Housewarming

[Heinrich af Bar Van]

Det havde været en længere og mere overraskende rejse end Heinrich på nogen måde havde forventet og de gjorde holdt aftenen før, selvom de var tæt på borgen, fordi han ikke ville ankomme udmattet til det sted, der var hans nu. Han ville derimod både at han selv og Emblin af Bar Van gjorde deres bedste figur. Liane måtte præsenteres som Emblins veninde med et falsk navn, for han kunne ikke risikere at det spredte sig hvem hun var.

Det var tidlig formiddag, da de red ind over voldgraven. Han selv var forrest og da han svang sig ned fra sadlen var han bevidst om sin ranke figur og det rene tøj, som han havde iført sig i morges. Han vidste at der hvilede dusinvis af blikke på ham, som han gik mod vognen og stod klar, da den blev åbnet, så han kunne tilbyde sin hustru sin hånd.

[Emblin af Bar Van]

Emblin var lige dele spændt og nervøs da de nærmede sig. I hendes hoved forestillede hun sig nok en spøgelsesborg, en ruin, taget ud af et uhyggeligt eventyr. Derfor lænede hun sig også mod den lille åbning i vognen og så til med tilbageholdt åndedræt, som de nærmede sig lensborgen i Bar Van.

Det hun skimtede var, heldigvis, ingen ruin, selvom murene var dækket af vedbend og enkelte steder lod til at have et presserende behov for reparation. Det var alt, hun nåede at tænkte, før vognen kom til et holdt og den snart efter blev åbnet.

Hun trådte koncentreret ud, en hånd i Heinrichs, mens hun gjorde alt i sin magt for ikke at skvatte og ydmyge sig selv under dette allerførste øjeblik som baronesse på lensborgen. Det skete heldigvis ikke og hun tog sin mands arm og holdt sig ikke tilbage fra at lade blikket glide fuldt over borgen foran dem.

[Heinrich af Bar Van]

Heinrich hjalp også sin søster ud, men så tog han Emblin med sig over gårdspladsen mod en ventende gruppe, der alle stod og strakte hals.

Han præsenterede sig selv, sin hustru og deres gæst. Så blev han præsenteret for bestyreren, som var en lang, bleg mand, der næppe var begejstret for at blive degraderet, men som tog det i stiv arm.

Endelig erklærede han sin intention om at spise hvad køkkenet kunne diske op med, efter at han havde haft tid til at se sine gemakker an.

Og så gik turen ellers indenfor og op, op, op af trapper.

[Emblin af Bar Van]

Emblin hilste på den ventende gruppe med en vis ærefrygt og en lille snert af at være en bedrager. Dët undertrykte hun og smilede blot imødekommende, før hun fulgte Heinrich.

Hun kastede diskrete, nysgerrige blikke rundt, i hvert fald indtil trapperne syntes at fortsætte i en uendelighed og hun i stedet måtte koncentrere sig om ikke at komme til at pruste. Dét tog det meste af koncentrationen og hun følte sig tilnærmelsesvis blå af at undertrykke det, da de endelig nåede vejs ende.

[Heinrich af Bar Van]

Heinrich og Emblin blev vist ind på et værelse med en massiv seng og store vinduer med skodder i malet træ. De var dog slået åbne og masser af frisk sensommerluft vældede ind, sammen med solskin.

Heinrich takkede tjeneren, der havde vist dem op. Så lukkede selvsamme døren og i blot en stund var de alene. Et rovdyragtigt glimt viste sig i hans blik, før han undertrykte det og tog en dyb indånding. "Velkommen hjem, Baronesse," erklærede han.

[Emblin af Bar Van]

Emblin havde det lidt varmt og koncentrerede sig om at trække vejret kontrolleret. Det havde hun heldigvis fået nogenlunde styr på, da døren blev lukket. Nåja, kinderne var måske stadig lidt varme.

Hun flyttede blikket fra rummet og rettede det mod Heinrich og noget i hans blik, fik det til at gibbe let i hende. Hun åndede ud, tiltrængt.

"Åh. Ja," sagde hun, lidt overvældet. Hun smilede svagt. "Hjem."

[Heinrich af Bar Van]

Heinrich gik roligt over imod Emblin, lagde en to fingre under hendes hage og kyssede hende blidt, før han lænede sig ned og hviskede i hendes øre.

"Jeg har lyst til at lægge dig på sengen og indhente det tabte, men vi skal ud og se vores borg først."

[Emblin af Bar Van]

I løbet af få øjeblikke havde Emblin det varmt af helt andre årsager og hun åndede ud, mens han endnu var lænet ind mod hende. Så kom hun sig over overraskelsen og slap en lille, munter lyd.

"Det er meget ensporet af dig, Baron Bar Van," drillede hun, men med sitrende mundvige.

[Heinrich af Bar Van]

Heinrich smilede skævt og hævede et bryn. "Nej da. Jeg sagde jo at vi skulle ud først. Men kan du bebrejde mig? Endelig er jeg alene med min hustru efter en lang rejse, hvor jeg har sovet blandt mine mænd. Og der er en seng."

Han åndede hørligt ud. "Og du har kønne, røde kinder, næsten som om vi allerede var i gang..."

[Emblin af Bar Van]

Emblins kinder blev en kende rødere, men hun smilede også og rystede på hovedet. "Åh, jeg kan godt bebrejde dig," svarede hun drillende og med et lidt strengt blik.

"Men som du selv siger, så er der andet vi må gøre først."

[Heinrich af Bar Van]

Heinrich fnøs. "Streng er du," erklærede han, før han gik frem og indfangede hende i sine arme.

"Et enkelt kys kan du vel spare mig?"

[Emblin af Bar Van]

Emblin lo lavmælt, men lod sig indfange og stabiliserede sig selv med hænderne mod Heinrichs skuldre. Det var en lettelse endelig at være fremme og ikke mindst at have et øjeblik alene, uanset om hun indrømmede det eller ej.

"Hvis du kan begrænse dig til et enkelt," svarede hun, men kyssede ham også, før han kunne nå at svare.

[Heinrich af Bar Van]

Heinrich smilede skævt ind mod Emblins læber og brummede lavt.

"En gevaldig udfordring, med en hustru, der trænger så grundigt til at blive kysset," mumlede han, før han trak sig langsomt fri.

"Mm. Skal du klæde om?"

[Emblin af Bar Van]

Det var svært ikke at blive lidt blød, men hun holdt sig også i skindet. Hun smilede dog og slap en lille lyd af tilfredshed, før hun tog en dyb indånding og rettede sig op.

"Ja, det må jeg hellere," sukkede hun og konstaterede, at hendes kiste var blevet bragt op. Beskedent for en baronesse, men hun havde ingen bugnende garderobe.

"Hjælper du mig med snørerne?"

[Heinrich af Bar Van]

Heinrich slap en lyd, der lød lidt som et lidende dyr. "Tortur," mumlede han, før han dog netop hjalp hende med de forbandede snører.

"Regn ikke med meget søvn i nat," truede han imens.