Testamentet

[Betriz Urmager]

Betriz smilede, før hun rettede sin opmærksomhed mod regnskabsbogen. Måske havde hun siddet bedre et andet sted end på Diegos skød, men hun var ikke indstillet på at flytte sig.

Fingrene fandt læderet, der bar præg af at være håndteret ofte og slog op. Ganske få øjeblikke senere havde hun fundet det rette sted, uden besvær, og mundvigene sitrede lidt, da hun så på Diego og hævede brynene.

"Jeg plejede at hjælpe min far med regnskaberne," informerede hun henkastet.

[Diego Lynhånd]

Diego fulgte med, nikkede anerkendende og så, ved Betriz' kommentar, lyste han op.

"Jeg vidste du ville være en god arving," konstaterede han muntert. "Fremragende. Kan du så selv gennemskue systemet her?"

[Betriz Urmager]

Betriz var ret god til systemer, selvom det hovedsagligt var det mekaniske, der fangede hendes interesse. Nu kastede hun et blik på det igen og der var stille nogen tid, mens hun forsøgte at afkode, hvordan Diego havde indrettet sine regnskaber og brugte lige præcis al den tid, hun følte var nødvendig.

"Jeg tror, at jeg forstår det," sagde hun til sidst. "Hvad indikerer markeringerne her?"

[Diego Lynhånd]

Diego nød at sidde sådan med hende. Han kunne sagtens være tavs og sad blot og betragtede hende med et dovent smil på læberne og strøg hende lidt over ryggen.

Da hun spurgte, voksede smilet. "Skjult udgift. Selvom svaret til lovgivningen selvfølgelig er hændelige tab."

[Betriz Urmager]

Betriz så på ham og skød et bryn lidt op med en skeptisk mine - og et underholdt glimt i de mørke øjne. De var længe forbi det stadie, hvor hun kunne blive ved med at være fordømmende omkring hans måde at drive forretning på. Det havde været meget lettere, da han bare var en fremmed, der truede hende og hendes familie.

"Skjulte udgifter," gentog hun. "Vil jeg vide det?"

Et spørgsmål, hun havde stillet mange gange. Nu var forskellen dog, at hun sikkert burde vide det. Hvis hun en dag skulle tage over.

[Diego Lynhånd]

Diego smilede skævt. Han vippede lidt med sine øjenbryn og kastede et blik ned i den nu åbne skuffe med de hemmelige regnskaber.

"Det kan du kun finde ud af ved at se på den dernede..."

[Betriz Urmager]

Betriz fnøs muntert af hans ansigtsudtryk og kneb øjnene lidt sammen, men hun havde alle dage været ubehjælpeligt nysgerrig og kunne ikke helt tåle kun halvt at vide, hvordan det hang sammen.

Så, på trods af den oprindelige intention om kun langsomt at nærme sig den knapt så legitime del af forretningen, lænede hun sig frem og fiskede bogen op fra hulrummet.

[Diego Lynhånd]

Diego havde egentlig også ment det, da han sagde, at de kunne starte med det lovlige, men nu var hun nysgerrig og han havde ingenting at skjule overfor hende. Ikke mere.

Han fulgte hende med blikket med selvsamme tilfredse smil i mundvigene.

[Betriz Urmager]

Det var lidt skørt at kunne tage bogen op helt uden protester og hun var meget bevidst om den tillid, Diego havde til hende. Det var et stort ansvar, især for en, der havde et glasansigt, som hende, men hun kunne holde en hemmelighed, selv hvis hun ikke kunne skjule sine følelser.

Hun slog op i bogen og bladrede koncentreret indtil hun fandt en markering, der modsvarende den i den anden bog. "Ah," lød det fra hende, da hun forstod sammenhængen og hun slap en lidt underfundig lyd. "Klogt."

[Diego Lynhånd]

Diegos læber skiltes i et muntert smil og han strøg fingrene let ned over Betriz' overarm.

"Du smigrer mig," konstaterede han og lød ydmyg - selvom hun vidste det var løgn.

[Betriz Urmager]

Betriz slap en munter lyd over hans ord, men beholdt blikket på bøgerne. Særligt den sidste var ret... Interessant og hun afdækkede kroge af aktiviteter på Hunden, som selv hun endnu ikke havde kendt til, selvom hun havde boet der nogen tid efterhånden.

"Ingen grund til at lyde ydmyg," lød det drillende fra hende, mens hun bladrede. "Du ved, at jeg holder af dig og dit store ego."

[Diego Lynhånd]

Smilet blev bredere og Diego vrikkede let med brynene. "Jeg kan godt lide at høre dig sige det," konstaterede han.

"Nu ved du næsten alt om dette her sted. Jeg håber ikke du fortryder."

[Betriz Urmager]

Betriz så på ham igen ved de sidste ord og flyttede fokus fra bøgerne en stund. Længe nok til at læne sig ind mod ham i stedet. Brynene gled sigende op.

"Hvis jeg havde tænkt mig at fortryde noget, ville det nok ikke være dine regnskabsbøger, der gjorde udslaget," svarede hun, selvom hun godt vidste, at han talte i forhold til testamentet.

"Du må hellere være sikker på, at du ikke fortryder," tilføjede hun. "Nu, hvor du har bundet mig juridisk til Hunden, risikerer du bare, at jeg for alvor frier til dig..."

En spøg, der havde været i gang mellem dem et stykke tid og stadig kun en spøg. Men sandt at sige havde hun aldrig for alvor tænkt, at ægteskab overhovedet var en mulighed med ham - netop fordi det ville give hende juridiske rettigheder over Hunden. Og her sad de.

[Diego Lynhånd]

Diegos smil forsvandt næsten, men der forblev rester i hans mundvige og øjne. Han lagde sin ene hånd på hendes lår og lænede sig ind for at plante et kys på hendes kind.

"Hvordan ved du, at jeg ikke ville sige ja?"

[Betriz Urmager]

Betriz spøgte, men noget ved Diegos udtryk gav hende et lille sug i maven. Hendes mundvige sitrede og hendes hånd fandt til siden af hans hals, da han lænede sig ind.

"Det gør jeg måske heller ikke," medgav hun lavmælt og strøg tommelfingeren over den tynde hud. "Du har jo lige sagt, at jeg kan sno dig om min lillefinger."