde modtaget. Han var i en klemme og blev nødt til at adressere den på den ene eller anden måde.

Han tog taknemmeligt imod skålen med et "tak min egen," og pustede på en mundfuld, som han sank, før han var klar til at fortælle.

"Min far," lagde han ud. "Han er syg. Måske døende. Min mor beder mig om at komme hjem så snart som muligt."

[Cecily Guérisseur]

Cecily havde netop sat sig, da Nathaniel kom frem til pointen. Hun blinkede og hendes første, komplet egoistiske tanke var, at det ville rykke deres nye hverdag komplet op med rode, hvis Nathaniel pludselig skulle væk. Det tog hende dog kun et øjeblik at komme ind på et mere empatisk spor.

"Det er jeg ked af at høre," svarede hun og rynkede på de røde bryn. "Det er en lang rejse til Blueton."

Ikke, at hun havde rejst den eller egentlig havde noget begreb om afstande, andet end at det tog tid. Begge hendes forældre havde foretaget den.

[Nathaniel Guérisseur]

Nathaniels blik gled over Cecily. Han havde selv en plan, som han havde lagt uden at have ufattelig meget tid til at være ked af det over nyheden. På en måde var realiteten af den ikke sunket ind endnu. Der var så mange andre hensyn.

"Jeg ved det," medgav han. Han havde trods alt taget rejsen før. "Men jeg sejler, så det kan gøres så hurtigt som muligt. Jeg kan nå hjem til jer igen inden vinter falder."

[Cecily Guérisseur]

Cecily blinkede. Så rynkede hun på brynene. Hun kunne ikke sætte fingeren på præcis, hvorfor hans udmelding generede hende, men noget føltes ikke rigtigt ved det.

"Bare sådan?" måtte hun spørge.

[Nathaniel Guérisseur]

Nathaniel sank en skefuld. Han rynkede panden svagt og lagde hovedet en smule på skrå.

"Jeg bliver nødt til at rejse," konstaterede han dæmpet og alvorligt, før han rakte venstre hånd ud og tilbød den til Cecily.

"Og du bliver nødt til at blive. Værkstedet her... Marguerite..."

[Cecily Guérisseur]

Cecily rynkede på brynene. Hun kunne ikke lide det. Overhovedet ikke. Hun tog dog hans hånd alligevel. "Jeg er sikker på, at min far kan finde en løsning," konstaterede hun, blikket dybt alvorligt.

"Vi bør rejse med dig. Jeg kan ikke holde tanken om at sidde tilbage her og ikke vide, hvad der sker med dig, ud," konstaterede hun simpelt, selvom hun nok ikke helt forstod, hvad det indebar.

[Nathaniel Guérisseur]

Nathaniel rynkede panden lidt. Han klemte om Cecilys hånd. Han havde selvfølgelig egne grunde til, at hun ikke skulle rejse med, men det gjorde ikke de grunde han gav ugyldige. Det var rigtigt hvad han sagde.

"Jeg forstår det godt. Tanken om jer to her, uden mig," medgav han. "Men det er ikke en sikker rejse. Slet ikke for så lille en størrelse. Hvis der skete Marguerite noget..."

[Cecily Guérisseur]

Cecilys bryn trak sig endnu tættere sammen, og det var helt tydeligt på hendes ansigt, at det ikke huede hende. Desværre havde han også en logik, som hun ikke helt kunne komme udenom, for lige så lidt indstillet hun var på at lade ham rejse væk i månedsvis, lige så lidt indstillet var hun på at udsætte Marguerite for noget.

Læberne blev presset sammen, som hun så på ham med tydelig splittelse og tydelig mangel på bifaldelse, men hun sagde ikke noget med det samme. Tyggede lidt på det.

[Nathaniel Guérisseur]

Nathaniel strøg fingrene over Cecilys. Han tog en dyb indånding og spiste videre, uden at slippe hende med blikket i mange øjeblikke af gangen.

Selvfølgelig ville han fortælle sin familie om hende, når han var hjemme. Det var på tide. Men at have hende med?

Risikoen for at de blev ubehagelige var for stor. Han kunne hverken udsætte hende eller sig selv for det.

[Cecily Guérisseur]

Cecily spiste ikke. Hendes appetit var pludselig forsvundet, og hun så bare på Nathaniel med sammentrukne bryn.

"Jeg kan ikke lide det," sagde hun så endelig.

[Nathaniel Guérisseur]

Nathaniel kunne udmærket se skruerne dreje i Cecilys hoved. Han var sulten, han forestillede sig ikke at hun var uden appetit, men hun var stoppet med at spise den ellers udmærkede mad, der stod foran hende. Der var noget på vej.

Da hun tog ordet var han ikke uforberedt. Han trak vejret dybt ned i lungerne og nikkede langsomt, medgivende.

"Samme," svarede han og mente det. Han brød sig overhovedet ikke om at efterlade dem begge i så lang tid. Det var frygteligt. "Jeg har det fuldstændig på samme måde," forsikrede han og klemte fingrene let sammen om hendes. "Men rejsen..."