Tilbage fra de døde

[Liane Kurvefletter]

Den lange ridetur i ladet tavshed havde fået Liane til at forvente en helt anden konfrontation. Hun var ikke naiv nok til at tro, at den ikke kom, men for nu fulgte hun lidt himmelfaldent med sin bror.

De var halvvejs mod vognen, da en lavstammet kvinde trådte ud med en hånd fra en af de væbnede mænd, der havde eskorteret følget. Da de kom nærmere, konstaterede Liane overrasket for sig selv, at kvinden ikke var nær så ung, som hun havde troet på afstand.

Emblin rettede sig lidt op, øm af den lange tur og med mange spørgsmål på sinde, som kun blev flere, da hun drejede hovedet og så Heinrich og bondepigen komme imod sig. Hun smilede svagt, venligt nok, men tydeligt også forvirret og med en lidt underlig følelse i maven. Blikket på Heinrich var åbenlyst spørgende.

[Heinrich af Bar Van]

Heinrich var stiv i kroppen, stadig rasende, under det hele. Da han så Emblin, sivede lidt af den følelse dog væk og han åndede langsomt en mundfuld luft ud.

"Emblin," startede han, da de var tæt nok på. "Spørg mig ikke hvorfor eller hvordan endnu, men dette er min søster. Liane Katerine Gerka Osterhild von Gestraria. Dette, Liane, er min hustru, Emblin af Bar Van."

[Liane Kurvefletter]

Emblin spærrede øjnene vidt op og måbede et sekund eller to, før hun kom til sig selv. Hun havde, som alle andre, hørt om prinsesse Liane Katerines forsvinden under krigen og formodede død. Nu forstod hun i det mindste, hvorfor Heinrich havde samlet hende op.

"Deres Kongelige Højhed," sagde hun forbløffet og nejede. Liane, som ikke var blevet tiltalt sådan længe, fandt det ikke helt lige så naturligt og nøjedes med at knejse let. "Prinsesse... Bar Van?" hilste hun, med mild undren og skottede til sin bror. "Det glæder mig at møde Dem."

Emblin, der ikke var blevet omtalt som prinsesse før, blinkede lidt, før hun svarede med et "i lige måde, Deres Kongelige Højhed."

[Heinrich af Bar Van]

Heinrich havde lyst til at himlen med øjnene, men undlod og rømmede sig let og bestemt.

"Eftersom I begge er prinsesser af Gestraria - og søstre af lov - kan I også nøjes med mindre, især omgivelserne taget i betragtning," pointerede han.

[Liane Kurvefletter]

Liane fandt det hele anspændt og mærkeligt. Hun havde svært ved at forholde sig til Heinrichs hustru nu, som om der ikke var en kæmpemæssig elefant i rummet, som ingen af dem talte om.

Derfor smilede hun også bare lidt anspændt og afmålt over hans ord og det forekom hende, at svigerinden heller ikke just var sikker på situationen.

"Mon ikke vi nok skal nå dertil," blev det Emblin, der svarede, en my irettesættende, troede Liane, men hun kendte ikke kvinden godt nok til at være sikker. Emblin fortsatte og det umiddelbare chok lod til at have lagt sig. "Jeg har mange spørgsmål, men jeg er utvivlsomt ikke den eneste. Inden længe har mændene rejst teltene og til den tid tror jeg, at alle kunne bruge lidt at spise og drikke." Og tid til lige at falde til ro, måske også.

[Heinrich af Bar Van]

Heinrich satte ikke pris på tonefaldet, men han var allerede dirrende at vrede på én prinsesse og han havde ikke tænkt sig at tilføje en mere.

Så han nøjedes med at brumme lidt indebrændt og slog ud med en hånd i retning af de stole, der var ved at blive slået op til dem.

[Liane Kurvefletter]

Emblin så bekymret på Heinrich, som åbenlyst var ved at eksplodere af indestængte følelser. Hun havde et instinktivt behov for at gøre noget, men samtidig tøvede hun med at stille sig mellem det umage søskendepar.

Liane så mindst lige så anspændt ud og familieligheden var slående, tænkte Emblin, som de to gik med identiske miner og bevægelser. Alt føltes sprængfarligt, da de satte sig, og ingen af de to kvinder brød tavsheden, men af vidt forskellige årsager. Emblins blik flakkede lidt mellem dem, mens Lianes var på Heinrich.

[Heinrich af Bar Van]

Heinrich satte sig ned med en værdighed, der ikke var tilkæmpet, men vokset ind. Sidste gang Liane havde set ham var han stadig den yngste søn og irrelevante prins. Nu var han en vigtig mand i et nyt rige, af årsager han havde gjort sig fortjent til. Han sad med benene skilt og armene hvilende på dem, så han lænede sig let frem og så direkte på sin søster.

"Så. Sidste gang jeg så dig, var du min væbner. Mit ansvar. Da du forsvandt, ledte vi i dagevis." Han talte, af hensyn til Emblin, falanistisk, men skiftede til Wufrurgsk for en enkelt, hård sætning:

"Jeg vendte personligt de fleste lig om for at se om det var dig."

Blikket gnistrede af vrede og han vendte tilbage til falanistisk. "Og nu er du her, ikke tilfangetaget. Med en jæger. Jeg forventer en forklaring."

[Liane Kurvefletter]

Liane var stiv som et bræt og hendes hænder var knyttet hårdt mod lårene. Hun brød øjenkontakten og så til siden, tog en dyb indånding. Så så hun tilbage på sin bror.

"Det var min eneste vej ud," sagde hun, let skælvende, men ikke undskyldende. Lidt hårdere, end det var meningen. "Jeg ville være blevet tvunget ind i det ægteskab og det kunne jeg ikke, Heinrich. Og du ville aldrig have ladet mig gå."

[Heinrich af Bar Van]

Heinrich kneb øjnene i. Han holdt det godt sammen, men han var så vred. Han havde været rædselsslagen, så havde han været knust at tabet og inden det var ovre, var han blevet ydmyget og betragtet som et andenrangsmedlem af sin egen familie. Han åndede langsomt ud og havde en hvis lighed med en drage, selvom det ikke var røg, der kom ud af hans næsebor. Og da han tog ordet igen, tænkte han ikke mere på Emblin, men talte udelukkende wufrurgsk.

"Du kunne have efterladt et brev. Ti ord. Hvad som helst," konstaterede han. "Du kunne have talt med mig. Bedt mig om hjælp. Du kunne have gemt det i dine ejendele. Hvad som helst, så vi ikke troede at du var død eller bortført. Har du nogen anelse om hvad du har gjort ved vores familie? Hvilke konsekvenser dine beslutninger har haft på andre? Hvor dyb en sorg du har efterladt i mit hjerte, Liane?" Hans stemme knækkede en anelse og hans øjne var fugtige, selvom der ikke var faldet en tåre endnu.

[Liane Kurvefletter]

Heinrich var åbenlyst sået, men Liane var heller ikke kommet fra det uden ar på sjælen. Hendes egne øjne brændte også nu, men hun var ikke på vej til at falde på knæ og bede om tilgivelse. Hun ville ikke have gjort, hvad hun havde gjort, hvis hun havde set nogen andre muligheder.

"Selvfølgelig ved jeg det," svarede hun og stemmen var hæs nu. Hun græd heller ikke, men ligheden mellem dem var slående i det øjeblik. "Tro heller ikke, at det har været en leg for mig at gøre, hvad jeg gjorde. Jeg ville ikke have gjort det mod jer, hvis der var nogen anden mulighed. Mindst af alt dig."

Hendes stemme skælvede lidt ved det sidste, men hun var stadig stålsat. "Han ville aldrig have sluppet mig, hvis der var den mindste mistanke om, at jeg stadig var i live. Det tror jeg stadig ikke, at han ville. Ingen af jer har set den side af ham, som jeg så. Vores forældre troede ikke på mig."

[Heinrich af Bar Van]

Heinrich stirrede på Liane, imens hun svarede ham og fik ham til at genkalde den mand, der var kommet på frierfødder efter Liane. At han overhovedet selv var kommet til hoffet og hun ikke blot var blevet sendt afsted havde været usædvanligt, men han havde været ivrig og forældrene var blevet charmeret. Utvivlsomt havde det hjulpet ham med at kunne at slippe afsted med lidt af hvert, men der var stadig løse tråde.

"Selv hvis de ikke gjorde. Selv hvis alt hvad du siger passer, så var jeg din ridder. Og din bror. Du skulle have fortalt mig det. Du skulle have stolet på mig."

[Liane Kurvefletter]

Den brændende fornemmelse i Lianes øjne tog til og det samme gjorde den smertefulde knude i maven. Hendes fingre knugede sig hårdt sammen om stoffet på skørtet, så hårdt at knoerne blev hvide.

"Og hvis jeg havde?" svarede hun, skarpt, men med en stemme der knækkede en anelse. "Hvad havde du så gjort?"

[Heinrich af Bar Van]

Heinrichs ansigt var anspændt i vrede, men også i sorg. Han stirrede en stund på sin lillesøster, før han tog en dyb indånding.

"Jeg ved det ikke. Du gav mig aldrig muligheden. I stedet efterlod du mig vanæret og alene."

[Liane Kurvefletter]

Lianes fingre strammede kun sit greb. Det føltes som at få en kniv boret i brystet, men hun havde jo gjort, hvad hun havde gjort af en årsag.

"Jeg turde ikke fortælle dig det," klemte hun ud. "Jeg kunne ikke bede dig lyve for mig, selv hvis du havde ladet mig gå. Ville de virkelig have troet dig?"