Ikke mere snak om blomster

[Alaïs af Charenoy]

Når Alaïs vågnede om morgenen var Jérôme af Charenoy væk. Hun blev ikke overrasket denne morgen, for hun havde efterhånden lært at forudsige det. Hun vidste også at hun kun ville se ham før aften, hvis hun fandt på en undskyldning for at finde ham på paladset. Så ville de spise aftensmad sammen med halvhjertet samtale omkring et emne hun forsøgte at få ham til at engagere sig i og til sidst ville de enten gå hver til sit og mødes i sovekammeret eller de ville gå tidligt i seng med det samme. Han ville gå til opgaven med al den entusiasme han ikke udviste i samtalen og hun ville glemme sin utilfredshed for hans fingre.

Det var en rutine. Og hun var ved at blive træt af den. Den aften havde hun tænkt sig at tale med ham. Virkelig tale. I hvert fald indtil hun fik melding fra en tjener om, at han ikke ville komme hjem og spise. Så sydede hun i stedet lidt over maden, før hun gik i seng på sit eget kammer. Irritationen byggede sig op.

[Jérôme af Charenoy]

Det var blevet mørkt da Jérôme kom tilbage ti byhuset. Der var stille og selvom han havde mest lyst til at tage sig et langt bad, men efter at have fået at vide Alaïs allerede var gået i seng, endte han ved døren til hendes værelse, efter ikke at have fundet hende i sin egen seng.

Han bankede stilfærdigt på døren, uden at ane uråd, men med mild bekymring, fordi det afveg fra den rutine der ellers havde indfundet sig over de sidste uger “Alaïs?”

[Alaïs af Charenoy]

Uvejrsskyen Alaïs var gået i seng, javist, men sov ikke. Hun havde blundet, men var lysvågen da Jérôme bankede på og stirrede op i loftet på det mørke kammer. Hun åndede hørligt ud og svang sig ud af sengen, klædt i kun en tynd særk og det tæppe hun svang om skuldrene.

Hun åbnede døren for Jérôme, men blev stående i døråbningen.

"Ja?"

[Jérôme af Charenoy]

Jérôme havde måske blot forventet et svar fra inde bag døren, hvis hun altså ikke sov og da døren gik op, trådte han et halvt skridt tilbage “Colette sagde du allerede var gået i seng. Jeg ville bare sikre mig du havde det godt og sige godnat.” Hun så ikke ud til at have det dårligt, men måske var det tid for hendes månedlige blødning. Han havde hørt om mange kvinder der foretrak ikke at dele seng med deres mænd mens det stod på.

[Alaïs af Charenoy]

Alaïs rynkede let på næsen og så ned i hans brystkasse. Det var væsentligt sværere at være vred, når han stod der. Hun trak sig dog lidt op til det og løftede hagen.

"Jeg havde tænkt mig at vi skulle tale om... At tale. Og når du nu ikke engang kunne være hjemme til dét..."

Hun sank. Åh, det var svært at forblive irriteret.

[Jérôme af Charenoy]

Forklaringen gjorde ham ikke ligefrem så meget klogere. Tværtimod fik han en klar fornemmelse af, at hun var misfornøjet.. med ham "Tale om at.. tale?" gentog han hende med en rynke i panden "Hvis jeg havde vist du havde noget på hjertet, ville jeg have set om jeg havde kunnet ændre noget. Jeg foretrak bare at få det klaret i dag, så jeg ikke havde mere arbejde i morgen. Det beklager jeg." forklarede han sig, en smule tøvende i forhold til den ellers ret selvsikre facon.

[Alaïs af Charenoy]

Alaïs knyttede hænderne sammen. Hun tog en hørlig indånding. "Nej... Du..." Hun åndede ud. "Jeg var vred på dig. Nu er du for rimelig."

Det var virkelig ikke i orden. Hun havde jo været gnaven hele aftenen og på en måde set lidt frem til at lade det gå ud over ham.

[Jérôme af Charenoy]

Jérômes bryn krøb sammen, mens han prøvede at forstå hvad det var hun var irriteret over "Jeg er for rimelig?" gentog han hende igen og måske trak det ganske svagt i hans mundvige "Det.. beklager jeg?" Han løftede en hånd og kløede sig i nakken, uden helt at kunne komme frem til det rigtige at gøre "Jeg er her nu.. hvis du stadig vil tale om at tale?" foreslog han, selvom et bad stadig trak "Jeg ville have taget et bad, men det kan vente."

[Alaïs af Charenoy]

Alaïs åndede lidt irriteret ud. "Jeg var sur," forklarede hun. "Jeg havde tænkt mig at skælde dig ud..."

Hun trådte i stedet til siden og viftede med en hånd, der bød ham ind.

[Jérôme af Charenoy]

Stadig blev han ikke meget klogere, men han trådte ind over dørtærsklen da hun opfordrede ham til det, uden at lukke døren bag sig "Men ikke længere?" spurgte han og blev stående nogle skridt inde, bevidst om han nu lidt var en gæst i sit eget hus, eller i hvert fald sin families hus, men på sin vis også tilfreds med hun havde inviteret ham ind på det værelse, hun ellers havde fået råderet over.

[Alaïs af Charenoy]

Alaïs brummede lidt. Hun slog sig ned på sengekanten med benene ud over og klappede ved siden af sig selv.

"Nej, nu har du jo været så irriterende rimelig at have en god forklaring. Så sidder jeg bare tilbage med uforløst irritation."

[Jérôme af Charenoy]

Jérôme fulgte opfordringen igen og satte sig ved siden af hende på sengekanten, lidt bevidst om, at hans tøj ikke var helt rent efter en lang dag, men det virkede alligevel sekundært til hvad det så end var der havde irriteret hende. I en anden situation ville han måske være kommet med et forslag til hvad hun kunne gøre med sin uforløste irritation, men han var ret sikker på, et sådant forslag ikke ville falde i god jord netop nu "Jeg ville gerne beklage igen, men jeg tror du er nødt til at forklare mig, hvad der gav dig lyst til at skælde mig ud i første omgang."

[Alaïs af Charenoy]

Alaïs åndede tungt ud. Så nikkede hun. "At vi ikke taler sammen om noget," konstaterede hun. "Når jeg vågner er du væk, når vi spiser aftensmad sammen er du optaget af maden og når vi går i seng..." Hun var ikke tilvænnet nok til emnet til ikke at blive ganske rød i kinderne. "Der taler vi heller ikke."

Hun rømmede sig. "Jeg ved ikke om det er meningen at jeg bare skal være tilfreds med at være mildt interessant underholdning, men det er jeg ikke. Jeg har ting at sige. Måske er jeg ikke den allermest vidende, men jeg er ikke dårligt selskab."

[Jérôme af Charenoy]

Da hun endelig fik tungen på gled, kom der mange ord på én gang, men han afbrød hende ikke. Han kunne ikke rigtigt modsige hende, selvom han ikke havde tænkt så meget over det var tilfældet “Jeg flygter ikke fra dig, hvis det er hvad du troede.” Lagde han ud, brynene krøbet tænksomt sammen “Det er vist bare sådan min rutine har været.” At han tog afsted alene og kom hjem til et tomt hus “Jeg er ikke vant til at.. tale.” Det lød lidt tåbeligt, men på sin vis var det sandt. Han satte pris på stilhed efter en lang dag, men kunne også hvordan det kunne virke fra hendes perspektiv “Jeg tænkte nok ikke hvad jeg lavede en hel dag, ville være interessant for dig.”

[Alaïs af Charenoy]

Alaïs åndede lidt frustreret ud. Hun havde stadig en god bid irritation, som hun ikke fik afløb fra ved at råbe af ham, men det kunne hun virkelig ikke tillade sig nu.

"Hm," brummede hun. "Mere interessant end at spise i tavshed. Jeg har opgivet at få dig til at foregive interesse i blomster." Hun lød kun lidt bitter.