Ikke som forventet [s]

[Dina Brygger]

Det var en ganske almindelig aften på Falken, som så småt var ved at gå på hæld. Der var kun ganske få tilbage i krostuen og der var tid nok til at ordne andre småsager, mens Micah Brygger passede bare for en lille stund. Sådanne småsager inkluderede at hive brugt linned af sengene på de få værelser, hvor gæster kunne overnatte.

Det havde Dina gjort og var nu på vej ned ad trappen til krostuen med en kurv på den ene hofte. Måske småsov hun på vejen, måske var det sort uheld, men en håndfuld trin før bunden, snublede hun i sin kjolesøm. Et forskrækket udbrud nåede at undslippe hende, som hun faldt.

[Micah Brygger]

Micah var alene i krostuen med mindre end fem kunder og alt var fredeligt og næsten lidt døsigt, lige indtil han hørte lyden af nogen, der væltede ned af trapperne, akkompagneret af et lille skrig.

Dina.

Han slap hvad han havde i hænderne og styrtede uden tanker om andet end hende, direkte ud af krostuen og om bagved med en rasende fart.

[Dina Brygger]

Dina nåede knapt at registrere, hvad der skete, før hun sad på bagdelen i en mudderpøl og med et småømt haleben. Kurven med linned var røget med i faldet og hun var halvt dækket af indholdet.

Således sad hun og havde ikke mere end lige nået at forstå og taget sig til et ømt ben med en grimasse, før døren blev smækket op og Micah dukkede op.

[Micah Brygger]

Micah gik fra rædsel til uendelig lettelse, da han så Dina. Han tog sig til hjertet og så hende lidt an.

"Er du kommet slemt til skade? Slog du hovedet?"

[Dina Brygger]

Dina baksede lidt med linnedet, så hun kunne komme til sit ben. En hudafskrabning, så det ud til og hun rystede på hovedet.

"Nej, nej, jeg er okay," forsikrede hun med en lille grimasse, fordi det trods alt også gjorde ondt, og så først da op på Micah.

[Micah Brygger]

Micah gik ned på det ene knæ, det gode, og så på Dinas ben, imens hans hånd fandt hendes skulder og kærtegnede hende.

"Lad mig hjælpe dig op at stå, så vi kan få dig ind at sidde lidt."

[Dina Brygger]

Adrenalinen aftog så småt og selvom smerten stadig dunkede, var det ikke så overvældende, at andet ikke trængte igennem. Det var dog først efter hun havde nikket og ladet Micah hjælpe sig op, at det så småt dæmrede.

Hun sagde dog ikke noget, men lod sig blot støtte og humpede da også helt ægte. "Så dumt," mumlede hun og skar en grimasse, da hun tog et forsigtigt skridt.

[Micah Brygger]

Intet dæmrede for Micah. Hele hans fokus var på Dina og hendes ulykke. Han støttede hende og tyssede let på hende på vejen.

"Ikke dumt," svarede han. "Uheldigt. Jeg takker guderne for, at der ikke skete mere."

[Dina Brygger]

Dina diskuterede det ikke med ham, men lod ham blot hjælpe sig ind i krostuen og ned at sidde på en stol. Hun slap en lille lyd af lettelse og strakte sit ben ud.

"Blå mærker og en hudafskrabning, det er vist det hele," forsikrede hun, lidt forsinket.

[Micah Brygger]

Micah åndede lidt ud. "Og lidt beskidt tøj," fortsatte han. "Men det er helt ligegyldigt. Skal du have noget at drikke?"

[Dina Brygger]

Lidt var vist en underdrivelse, men Dina tog sig ikke af det. Egentlig var hun heller ikke tørstig, men lidt skuespil var ikke svært for at stille nysgerrigheden.

"Ja. Tak," svarede hun derfor med et lille smil. Og med alle intentioner om at betragte ham, mens han gik efter det.

[Micah Brygger]

Den lille halten kom tilbage, da Micah gik efter noget at drikke til Dina, men han samlede ikke stokken op.

Hans tanker var for opslugte af uro til at tænke på den. Han skænkede blot til hende og kom snart tilbage med et krus af hendes yndlings.

[Dina Brygger]

Dina studsede og smilede svagt for sig selv, men hun havde afdæmpet det, da Micah vendte sig mod hende igen. I hvert fald nok til, at det kunne spire frem igen.

"Tak," sagde hun og gav hans hånd et klem, før hun tog en lille tår. "Undskyld jeg forskrækkede dig."

[Micah Brygger]

Micah lænede sig ned, kyssede Dinas pande og strøg en hånd over hendes skulder.

"Jeg ville aldrig tilgive mig selv, hvis du kom til skade," tilstod han dæmpet.

[Dina Brygger]

Dina var ærligt mere optaget af sine overvejelser som helbreder end hun var af sin egen ømhed og af samme grund kom Micahs ord lidt bag på hende.

Hun blinkede og så op på ham. "Jeg snublede. Det kunne ikke være længere fra din skyld."