Vi lister os afsted på tå

[Sapientia Ravnesyn]

Sapientia så ham lidt an, men uanset, hvad der var sket tidligere, fandt hun, at hun ikke frygtede noget fra ham nu. Og hun havde aldrig været for stolt til at tage mod hjælp.

Så hun nikkede sin accept og trådte fri af muren. Blikket gled kort over ham. "Det tilbud vil jeg tage imod, sømand."

[Rrui Relojoelro]

Rrui havde frygtet at rådet ville gøre hende vred, men i stedet accepterede hun. Han nikkede en enkelt gang og trådte et skridt bagud.

"Lad os komme afsted. Hvis pjokket mod forventning kommer tilbage med venner..."

[Sapientia Ravnesyn]

Sapientia vidste udmærket, at det var farligt at være ude alene om natten. Hun var det udelukkende, fordi hun havde været på ærinde for tyvekongen, men det var der ingen grund til at fortælle. Han havde ret i sit råd, uagtet om hun fulgte det eller ej.

"Jeg ville ikke undervurdere, hvad en ydmyget mand kunne finde på," svarede hun, men tøvede ikke med at begynde at bevæge sig i retning af Hundens relative sikkerhed. "Uanset hvor tåbeligt det ville være."

[Rrui Relojoelro]

Rrui brummede let sin enighed. "Jeg er glad for, at jeg var der," konstaterede han.

"Uanset om det får dig til at se mig anderledes eller ej. Jeg ønsker ikke, at se dig udsat for mere... Forfærdeligt."

[Sapientia Ravnesyn]

Sapientia så på ham i mørket og ikke bare med et forbipasserende blik, men med det altseende syn, som havde tjent hende en plads ved tyvekongens side.

"Jeg kan se, at du taler sandt," svarede hun da også, og måske havde hendes syn på ham ændret sig en anelse.

"Og jeg har iagttaget dig en tid nu," fortsatte hun, selvom hun ikke skyldte at dele sine tanker. "Jeg tror ikke, at du er en mand, der er tilbøjelig til vold."

[Rrui Relojoelro]

Rrui gøs let. Det føltes anderledes, den måde hun så på ham på. Hårene i hans nakke stod op. Han rankede sig instinktivt og rynkede panden let, før han rystede svagt på hovedet.

"Det er jeg ikke... Ikke medmindre det er nødvendigt."

[Sapientia Ravnesyn]

En sandhed, igen. Rruis søster havde måske sagt, at vold aldrig burde være en nødvendighed, men Sapientia havde ikke samme syn på verden. Hun levede efter samme devise som sømanden.

Blikket gled op og ned over ham, før hun nikkede. Bifaldende.

[Rrui Relojoelro]

Rrui rømmede sig let. "Er det den magi du har? Er det sandt hvad de siger? Du kan se når en mand lyver?"

Skræmmende evne.

[Sapientia Ravnesyn]

Sapientia havde fortalt sandheden om forbandelsen, men hun fornemmede, at sømanden stadig frygtede hende en smule. Det var vel en form for sikkerhed, men hun gjorde ikke noget for at forstærke frygten. Til gengæld heller ikke noget for at berolige den.

"Det er en af de ting, som jeg kan se," svarede hun sandfærdigt, men opgav heller ikke uden videre flere detaljer end det. Blikket forblev på hans ansigt, en smule granskende.

[Rrui Relojoelro]

Rruis mellemgulv sugede lidt. En af dem. Imens de begyndte at gå, skurrede det lidt rundt og endelig tog han sig sammen og spurgte.

"Kan du se en mands skæbne? Hans fremtid?"

[Sapientia Ravnesyn]

Sapientia forventede ikke, at han ville spørge. Måske var det det, at han endelig gjorde, der fik hende til at svare ham. Efter hun havde set nøje på ham igen.

"Jeg ser en mands sygdom, selv hvis han ikke kender den selv," svarede hun. "Det er vel en skæbne."

[Rrui Relojoelro]

Rrui sank en klump. "Men ikke en mands druknedød?"

Hans hjerte hamrede lidt ved tanken. Han frygtede det stadig - vandet. Her på havnen kunne det gå, men selvom hun havde fortalt, at der ingen forbandelse var, kunne han ikke slippe det.

[Sapientia Ravnesyn]

Blikket gled over ham, men hun vidste, hvorfor han spurgte. Hun så frygten i de små detaljer i hans ansigt, selv i mørket, men hun følte sig ikke længere hævngerrig.

"Nej," svarede hun derfor sandfærdigt. "Der er kun at bede til Guderne og håbe, at de har en anden skæbne i vente."

[Rrui Relojoelro]

Rrui åndede tungt ud og nikkede. "Tak," mumlede han. "Det vil jeg gøre..."

Guderne var vel så det eneste, der potentielt stod mellem ham og friheden til havs igen. Han følte sig en smule lettere om hjertet.

[Sapientia Ravnesyn]

Sapientia fornemmede en vægt, der forsvandt fra hans skuldre og måske nåede de en form for fred i det øjeblik.

"Havet trækker i dig," observerede hun.

"En mand kan drukne i en storm, men en mand kan også dø i en gyde for en slyngels kniv."