Den nye dagsorden

[Sapientia Ravnesyn]

Det var endnu en ny virkelighed for Levagnys slyngler, men nogle havde accepteret den hurtigere end andre. Sapientia hørte til den første kategori og havde skabt sig en plads tæt på Diego Lynhånd. Den var kun blevet mere etableret nu, hvor den nye tyvekonge i højere grad havde brug for hjælp til at identificere folk med Gaven, end han først havde haft. Hun kendte ikke til årsagen, men klagede heller ikke.

Nu stod hun bag tyvekongens stol og observerede, mens to parter i en stridighed fremlagde deres sag. Da hun havde hørt tilstrækkeligt, drejede hun sig, så kun Diego kunne se hendes læber og sænkede stemmen. "Odrianeren taler sandt," sagde hun dæmpet.

[Diego Lynhånd]

Diego sad roligt og betragtede de to tyve hidse sig op i deres forsvar af egen sag. Han hørte også sin sandsigerske tale og selvom han ikke stolede blindt på hende, så sagde hun det samme som han selv havde tænkt og tjente som bekræftelse. Han nikkede umærkeligt.

"Jeanne. Du lyver," konstaterede han roligt, før han smilede svagt. "Og det ville jeg normalt ikke bebrejde dig, men du skal ikke lyve for mig."

[Sapientia Ravnesyn]

Sapientia havde kun til interesse at blive en del af tyvekongens indercirkel og for at det kunne komme på tale, måtte hun vise loyalitet ved enhver lejlighed. Det gjorde sig også gældende nu.

Hun trak sig lidt tilbage, da Diego tog ordet og inden længde var konflikten opløst og dermed også de mest presserende sager.

[Diego Lynhånd]

Diego havde sagt for kort tid siden, at han var mindre grandios end sin forgænger og selvom det nok var sandt, så fulgte de en hvis forventning om attitude med titlen kh retfærdigvis generede det ham ikke at vifte en hånd i luften efter en kop frisk te.

Han var måske en mand med dyre vaner, men han var også en god Konge og han sad tryggere i stolen end de sidste tre, håbløse knægte havde gjort.

[Sapientia Ravnesyn]

Sapientia var indstillet på at følge hvert et vink fra tyvekongen, så længe han stadig havde gjort sig fortjent til det og derfor tøvede hun heller ikke med at servere en kop te. Hun var vant nok til at tjene.

Hun indtog en plads bag Diego igen. Snart kom en ukendt mand, for hende, frem og hun lænede sig lidt frem. "Gaven," sagde hun dæmpet.

[Diego Lynhånd]

Diego tog en dyb indånding og nikkede let. Han stolede generelt ikke på magikere og Betriz' plads i hans liv havde ikke ændret på det. Seersken hende ikke den sædvanlige gave, så det var anderledes, men selv hende holdt han generelt et vågent øje med.

Han tog en tår te og betragtede den nye magiker. "Intentioner?" Hans stemme var dæmpet. Kun ment for Sapientia.

[Sapientia Ravnesyn]

Sapientia granskede den fremmede mand. Synet gav hende et skarpere indblik end de fleste, men det var ikke ubegrænset og hun havde i høj grad selv måttet lære at tolke, hvad hun så.

Hun kneb øjnene lidt sammen. "Jeg kan ikke se det klart," svarede hende og i det lå en opfordring til at gå til manden med varsomhed.

[Diego Lynhånd]

Diego nikkede let. Han kneb øjnene sammen og løftede hagen. Så mødte han manden, præcis med den nødvendige varsomhed.

Senere var hoffet lukket. Der var endelig kun de få i inderkredsen og da Sapientia kom ind, klappede Diego let på stolen på sin venstre side, der stod tom. I den højre sad Len, naturligvis.

[Sapientia Ravnesyn]

Sapientia var stadig ved at finde sin plads ved tyvehoffet, men hun var godt på vej og hun udviste ingen tøven, da hun så opfordringen. Hun krydsede rummet og tog plads ved siden af Diego.

Hun så ikke selvtilfreds ud over det, men så bare alvorligt mod tyvekongen. Antog, at han muligvis havde noget at sige.

[Diego Lynhånd]

Diego havde flere ting at sige. Først noget generelt om dagen til alle, men senere lænede han sig let til højre og talte med Len. Efter en tid, lænede han sig i stedet mod venstre.

"Det var godt fanget, flere gange i dag. Hvordan virker dine... Evner? Kan du se noget ved magikere, der ser anderledes ud?"

[Sapientia Ravnesyn]

Sapientia lyttede og observerende, indtil Diego henvendte sig til hende. Hun fokuserede på ham.

"Ja," svarede hun. "Enhver med Gaven har en glødende aura for mig."

Nogle så stærkt, at det endda kunne være svært at se gennem farvespillet.

[Diego Lynhånd]

Diego brummede let. En aura. Han havde hørt ordet på falanistisk før, men alligevel var han ikke helt sikker på om det betød hvad han troede. Han var nysgerrigt anlagt, selvom han gerne undgik magi. Det var knapt så let at blive ved med, med Betriz i livet. Hende ville han ikke undgå.

"Min guldsmed. Min troldkvinde. Hvordan ser hendes aura ud?"

[Sapientia Ravnesyn]

Sapientia rankede sig usynligt over spørgsmålet og hun overvejede et enkelt sekund, men fortsatte med at være ærlig. Hun vurderede at det var bedre end at foregive, at hun ikke havde betragtet omtalte kvinde.

"Hun er omgivet af et klart, rødviolet skær," svarede hun, uden at være klar over at tyvekongen selv havde set det en enkelt gang for længe siden.

[Diego Lynhånd]

Diegos bryn røg et lille stykke op og han nikkede langsomt. Det var ikke fordi han ikke havde troet på hende før, men en ekstra sikkerhed landede nu og hans mundvige sitrede.

"Mm. Det er den," medgav han. "Og vores gæst tidligere?"

[Sapientia Ravnesyn]

Sapientia blev bekræftet i, at hun havde truffet det rette valg, da hun indså, at tyvekongen allerede kendte svaret på forhånd. Hun lod sig ikke hyle ud af den.

"Ikke helt så klar, en støvet gråblå," konstaterede hun. Ledte et øjeblik efter det falantiske ord. "Illusionsmagi."