Efterladt

[Parsiprestre Merchande]

Parsiprestre brummede lidt. Han var nok lidt forfængelig, men det var lige før, at han var træt nok til bare at lade det ryge, frem for at skulle sig holde sig vågen til en kæmning.

"Tror du, at du kunne kende mig uden hår og skæg, hustru?"

[Marie Merchande]

Marie tog en dyb indånding og sæbede hans hår ind for anden gang. Skidt og snavs hang særligt godt fast der. Hun kneb øjnene lidt sammen over spørgsmålet og brummede.

"Nej, det ville kræve meget tilvænning. Jeg foretrækker dig med skæg. Det er meget maskulint..."

[Parsiprestre Merchande]

Parisprestre brummede. Han havde lukket øjnene og smilede svagt, mens det varme vand og fingrene i sit hår gjorde ham decideret døsig.

"Så må du hellere kæmme mig," konstaterede han, selvom skægget nu nok skulle gro hurtigt ud igen.

[Marie Merchande]

Marie brummede sin enighed. "Godt," svarede hun. "Så må du hellere dyppe dig igen og få sæben godt ud. Jeg henter olien og kammen.

Som sagt, så gjort. Der var også lavendelolie i den hjemmelavede blanding til præcis dette formål. Ingen i Falanie var nok ubekendte med lus. Selv de kongelige havde nok haft det.

Marie startede med håret. Hun fordelte lidt olie i det, før hun redte det igennem med den bredeste kam. Så, da alle knuder var ude, gik hun i gang med den fine. Hun var grundig, fangede mange af de små bæster og deres æg og skyllede dem af i en lille skål med eddike og vand.

Efter håret kom skægget. Hun fik Parsiprestre til at tippe hovedet tilbage og redte det grundigt igennem. Her var der lidt færre lus, men stadig nogen. Hun væmmedes lidt, men var ikke sart. Endelig flettede hun hans hår lidt stramt op, for at holde olien på plads. Hun ville gentage proceduren de næste par dage, indtil der med sikkerhed ikke var flere lus. Hun gjorde det samme med hans skæg, selv om det fik ham til at ligne en sagnfigur eller en sørøver lidt.

"Rejs dig op, Merchande, så jeg kan skylle dig af. Så er du klar til at ryge lige i seng."

[Parsiprestre Merchande]

Parsiprestre ville aldrig have bedt Marie om at ordne det, hvis ikke hun havde insisteret. Han fandt sig i behandlingen, blev ærligt lidt døsig af det, selv hvis blomsterlugten skar lidt i hans næsebor.

"Javel, Madam Merchande," svarede han. "Vores egen, håber jeg og ikke en gæsteseng."

[Marie Merchande]

Marie trak lidt på smilebåndet af Parsiprestre og slap en lille lyd af munterhed. "Vær du bare glad for, at det kun er lidt lavendel. I mine bade er der fem forskellige blomsterdufte."

Hun tog en af de to spande med vand og rakte den til ham, så han kunne hælde den ud over sig selv.

[Parsiprestre Merchande]

"Det klæder uden tvivl dig bedre end mig," svarede han og tømte uden tøven spanden ned over sig selv. Der plaskede lidt på gulvet og Parsiprestre prustede lidt, før han rakte spanden tilbage og trak hånden over ansigtet.

"Lad mig få den anden også."

[Marie Merchande]

Marie tog et øjeblik sig selv i at se på ham. Utvivlsomt var han slidt af rejsen og han skulle fodres godt på de næste uger, men han var stadig flot og nu hvor han var kæmmet og ren...

Hun rømmede sig let og rakte ham den anden spand med et smil i mundvigene.

[Parsiprestre Merchande]

Parsiprestre hævede et bryn over hende, men det rykkede også ved hans læber. Den anden spand blev også tømt og han overlod den til hende også.

"Et håndklæde, hvis du kan løsrive dig," sagde han med et glimt i øjet.

[Marie Merchande]

Maries smil voksede lidt over Parsiprestres tilføjelse og hun hævede et enkelt bryn, før hun greb klædet og gav ham det.

"Jeg er i min fulde ret til at beundre min mands nøgne krop," konstaterede hun, som hun trådte lidt væk for at give ham plads til at stige ud af badet.

[Parsiprestre Merchande]

Parisprestres tænder kom til syne og han tog imod klædet, som han først og fremmest brugte til sin overkrop, nu hvor både hår og skæg var flettet stramt.

"Det ville jeg aldrig modsige," forsikrede han. "Men jeg tror dog, at du foretrækker, at jeg ikke bliver blå."

[Marie Merchande]

Marie smilede en smule smørret og nikkede let.

"Det er sandt nok," medgav hun. "Men jeg tager gerne imod en undskyldning for at skulle varme dig op..."

[Parsiprestre Merchande]

Parsiprestre smilede selvtilfreds og brummede, mens han tørrede resten af sin krop.

"Behøver du en undskyldning?"

[Marie Merchande]

Marie smilede svagt og rystede på hovedet. "Nej," medgav hun. Så gik hun i kisten og fandt hans ene natskjorte, som hun byttede for håndklædet.

"Kom med i seng, Mester Merchande. Jeg er sikker på, at du er ved at dejse om at træthed og jeg har savnet din snorken i mit øre."

[Parsiprestre Merchande]

Parsiprestre trak skjorten over hovedet og med undtagelse af håret, som føltes ubehageligt stramt, uvant som han var med at have det andet end løst, var det lige før, at han følte sig helt som sig selv igen. Han smilede over hendes ord, men trætheden havde i høj grad furet hele hans ansigt og han havde ikke tænkt sig at modsige.

"Det er måske de sødeste ord, jeg har hørt i meget, meget lang tid," brummede han og lagde en arm om livet på Marie. Han kyssede hende flygtigt, men ømt. "Tak, min elskede."