Man skal ses

[Jean af Arge]

Jean frekventerede på jævnlig basis de pænere kroer i byen. Han var ikke på jagt. Ikke endnu.

Hans blik var ikke blevet fanget, siden han var vendt hjem. I stedet var han blot en helt almindelig, kedelig gæst, sulten efter ikke en særlig kærlighed, men blot efter simpel føde.

Denne dag var han uden sin væbners selskab og sad blot roligt og sank det sidste vin, da døren gik op. Gid han dog ikke havde siddet der.

Wilhelmina Vogel

[Wilhelmina Vogel]

I lang tid, havde Wilhelmina drømt om, hvad hun ville sige til Jean når hun så ham igen. I hendes tanker, havde hun været alt fra vred, til desperat, til fuld af kærlighed - men aldrig sådan som hun reelt endte med at være. Da hun trådte ind af døren på kroen, faldt hendes blik med det samme på Jean, men hun stivnede.

"Jean." Sagde hun og følte sig pludselig ufatteligt ked af det, men hun måtte være stærk. Hun pressede sine læber sammen og gik over til ham.
"Hvor har du været? Hvad er der sket?" Spurgte hun, fordi hun i første omgang tænkte, at der måtte være tale om en misforståelse. Men ville han så ikke have skrevet til hende? Måske havde han ikke kunne skrive?

[Jean af Arge]

Jean så hende først, da hun var for tæt på til at stikke af, men det forhindrede ham ikke i at prøve.

"De må forveksle mig med en anden, Frøken," erklærede han i en let fistelstemme og trak sin kappe op, for at slynge hætten over hovedet.

[Wilhelmina Vogel]

Wilhelmina var rimelig sikker på, at hun ikke havde forvekslet ham med nogen. Nu blev hun vred og frustreret, over han troede hun var dum.
"Hvem tror du jeg er? En dum skolepige?" Sagde hun højrøstet, så et par af de andre krogæster, kiggede diskret.
"Du er min mand. Jean. Der er ingen grund til at lave numre med mig. Fortæl mig, hvad der er sket." Sagde hun. På trods af hans afvisende bemærkning, var der stadig en lille, bitte del af hende der håbede på at han elskede hende. At han havde en forklaring, at han ville tage hende i sine arme, som han havde gjort engang.

[Jean af Arge]

Jean opgav skuespillet og så opgivende på hende over det postyr hun lavede. Han rejste sig, tog hendes håndled og trak hende bestemt med sig ind i en mere privat og aflukket del.

"Der er ingen grund til at skabe en pinlig situation," konstaterede han roligt. "Sæt dig ned."