Dråber af sved

[Gaspard af Vigny]

Milisendis af Zorete

Det var varmt idag, men det betød ikke at Gaspard havde fri. Tværtimod havde hans ridder sat ham til at arbejde endnu hårdere på sin fysiske træning. Da han endelig kunne holde fri, var det ved at være aften og solen var ved at gå ned. En af pagerne havde sat vand frem til dem der trænede, han rakte ud og fyldte en metalkop med vand, men i stedet for at drikke, hældt han det ud over sit ansigt og lod det falde ned over resten af sin krop. Derefter, fyldte han det igen og drak det så hurtigt, man skulle tro at han aldrig havde drukket vand før.

Det var først der, at han bemærkede en kvinde der trådte ud fra paladset og så ud til at have et ildebefindende. Selvom Gaspard ikke ligefrem var den ridderlige type, trådte han dog frem for at tilbyde hende sin arm, så hun havde noget at holde på mens hun ventede på vognen der blev gjort klar.
"Varmen har været slem idag Deres Nåde." Sagde han. "De kan støtte Dem til mig, hvis De ønsker." Sagde han, da han ikke havde i sinde at tage fat i hende helt umotiveret. Han genkendte hende naturligvis. Desværre mest fordi hans forældre ikke ligefrem havde meget godt at sige om den 'fattige' familie med de skandaløse døtre.

[Milisendis af Zorete]

Milisendis havde intet ildebefindende, men hun havde til gengæld en tung for unge mænd og det var fremragende hvor let hun fik netop denne til at gøre præcis hvad hun ville have. Hun smilede skævt og tilfreds over hans tilbudte arm og tog det med, at han var lidt fugtig. Han glinsede af sved.

"Varmen ser nu kun ud til at have gjort Dem godt, væbner," konstaterede hun med et spillende blik, der dvælede ved ham.

[Gaspard af Vigny]

Gaspard havde været sikker på, at hun så ud til at være ved at besvime, men måske var det bare varmen der havde stillet ham et puds.
"Mange tak, Deres Nåde." Sagde han. "Jeg ville tilbyde dem noget at drikke, men jeg tror ikke De vil bryde Dem om det jeg har at tilbyde. Lunkent vand er nok ikke så godt, som den vin De drikker." Bemærkede han. Desuden, var det sikkert heller ikke helt rent, men det undlod han at sige.

[Milisendis af Zorete]

Milisendis smilede underholdt og rystede langsomt på hovedet. "Ellers tak," svarede hun med et glimt i øjnene.

"Men for Deres heltemodige indsats med at stå mig bi, vil jeg gerne tilbyde Dem et lille glas af noget. Må jeg det?"

[Gaspard af Vigny]

Det var sjældent nogen kaldte ham heltemodig og han mærkede hvordan hans hjerte bankede lidt hurtigere.
“Det ville være en ære.” Sagde han. “Min ridder har ladet mig gå. Måske jeg lige skal have min skjorte på.” Han måtte se anstændig ud, hvis han skulle ses med denne fornemme kvinde.
Derefter slap han hende flygtigt og tog tre hurtige skridt hen til det sted hvor han havde efterladt sine ting og var derefter tilbage ved hendes side.
“Så er jeg klar.” Bekendtgjorde han, nu med et strålende blik i sine øjne.

[Milisendis af Zorete]

Milisendis havde ærlig talt ikke forventet at det var lige nu den vin skulle drikkes. Hun kom til at le af hans beredvillighed.

"Tror De ikke først, at De skal besøge et badehus, væbner? Så vil jeg meget gerne vente på Dem..."

[Gaspard af Vigny]

Gaspard havde været sammen med mænd for længe, han havde slet ikke tænkt på at han skulle i bad, inden han kunne forsætte deres møde. Han vidste ikke rigtig hvorfor det var så vigtigt for ham at gøre hende glad, men det var det, selvom han slet ikke kendte hende.

“Selvfølgelig. Beklager min forglemmelse.” Sagde han og bed kæben sammen, mens han bandede lidt indvendigt.
“Hvornår ønsker De at mødes?” Spurgte han så, det var nok bedre at spørge, end at komme med flere planer, der ikke passede hende.

[Milisendis af Zorete]

Milisendis' blik spillede underholdt. Hun fugtede læberne og betragtede ham, som han nervøst bevægede sig.

"Mm. Hvis De bevæger Dem til nærmeste badehus, så lader jeg min vogn stoppe ved den Sorte Svane. Jeg venter på Dem der..."

[Gaspard af Vigny]

Det var en besked der var til at forstå og Gaspard nikkede kort, hvorefter han bød hende farvel - eller nærmere på gensyn. Derefter samlede han sine ejendele og begav sig mod det nærmeste badehus, hvor han tog et hurtigt, men dog grundigt bad. Da han trådte ud, iført sit rene og pæne tøj, duftede han let af rosenblade.

Den Sorte Svane var heldigvis ikke langt væk, men han håbede at hun ikke var blevet utålmodig af at vente på ham. Derfor skyndte han sig lidt mens han gik. Da han nåede frem, trådte han indenfor og spurgte en af kroværterne om hvor hun sad og gik derefter i retning af hendes bord.
"Så mødes vi igen, Deres nåde." Sagde han og strøg fingrene gennem sit hår, hvorefter han satte sig foran hende med et skævt smil.

[Milisendis af Zorete]

Milisendis sad i et privat aflukke og drak sin vin langsomt og mageligt. Hun løftede blikket, da den unge mand kom. Det gled hele vejen op og ned over ham og sluttede i hans øjne, imens hendes mundvige trak op.

"Velkommen, Væbner Vigny. Jeg har bestilt et glas af en god drue til Dem. Jeg synes De så fremragende ud på træningspladsen, men det klæder Dem også med et bad."

[Gaspard af Vigny]

Gaspard havde ikke noget imod den private aflukke, fordi han helst ikke ville have at hans forældre fandt ud af at han mødtes med hende, selvom han skammede sig lidt over sine følelser på det punkt.

"Mange tak Deres Nåde, jeg er glad for, at De er tilfreds." Sagde han med et smil og så allerede frem til glasset med vin, for han tænkte hun måtte have god smag.
"Inviterer De ofte væbnere på et glas vin?" Spurgte han og løftede det ene øjenbryn lidt med et skævt smil. De fleste kvinder på hendes alder, havde ingen interesse i ham, ud over om han kunne giftes med deres datter.

[Milisendis af Zorete]

Milisendis hævede et bryn let over væbnerens spørgsmål og hendes mundvige sitrede. Sandheden var at han langt fra var den første, men alle kunne lide at føle sig specielle. "Selvfølgelig ikke. Jeg kan ikke genkalde mig at jeg skulle have inviteret nogen andre, unge mænd til at være alene med mig. Men der er noget over Dem, væbner Vigny... Deres øjne... De fortæller om en dybde..."

[Gaspard af Vigny]

Gaspard kunne ikke huske at nogen nogensinde havde komplimenteret hans øjne og det gjorde ham både utilpas og veltilpas på samme tid. Han vidste først ikke hvad han skulle sige, bemærkede hvor nervøs og rastløs han følte sig, men så rømmede han sig og smilede svagt.

“De er sørme opmærksom. Det er der ingen der har bemærket ved mig før.” Sagde han og så ned på sit bæger med vin, der var dukket op foran ham.
“De har også øhm selv flotte.. øjne..” Sagde han og tog en lille slurk af vinen.
“Glimrende.” Bemærkede han og løftede bægeret en anelse, for at gestikulere at det var den han snakkede om.

[Milisendis af Zorete]

Milisendis morede sig over væbnerens reaktioner. Han var ung og tåbelig, men han var flot og det var primært dét og hans nemt flytbare sind hun var interesseret i. Hun fugtede sine læber og lagde hovedet lidt på skrå, imens hun betragtede ham.

"Har en kvinde nogensinde taget sig af Dem, Væbner Vigny?"

[Gaspard af Vigny]

"Taget sig af mig?" Gentog han, mens han mærkede sit ansigt blive rødt. Mente hun virkelig det, som han troede hun mente? Kvinder snakkede vel ikke så direkte om disse ting, eller gjorde de?
"Jeg har kysset med en pige." Sagde han, men ikke meget mere end det. Han troede at det var forkert, hvis man ikke var gift. Derefter drak han en slurk af sin vin, fordi han havde brug for noget at styrke sig på.