Søvnløs og ærlig

[Philippa Aubergiste]

Philippa havde egentlig været træt, da hun gik op for at lægge sig for natten, men så vendte og drejede hun sig.

Til sidst stod hun op, gik nedenunder og begyndte at rode lidt i forrådskammeret efter noget at spise og måske noget saft, som hun kunne varme op og drikke, imens hun sad i natten. Hun var ikke så opmærksom på sine omgivelser, for hun antog at resten af huset sov.

Florian Bygmester

[Florian Bygmester]

Florian var en natteravn. Endnu mere nu efter han var blevet rodløs og han havde været ude, tilbragt det meste af aftenen på Den Sorte Hund. Han var kommet hjem til et mørkt hus, men havde ikke besværet sig med at tænde lys.

I stedet havde han sat sig ved spisebordet og sad bare lige og så lidt ud i mørket, da han hørte puslen fra forrådskammeret. Han håbede ikke, at det var lyden af en rotte og han var halvt ved at tage sig sammen til at undersøge sagen, da en skikkelse kom til syne.

"Hvad laver du?" spurgte han, uden at tænke på, at hun måske ikke havde opdaget at han var der.

[Philippa Aubergiste]

Der var komplet mørkt og Philippa var helt i sine egne tanker, da Florians stemme brød igennem. Hun blev så forskrækket, at hun slap et pib som en rædselsslagen mus og nær havde tabt de ting hun havde i armene, i form af brød, ost og en krukke med blommemarmelade. Hendes hjerte hamrede, da hun fik sat det fra sig på bordet og løftede højre hånd for at lægge den over netop sit hjerte, imens hendes blik søgte i mørket og fandt Florian.

"Du skræmte livet af mig," konstaterede hun hæst. "Hvorfor sidder du her i mørket?"

[Florian Bygmester]

Florian havde ikke haft til intention at skræmme Philippa, men på grund af mørket havde han kun en delvis fornemmelse af, hvor forskrækket hun rent faktisk blev.

"Jeg troede, at jeg var den eneste oppe," sagde han med en skuldertrækning, som hun ikke kunne se. "Jeg havde ikke brug for lys."

[Philippa Aubergiste]

Philippa vendte sig om og rodede i en skuffe efter et tændstål, før hun strøg det og snart efter havde lyset fra et lille tællelys til at se i. Hendes blik fandt Florian og gled flygtigt over ham. Hun havde lyst til at spørge hvorfor han sad der i mørket alene, men så ville han måske føle sig tvunget til at spørge hende hvorfor hun var oppe igen og det var ikke et spørgsmål hun havde lyst til at svare på lige nu.

Så hun rømmede sig let og satte lyset fra sig, før hun stillede et andet spørgsmål.

"Er du sulten?"

[Florian Bygmester]

Florian blinkede et par gange, da der kom lys. Han så træt ud, men det var intet under, tidspunktet taget i betragtning. Han trak på skuldrene over hendes spørgsmål.

"Ja," svarede han ærligt, men også lidt tøvende, fordi hun før havde været sur over at blive behandlet som en husholderske. "Jeg kan selv finde noget..."

[Philippa Aubergiste]

Philippas bryn skød lidt op over Florians svar, før hendes mundvige sitrede let og endelig trak op i et svagt smil.

Hun lod hånden tegne over brød og ost. "Hvis du bare finder to tallerkener og en god kniv, så tænker jeg vi har en aftale."

[Florian Bygmester]

Florian glædede sig over, at han vist for en gangs skyld havde sagt det rigtige og han nikkede, før han kom op at stå.

Han fandt det frem og satte det på bordet, før han også tog det på sig selv at finde noget at drikke. To krus tynd øl og han skottede en enkelt gang til Philippa imens. Han vidste aldrig helt, hvad han skulle sige til hende.

[Philippa Aubergiste]

Philippa skar tykke skiver af både brød og ost. Da hun var færdig og der var mad på begge tallerkener, anede hun heller ikke hvad hun skulle sige. Det var ikke et problem hun plejede at have, men Florian var... Hun vidste ikke hvad han var.

Hun tyggede og drak. Så sank hun og rømmede sig let.

"Er du beruset?"

[Florian Bygmester]

Det var nok en akavet tavshed, men Florian lod sig ikke bekymre så meget af det. Der var ikke noget nyt i, at Philippa ikke talte så meget til ham. Det var lige før hendes seneste venlighed var mere overraskende.

Han stirrede lidt ud i luften, mens han spiste, men da hun talte, skævede han over på hende. Trak så langsomt på skuldrene. "Ikke specielt," svarede han tøvende og tilføjede efter et øjeblik. "Hvorfor?"

[Philippa Aubergiste]

Philippa havde ikke forventet at hendes spørgsmål skulle retfærdiggøres og havde ikke rigtig et svar. Hun rynkede panden let og stak et stykke brød i munden, som hun tyggede i sig.

"Jeg ville bare gerne vide det," konstaterede hun. "Hvis man taler med en fuld mand, er han sjældent sit bedste jeg."

[Florian Bygmester]

Florian trak brynene lidt sammen, mens han tyggede på et stykke brød. Han så generelt ikke tankefuld ud så ofte, men der var en snert af det, da han sank og derefter svarede.

"Og jeg virker ikke som mit bedste jeg lige nu?"

[Philippa Aubergiste]

Philippa indså at det sagtens kunne fortolkes sådan og et øjeblik klemte hun læberne sammen. Hun tog en dyb indånding, der fik hendes næsefløje til at udvide sig let.

"Det var ikke det jeg mente," konstaterede hun. "Jeg ville bare gerne vide hvem jeg sad og spiste med."

[Florian Bygmester]

Florian kunne ikke helt tolke hendes ansigtsudtryk og tyggede langsomt på en bid brød mere. Han nikkede sløvt og der var stille lidt.

"Hvorfor sover du ikke?"

[Philippa Aubergiste]

Philippa så op på Florian ved spørgsmålet. Heldigvis havde hun en hel mundfuld mad i munden, som hun først måtte tygge i sig og det gav hende et øjeblik til at tænke før hun talte. Hun sank også en lille tår øl og klarede halsen.

"Jeg kunne ikke falde i søvn. Jeg lå og vendte og drejede mig og til sidst besluttede jeg mig for, at det så måtte være bedre at stå op."

Hun åndede lidt ud, før en tilståelse tvang sig frem. "Jeg elsker den lille dreng, men det er så hårdt at forsøge at være både hans mor og far."