Verden vendt på hovedet

[Sarah Merchande]

Sarahs mellemgulv tumlede rundt kluddermudder, da hun, Helias af Tardigy, Parsiprestre Merchande og Lynon Marchande blev lukket ind i templets indre af en ung præstinde. Vielsen var simpel og ritualet blev ikke trukket ud for noget publikums skyld. Til gengæld fik Sarah og Helias hver mulighed for at sige et par ord, da deres hænder var blevet bundet sammen med et par blålilla og orange bånd i silke, som hun havde fået til lejligheden og som repræsenterede deres gavers farver.

Sarah tog ordet først. Dels fordi hun ikke kunne holde sig tilbage og dels fordi hun blev nødt til at tale, inden hun begyndte at græde.

"Helias," sagde hun hæst og rømmede sig let. "Jeg har elsket dig i længere tid end du har elsket mig. Vores kærlighed har været kompliceret, rodet og hjerteskærende. Jeg har rejst til den anden ende af verden for at glemme dig, kun for at komme tilbage og falde for dig påny." Hendes blik flakkede kort til hendes far. Så smilede hun svagt. "Vi Merchander har en tæft for at lave ballade, men mit ægteskab med dig handler ikke om ballade for mig. Jeg ville giftes med dig, selvom du var en fattig daglejer uden nogen gave. Jeg ville elske dig, uanset hvor jeg havde mødt dig henne. Jeg vil tilbringe mit liv med dig, give dig alt hvad jeg er og tage imod alt hvad du er. Du er mit livs kærlighed. Jeg tager dig til husbond."

[Helias af Tardigy]

Det var grænseoverskridende. Helias vidste hvem Sarahs far var af navn; den historie kendte alle vist, og hans søster havde han vist flere gange stødt på ved Universitetet. Men af den grund at have nogen former for relation til dem, eksisterede vist ikke. Hans øjne skævede lidt i retningen af den lidt skræmmende mand, men nu var ikke tiden at vise for meget svaghed.

Han følte sig dog svag i sine ben, da de endelig stod foran hinanden, med de bløde bånd om hinandens hænder, og hans blik var dybt begravet hos Sarah, som hendes ord lød. Han klarede halsen lidt da det blev hans tur. "Sarah.." Han bed sig i kinden. Det var sværere for ham end først beregnet.

"Du kom som et frisk pust i min ellers ret lige til tilværelse, mellem jord og planter." Naturligvis havde der været kvindeligt selskab, men han havde aldrig investeret sig selv i nogen af de eskpadder. Ikke før Sarah; og hun var langt mere end det. "Men jeg tror at jeg blev forelsket i dig før jeg overhovedet rigtigt havde fået tænkt mig om.." Hans fingre flakkede let over hendes.

"Jeg fortryder kun at der skulle så meget smerte til før jeg fandt ud af at du altid lige har været foran næsen på mig, og jeg vil bruge resten af vores liv sammen til at værdsætte dig, elske dig, lytte efter hvad du siger, selvom du ikke har ret, og vigtigst af alt så vil jeg støtte dig." Han blinkede let og mærkede da også at øjnene blev våde.

"Jeg tager dig til hustru" lød hans sidste og forsejlene ord.

[Sarah Merchande]

Sarah fnøs hørligt over Helias' ord om at have ret, men hendes grå øjne havde været ved at flyde over med rørte tårer indtil da. Nu fik hun en god lejlighed til at snøfte lidt ind og blinke dem væk. Hun havde heldigvis ikke frie hænder til at slå ud efter ham.

Præstinden tog ordet igen efter Helias. Hun velsignede dem, talte lidt om kærlighed og så, endelig, erklærede hun dem viet for guderne og menneskene. Sarah var ved at briste, da deres hænder blev løsnet igen og hun trak Helias ind til sig uden tøven.

[Helias af Tardigy]

Deres bånd var blevet bundet, og præstinden havde velsignet dem, og de var nu ægteflok. Helias syntes da også at mærke et sus rejse igennem hele hans krop, som kun fik ham til at smile let, som hans blik dvælende faldt over Sarahs ansigt. Armene gled omkring hendes krop; fingrene fulgte kjolens stof, før en hånd lagde sig mod hendes lænd, og den anden fandt direkte hvile i hendes nakke, som kysset stod på.

Tid og sted syntes at forstumme, og lige nu var der kun dem.

[Sarah Merchande]

Der var kun dem, men alligevel var Sarah også opmærksom på, at der også var hendes far og søster. Hun trak sig væk efter en kort stund, strøg Helias kærligt over kinden og vendte sig med et strålende udtryk i ansigtet mod hendes to nærmeste familiemedlemmer. En lille kvækkende lyd af begejstring forlod hende og hun kastede sig i armene på Lynon Marchande og siden sin far. Først da, fandt hun tilbage til Helias og flettede sine fingre ind imellem hans, inden de forlod templet sammen.

En lille frokost blev indtaget på en af byens kroer og da hendes familie havde taget afsked sad de tilbage alene over hvert deres glas vin, hendes øjne dybt forsvundet i hans.

[Helias af Tardigy]

Helias havde opbygget en stor appetit, efter han havde været syg, og nerverne inden brylluppet havde da været så store at han ikke havde spist så meget; hans forældre havde været ved at tro at feberen var vendt tilbage. Selvom han stadig ikke var i fuld vigør, så kunne han dag for dag mærke mere af sig selv, og lige nu følte han sig ikke andet end i live.

Da de var alene, syntes en fin stemning at ligge sig over dem. Skrøbelig og stærk på en og samme tid. Helias skubbede stolen let ud fra bordet og sukkede let. Det var stadig en anelse uvirkeligt. Nok havde de overstået ceremonien, men der ventede stadig hans egen var, hvor nyheden om at de var blevet gift, ikke var nået hans øre.

Han tog en tår af vinen, før blikket gled op i Sarahs øjne. "Ved Mithras, hvor er jeg glad for at du er min hustru.. Endeligt" sukkede han svagt.

[Sarah Merchande]

Sarah drejede bægeret med vin lidt rundt i cirkler på bordet, før Helias talte og et smil bredte sig på hendes læber igen.

"Mm. Du er min mand," konstaterede hun. "Så underligt... Vi er gift. Så snart vi har gjort det helt officielt i nat, kan ingen skille os ad."

[Helias af Tardigy]

Helias sad med blikket mod Sarah, og mærkede hvordan hele hans mellemgulv trak sig sammen, hver gang deres øjne mødte hinanden. Han var afsindig glad, selvom modstand lå lige i horisonten. Hverken hans far eller Christofle ville blive særlige glade for ægteskabet.

Han brummede let, og smilet voksede sig stort og smørret som brynene vrikkede lidt. "Jeg kan næsten ikke vente med at forsegle vores ægteskab" lød det fra ham, som stemmen syntes lidt dybere og lidt mere fyldt af begær..

Selvom de for længst havde fundet hinanden på den mest intime og tætte måde.

[Sarah Merchande]

Sarah smilede og hendes lyse øjne blev lidt mindre, som de deltog helhjertet i det smil.

"Jeg har ikke kun savnet at tale med dig," forsikrede hun dæmpet og satte vinbægeret fra sig, før hun rakte frem over bordet efter hans hånd.

[Helias af Tardigy]

Helias satte også sit bæger med vin fra sig på bordet, og lænede sig frem for at kunne lukke sin hånd om hendes. Smilet sitrede skævt, og de grønne øjne syntes at gnistre let og den stemning langsomt ændrede sig omkring dem.

"Vi har mange nætter at indhente.." svarede han stille, før han løftede hendes hånd op mod sin mund, og plantede et par kys over hendes håndflade.

[Sarah Merchande]

Sarah fik gåsehud over hans kys på hendes hånd. Nåja, blikket han sendte hende og emnet de talte om hjalp også. Hun fugtede læberne og nikkede.

"Det tror jeg ikke vi kan indhente på en aften, hvis jeg skal kunne gå i morgen," konstaterede hun med en lidt åndeløs latter i stemmen.

[Helias af Tardigy]

"Men ingen forhindre os i at gøre forsøget" Sukkede Helias stille, før han var nødt til at rejse sig fra sin stol og gå det sidste stykke for i stedet at bøje sig halvt ned så han kunne fange hendes læber med sine.

Ikke at han havde tænkt sig at de skulle indhente nok til at hun var sengeliggende, men næsten.

[Sarah Merchande]

Sarah lo over Helias, men hun havde nok pli til at undgå hans kys. "Ikke her," indvendte hun.

"Lad os gå ovenpå." Hun greb sine ting og sit bæger med vin og var klar. Der stod et værelse klar til dem. De kunne ikke bo sammen, før støvet fra deres vielse havde lagt sig, men de kunne i det mindste være sammen på deres bryllupsnat.

[Helias af Tardigy]

Helias sukkede og havde glemt at der var andre til stede, og han så da heller ikke helt glad ud da det gik op for ham. Han vidste godt hvorfor at de ikke bare kunne kysse hende som han havde lyst til. Nok var de gift, men det hele var stadig ikke en offentlig nyhed.

Helias tog sit bæger og kanden med vin med sig, som de gik oven på. Alt ved deres forhold var atypisk, men Helias mærkede da glæden ved at de for i nat kunne være hinandens uden at tænke på hvad morgendagen ville bringe af kaos.

[Sarah Merchande]

Sarah gik med vilje forrest op af trappen og vrikkede lidt for Helias på vejen, før hun skyndte sig indenfor, stillede vinen fra sig og vendte sig om mod ham med en varm glød i blikket.

"Du er min," mumlede hun. "Helt min..."