Stemningen kan skæres med en smørkniv

[Florian Bygmester]

Florian holdt sig på lang afstand af Philippa og forstyrrede hende heller ikke med Bertram, selvom han havde været nødt til at indstille arbejdet.

Nu, adskillige timer senere, havde han lagt ham i seng og sad på kanten af den. Dæmpet forklarede han, at Philippa vist ikke havde det så godt, uvidende om, at hun havde hørt Bertram og var kommet ind.

[Philippa Aubergiste]

Philippa klarede halsen let. Mithras, du altforbarmende. Han havde klaret alt med Bertram til nu og det fik kun hendes bløde punkt til at blive blødere. Hun tog en dyb indånding.

"Jeg har det bedre," forsikrede hun. "Hej, lille mand. Har du fået fortalt en rigtig røvergodnathistorie?" Hun smilede svagt, men varmt til Bertram.

[Florian Bygmester]

Det gav et lille sæt i Florian, som skottede over på Philippa. Han vidste ikke, hvordan han helt skulle gå til hende, men det var han også fri for lige nu, fordi Bertram svarede.

"Jaaa," lød det. "Nu er det dig, der skal fortælle historie."

[Philippa Aubergiste]

Philippa skottede kort til Florian, men fokuserede ellers helhjertet på sin lille nevø. Hun rømmede sig let.

"Normalt får du jo kun en historie," konstaterede hun, men var tydeligvis blød. Lige for ham. "Men du må få en kort vuggevise, hvis du lukker øjnene i imens."

[Florian Bygmester]

Florian kom på benene og gjorde plads til Philippa, som han ærligt talt var i tivlv om, hvorvidt han burde gå en stor bue udenom.

"Sov godt, lille mand," sagde han derfor til Bertram og trak sig tilbage. Han endte dog alligevel med at stå lænet op mod væggen udenfor kammeret.

[Philippa Aubergiste]

Philippa satte sig på kanten af sengen, da Florian rejste sig. Hun havde en klump i halsen, men hun bekæmpede følelserne og rømmede sig let. Bertram skulle ikke sanse noget.

Hun strøg ham blidt over kinden og sang, da han havde lukket sine små øjne:

"Alouette, gentille alouette
Alouette, je te plumerai

Je te plumerai la tête
Je te plumerai la tête
Et la tête, et la tête
Alouette, Alouette

Oh, oh, oh, oh

Alouette, gentille alouette
Alouette, je te plumerai

Je te plumerai le bec
Je te plumerai le bec
Et le bec, et le bec
Et la tête, et la tête
Alouette, Alouette

Oh, oh, oh, oh

Alouette, gentille alouette
Alouette, je te plumerai

Je te plumerai le cou
Je te plumerai le cou
Et le cou, et le cou
Et le bec, et le bec
Et la tête, et la tête
Alouette, Alouette

Oh, oh, oh, oh

Alouette, gentille alouette
Alouette, je te plumerai

Je te plumerai les ailes
Je te plumerai les ailes
Et les ailes, et les ailes
Et le cou, et le cou
Et le bec, et le bec
Et la tête, et la tête
Alouette, Alouette

Oh, oh, oh, oh

Alouette, gentille alouette
Alouette, je te plumerai."

Sangen var længere, men da lille Bertram trak vejret dybt og langsomt og var faldet helt hen, stoppede Philippa og rejste sig lydløst. Da hun kom ud af døren, gibbede det i hendes krop over synet af Florian, men hun havde også forberedt sig på, at han ville have spørgsmål, så hun lukkede indtil børneværelset og vendte sig langsomt imod ham, selvom hendes hjerte hamrede.

[Florian Bygmester]

Florian ventede. Overvejede at gå, men endte med at lytte til sangen. Da Philippa kom ud, faldt armene fra den krydsede position og han så på hende under let sammentrukne bryn, men der var intet konfrontatorisk over ham. Bare forvirring.

"Hvorfor blev du ked af det i dag?" spurgte han dæmpet, selvom han måske burde gå mere fintfølende til værks.

[Philippa Aubergiste]

Philippa tøvede et øjeblik, men så slog hun let med hovedet i en retning væk fra Bertrams værelse. Hun endte med at gå forrest nedenunder og trække en stol ud, som hun endte med ikke at sætte sig på. I stedet stod hun bare og holdt om stoleryggen med hænderne, indtil hun mente Florian var klar til at lytte.

"Det var aldrig min mening, at du skulle se de skitser," konstaterede hun dæmpet og uden at se ham i øjnene. "Og jeg kan godt brænde dem. Jeg ved godt det er virkelig mærkeligt."

[Florian Bygmester]

Florian fulgte med. Snart efter så han på Philippa igen og det eneste han kunne tænke var, at hun var meget dramatisk. Han fattede ikke hvorfor.

"Ro på," svarede han. "Hvad er der med dig?" spurgte han i stedet. "Du må da tegne mig, hvis du vil, selvom de sikkert kunne finde bedre motiver. Jeg fatter bare ikke, hvorfor du er så ked af det hele tiden. Har jeg gjort dig noget?"

[Philippa Aubergiste]

Philippa blinkede og stirrede lidt på Florian i chok. Hun glemte nærmest at være ked af det og fuldstændig at holde det hele inde, fordi hun var så overrasket over, at han virkelig ikke havde gennemskuet hvad der for hende var så tydelig. Selv hvis der også var mange ting hun ikke kunne gennemskue folk gjorde.

"Jeg er ikke..." Hun sank. "Ked af det hele tiden. Kun når du... Fordi du..." Hun sænkede blikket igen og knugede fingrene tæt om stolen. "Jeg tror jeg er forelsket. Og tro mig, det var ikke min intention at blive det og jeg prøver virkelig også at stoppe."

[Florian Bygmester]

Florian var virkelig ikke dum, men virkeligheden var bare så komplet utænkelig for ham, at det ikke dæmrede for ham, selv ikke nu, hvor det ellers nok var den mest rationelle konklusion at hoppe til. Han så bare forvirret ud og lidt ukomfortabel, mest fordi han ikke fattede noget som helst.

"Øh," lød det fra ham. "Fordi du sagde til mig, at du ikke ville giftes? Det er da fint nok. Det skal du ikke undskylde for," fortsatte han og tænkte, at kvinder var nogle mærkelige væsner. Som om han ville gå op i det. "Du behøver altså ikke at holde dig tilbage for Bertrams skyld. Det skal vi nok finde ud af."

[Philippa Aubergiste]

Philippa var så fuldstændig i chok over hans konklusion, at hun i et langt øjeblik ikke gjorde andet end at stirre på Florian. Hun blinkede en enkelt gang med store øjne, før hun rynkede panden.

"I dig," føjede hun til, fordi han tydeligvis på en eller anden måde ikke havde forstået det.

[Florian Bygmester]

Florian blinkede. Og så blinkede han igen. Kobbernoblen faldt og han så dumt på hende i adskillige sekunder, fordi hans hoved havde svært ved at forstå.

"Oh," lød det så endelig.

[Philippa Aubergiste]

Philippa vendte sig væk, fordi hun ikke kunne holde ud at se på ham. Hun gik over til køkkenbordet og stillede sig, så hun stirrede ud af det åbne vindue på gården, hvor han havde efterladt sit arbejde, for at se til Bertram. Hun tog en dyb indånding.

"Du behøver ikke sige noget," forsikrede hun, lidt hæst. Hun rømmede sig. "Det går over. Jeg har ingen illusioner om, at du har den fjerneste interesse i mig."

[Florian Bygmester]

Florian fortrød pludselig lidt alt. Han skulle ikke have spurgt, bare ladet det være. Han sad lidt dumt tilbage, da Philippa vendte ryggen til ham. I et romantisk eventyr, havde han modsagt hende, men...

"Okay," sagde han bare, for hvad skulle han ellers sige? Hans hjerne var gået lidt i stå. Frosset i panik, måske.