Gamle og nye vaner [s]

[Heinrich af Bar Van]

Heinrich brummede let over svaret og nikkede, selvom hun ikke kunne se det. "Det skulle være ganske ufarligt. Der er heller ikke meget langt. Og rejsen vil du komme til at foretage ret ofte. Jeg glemmer helt... Du rider ikke, vel?"

[Emblin af Bar Van]

Emblin var nervøs, men ikke bange. Spændt, snarere og måske en kende overvældet ved tanken. Det føltes stadig som at tænke på en andens liv, når hun forestillede sig det.

"Nej, jeg har aldrig lært det," svarede hun. "Bør jeg det?"

[Heinrich af Bar Van]

Heinrich satte kræfterne ind på at løsne Emblins spændinger efter alle de breve hun havde sendt til fremmede mennesker. Tanken om at han ikke vidste hvem de var generede ham.

"Nej," konstaterede han dog imens. "Det er der ingen grund til. Jeg har arrangeret en vogn. Landevejen til Gestraria går gennem Bar Van. Der er også en skibsrute hele vejen ud omkring havet, men den tager vi ikke denne gang. Det vil omtrent tage samme tid og jeg har hørt der er problemer med sørøvere."

[Emblin af Bar Van]

Emblin kunne måske godt tænke, at en fortælling om sørøvere var romantisk, men ikke, når det var virkelighed og hun gøs lidt ved tanken.

"I så fald synes jeg, at landevejen lyder som det rette valg," medgav hun og slap en lille lyd, da han ramte et særligt ømt punkt. "Det er underligt at tænke på at skulle væk fra Levagny."

[Heinrich af Bar Van]

Måske fandt Heinrich en lille bitte tilfredsstillelse i at massere Emblins skuldre en smule hårdt, imens han arbejdede sig ud af sin utilfredshed. Han skadede hende selvfølgelig ikke. Bare en lille, lidt insisterende tommelfinger ind mod hendes ømme muskel.

"Hvornår var du sidst i Zorete?"

[Emblin af Bar Van]

"Av," sagde Emblin, da han trykkede lidt hårdere på det ømme punkt og sænkede instinktivt skulderen let. Hun tænkte dog ikke med over det end det, selvom ansigtet kort fortrak sig.

"Ikke siden jeg var barn," svarede hun så. "Jeg husker det knapt."

[Heinrich af Bar Van]

Heinrich smilede lidt, men tog også blidere fat. Han brummede let og kyssede hende i tindingen.

"Jeg tager dig dertil en dag," konstaterede han impulsivt. "Vil du gerne det?"

[Emblin af Bar Van]

Emblin smilede over det lille kærtegn og slap en tilfreds lyd. "Åh," lød det ved hans ord og hun åbnede øjnene og så tankefuldt frem for sig.

"Jeg har ikke mange minder derfra, men det ville måske være en god oplevelse at gense det," musede hun. Hun drejede ansigtet lidt, men kunne ikke ubesværet se ham. "Forventer du, at vi skal rejse meget?"

[Heinrich af Bar Van]

Heinrich så ned på Emblin og smilede en anelse. Ikke mindst over hendes fortsatte ret ofte brug af det lille 'åh.' Han rystede på hovedet som svar.

"Ikke meget. Men en del mere mellem Levagny og Bar Van. Den tur kommer jeg selv til at tage relativt ofte. Til tider uden dig."

Forhåbentlig, blandt andet, fordi hun var gravid. Men det ville han ikke sige nu. Han ville ikke lægge pres på. Han vidste hun ikke var sikker på om hun kunne blive det.

[Emblin af Bar Van]

Emblin nød denne form for nærhed med Heinrich. Det gav hende sommerfugle i maven og hun smilede, da hun lagde nakken lidt tilbage og mødte hans blik.

"Naturligvis," svarede hun og holdt tonen let. Ingen grund til at tænke på bekymringer nu. Hendes bryn trak sig dog lidt sammen, som noget faldt hende ind. "Hvad med rejser til Gestraria?"

[Heinrich af Bar Van]

Heinrich strammede et øjeblik grebet lidt om Emblins skuldre, før han forstod hvad han lavede og løsnede det igen. Han åndede langsomt ud.

"Vi må se," svarede han en anelse tonløst. "Hvis jeg bliver tilkaldt. Men ikke i lang tid. Vi må vise vores unægtelige loyalitet overfor Falanie."

[Emblin af Bar Van]

Emblin kunne åbenlyst mærke hans anspændthed. Hun nød ikke specielt, at det gik ud over hende, men hun undlod at kommentere på det. Til gengæld så hun undersøgende op på ham. Hun vidste, at der var sket noget, men han havde ikke fortalt hende hvad.

Hun løftede sin hånd og lagde den over den ene af hans, som fik et blidt klem. En påmindelse om, at hun jo bare var Emblin. "Naturligvis," svarede hun blødt.

[Heinrich af Bar Van]

Heinrich slappede sit greb og brummede lidt. Han rystede langsomt på hovedet, men så hende ikke i øjnene. Til gengæld strøg han fingrene let over siden af hendes hals.

"Min familie har ikke rigtig noget at tilbyde mig mere. De ser mig kun som ham, der mistede Liane."

[Emblin af Bar Van]

Emblin drejede sig på stolen, så hun kunne se ham, men beholdt også sin hånd over hans. Ordene gav hende en knugen i maven, selv mens hendes bryn trak sig lidt sammen. "Liane," gentog hun dæmpet og forsøgte at huske, hvorfor det lød bekendt.

Så dæmrede det. Prinsesse Liane Katerine af Gestraria. "Åh," sagde hun, denne gang med en dyb sørgmodighed. "Din søster."

[Heinrich af Bar Van]

Heinrich så hende ikke i øjnene, men han trak sig heller ikke væk. Han nikkede lidt stift og en spænding trak ved hans mundvige.

"Jeg er ikke fokuseret på hvad jeg er i Gestraria. Heldigvis giftede du dig ikke med mig for min titel... Håber jeg."

Endnu et lille træk ved hans mundvige. Denne gang efterfulgt af øjenkontakt.