Stemningen kan skæres med en smørkniv

[Philippa Aubergiste]

Philippa var kommet hjem den dag fra Cecily med rank ryg og Bertrams hånd i sin højre. Siden da havde hun ikke dvælet efter middagsmaden eller spurgt til Florian Bygmester's dag eller tegninger. Hun forsøgte at holde afstand, men når han alligevel var der, dvælede hendes blik til tider for længe.

Den morgen, hvor han var stået tidligt op og stod i en lysstråle og så ud af et vindue med opslåede skodder og lignede et motiv til et billede.

Den aften, hvor han kom fuld hjem, imens hun arbejdede, og gik rundt i køkkenet og fandt mad frem. Da blev hun siddende, stirrede lidt på hans profil i skæret fra et tællelys, imens han var ved at skære stykker af et brød. Hun burde gå i seng, men hun var ikke færdig og hun var faldet i staver over ham.

[Florian Bygmester]

Florian anede ikke helt, hvad der var sket med Philippa. Han var, til sidst, kommet frem til den konklusion, at hun nok var forlegen over, hvad hun havde været vidne til i gyden. Så han lod hende være, selvom en del af ham savnede selskabet. Det havde gjort det lidt mere udholdeligt at være landbunden.

Intet af det var i hans tanker, mens han stod og skar brød og nynnede dæmpet. Rent tilfældigt strejfede blikket Philippa og fandt hendes rettet mod sig. Han så lidt overrasket ud.

"Vil du have noget med?"

[Philippa Aubergiste]

Philippa trak hastigt blikket til sig, da hun blev opdaget. Hun klarede halsen og rystede tavst på hovedet. Hun havde fået aftensmad. Han havde sikkert fået en omgang mere hos enkefruen. Det huskede hun sig selv på, imens hun arbejdede videre. Han var en skørtejæger.

... Gid hun ikke havde lyst til, at han jagede hendes skørter en lille smule.

[Florian Bygmester]

Florian havde taget en bid brød lige efter han havde spurgt og tyggede på den, mens hun svarede ham lydløst. Hun talte nærmest ikke til ham længere og han funderede over det, ubevidst om at blikket dvælede lidt i beruselsen.

Så trak han på skuldrene og vendte tilbage til sin mad. Snart efter dumpede han ned i den anden ende af bordet med det.

[Philippa Aubergiste]

Philippa kunne se ham betragte hende ud af øjenkrogen og hendes hjerte hamrede, men snart var han ved maden og hun vidste at hans fokus var der. Han elskede vist mad. Det burde være et ligegyldigt faktum, men blev på en eller anden måde et charmerende karaktertræk.

Hun selv havde ingen af den slags, konkluderede hun hårdt, som hun fokuserede på sit arbejde, indtil hun ikke kunne mere og gik op.

To dage efter så hun ham lege i gården med Bertram og denne gang kunne hun ikke lade være med at finde sin kulstift frem. Hun blev en slags belurer, der betragtede ham fra skyggerne og undgik reelle samtaler. Imens voksede samlingen af kulportrætter. Hun gemte dem i en lille mappe, som hun oftest vogtede. Men ikke lige den dag, flere uger senere.

[Florian Bygmester]

Florian forblev uvidende. Han vidste ikke, hvorfor Philippa ikke længere talte med ham, men han var ikke konfrontatorisk anlagt og lod hende være. Sådan gik tiden. Han blev kun mere rastløs med den og måtte holde sig i gang.

Også denne dag, hvor han arbejdede ude i gården. Der var reparationer på huset, som var tiltrængte og han stod ved et impromptu arbejdsbord og huggede et stykke tømmer til den rette form.

Bertram legede lige i nærheden og Philippa var med ham. Florian var ikke så opmærksom på, hvad de hver især lavede, men han havde bemærket, at Philippa vist skitserede igen. Det gjorde hun ofte.

[Philippa Aubergiste]

Philippa skitserede, men holdt også øje med Bertram. Da han pludselig snublede og faldt, rejste hun sig for at trøste ham. Det skete samtidig. Et vindstød skubbede mappen op og alle skitserne fløj ud. Philippa havde løftet Bertram, men blev hvid i ansigtet.

Hun håbede, tåbeligt, at han ikke så det. At han var så optaget af sit arbejde. Hun strøg Bertram over ryggen og sagde mekanisk trøstende ord.

[Florian Bygmester]

Florian så naturligvis op, da Bertram græd. Derfor så han også Philippas tegninger flyve og selvom han ikke var specielt helteagtig, så reagerede han instinktivt og nåede at fange dem, før de forsvandt helt.

De blev samlet i en rodet bunke og han kiggede først ned på dem, da han var på vej over mod de to.

"Ingen skade sket, tror jeg," sagde han, før han blinkede, standsede og så lidt forundret på den øverste. Så de næste nedenunder. "... Er det... Mig?"

[Philippa Aubergiste]

Philippa ville have stoppet ham. Sagt at han skulle lade dem være. Men det var som om hun var gået helt i stå. Hendes hjerte bankede hårdt og Bertram var blevet stille med ansigtet mod hendes skulder. Hun satte ham ned, kyssede ham på hovedet og rakte hænderne frem efter bunken med skitser.

"Giv mig dem," bad hun stift.

[Florian Bygmester]

Florian reagerede helt instiktivt og rykkede sig væk, da Philippa greb ud efter papirerne. Det var ikke for at provokere og han skænkede det ikke en tanke, for han var i færd med også at se på de næste i stakken.

"Er de alle sammen af mig?"

[Philippa Aubergiste]

Philippa stirrede på Florian, da han gik bagud. Hun mærkede noget gå i stykker inde i sig. En lille del, som hun havde beholdt skjult.

"Giv mig dem," bad hun igen.

[Florian Bygmester]

Denne gang hørte Florian hende og han slap papirerne med den hånd, der havde bladret og rakte stakken frem mod hende.

Det var dog med et udtryk, der var ét stort spørgsmålstegn.

[Philippa Aubergiste]

Philippa kunne mærke tårerne presse sig på. Hun havde ikke en god forklaring på hvorfor hun havde lavet elleve forskellige skitser af Florian. Ikke en forklaring han skulle have, i hvert fald. Ikke en forklaring hun kunne indrømme overfor nogen.

Hun sank og tog imod skitserne. Stak dem ind i mappen og lukkede begge arme omkring den. En enkelt tåre forlod hendes ene øjenkrog og gled ned over hendes kind. Hun skottede til Bertram. "Kan du holde øje med...?"

[Florian Bygmester]

Og så græd hun igen. Det fattede han bare endnu mindre af og han så på hende med åbenlys forvirring og lidt en følelse af, at han manglede svar, men han kunne simpelthen ikke kræve dem fra en, der græd.

"Ja, selvfølgelig..."

[Philippa Aubergiste]

Philippa nikkede en enkelt gang, tørrede sin egen kind og drejede om på hælen. Så gik hun indenfor og ind på sit eget kammer. Der sad hun i skrædderstilling på sengen i tavshed og stirrede frem for sig i lang tid. Skitserne lå på det lille bord hun havde. Hun havde overvejet at brænde dem, men hvad skulle det nytte? Han havde set dem.

Tiden passerede, uden at hun rigtig registrerede det. Det blev mørkt. Hun tændte intet lys. Pludselig hørte hun lyden af Bertram, der skulle sove og spurgte hvor hun var. Det trak hende ud af hendes trance og hun kom på benene, selv om de skulle bruge et øjeblik, før de virkede. Så gik hun ind til sin nevø.