Nu skal vi have det sjovt

[Lanval af Suilleaux]

Peronelle af Bonville

Det var en ganske almindelig hverdagsaften, men væbnerne var taget afsted for at drikke en kort øl alligevel også selvom de skulle op næste dag. Lanval var egentlig ikke rigtig i humør til det, men han var endt med at lade sig hive med af nogle af væbnerne fra de lidt mindre fine slægter. Han kunne ikke rigtig holde dem ud, deres forsøg på at gøre sig gode venner med ham var utiltalende. Som om det først nu var gået op for dem at han måske ville ende som arving og de skulle sørge for at være på god fod med ham. Egentlig havde han intet mod dem personligt, men de mindede ham om hvor kompliceret hans liv var blevet og han længedes efter dengang tingene havde været mere simple.

Derudover havde han stadig ondt og selvom helbrederne havde hjulpet ham, ville de stadig have at han skulle tage det med ro for at sikre at der ikke var noget der gik galt. Det var også en af grundene til at han var taget afsted, for han var begyndt at kede sig og det kunne han ikke rigtig holde ud i længden.

Så nu var han altså på kro og stemningen var høj og selvom den ikke rigtig nåede ind til ham, var det en god distraktion fra hverdagen. Nogle af gutterne han var fulgtes med var begyndt at spille et spil terninger med nogle andre unge som lignede universitetsstuderende. Lanval så på, men havde ikke lyst til at deltage. I stedet drak han sin øl og betragtede spillet udvikle sig og forsøgte at lade som om, at han ikke var helt nede i kulkælderen.

[Peronelle af Bonville]

Perrie var ikke den store, omsorgsfulde ledertype, men da hun var landet ved siden af den mest gnavne type hun havde set længe, strakte hun sig alligevel til at se på ham ned et hævet bryn. Han var væbner, så allerede der var hun fordomsfuld, men hans venner virkede okay, så hun prøvede på ikke at dømme.

"Hvorfor hænger du sådan med mulen? Er det ikke meningen at det skulle være sjovt at være ude på kro?"

[Lanval af Suilleaux]

"Jeg faldt af hesten. Det gør ondt." Bemærkede han en smule tørt og drak lidt af sin øl. Det var sjældent han var i så dårligt humør og han havde lidt ondt af hende for at være endt ved siden af ham lige i aften.
"Så du må undskylde, hvis jeg ikke danser og hopper rundt som en klovn." Sagde han og smilede en anelse til hende, måske en smule påtvunget. Han ville dog stadig gerne være høflig, selvom han sad og havde ondt af sig selv.

[Peronelle af Bonville]

Perrie hævede begge bryn lidt af væbneren, imens han talte og drak. Han havde tydeligvis en dårlig dag, men så undrede hun sig en smule over hvorfor han var gået ud, for at sidde og surmule.

"Men hvorfor er du her, hvis ikke du har lyst til at more dig?"

[Lanval af Suilleaux]

"Jeg troede, måske lidt naivt, at jeg ville blive gladere af at tage ud." Bemærkede han og fandt næsten hendes krydsforhør underholdende.
"Men jeg vidste jo ikke, at jeg ville blive sat overfor en dommer der ville granske mine tanker og beslutninger igennem." Kommenterede han og så på hende med et glimt i øjet og et skævt smil. Hun havde på en lidt underlig måde alligevel formået at få ham til at glemme sine sorger en anelse.

[Peronelle af Bonville]

Perrie skævede lidt til siden over svaret og hævede begge bryn, før hun tog en tår øl mere og kastede et blik på de andre, på den anden side af den knastørre væbner med alle de blå mærker, antageligt.

Han var ikke ligefrem det bedste selskab hun kunne have forestillet sig og hun overvejede da også at rejse sig op og finde et bedre, men tøvede alligevel, fordi det var her vennerne var.

[Lanval af Suilleaux]

Da stilheden faldt imellem dem blev Lanval alligevel lidt flov over sin egen asociale opførsel og han forsøgte at rette sig lidt op, for at hive sig selv ud af sin ynkelighed.
"Såh, du studerer på universitetet? Har du så sådan en vildt gave eller noget i den stil?" Spurgte han og drak lidt af sin øl, mens han tænkte over hvor han havde tabt sine talegaver.

[Peronelle af Bonville]

Så vilde talegaver, tænkte Perrie for sig selv, da væbneren trods alt forsøgte at have en samtale med hende. Hun var ikke helt vildt imponeret, men tog en dyb indånding og fandt sine manerer frem. Dem hun kunne mønstre.

"Så vild," svarede hun, alligevel lidt flabet i sin ironi. "Jeg har Gaven, ja. Jeg ved ikke hvor vild den er, men den er der da."

Hun så på ham og overvejede lidt, men overgav sig så til at stille ham et spørgsmål, selvom hun var dødligeglad med riddere og deres uddannelse. "Og du er væbner. Hvor langt er du?"

[Lanval af Suilleaux]

"Jeg har været væbner et par år nu." Svarede han. "Siden sommeren 39." Tilføjede han og drak lidt af sin øl.
"Det har altid ligget i kortene, jeg er den eneste dreng i familien, så det har ikke rigtig været et spørgsmål om hvad jeg skulle." Sagde han.
"Hvordan er det at gå på universitetet? Jeg har hørt det skulle være hårdt at studere." Sagde han.

[Peronelle af Bonville]

Det var som om det ikke rigtig var et helt svar på det hun havde spurgt om, men Perrie stillede sig tilfreds og nøjedes med at nikke langsomt og en aaanelse ligegyldigt. Det var selvfølgelig ikke hans skyld, at hun ikke synes særlig godt om adelige.

"Det er fint nok," svarede hun lidt spidst. "Hvordan er det at lære hvordan man bedst bliver slået i hovedet med en metalpind?"

[Lanval af Suilleaux]

Det var overraskende, men hendes bemærkning fik Lanval til at le afdæmpet. "Når du siger det på den måde." Bemærkede han.
"Så kan det nogle gange føles en smule fjollet." Sagde han. "Nogle gange endda som et stykke teater, når vi har mere strategiske øvelser hvor der er en historie bag og sådan." Bemærkede han.
"Og skal gå igennem mudder med en sæk korn fordi vi skal lære at bære sårede." Kommenterede han, mens han smilede skævt.

[Peronelle af Bonville]

Det lød i den grad fjollet, mente Perrie. Hun udtrykte det også med et blik på ham, før hun tog en tår øl mere af sit krus.

"Og hvad skal man så bruge det til, hvis man bare skal sidde og trone et eller andet sted?"

[Lanval af Suilleaux]

"Det skal man jo heller ikke nødvendigvis. Vi skal jo først leve et langt liv, hvor vi rejser ud og sørger for at folk lever efter lovene, så borgerne i landet kan leve et sikkert liv. Det er måske en god ting, at du ikke kan se hvad vi kan bruges til, for det betyder vel at du ikke føler dig truet." Bemærkede han.
"Men ja, jeg ønsker heller ikke at sidde den af på en trone, men jeg har ikke meget valg hvis min onkel ikke får en arving." Sagde han. Det var forfriskende at tale med en udefra der ikke tænkte højt om adelen. Nogle gange ville han ønske han var fri, som hende han sad og snakkede med nu.

[Peronelle af Bonville]

Perrie følte sig også som en udefra, selvom hun teknisk set var adelig - lige på et hængende hår. Hun rynkede en lille smule på næsen, før hun trak på skuldrene. Hun vidste intet om behovet for arvinge. Det problem var hun ret langt væk fra.

"Så hvad skal du så være? En baron et eller andet trøsteløst sted? Tror du at du skal kunne bære mange sække med korn der?"

[Lanval af Suilleaux]

"Greve ja, ikke helt trøstesløst men måske en smule. Mit navn er Suilleaux, vi hører til nordpå tæt på havet. Det er smukt om sommeren, men en smule koldt og kedeligt om vinteren." Sagde han og drak lidt af sin øl.
"Det tror jeg ikke nej, der har jeg nok andre til at gøre det for mig." Bemærkede han og smilede skævt.
"Og hvad er så dit navn? Du er vel ikke adelig vel?" Spurgte han og vendte blikket mod den nysgerrige pige.