Dampende (s, tw)

[Jacquetta af Bonville]

Jacquetta mærkede grebet i sit hår og så tilbage på Benjamin. Hun ville svare, men så svirpede den tynde træststav igen igennem luften og hun flyttede instinktivt blikket. Hun fik slet ikke svaret på hans spørgsmål, for så stillede han et nyt og varmen steg i hendes ansigt. Hun sank en klump og skulle til at ryste på hovedet, men hun kunne ikke lyve. Hun drejede hovedet og så ham i øjnene.

"En lille smule," svarede hun spinkelt. "Det skræmmer mig mest."

[Bénjamin af Bonville]

Benjamin smilte let, han fik den reaktion frem hos hende som han ønskede, og det gjorde ham kun glad over hendes indrømmelse. "Fortæl om hvad der skræmmer dig" bad han imens han aede hende kind. Han flyttede sig og slog i stedet ud med hånden.

"På alle fire" bad han. Når hun engang havde født og var kommet sig, ville han have hende over sit lår. Men for nu var det den eneste andet løsning.

[Jacquetta af Bonville]

Jacquetta så smilet og noget i hende blev forløst. Han morede sig. Måske var han vred, men han var ikke rasende mere. Det trak en god del af frygten ud af hende og hun flyttede sig langsomt rundt, opmærksom på sig selv og sin krops formåen.

"Det skræmmer mig, at det vil gøre ondt," svarede hun imens. "At du kan komme til at skade mig mere end du vil ved en fejl." Hun fandt en god, afbalanceret måde at stå på alle fire med knæene langt nok inde på sengen til at være sikker og langt nok ude til at hun tænkte Benjamin ville være tilfreds. Forsigtigt skilte hun dem også en del. "Det skræmmer mig at jeg tror du vil kunne lide det så meget at du vil gøre det igen," næsten hviskede hun.

[Bénjamin af Bonville]

Han hørte hende, og han var glad for at de et eller andet sted delte den samme frygt, for det var også tanker han selv hadede. Han betragtede hende som hun fik møvet sig rundt på sengen og til sidst stod som han gerne ville have. Han betragtede hendes nøgne meget gravide krop.

"Vi har stadig et sikkerhedsord" huskede han hende på og lod sin hånd glide over hendes bagdel. Ikke at det ville redde hende. "Men du er nødt til at forstå at der er en konsekvens for at trodse mig" sukkede han stille, før han uden advarsel slog med pinden mod hende.

"Du er min hustru, du er under mig, og når jeg beder dig om noget, så gør du det!"

[Jacquetta af Bonville]

Jacquetta vidste at hun ikke ville bruge sit ord. Hvordan kunne hun? Han var hendes mand. Han sagde selv at han bestemte og hun vidste at det (oftest) var sandt.

Hun slappede ikke at, fordi han kærtegnede hendes bagdel, men måske mere end ellers. Det var dumt, for snart susede stokken gennem luften og ramte hende med et svirp. Hun klynkede af smerte, krummede fingrene om tæpperne under sig og mærkede sine øjne blive fugtige.

"U-undskyld," fik hun frem, imens hun imod ethvert instinkt svajede i ryggen for ham. "Jeg skal gøre som du siger." Hun kunne mærke det svide hvor han havde ramt og vidste at hun ville få mærker i mange dage. Det ville dog hele igen. Det ville hele, så hun bad ham ikke om at stoppe. Hun snøftede let ind og tog imod, så fattet som hun kunne.

Selvom det gjorde ondt, så havde hun talt sandt, da han spurgte om det også gjorde andet ved hende. Da en del røde striber løb over hendes bagdel, kunne hun selv mærke beviset løbe ned langs hendes inderlår. Hun åndede lidt rystende ud og sank en smule mere sammen i overkroppen, så hendes bagdel i kontrast løftede sig op.

[Bénjamin af Bonville]

Benjamin havde det bedst når han fik ret, også når det ikke helt passede. Han nød rollen når nu han ikke var den første fødte så måtte han finde magten på en anden måde. Jacquetta var den perfekte hustru for ham; men de havde det også med at få det værste frem i hinanden. Han følte sig både harm over at bruge stokken mod hende, og på et og samme tid var det en berusende følelse, at hæve sig over hende på den måde.

Hans vejrtrækning var hård, og han var tydeligt ophidset af at se hende sådan. Særligt fordi han vidste at det ikke kun gjorde ondt på hende. Det sitrede skævt i den ene side af hans mundvige da han lagde stokken fra sig. "Jeg jeg smøre dig ind i salve?" Hviskede han ømt.

[Jacquetta af Bonville]

Jacquetta åndede rystende ud, da Ben lagde stokken fra sig. Hun kunne mærke sine øjne flyde over og snart gled tårerne frit. Langsomt, meget langsomt, faldt hun ned på siden og gemte sit ansigt i hænderne, imens hun nikkede bag dem.

"Ja tak," fik hun frem, hikstende en smule.

Det hele var meget overvældende og hun vidste ikke helt hvordan hun skulle håndtere de meget forskellige følelser, der gik igennem hende. Smerte, frygt, kærlighed, anger og en ophidselse, der fik hende til at skamme sig fuldstændig frygteligt.

[Bénjamin af Bonville]

Benjamin vidste at han ikke skulle bruge den ofte. Nok til at hun ville bukke under, og sjældent nok til at hun alligevel ikke kunne undgå at kunne lide det; bare en smule. Den smule ville han værne om, for hvis hun først kun græd over det så vidste han at han var gået for langt og det kunne ende med at sætte alt for dybe spor i deres ægteskab; som nu endelig var blevet så godt. Men det var fortsat skrøbeligt, det havde de begge været vidne til.

Derfor var de både så rigtige og forkerte for hinanden. Han smilte ømt og rejste sig for at finde den lille krukke med salve frem som de efterhånden altid havde hjemme. Han smurte let sin hånd ind før han blidt kærtegnede de røde og ømme balder.

Han lagde sig helt ind mod hende så han kunne kysse hende i nakken.

[Jacquetta af Bonville]

Jacquetta snøftede ind og tørrede sine øjne. Det sved et øjeblik, da Benjamin først rørte de røde, hævede striber på hendes bagdel, men så begyndte magien i salven at virke og lettelsen bredte sig. Hun tog en dyb indånding og skælvede let over hans læbers kærtegn.

"Jeg skal nok være sød og god," lovede hun stille. "Undskyld. Undskyld, Benjamin. Jeg... Så snart jeg ikke er gravid bliver det nemmere at føje dig."

[Bénjamin af Bonville]

Benjamin fortsatte sine lette kærtegn mod de ømme striber, og lyttede til hendes ord, og brummede bekræftende. Han havde ikke planer om at hun nogensinde skulle være gravid igen; ikke at tanken om flere børn endnu skræmte ham, selvom han langt fra var klar til at blive nogens far. Men det havde hæmmet Jacquetta så meget, og var på mange måder stadig livsfarligt for hende, at han ikke ville sende hende ud i det igen.

Hans hånd gled ind mellem hendes balder og ind mod hendes varme skød. Han vidste at hun ikke var umærket af slagende. Hvor end meget hun skammede sig over det, løj hendes krop ikke. "Det vil jeg glæde mig til" hviskede han stille.

[Jacquetta af Bonville]

Jacquetta mente sine ord, selvom der også var en lillebitte retfærdig harme tilbage i hende. Ikke meget, dog, og ikke nok til at modstå, da Benjamins fingre gled ind imellem hendes ben. Hun gispede lavt, en smule forfærdet, men forsøgte ikke at trække sig væk.

"Åh, Ben," mumlede hun i stedet hjælpeløst. Hun vidste hvad han måtte tænke.

[Bénjamin af Bonville]

Benjamin smilte mod den bløde hud ved hendes nakke, og bed let ned i hendes øreflip. Hans vejrtrækning var hæs, som han nød følelsen af hende. "Det havde Lensherren af Vigny nok ikke forestillet sig, at hans stok ville udløse" hviskede han mod hende før han plantede kys ned af hendes nakke.

"Min lille då, som både vil jages, og som bare en anelse bliver våd af lidt smerte" hans ord var hakkende, og han kunne ikke undgå selv at blive ophidset over det.

[Jacquetta af Bonville]

Jacquetta gispede igen ved tænderne omkring hendes øreflip og trykkede sig ganske lidt tilbage imod Benjamin. Hun stivnede svagt da han nævnte greven varmen spredte sig i hele hendes ansigt og ned over hendes hals ved tanken.

Hun trykkede læberne sammen og det var halvt ufrivilligt, da hans kys og fingre fik et lille støn fra hende. Hun gemte ansigtet ned mod madrassen og mumlede: "Det er ikke smerten," selv imens hun stadig trak vejret tungt.

[Bénjamin af Bonville]

"Fortæl mig hvad det er der gør dig ophidset" hviskede Benjamin og øgede sine fingres kærtegn mod hendes skød. Det ville ikke ændre på hvorvidt han ville bruge stokken igen, for det ville han formodentligt hvis han følte et enormt behov for at straffe hende.

Han trykkede igen et par kys mod hende, og stønnede let mod hendes hals.

[Jacquetta af Bonville]

Jacquetta bed ned i sin underlæbe og lukkede øjnene, som om det ville redde hende fra at måtte svare på spørgsmålet. Hun stønnede lavt over hans insisterende kærtegn og tog en hørlig indånding.

"Din kontrol," måtte hun endelig komme ud med. Hun var efterhånden lidt stakåndet. "Åh, Mithras. At du... Ikke lader mig slippe. At du vil have mig så meget at det er strafbart at nægte dig."

Hun balancerede lige på kanten af sin forløsning og klemte øjnene hårdt sammen. "Ben," stønnede hun.