Taknemmelighed har mange ansigter

[Helene af Suilleaux]

Helene var kommet hjem fra rideturen med Lancelin af Suilleaux med bankende hjerte og en følelse af at være smudset til på en måde. Hun havde forsøgt at vaske det af, men hans ord blev ved med at genspille sig i hendes ører. Han tænkte på hende om natten. Det var næppe hendes hjælpsomhed overfor Miri han tænkte på efter sengetid. Men det var Miris fader, der havde sagt ordene til hende og nu raslede de rundt. Hun havde flirtet med sin andel af væbnere, men det var altid uskyldigt, små komplimenter, måske et lille kys i et stjålet øjeblik. Og de var altid omkring hendes egen alder. Lensgreven var en meget voksen mand, der havde haft to hustruer og havde tre børn. At han var på udkig efter hustru nummer tre havde også spillet i hendes tanker, men det var ikke sådan man kurtiserede en potentiel grevinde.

Hun havde planer om at lægge det bag sig, men så skete det et par dage senere, at hendes mor bad hende tage med til paladset. Forældrene havde naturligvis hørt om Chantilly og det var så stor en gave, at hun blev pålagt at takke lensgreven personligt for den. Grevinden af Rouvry var snarrådig og hun vidste da også udmærket, at Lancelin af Suilleaux ledte efter en hustru. Derfor sendte hun heller ikke Léa med, men gik personligt selv med Helene til lensgrevens gemakker. Derfor var Helene også blevet stadset pænt op og havde en buket blomster med. Da de blev vist ind til ham, mente hendes mor at hun sagtens selv kunne gå ind, imens hun blev siddende i forgemakket. Det var trods alt ikke hende, der havde fået en hest og der var blot en enkelt dør imellem dem. Helene havde lyst til at nægte, men hun var godt opdraget, så hun trådte naturligvis alene indenfor, da en tjener åbnede døren for hende. Blikket mødte til gengæld ikke grevens, som hun nejede hurtigt. "Deres Excellence. Tak fordi De ville se mig," fik hun frem, imens hun stirrede lidt på hans skrivebord. "Mine forældre mente at jeg burde udtrykke min store taknemmelighed for deres gavmilde gave."

[Lancelin af Suilleaux]

Helene af Suilleaux og Lancelin havde ikke set hinanden siden deres uheldige samtale ved floden Montaroux, og det var måske også meget godt. For det havde været akavet, direkte og langt over den grænse, der skulle være mellem dem. Og selvom, at Lancelin havde lovet sig selv ikke at tænke på den unge komtesse længere, så var hun blevet ved med at dukke frem i ny og næ. Det var først et par dage efter episoden, at Lancelin måtte erkende, at det bedste nok ville være, at holde sig fra Helene af Rouvry så længe, som det overhovedet kunne lade sig gøre. Det hjalp på det, at Lancelins dage blev fyldt op med møder i rigsrådet der krævede hans fulde opmærksomhed.

Men så, denne dag, flere dage efter deres sidste møde, blev Lancelin gjort opmærksom på, at Grevinden af Rouvry og datteren Helene af Rouvry ønskede at se ham. Med ét vendte den unge komtesse tilbage i hans sind, og han var både ærefrygtig og spændt på, at kunne se ind i hendes øjne igen.

Døren blev åbnet, som Lancelin sad fordybet i nogle pergamenter ved sit skrivebord. Han havde ikke forventet at se hende nu. Og slet ikke stadset sådan ud en almindelig søndag eftermiddag. En buket blomster i hendes hænder som en eller anden form for gave. Hvad var det her? Det var ikke sådan, han huskede hende, og han kom frem til, at hun som en adelig datter af en grevinde, højst sandsynligt var tvunget til at blive stadset sådan op.

"Med blomster eller dit selskab, kære komtesse?" spurgte lensgreven, idet at han rejste sig fra sit skrivebord og gik hende roligt i møde. "Jeg var sikker på, at De ville undgå mig for alt i verden," drillede han, med en smule sandhed i sine ord.

Han betragtede hende kort, og prøvede at fange hendes undvigende øjenkontakt, men den var svær at få fat i, med den bund der var lagt i mellem dem. "Det kan kun være Deres mors værk?" konkluderede han og lavede et enkelt, sigende nik ned af komtessens mundering.

[Helene af Suilleaux]

Hårene i Helenes nakke strittede direkte ud i luften. Hun nedstirrede grevens skrivebord intenst, men kunne alligevel følge ham ud af øjenkrogen og nærmest mærke hans blik på hende, som han stoppede foran hende. Hun rakte blomsterne ud og så modvilligt op og ind i hans lyse øjne. "Blomsterne er en tak for Deres betænksomme gave," svarede hun, uden at svare helt. Hun ville ønske hendes mor ikke havde insisteret på den mørkerøde kjole, der sad tættere end hvad der passede til et bal og fik hende til at føle sig som en anden ko på markedet. Hun vidste dog også at hendes mor ville være rasende, hvis hun gjorde lensgreven utilfreds, så hun var fanget i et dilemma.

"Det er ikke mit valg hvem jeg forsøger at undgå, Deres Excellence, men jeg vil bede Dem allernådigst om ikke at tale med så vulgært et sprogbrug igen. Min stilhed er ikke købt med en hest."

[Lancelin af Suilleaux]

Blomsterne endte med at blive let presset mod lensgrevens brystkasse, som prøvede den unge Helene at bede ham holde sin mund og tage imod dem. En hentydning til, at hun selvfølgelig ikke skulle betragtes som en 'gave' - hun var ikke en genstand, eller, som han havde sammenlignet med, ikke en simpel kvinde fra Levagnys gader. Så han tog imod blomsterne, selvom at han fandt det ganske ligegyldigt. Det eneste han ville var, at få hendes fulde opmærksomhed igen, og den fik han skam også lov til at få, da hendes øjne landede i hans. "Hesten var min tak til Dem, Helene af Rouvry. Det kan De roligt fortælle Deres mor."

Et vagt, flabet smil dannede sig i lensgrevens mundvige som hun gjorde ham opmærksom på, at hans opførsel under deres ridetur havde været ganske uacceptabelt. Hans blik betragtede hende diskret flakkende ganske roligt imens at han lyttede til hendes ord; de store øjne, de blege kinder og fyldige læber, den slanke hals. Ja, han fornemmede også hurtigt den røde kjole, der bestemt også gjorde sit i forhold til hendes bløde bryst.

"Har De da tænkt på det siden, Nådigfrøken?" hans spørgsmål og det flabede smil var som et lille provokerende prik til hendes ellers så bestemte kommentar.

[Helene af Suilleaux]

Helene spærrede øjnene lidt op over spørgsmålet. Hun burde måske ikke blive chokeret over at han fortsatte, men var det. Hun trådte et bestemt skridt tilbage og hendes øjne gnistrede af vrede.

"Naturligvis ikke," svarede hun, selvom hendes ansigt glødede varmt.

"Jeg er ikke... Man taler ikke sådan til en adelskvinde, Deres Excellence. De chokerer mig."

[Lancelin af Suilleaux]

Lancelins bryn hævede sig en smule i panden, som Helene viste et temperament, og bestemt gjorde det klart, at alt hvad han havde sagt og gjort, var yderst upassende. At hun ligefrem satte ham på plads. Hendes blik havde ændret sig, og luften mellem dem var ikke blot blevet større, den var også blevet køligere.

Men Lancelin gik imod dette; med et roligt skridt gik han tættere på den unge komtesse endnu engang. Gik over den grænse, hun prøvede at sætte. Det var provokerende. Intimiderende. Flabet.

"Chokerer Dem?" gentog han eftertænksomt, som han kort så ud i rummet, "- eller gør det Dem nysgerrig?" så rettede han blikket i hendes igen. Øjenkontakten, som de begge stædigt holdte.

"Komtesse, forstå mig ret. De har tydeligt vist mig, at Deres sind er ganske uskyldig.. De har måske endda ikke engang haft tanken," sagde Lancelin lavmælt, som de stod mod hinanden. Hvad han mente med tanken var nu meget sigende.
"Men når De begynder at have denne tanke, så kan jeg garantere Dem, at livet pludselig bliver mere værd at leve.." afsluttede han ganske roligt. Så fjernede lensgreven sig, og gik mod skrivebordet endnu engang. Med ét var den intime og grænseoverskridende tæthed forsvundet.

"Er Deres far ligeledes på paladset, komtesse?" spurgte Lancelin henkastet over skulderen, som havde deres samtale tidligere ikke rørt lensgreven selv på nogen måde.

[Helene af Suilleaux]

Helene glødede og vidste kun med sikkerhed at hun herfra ville undgå lensgreven det bedste hun kunne. Hans tanker om hende ville vel fortage sig og hun ville stadig have fået en hest ud af det.

Hun følte sig, trods sine bestemte ord, købt for en pæn gave. Som greven nævnte hendes far, flakkede Helenes blik op og en frygtelig tanke slog rod i hende. Hun vidste moren havde tænkt den, men hun havde slået det hen. Sådan talte man ikke til en man forestillede sig en længere tilknytning til. Greven gjorde dog meget hun ikke havde forestillet sig.

Derfor svarede hun heller ikke rigtig på spørgsmålet, men stillede selv et nyt i stedet. "Hvad vil deres Excellence med min fader?"

Det susede en smule for hendes ører. Hun måtte bilde sig selv ting ind. Han kunne ikke alvorligt gå med de tanker. Han var dobbelt så gammel som hende. Og alligevel vidste hun, at det ikke var så usædvanligt endda, særligt ikke for en enkemand, der ønskede sig en arving.

[Lancelin af Suilleaux]

Det var langt fra Helenes frygtelige tanker om ægteskab, som Lancelin havde haft, da han stillede hende et spørgsmål om hendes far. Faktisk havde det bare været et ganske tilforladeligt spørgsmål om han var rejst med. Komtessens manglende svar, og hendes måde at vende et spørgsmål mod Lancelin selv, fik lensgreven af Suilleaux til at kigge op fra et pergament, han ellers var gået i gang med at skrive under på.

"Fortælle ham, at hans datter er ganske flabet.." sagde Lancelin kort for hovedet, en anelse sarkastisk, som han rettede sig op. Hans blik hvilede endnu engang på hende. Og selv i sin flabethed var hun adelig; den perfekte komtesse. Det gjorde næsten helt ondt. Hun var langt mere end en komtesse, der skulle passe sin slægts ære. Det var han sikker på. Han skulle bare få den frem.

"Hvis Deres Nådigfrøken absolut ønsker at vide det, så har jeg tænkt mig at høre ham ad, om han kunne være interesseret i et nyt forretningssamarbejde. Hesteavl." Lancelin så sigende på hende. Hvorfor virkede hun så mistroisk?

[Helene af Suilleaux]

Helenes mistro blev gjort til skamme og hendes skuldre faldt en smule. Hun sank en klump og nejede en anelse, som hun fornemmede at hun var undskyldt og kunne gå. Lettelsen strømmede igennem hende.

"Ja, Deres Excellence. Min fader er i sine gemakker. Tak for deres tid, Lensgreve Suilleaux."

Hun gik mod døren og redningen. Selvom mændene potentielt indgik i et samarbejde, havde det intet med hende at gøre. Hun kunne roligt meddele sin mor at lensgreven ikke var interesseret og håbe på at hendes far ikke bragte muligheden op...

[Lancelin af Suilleaux]

Lancelin rettede sig ubevidst mere op, da komtessen pludselig drejede om på hælene, vendte ham ryggen og gik mod døren. Han havde ikke regnet med, at hun ville gå så hurtigt. Havde han fornærmet hende endnu engang?

"Komtesse," Lancelins stemme var bestemt, som den fløj igennem lokalet for at få hende til at stoppe op, blot for at få et ord indført inden at hun ville smutte, nu hvor det var det, hun gjorde tegn til.

"Hvis De pludselig skulle blive nysgerrig, så ved De hvor De kan finde mig.." lød hans stemme flabet bag hendes ryg, imens at han nonchalant havde sat sig på skrivebordets kant.

[Helene af Suilleaux]

Helene vendte hovedet kort. Hendes kæbe var spændt, men hun sagde intet. I stedet forlod hun rummet med varme kinder og tanker om hvad det var han mente hun fortrød.

Lukket?