En aftenstund

[Svea Købmand]

Eirik Våbensmed
Inés Våbensmed

Selvom Svea egentlig skulle tilbage til sine pligter imorgen tidligt, havde hun savnet sin familie så meget at hun var taget hjem for at spise aftensmad og hygge sammen med dem. De havde spist det sidste måltid på dagen, som Svea havde hjulpet sin mor med at lave og da de fleste var gået hver til sit, var der kun Svea og hendes forældre tilbage i spisekrogen.

"Jeg har noget jeg gerne vil snakke med jer om." Sagde hun og drak lidt af den te som hun havde lavet for lidt tid siden og som hun nu sad med hænderne om i form af et lille lerkrus.

"Min mester siger, at jeg måske er dygtig nok til at prøve at blive optaget på universitetet." Sagde hun, mens hendes blik flakkede mellem hendes mor og far. "Måske dygtig nok til at der er en der vil betale for min skolegang." Bemærkede hun derefter og så ned i sin te, fordi hun var bange for at de måske ville blive vrede på hende eller være sure på hende af en eller anden grund.

"Hvad synes i om det?" Spurgte hun og bed ned i sin underlæbe, mens hendes hjerte hamrede derudaf.

[Eirik Våbensmed]

Eirik så ikke særlig tilfreds ud over sin datters udmelding. Heller ikke da hun endelig fortalte hvad det hele drejede sig om. Han ville ikke skuffe hende, men pengene var ikke til det; det havde aldrig været til det og at nogen gav hende dét håb gjorde intet for den halvbitre smed.

Det betød ikke at han ikke var stolt af hende, det gjorde bare det hele en smule kompliceret og han ville ikke have hun blev for skuffet. Derfor skævede han let mod Inés i håb om at hun ville tage roret til en start.

[Inés Våbensmed]

Inés var altid lykkeligst, når familien var samlet og hun var derfor særdeles tilfreds, da hun kunne synke ned at sidde igen efter at have haft hele flokken om aftenbordet. Hun havde netop hævet kruset for at puste til det, da Svea lagde ud i et tonefald, der fik hende til at sænke det igen.

Hendes blik på datteren var alvorligt, mens hun talte og hun svarede ikke med det samme. Håbet om, at Eirik for en gangs skyld ville gå foran, døde omgående og hun tog en dyb indånding. Panden var dog stadig lagt i tænksomme folder.

"Og hvis ikke?" følte hun sig nødsaget til at spørge.

[Svea Købmand]

"Jeg kan kun starte på universitetet, hvis en adelig betaler for det." Sagde hun og så lidt fra den ene til den anden, de troede vel ikke at hun var dum nok til at regne med at de kunne betale for det.
"Mor, far, altså jeg ville aldrig regne med at i skulle kunne give mig så meget - det er mig selv der skal arbejde for at fortjene det, ikke jer." Bemærkede hun og slog blikket ned, fordi hun følte sig helt misforstået og ked af det.
"Måske skulle jeg ikke have sagt noget." Mumlede hun, mens hun bed tænderne sammen for ikke at komme til at græde.

[Eirik Våbensmed]

Eirik var ukomfortabel i hele situationen; han var ikke god til når nogen af hans børn blev bedrøvet på den måde, også selvom Svea var hans lille pige så havde han aldrig rigtig formået at trøste hende. Han var mere den far der forsvarede og beskyttede sin familie; han talte ikke med dem som Inés gjorde.

"Vi vil ikke have du ender med at blive skuffet." endte han så med at sige i det han rykkede let på stolen og kom tættere på bordet. Han ville ikke være andet end stolt over hvis hun kunne ende med at læse på universitetet; men det krævede bare mere end viljestyrke.