Vi lister os afsted på tå

[Rrui Relojoelro]

Rrui brummede sin enighed med hendes erklæring. Det var sandt. Han længtes efter hende. Havet. Skibene. Friheden.

"Jeg har brugt to år, rædselsslagen for at sætte mine fødder på selv en pram," konstaterede han simpelt. "Det er ikke så let at slippe igen."

[Sapientia Ravnesyn]

Sapientia vidste, at hun var årsag, men hun undskyldte ikke. Det havde været en straf og hun stod ved den. To års rædsel lød som en rimelig pris, selvom hun ikke glædede sig på samme måde nu, som hun havde gjort.

"Måske ikke," svarede hun og denne gang forblev blikket rettet frem. På en måde var det en luksus, at han ikke skulle se sine rædsler i øjnene hver dag. Så let havde hun det ikke, den netop overståede nærvedoplevelse et godt eksempel.

[Rrui Relojoelro]

Rrui rynkede panden let over svaret og stilheden, begge ladede. Han tog en dyb indånding.

"Tænker du på det?"

[Sapientia Ravnesyn]

Sapientias blik gled op mod ham igen og hun så på ham nogle sekunder, som læste hun en bog, men fandt tilsyneladende ikke det svar, hun søgte.

"Hvilket?"

[Rrui Relojoelro]

Rrui følte sig målt og vejet af troldkvinden, men han forstod til dels hvorfor. Hun stolede næppe på ham. Hvorfor skulle hun?

"Skibet. Volden... Tænker du på det hver dag?"

[Sapientia Ravnesyn]

Sapientia rettede blikket frem igen. "Det er ikke den eneste ondskab, jeg har mødt i mit liv," svarede hun simpelt, selvom hun normalt ikke talte om sin fortid. Ubevidst rykkede hun på den ene arm. Den, der stadig bar bordellets mærke.

"Kvinders rædsel findes i mænd og vi har ikke den mulighed at undgå den."

[Rrui Relojoelro]

Rruis bryn røg op og han skulle til at protestere, men så tænkte han. Tænkte næsten mere end hans hoved kunne klare. Han kunne ikke rumme det, helt.

"Jeg vil ikke være nogens rædsel igen," konstaterede han dæmpet.

[Sapientia Ravnesyn]

Sapientia lod blikket glide over ham igen. Det dvælede lidt, før hun nikkede ganske svagt.

"Sørg for at efterleve det," svarede hun, men måske var der en snert af bifaldelse, selvom ord alene naturligvis ikke gjorde en forskel.

"I nat har du sparet mig for at lide en ny."

[Rrui Relojoelro]

Rrui nikkede. Han havde ganske vist aldrig før eller siden hende vanæret en kvinde på den måde, men kunne han sige sig fri for andre friheder han havde taget? Næppe.

"Jeg vil gøre alt hvad jeg kan," lovede han.

[Sapientia Ravnesyn]

Sapientia havde lave forventninger til mennesker som udgangspunkt og særligt mænd, men hun var ikke komplet utilgivende. Sømanden, Rrui, var ikke helt, som hun havde troet først og hun lod sin forståelse af ham ændre sig løbende.

"Godt," svarede hun da også og selvom hun ikke smilede, så ringeagtede hun ham ikke længere.

[Rrui Relojoelro]

De nærmede sig Hunden og da de nåede derhen, åbnede Rrui døren, men holdt den åben for Sapientia.

Da først de var indenfor, lod han hende dog være. Han sørgede blot for at aflevere rapport til Tyvenes konge om hvad der var sket.

Lukket?