Middagsselskab med følelser

[Genevieve af Neaune]

Sted: En borg i Neaune-lenet
Vejr: Let snevejr
Tag: Kilian Baptiste

”Nådigfrue, ville det ikke være bedre, hvis Madame Delacour og Hertug Descartes sidder ved siden af hinanden? De ved, på grund af hendes lange fejde med baronessen.” Husholdersken lagde forsigtigt en hånd på Agnes’ skulder for at henlede hendes opmærksomhed på bordplanen.
”Åh, jo, De har selvfølgelig ret, miss Capelle,” svarede Agnes distræt. Hun vendte sig væk fra vinduet i spisesalen, hvor hun havde stirret på den sneklædte skov ude i horisonten, og koncentrerede sig i stedet om spisebordet. Tjenere var ved at sætte bestik, tallerkener og bægre frem.
”Hvad skulle jeg gøre uden Dem?” spurgte Agnes og gav husholderskens hånd et klem. ”Vil De tage Dem af resten af planen? Jeg må hellere gøre børnene klar.”
”Nådigfrue, vil De ikke lade barnepigerne –”
”Nej, jeg gør det selv,” afskar Agnes hende. Hun ville ikke lade nogen frarøve hende denne lille glæde. Ikke længere.

Et par timer senere var Agnes iklædt en fornem kjole i Neaune-lenets blå- og hvide farver, og håret var sat op under et slør. Hun stod med sin mand i salonen; rummet der ledte videre ind til spisestuen. Her bød parret gæsterne velkommen: en forsamling på ti, og en blanding af fornemme gæster fra det nærliggende len, samt vigtige forretningsfolk. Agnes forstod ikke helt meningen med middagen, og hun så bestemt ikke frem til den, men hun skruede op for værtinde-smilet og prøvede at huske alt om alle.
Ved siden af Agnes stod hendes stolthed: børnene Thomas og Valentina på 10 og 5 år. De hilste høfligt på gæsterne, der blev introduceret af herolden én efter én. Imens fik resten af selskabet serveret aperitif og sludrede med hinanden.

[Kilian Baptiste]

"Se nu her, mr. Baudelaire," brummede lensbaronen Bartel af Neaune, som han førte den unge Cristian gennem den store gang. Lensbaronens store pelskappe fyldte næsten hele gulvet, som han trak den efter sig på deres vej mod salonrummet, hvor festligheder ventede. Cristian fulgte med rolige skridt lensbaronens side.
"- nu skal du endelig føle dig hjemme bag Neaune's mure. Her har vi ingen sultne sjæle, bortset fra dem, der har fortjent det, forstår du nok." Lensbaronen grinede dybt af sin egen, noget mørke humoristiske sans. Cristian, derimod, trak en smule anspændt op i den ene mundvige, og fandt nok mere lensbaronens latter som værende grunden til sin reaktion.

"Af hjertet, tak, Deres Nåde. Det er lang tid siden, at jeg har følt mig mæt siden jeg rejste fra Levagny," Cristian bukkede let i nakken, som de stoppede op ved døren til salonrummet. Den brede lensbaron klappede den unge Baudelaire på skulderen med sin hånd, der var på størrelse med en bjørns, "Jeg har sørget for en overraskelse til dig af et festmåltid. Kom, hvad venter vi på?" Og uden nærmere forklaring eller forberedelse på hvad der ventede dem, åbnede den store egetræsdør.

"Gør plads for Deres Nåde, Lensbaron Bartel af Neaune," introducerede herolden, der slog let sin stav mod det mørke gulv, "-- og Cristian Baudelaire, rådgiver og forretningsmand."

Som de trådte ind vendtes forsamlingens øjne mod deres. Lensbaronen gik ud med åbne arme og en varm latter. Og dér, som Cristian ligeledes lod sit blik falde over den lille gruppe, midt i det hele og ved første øjekast, fangede han et par velkendte blå og klare øjne, han ikke havde set i adskillige år. Godt nok havde lensbaronen lovet ham en overraskelse, men det kunne da umuligt.. Som havde han set et spøgelse, mumlede han hendes navn for sig selv i ren og skær mistro over hvad han så.

"Agnes.."

[Genevieve af Neaune]

Efterhånden som strømmen af gæster aftog, manglede de kun lensbaronen og én sidste person. Det var ikke baronessen, for Agnes’ svigermoder forblev hjemme på hovedborgen på grund af sit skrantende helbred, hvilket Agnes var ganske taknemmelig for. Kvinden ville have tilbragt aftenen med at udpege hver eneste fejl ved middagsselskabet, lige fra servietternes farve til dugens pressefolder. Lensbaronen lagde ikke mærke til den slags ting: han var mere optaget af at diskutere politik og nærstudere bunden af sit bæger.

Rummet summede af snak og hvislen fra knitrende skørter, men alt blev stille, da herolden præsenterede de sidste to. Agnes’ blik faldt på sin bombastiske far og dernæst gæsten ved siden af …

I et øjeblik, der syntes at vare evigt, stod tiden stille. Der var ingen i rummet bortset fra den høje, slanke mand og Agnes.
Cristian Baudelaire.
Minder flakkede gennem Agnes’ bevidsthed som sommerfugle: hun hviskede hans navn, mens han tog hende op ad borgmuren. De lå viklet ind i hinandens lemmer ovenpå høet. Hendes hånd gennem hans bløde hår, hans hvilende på hendes kind. Løfter. Elskov. Kærlighed.
Han lignede sig selv, hendes Cristian, og alligevel havde han forandret sig. Og nu, ti år senere, brusede følelserne gennem Agnes, som var der ikke gået en dag.

Hun vidste, at al farven var forsvundet fra hendes ansigt. At hun var faretruende på at afsløre et forbudt kendskab til denne mand, og at gæsterne var begyndt at blive nysgerrige. Hurtigt tog hun sig sammen og nejede for sin svigerfar såvel som Cristian.

Baronen slog ud med sine arme mod sin familie og strålede mere eller mindre af stolthed. ”Må jeg præsentere min søn, Ansout af Neaune, hans hustru Agnes af Neaune, og deres to børn, Thomas og Valentina. Som du nok kan se, er Neaune-slægten sikret mange år ud i fremtiden.” Han lo stolt, så den store mave vippede.

Ansout tog Cristians hånd, som var de gamle venner. "Jeg ser frem til et tæt samarbejde."
Agnes nejede for ham. "Det er en ære at have dem her, hr. Baudelaire," hviskede hun med knap hørlig stemme og blikket limet til gulvet. Hun turde ikke kigge på ham, stolede ikke på sig selv i det øjeblik.

[Kilian Baptiste]

Det havde måske ikke været særlig fornuftigt, at Cristians blik kun var på den blonde Agnes, som baronen førte ham mod den lille familie. Men han kunne ikke lade være. De havde ikke set hinanden i flere år, og de følelser, som de havde udlevet sammen, havde været som fjerne minder, der nu kom tilbage i sin fulde kraft. Den unge Baudelaire havde lyst til at tale med hende for alt i verden; han ville udtrykke sin overraskelse. Sin glæde. Sit savn til hende. Men da han endelig mærkede sine skridt stoppe, kom Cristian tilbage til virkeligheden idet Agnes afbrød øjenkontakten og i stedet nejede dybt. Hun måtte have set hans sigende blik, der ønskede hendes opmærksomhed, og det havde måske været fornuftigt at hun afbrød denne. Det kunne være endt galt.

Baronens ord fik Cristian til at vågne yderligere. Midt i alle sine tanker, lige dér, gik det op for ham, hvem det var, han stod foran. Slægten af Neaune. Agnes mand, den kommende arving af Neaune lenet. Og hendes to børn, datteren, der havde træk af både Agnes selv og hendes mand, og sønnen, hvis udseende lagde sig mere op ad sin mors.

"I lige måde, Nådigherre, jeg er sikker på, at det nok skal blive godt," forsikrede Cristian, som de udvekslede håndtryk. Cristian bukkede let i nakken for den unge Nådigfrue. Hun undgik bevidst hans blik, skønt han hungrede efter hendes. "Det er en ære, at være her, Nådigfrue.." Det lød forkert. Fuldstændig forkert.

Baronen havde langt fra fanget den lette akavede spænding, der var i luften mellem de to tidligere elskere. Faktisk bemærkede stort set hele forsamlingen den ikke, hvilket var meget heldigt. "Lad os spise, jeg kunne æde en hjort!" brølede lensbaronen, og som altid var baronens ord startskuddet til middagene. 

_______________________

"Cristian, sæt dig dér så jeg har dig i nærheden!" brølede baronen pegende ved sin side, og lavede pludselig om i bordplanen, der var nøjelig tilrettelagt. Cristian stoppede midt i sin bevægelse af at sætte sig lidt længere nede ved bordet, og i stedet måtte gå tættere på selve Neaune slægtens pladser. En plads ved siden af en komtesse, og som om skæbnen ønskede det, en plads ved Nådigfruen af Neaune selv.

"Lad mig.." lød det lavmælt fra Cristian, idet at han trak stolen ud for Agnes. Han havde stadig svært ved helt at forstå, at denne blonde skønhed, der havde taget hans hjerte for flere år siden, pludselig var ved hans side.

[Genevieve af Neaune]

Det var sandt, at hun i det øjeblik, hun sænkede blikket, havde frygtet at Cristian ville afsløre deres bekendtskab og dermed kompromittere hendes forhold med Ansout. Heldigvis havde han selvbeherskelse nok til at besvare de høflige hilsener. Imidlertid løftede Agnes’ blik sig i et splitsekund, da Cristian blev præsenteret for sønnen: Det lod ikke til, at han fik mistanke om tingenes sande tilstand, da han kiggede på Thomas. Og lige så hurtigt blev Agnes’ blik rettet mod gulvet.

Hans stemme smøg sig ind i hendes øregang, vækkede atter tusinder minder, indtil lensbaronens brøl erstattede den og dermed satte middagen i gang. Agnes’ bordplan, eller nærmere hendes husholderskes, blev straks ødelagt, da baronen frisk rykkede rundt på selskabet og, til Agnes’ frygt, gav hende Cristian som bordherre. Hvordan skulle hun overleve resten af middagen? I et øjeblik overvejede hun at undskylde sig med et anfald af dårligdom, men den ville ikke falde i god jord hos Ansout eller baronen.

Hun nikkede som tak, da han trak stolen ud, og gled ned på sædet. Rundt om resten af bordet summede den sædvanlige snak, når gæsterne udvekslede høfligheder med aftenens borddame og herre. Der var dog påfaldende stille oppe i højre hjørne af bordet. Hvad sagde man til sit livs kærlighed efter alle disse år, når man ikke kunne udtrykke sine inderste følelser?

Da alle havde sat sig, og tjenerne havde skænket vin, løftede Baronen sit bæger. ”Lad os udbringe en skål for gamle bekendte, stolte slægtsgrene og nye forretningsforbindelser,” (ved dette nikkede han specifikt til Cristian), ”Må jeres kister, bægre og maver altid være fulde!” Han lo, idet resten af selskabet skålede.
Så begyndte middagen. Samtaleniveauet steg, imens tjenere myldrede frem for at stille suppetallerkener foran hver en gæst. Agnes tillod sig at stjæle et sideblik mod Cristian. Slugte hans ansigtstræk, de nye rynker ved øjnene. Hun indså, at hun var nødt til at sige noget.

”Hvad er det helt præcist, De laver til daglig, Hr. Baudelaure?” Hun kunne have bidt tungen af sig selv. Sikke et dumt spørgsmål. Han måtte afsky hende.

[Kilian Baptiste]

Mens middagen summede af liv og latter, så var det for Cristian som at være fuldstændig afskåret fra dette. Indeni boblede han efter at tale med Agnes alene, men han måtte vente. Være tålmodig, selvom at han mest af alt bare havde lyst til at rejse sig, så stolen ville kradse protesterende hen over gulvet, og trække hende med ud i et afsides lokale. Bare for at tale. For at høre, hvordan hun havde det. For at se, om de der følelser, som der havde været på spil, stadig var at skimte. For at høre hvordan hun kunne være så næsvis, at elske ham det ene øjeblik, til så pludselig at fortælle ham, at han skulle forsvinde. Der var så mange spørgsmål, som måske i sidste ende var gode at holde tilbage. For hendes afstand til ham, både under præsentationen og nu her under middagen, var sigende. Hun talte til ham, som om at hun slet ikke kendte ham. Som en fremmed.

Et kort nys af en latter faldt over de smalle læber, som han en smule befippet nok indså, at han højst sandsynligt skulle anses som værende 'et nyt bekendtskab'. Mundvigene var trukket en anelse op over følelsen af at være blevet fremmedgjort. Men han spillede med på legen, og som han rømmede sig fandt han sine ord.

"Jeg rejser ud og køber ting fra fjerne områder, som jeg sælger videre, Nådigfrue," sagde han ligeså formelt som hende, og betragtede samtidig den store forsamling, der åbenbart var mere afslappede end de to var overfor hinanden.

"Mange af mine kunder er adelige ligesom Dem. Jeg har åbenbart en evne i at finde hvad folk ønsker sig.." afsluttede han, og ganske ubevidst kom han til at lade sit blik falde mod hendes.

[Genevieve af Neaune]

Agnes tillod sig at rette sine blå øjne mod Cristian, da han svarede - alt andet ville jo betragtes som uhøfligt - og hendes hjerte begyndte straks at banke hurtigere. Hun bad inderligt til, at Philippe ikke betragtede hende i netop det øjeblik.
”De er kommet langt siden …” Hun stoppede sig selv. Siden han blot var en ung knægt uden en mønt på sig. Han måtte være succesfuld, eftersom han var blevet hyret af en lensbaron.
Hun mærkede straks hans utilfredshed over at blive behandlet som en fremmede, men han kunne vel ikke for alvor tro, at det kunne være anderledes? Det var, som om hun var fintunet overfor hans følelser og sindsstemning. Alligevel spekulerede hun på, om følelserne for hende måske stadig var der …
Nej, den slags måtte hun ikke tænke på.

Mens hun lyttede til ham, forsøgte hun desperat at drukne alle sine følelser i suppeskålen, så hun ikke kom til at afsløre noget. Alligevel fløj spørgsmålet over hendes læber.
”Og har De selv alt, hvad de ønsker, hr. Baudelaire?” Sig ja. Fortæl mig, at du er lykkelig. At du har fundet kærligheden efter mig.
Hun rakte ud mod sin pokal for at skjule sin befippelse over sit direkte spørgsmål, og i forbifarten strejfede hendes hånd hans arm. Et skud af elektricitet fór gennem hende, og hun trak hurtigt pokalen til sig, så vinen skvulpede en smule ud over kanten.

[Kilian Baptiste]

Han havde aldrig helt glemt hende. Selvom at Cristian flere gange havde bandet sine tanker langt væk når den blonde Agnes dukkede op i ensomme stunder, så havde hun altid formået at komme tilbage. På hans lange rejser havde hun været med. Endda, en enkelt nat på vej mod Blueton, havde han siddet i et billigt lejet kroværelse, hvor murene havde været skæve og vinden havde hisset gennem revner i vindueskarmene. En enkelt gang havde han gjort det, han havde lovet sig selv ikke at gøre; han havde spurgt bogen hvor han kunne finde Agnes. Og den havde været tavs. For første gang forblev siderne blanke. Så blanke, at han havde kastet bogen væk fra sig i frustration.

Som hun stillede spørgsmålet forsøgte han at holde hendes blik, men hun fjernede det for i stedet at række ud efter vinen. En følelse af indebrændthed dannede sig. "Nej, for ser De, hun havde åbenbart ikke samme ønske.." sagde han lavmælt, en anelse provokerende, men nåede ikke yderligere før at hun i ren befippelse kom til at strejfe hans hånd; om det var en blanding af hans ord og den fysiske kontakt var svær at sige, men det endte med at et par dråber vin skvulpede ud på den hvide dug og farvede den ganske let rød.

"Er du okay? Jeg vidste ikke-- Hér--" sagde han og rakte ud efter et viskestykke, men kom ligeledes i forbifarten til at skubbe til sit eget glas. Vinen væltede ud og landede i skødet på dem begge, hvilket fik Cristian til at rykke ud fra bordet med en hurtig bevægelse.

Det lille kaos fik øjnene fra et par af gæsterne til at lande på dem. Lensbaronen tyggede sin mad mens at han betragtede hvad der skete ved hans side med et et bredt smil i den ene mundvige.

[Genevieve af Neaune]

Cristians skamløse svar på hendes spørgsmål udløste en lavine af følelser. Med de få ord udtrykte han så meget på én gang; hans følelse af svigt, sorg … At han ikke var lykkelig fordi … fordi hvad? Hun turde ikke tænke tanken til ende.

Agnes havde det, som om hun var ved at styrte ned over en skrant uden noget at gribe fast i for at holde sig oppe, og i næste øjeblik startede uheldene. Hun famlede efter Cristians stofserviet for at tørre de røde dråber af dugen, men i næste øjeblik væltede hans eget glas og overdængede dem begge med vin. Hendes fornemme lyseblå kjole så øjeblikkeligt ud, som om den var dækket af blod - som en makaber, fysisk parodi på følelsen af, at hans ord havde dolket hende med en kniv.

Agnes rejste sig ligesom Cristian og forsøgte at tørre plamagen af sig. Det var selvfølgelig for sent – kjolen var ødelagt.
”Det er i orden,” affejede hun ham høfligt. Hun var desperat efter at komme væk fra det uheldige optrin, fra hans ord, fra de mange blikke, der var landet på dem.
”Tilgiv mig,” sagde hun høfligt til gæsterne. ”Jeg vil gå op og skifte, og vender tilbage snarest.” Hun var væk, inden nogen kunne nå at indvende noget.

En halv time senere sluttede hun sig atter til selskabet, nu iklædt en vinrød kjole, skulle uheldet ske igen, og langt mere fattet. Hun var fast besluttet på at opføre sig, som om der intet var galt.
Ved synet af Cristian, der skulle til at undskylde igen, løftede hun en enkelt hånd. ”Det gør ingenting, hr. Baudelaire.” Hun satte sig på stolen og gik om bord i den glaserede fasan, der nu prydede tallerkenerne. ”Fortæl mig om Dem og min husbonds kommende arbejde,” bad hun.

[Kilian Baptiste]

Forfærdeligt. Det hele havde været et kaotiske scenarie, der havde resulteret i kluklatter og blikke fra de omkringsiddende gæster. Cristian havde kort åbnet munden, men nåede ikke at få et ord indført før af Agnes var hastet væk fra middagsselskabet.

Lensbaronen havde klappet den unge Baudelaire på skulderen med sin brede hånd, da han bed mærke i knægtens håbløse blik. "Bare rolig, Cristian - som en Neaune har den unge Nådigfrue rigeligt at klæde sig i." forsikrede lensbaronen, og havde tolket det håbløse blik som en bekymring.

Det var det bedste, de kunne gøre; lade som om, at intet var hændt. En typisk adelig reaktion. Så da den kønne Agnes satte sig ved hans side igen, fandt hans hånd glasset med vin, som han utvivlsomt bundede diskret. Alkoholen kradsede ned igennem spiserøret, som den dulmede alt andet.

"Deres mand ønskede en rådgiver inden for økonomi og forretning," Cristian holdte stift blikket ud mod forsamlingen, som de var gået i gang med fasanen. Bare for at holde en vis afstand. Så fortsatte han, som en tjener gik forbi og hældte vin i de tomme glas, og ligeledes blev Cristians glas endnu engang fyldt.

"Hvis De spørger hvor længe jeg er her, Nådigfrue, så er jeg her så længe Deres mand har brug for mig. Medmindre andet kommer i vejen," afsluttede han og lod for første gang i lang tid sit blik lande på Agnes ved sin side.

[Genevieve af Neaune]

Hurtigt var den ydmygende affære glemt, da Agnes vendte tilbage til bordet. Samtalerne fortsatte, som om intet var hændt, og rummet genlød atter af klirrende bestik.

Agnes gjorde sit bedste for at ignorere den sitrende fornemmelse af at sidde så tæt på Christian: det var, som om han var omgivet af en magnetisk aura, en elastik, som trak hende tættere på ham, medmindre hun stålfast stod imod. Hendes redning blev at opstille en mental væg imellem dem. Hun skubbede alle sine følelser væk og koncentrerede sig om maden foran sig, mens hun lyttede tålmodigt til hans forklaring.

En rådgiver. Agnes længtes efter at spørge ham, om det havde været hans bevidste plan at forstyrre hendes fredelige liv ved at ankomme til borgen og dermed rode op i fortiden. Men at dømme på hans reaktion før middagen, var det ikke tilfældet.

Det andet spørgsmål, der lå klar på tungen, besvarede han selv. Hun sank en klump og nikkede så. På en underfundig måde havde skæbnen bragt de tre mennesker sammen i en yderst kompliceret situation, og hvad der nu skulle ske, var uvist.

”Velkommen til, hr. Baudelaire,” sagde hun stille og løftede glasset mod ham. De følsomme blå øjne mødte hans, sagde tusinde usagte ord, mens læberne formede: ”Jeg håber, De får et … fornøjeligt ophold her.”

//Lukket