Tilbage fra de døde

[Liane Kurvefletter]

Liane og August Chasseur havde efterhånden rejst mange kilometer til fods i jagt på den røverbande, der havde kidnappet hans hund. Meget af tiden var det monotont og de passerede mange mennesker på landevejen, også uden at tage særlig notits af dem.

Adelige følger gjorde sig dog altid det mere bemærkede og det var ingen undtagelse for det, der kom dem i møde nu. Heldigvis var vejen bred her, så de kunne fortsætte uden at komme i vejen fra hestene.

De fleste bønder forstod nok, at holde blikket sænket, når det havde med adelsfolk at gøre, men Liane var i virkeligheden noget helt andet og det var fuldkommen instinktivt, at hendes blik strøg op over manden, der red forrest.

Hun genkendte ham øjeblikkeligt og chokket var så enormt, at hun brat stoppede midt i det hele - mod al fornuft - og stirrede lige på sin storebror, Heinrich af Bar Van.

[August Chasseur]

August havde aldrig i sit liv følt sig tilpas blandt adlen, og hver eneste gang de passerede nogen af de prægtige mænd og deres følge, gippede det i ham for at skræmme livet af deres heste så de ville løbe løbsk. Hans øjne var små som han skulede tilbage over ryggen af en ældre mand. Han trak sin kappe tættere om sig og mumlede utydeligt.

"Du bør ikke gøre dig selv bemærket på dén måde" bemærkede han tørt. De kunne jo tro hun ville have opmærksomhed.

Han var nået et par skridt foran Liane før han opdagede at hun var stoppet op, og han vendte sig rundt mod hende, med hendes blik stirrende op på den grimme adelige mand. "... Li?" spurgte han og traskede tilbage.

[Heinrich af Bar Van]

Heinrich var på vej til sit nytildelte len i Bar Van. Han red rankt i sadlen i den forreste del af sit lille følge, imens en vogn med hans hustru kom lidt efter. Han tog typisk ikke videre notits af bønder, men da en ung kvinde stod og stirrede på ham, så han ned på hende. Måske ville hun tigge. Det var ham ikke strengt imod at give lidt mønter til velgørenhed.

Alle tanker om fattigfolk blev dog pludselig og med et flået ud af hans tanker, da hans hjerne fik tid nok til at genkende hende. Han trak i hestens seletøj og den standsede brat.

Så lagde han mærke til manden, der nærmede sig, og trak sit sværd. "Tilbage," beordrede han med gjaldende stemme af ham. "Træd væk."

[Liane Kurvefletter]

Liane burde straks have skjult sit ansigt, men synet havde frosset hende på stedet og hun hørte knapt Storms ord. Først da Heinrich trak sit sværd, kom der liv i hende igen.

"Vent," sagde hun åndeløst og for alle andre gjorde hun det ulogiske, at hun trådte ind foran Storm.

[August Chasseur]

August trak nærmest sin bue med det samme, da den unge adelsmands stemme lød. Ikke på vilkår om han ville lade sig true på den måde. "De kan fortsætte deres rejse, Milord." bed han anspændt tilbage.

Men så trådte Liane ind foran ham, og tvang ham til at sænke buen så hun kunne fik sidsen af pilen i ryggen. Hans blik gled fra manden og hen på hendes skikkelse.

"Hvad foregår der?" hviskede han hæst. De havde slet ikke tid til det her. Sporet de havde opsnappet ville gå koldt hvis ikke de fik fart på.

[Heinrich af Bar Van]

Heinrich var overordentlig tæt på at få beordret bonden skudt ned og lagt i reb, da hans lillesøster, for der var ingen tvivl, trådte ind foran ham.

"Har han taget dig til fange? Du må intet frygte. Jeg vil ikke lade ham gøre dig mere ondt."

Han talte, instinktivt, wufrurgsk, snarere end falanistisk, trods han var flydende på begge.

[Liane Kurvefletter]

Det var et virvar af sprog. Storms bluetonske, det falanistiske, der slog over i wrufrugsk og Liane ænsede ikke, da hun også selv skiftede fuldkommen flydende over. Mistænkeligt for en, der ellers var klædt som hun var.

"Jeg er ikke taget til fange og jeg er her ikke mod min vilje," sagde hun med et stædigt blik på sin bror, selvom hendes hjerte hamrede. "Han er min rejseledsager. Gør ham ikke ondt."

[August Chasseur]

August var forvirret, og det kunne tydeligt se i hans yderst mistroiske sammenknebne øjne. Men det der for alvor overraskede ham var Liane der pludselig ud af det blå gled over i det hårde sprog, dét var ikke falanistik eller edryansk det var sikkert. Han kunne ikke helt gennemskue hvad der blev sagt, udover få ord; han havde ikke sprogøre. Han slog også normalt først.

"Nogen er nødt til at sætte mig ind i jeres lille udveksling." bemærkede han tørt.

[Heinrich af Bar Van]

Heinrich stirrede på hende. Så på hendes ledsager et øjeblik, før han gik tilbage til at ignorere ham.

"Liane Katerine," svarede han anspændt. "Hvis han ikke har gjort dig ondt, hvad laver du så her? I selskab med en... Bonde?"

[Liane Kurvefletter]

Lianes hjerte hamrede. Det var et chok pludselig at stå overfor Heinrich, her, midt på en falanistisk landevej. Tankerne for rundt, men hun kunne ikke forholde sig til konsekvenserne nu. Hun ignorerede Storm.

"Jeg vil forklare, men det her er ikke stedet, Heinrich," sagde hun og det satte sig lidt fast i halsen, da hun sagde hans navn. Hun havde savnet ham.

[August Chasseur]

August så stadig sammenbidt ud, som blikket vekslede mellem de to. Så udåndede han tungt før han endelig tog buen over skulderen.

"Jeg går nu." medgav han da der syntes at være en lang nok pause mellem de to, til at han kunne afbryde.

[Heinrich af Bar Van]

Heinrich så intenst på Liane. Han havde startet med antagelsen at hun var bortført. Nu, stigende, lod det til at hun var her frivilligt. Hans skepsis voksede, men inden han nåede at svare hende, brød bonden ind og Heinrich vendte blikket mod ham, vred og utålmodig over afbrydelsen.

"Du forbliver," beordrede han. "Da Hendes Højhed forsikrer at du ikke har gjort hende skade, vil jeg undlade at lade dig svinebinde og føre til det nærmeste retshus, men du bør understå dig i flere afbrydelser."

[Liane Kurvefletter]

Lianes blik veg ikke fra Heinrich og hun havde det ikke i sig selv at forsøge at stoppe Storm, ikke lige nu.

Instinktivt rankede hun sig ved lyden af sin gamle titel, som hun ikke havde hørt i meget, meget lang tid og ubevidst holdt hun vejret.

Så drejede hun hovedet og så på Storm, en stille bøn i blikket.

[August Chasseur]

August kæmpede en indre kamp med sig selv om hvorvidt han skulle blive ved Lianes side, eller om han skulle blive ved med at gå. Det kom i sidste ende til et umuligt valg. Hans bryn trak sig sammen da der blev talt til ham. "Hendes hvad-for-noget?" Hans blik skød direkte mod Liane.

"Don't test me." bed han tilbage til den adelige mand, der kun gjorde ham mere vred.

[Heinrich af Bar Van]

Heinrichs blik lynede mod manden. "Liane Katerine. Få styr på din følgesvend eller vi arresterer ham. Jeg truer ikke uden midler," konstaterede han bestemt på wufrurgsk.

Mændene i følget havde allerede trukket tættere på og der hvilede en pil i en bue, rettet imod bonden.