Nådigfrøkener i vovet farvand

[Crestienne af Reblainnes]

Sommer 844
Aldéric af Bois

De lange sommernætter var for længst startet, og mange unge mennesker drog nytte af dette. Inklusiv Crestienne og en flok af hendes veninder fra universitetet. En af dem havde foreslået en tur i teatret for at foretage sig noget andet, end blot at studere, brodere og male, eller hvad en nådigfrøken nu kunne fylde sine aftener ud med.

Normalt ville Crestienne ikke have sagt ja til sådan en udflugt om aftenen, men hendes bror var ude med sin væbner, og hendes fader, Savi af Reblainnes, havde forladt Levagny med sin væbner. Hvilket efterlod de fire Reblainnes-kvinder tilbage i byhuset. Og det gik ikke stille for sig. Så da chancen for at få luftforandring bød sig, tog den rødhårede hidsigprop imod den.

Det stykke som skulle foregå var af en vovet art, som handlede om en ridder der skulle at forføre en hyrdinde. Og hendes mand der ikke ville have det, og som mente at det absolut måtte være hans egen hustrus skyld, at hun blev ledt i fordærv og ulykke af ridderen.

De tre piger havde naturligvis fået billetter til de dyreste og bedste pladser i salen, og med en eller anden summende forventning i maven, kiggede de spændt op på scenen, da forestillingen gik igang. Hun havde ikke opdaget, at der sad et delvist velkendt ansigt på hendes højre side.

[Aldéric af Bois]

Alderic var ofte at finde på teateret, for det var en glimrende adspredelse og en god undskyldning for en aften i byen med ligesindede. På minussiden var teateret åbent for alle. Alle med penge i overskud i hvert fald og heldigvis kunne penge købe pladser hvor man kunne sidde ned og pladser der ikke var sammen med lægmand på de billigere ståpladser.

Med et bæger vin i hånden lænede han sig tilbage på bænken, da de første skuespillere indtog scenen og stykket gik i gang, uden at han rigtigt havde bidt mærke i, hvem der sad ved siden af, ud over at det var nogle fjantede pigebørn.

[Crestienne af Reblainnes]

Crestienne så hvordan skuespillerne indtog scenen, og begyndte på deres replikker blandet med små viser der havde en ret vovet tekst. Og ved anden akt måtte den rødhårede nådigfrøken gispe højt af forbavselse og forargelse. Hendes kinder blussede, da hyrdinden og ridderen skulle igang med... Hun løftede sine hænder op foran øjnene, og forsøgte at skjule sit ansigt, så hun ikke kunne se foretagende på scenen.

"Ved Mithras..." Mumlede hun og sank en klump i halsen.