Dampende (s, tw)

[Bénjamin af Bonville]

"Jeg har ikke brug for frembrusende aristokratiske venner!" fik han sagt. Ikke når de i alt deres fuldskab gjorde grin med ham. Sådan følte Benjamin det, og der var med sikkerhed tusinde af andre grunde til at han lukkede sig mere ind. Men det kunne han slet ikke samle sig sammen til at gennemgå.

Han trak vejret dybt ind og løftede til sidst sit ansigt mod sin hustru. Hans hånd søgte mod hendes kind, og lod fingrene glide over hendes læber.

"Tag dit tøj af" bad han så lidt ud af det blå.

[Jacquetta af Bonville]

Jacquetta sukkede lavt over Benjamins afvisning, men hun accepterede og opgav at presse ham mere.

Da hans finger gled over hendes læber, faldt den nederste lidt åben for ham og hun så ham i øjnene. Hans ord fik hende dog til at blinke og hun blev rød i hele ansigtet på mindre end ti sekunder.

"Benjamin," svarede hun forarget. "Vi er... Det kan jeg da ikke her. Der kunne komme nogen ind."

[Bénjamin af Bonville]

Benjamin trak let ned i den buttede og bløde underlæbe, før tomlen gled hen over. Han sukkede let, over hendes protester, men tog sig ikke af det. I stedet trak hans bryn sig sammen og han så ikke glad ud.

"Naturligvis kan vi det. Jeg har betalt for at opholde mig her" bemærkede han sigende som hans hånd gled over hendes barm, og trykkede ind der hvor hendes bryster var gemt. Til trods for at hun var godt pakket ind.

"Tag dit tøj af." bad han igen.

[Jacquetta af Bonville]

Jacquetta så mod døren, tilbage mod Benjamin og hendes hjerte hamrede lidt, før hun opbød styrken til at modsætte sig.

"Nej," svarede hun. "Du vil ikke vanære mig ved at lade mig træde ud af en kro i uorden. Men jeg vil give dig min hånd, hvis du har et bydende behov eller tage med dig hjem og gøre hvad end du ønsker - så længe jeg kan."

[Bénjamin af Bonville]

Benjamin vidste ikke hvad han skulle gøre med hendes afvisning. Han kunne næsten ikke være i det, og de to røde pletter der dannede sig på hans kind, var bevis på det. Tænderne gled mod hinanden og han mærkede instinktivt sit behov for at slå hende. For at kræve hvad han bad om. Men han vidste alt for godt at hun ville straffe ham tusinde gange igen. Hun havde gjort det før, om end det var bevidst eller en del af den vanvittige sindssyge de begge besad.

Han trak vejret så hårdt at hans næsebord udvidede sig.

"Jeg kan få en tilsendt..." truede han. "Så kan du jo slå hende ihjel bagefter" Hans ord var hårde og han rejste sig brat. De var lige så giftige som de var gode for hinanden.

[Jacquetta af Bonville]

Jacquetta kæmpede for at bevare roen. Hun trykkede læberne hårdt sammen og blev, modsat Ben, siddende. Hun havde trodset ham, men hun kunne umuligt have accepteret det han bad om. De var måske i et rum alene, men det var en kro og nogen kunne komme.

"Benjamin," svarede hun, blødere end hun følte sig. "Har du brug for at vise mig hvem der bestemmer? At det er dig?"

[Bénjamin af Bonville]

Benjamins hænder lukkede sig hårdt sammen og han stirrede hen på den lukkede dør. Han kunne ikke se på hende nu. Han følte sig som en mand og som en lille dreng på en og samme tid. Han var helt særlig, og med behov der ikke var som nogen af dem han kendte.

Selvfølgelig var det ham der bestemte. Han spærrede flygtigt øjnene op; var det ikke?

Hans skuldre faldt en smule. "Mmhm." brummede han lavmeldt. Han brød sig stadig ikke om at hun havde modsagt ham.

[Jacquetta af Bonville]

Jacquetta trådte en meget fin line og hun var klar over det. Benjamin var eksplosiv, men ikke umulig. Hun tog en dyb indånding for at berolige sig selv. Hun kunne ikke tåle at han blev voldelig. Hun var gravid.

"Ville det føles godt, at jeg gik hjem lige nu, tog Greven af Vignys gave til dig frem og ventede på dig, nøgen velvidende at du kan - hvis du vil - bruge den på mig? Ydmyge og straffe mig, for at sige dig imod?"

Hun forstod slet ikke sin egen ro. Hendes hjerte hamrede imens.

[Bénjamin af Bonville]

Benjamin trak vejret dybt ind, og hans hjerte jog afsted over alle de billeder der lystigt og forførende dansede foran hans blik. Hans læber pressede sig mod hinanden, og først efter vendte han sig mod hende.

Hans blik brændte mod hendes blege ansigt.

Hans hænder lukkede sig fast om hendes arme og han lænede sig ned mod hende så hans mund var lige ud for hendes øre. "Næste gang gør du som jeg beder dig om" hviskede han hæst. For da ville hun ikke være gravid.

".. Men jeg vil drikke min vin færdig imens" han overgav sig alligevel til hendes ord.

[Jacquetta af Bonville]

Jacquetta stivnede let under Benjamins greb og hun kunne mærke sin egen puls hvor han holdt i hende. Hun sad helt stille, før han slap hende og hun blot nikkede svagt.

Så, med al den værdighed hun kunne finde i sig selv, rejste hun sig op med en lille lyd af anstrengelse lagde hånden på sin mave og forlod kroen.

Da hun sad i vognen på vej hjem, overvejede hun om hun burde tage hjem, men hvad skulle hun ellers stille op? Hun havde sat sig selv i sin kattepine.

Tilbage i huset sendte hun tjenestefolkene hjem - hun ville ikke have nogen vidner. Inden da havde en af dem tændt godt op i ildstedet på sovekammeret og der var behageligt varmt, da hun fik sig selv ud af sit restriktive tøj. Da døren gik ud til gaden sad hun på sengen med krøllerne løse, uden en trevl på kroppen og holdt den tynde, smidige pind i sine hænder. Hun sank.

[Bénjamin af Bonville]

Det havde været godt for Benjamin at blive tilbage. Både for at nyde den dyre vin han havde betalt for, men også for at få bare en nogenlunde ro over sig. Han kendte sig selv godt nok til at vide at hans vrede ville løbe over med ham. Men han var stadig ikke helt glad da han trådte ind i deres lille byhus. Han bemærkede med det samme at deres tjenestefolk ikke var at finde, men det undrede ham ikke. Faktisk passede det ham glimrende.

Han fik sin kappe af og satte sine sko fra sig før han gik op af trappen. Ganske som hun havde sagt, fandt han sin hustru på deres seng. Mindst lige så smuk som Yphion selv.

Han løsnede sit bælte og trak sin skjorte op over hovedet så hans egne lette krøller let strittede ud til alle sider. Han fugtede sine læber let da han så pinden. Han havde ikke for vane at bruge den. Men hun havde selv bragt det op, og noget måtte han gøre for at få hende til at forstå. Han tog den og slog let med den mod sin håndflade.

[Jacquetta af Bonville]

Jacquetta var opmærksom på ham fra det sekund han trådte ind i huset. Hun kendte alle lydene og vidste hvor længe det ville tage ham at komme op af trappen.

Da han stod i døren, hvilede hendes blik allerede på ham, men hun rørte sig ikke. Hun sad allerede og præsenterede stokken for ham og det ændrede sig ikke, da han klædte sig halvt af. Hun så på ham hele tiden, opmærksom, vågen, tavs.

Da han tog stokken lagde hun i stedet en hånd på sin mave og en på sit lår. Det gibbede i hende, da han slog sig selv i håndfladen. Lyden gjorde noget ved hende. Hun rødmede samtidig dybt ved tanken om at han om lidt ville bruge den på hende.

[Bénjamin af Bonville]

Han strakte sin hånd frem og lagde den mod hendes hage så han kunne holde hendes blik på sig, selvom hun indtil nu ikke havde flyttet det. "Kan du godt lide at sige mig imod, Ettie? At trodse mig?" Hans stemme var hæs som han talte til hende.

Han slog let ud i luften så der kom et par svirpende lyde. Han aede hendes kind med sin tommel i bløde strøg.

[Jacquetta af Bonville]

Jacquetta løftede hagen det lille stykke mere, da Benjamins hånd lagde sig om den. Hendes øjne var store og hun sank besværet. "Nej," svarede hun stille, inden han slog i luften og det gibbede i hende igen. Hun tog en hastig lille indånding.

"Jeg bryder mig overhovedet ikke om det," forsikrede hun. Hendes blik flakkede til stokken, væk fra Benjamin. Hun var sårbar og han glødede af noget farligt. Det var hendes forbandelse, at det ikke udelukkende skræmte hende.

[Bénjamin af Bonville]

Et flygtigt smil sneg sig frem, det var væk lige så hurtigt som det havde vist sig. De var i sikkerhed her; han ville aldrig for alvor skade hende. Men at sætte hende på plads; det var noget andet. "Hvorfor er det så du bliver ved med at trodse mig?" spurgte han imens hans fingre lukkede sig om hendes fyldige krøller,

Måske gjorde hun det ikke i en lige så stor grad som han fik det til at fremstå; men en gang var for meget. Han fulgte hende med blikket.

"Tænder det dig?" hviskede han og slog med det igen.