Det var altid dig

[Mariote af Lemaux]

En af de kolde, trøstesløse, overskyede dage, da hele huset var optaget af deres egne gøremål, pakkede Mariote sig varmt ind og sluttede af med en kappe i vadmel, der kunne tage regnen, hvis den begyndte at falde. Så forlod hun huset af bagdøren og gennem gården ud på gaden. Ingen så hende - forhåbentlig - gå sin vej. Hun lagde mærke til, at hun ikke blev forfulgt. 

Det var til dels tåbeligt af hende, men hun kunne ikke risikere at nogen vidste hvor hun var, så hun var tvunget til at luske ud. Der var heller ikke langt fra Lemaux' bolig til håndværkerkvarteret, så snart var hun ved den tidligere så velkendte smedje, dengang ejet af Eirik Våbensmed's far. Hun håbede at han var der endnu. Næppe som svend, men måske som mester?

Hun tog en dyb indånding, forberedte sig på alting, før hun trådte ind over tærsklen i selve smedjen.

[Eirik Våbensmed]

Eirik var alene, både i smeden og i hjemmet ved siden af. Børnene var ude og han havde ikke helt hørt efter Celeste hvor hun denne dag ville bruge dagens timer henne. Han talte sjældent sine forældre med, der i den sidste tid havde trukket sig mere og mere tilbage på deres værelse. Det knagede Eirik, for han vidste hvad det betød og varslerne hans gamle mor havde kastet med knoglerne var ikke til at tage fejl af; hvorfor hun hele tiden ville være på forkant med Mortem vidste han ikke. Men han havde lært ikke at forsøge at forstå Sigrid Våbensmed.

Hammeren sang og overdøvede de hasneanske viser som Eirik altid sang når han arbejdede. Det var hele magien i hans håndværk havde hans far fortalt. Dét og så den helt særlige måde der altid blev tændt op i essen. Om der var sandhed til det anede Eirik efterhånden ikke, men også det havde han lært ikke at sætte spørgsmålstegn ved.

Det lysebrune hår med sølvgrå skær var flettet hen over hovedet. Siderne var glatte så man kunne se de hasneanske runer. Skægget var langt, delvist flettet med små indgravede ringe til at holde det på plads. Han lignede sig selv, trods årenes tag. De klare blå øjne stod i kontrast til hans væsen, og de gnistrede let i ildens dansende gnister. "Lige et øjeblik, så skal jeg være der" lød hans stemme igennem slagene. Han dyppede klingen i vandet så dampen steg til vejrs. Da den forduftede, så han endelig hvem der havde beriget ham med sit selskab.

Han klarede halsen lidt, da han til en start ikke sagde noget. Så brummede han bekræftede for at tilkendegive at han havde set hende. "Deres Excellence" bemærkede han. Måske mere tørt end det havde været hans mening.

[Mariote af Lemaux]

Mariote stirrede. Hun kunne ikke lade være. Han var et helt specielt syn og med et slag var hun næsten tredive år tilbage i tiden til en simplere tid, hvor hun havde hengivet sig i hans arme og rullet rundt i høet på en lade i nærheden. Hun havde elsket ham og han havde elsket hende. Hun havde været lykkelig i et øjeblik, før det hele forsvandt igen. Sophie var det lille, rødhårede barn, der måske var hans, men hun havde aldrig fortalt ham det.

Nu stod de bare der og så på hinanden, før han hilste hende med en titel og skar lidt i hendes hjerte. Hun rømmede sig, men lød alligevel hæs, da hun selv talte.

"Eirik."

[Eirik Våbensmed]

Det var røget ud af ham per automatisk. Han havde været nødsaget til at distancere sig selv fra hende, og det havde været det nemmeste at se hende for sig som en Grevinde og ikke - Hans tanker slørrede sig sammen om hans øjne; og ikke som sin store kærlighed, hende han aldrig fik. Alligevel kunne han ikke lade være med at betragte hende. Han så ikke ikke tegnene på hvor mange år der var gået. Han så hendes skønhed, og varmen bredte sig med det samme i hans nakke.

Han lagde hammeren fra sig og trådte et skridt nærmere. Løftede hånden for at række ud efter hende.

"Er du virkelig?" spurgte han, en kende usikkert og ikke klar over hvorvidt han ville vide hvis hun var en forestilling af hans fantasi.

[Mariote af Lemaux]

Han var sodet og hun ville blive det samme, hvis han rørte ved hende. Hun trådte et skridt bagud med smerte i sit blik og nikkede.

"Lige knapt," svarede hun hæst. "Dine hænder," forklarede hun dog også mildt. Med et huskede hun hvor mange gange hun havde sagt det. Tørret hans fingre fri af sod, så de allerede hårdhudede hænder kunne røre ved hende, blidt først. Mere bestemt senere. Hun gøs lydløst. Ingen havde rørt ved hende som ham. Ingen havde elsket hende som Eirik.

[Eirik Våbensmed]

Eirik lukkede sin hånd omkring den tomme luft, da Mariote trådte tilbage, og med en let hæs suk trådte han tilbage. Selvom hendes forklaring fik hans bryn til at mildne, var han stadig frustreret over at hun var dukket op. Hvad godt gjorde det at tilføje dem mere smerte. Hans blå øjne søgte per automatik det lille klæde som han så ofte, når han huskede det, tørrede sine fingre i. Men han anede ikke om han skulle gøre det. Hvis først muligheden bød sig.

"Du må ikke misforstå mig.. Det er godt at se dig, men hvad gør du her?" Han havde halvt forventet at hun var kommet med en bestilling; men den kunne hun have fået andre til at indfrie. Han gned sine sodede hænder mod panden så der kom mærker.

[Mariote af Lemaux]

Mariote forstod spørgsmålet. Det var så mange år siden hun var rejst fra Levagny og hun havde ikke været der siden. Hendes liv havde været en tåge af sorg i så lang tid og først nu var hun så småt på vej ud af den, stadig svagelig og svækket.

Hun lukkede øjnene et øjeblik og tog en dyb indånding, der lugtede af smedjen. Det bragte minder tilbage. "Jeg måtte se dig igen, for at huske hvem jeg var dengang," tilstod hun dæmpet, før hun åbnede øjnene igen og så på ham. "Jeg har ikke været mig selv i mange, mange år."

Hendes blik gled lidt rundt i smedjen og tog alt ind. "Jeg fik to døtre efter vi så hinanden. Smukke, vidunderlige døtre. Men den ene forsvandt i havet, stjålet fra mig. Og jeg lod det tage mig med. Lod mine børn sejle deres egen sø. Jeg er ved at genfinde den jeg var og jeg tænkte, at ved at se dig, ville jeg huske det bedre. Du kendte mig kun som den jeg var."

[Eirik Våbensmed]

Eirik havde tænkt ofte på hende, og havde nok skrevet utallige ulæselige breve til hende som var røget i pejsen gennem alle de år. Han havde ikke været sentimental nok til at gemme den, skulle en dag som denne havde været en mulighed i hans tanker. Desuden; hvad skulle han have sagt til Celeste, havde hun fundet dem?

Han brummede som svar, selvom det ikke var tilfredsstillende nok. Hvilket han også havde været på vej til at bemærke da de næste ord lød og han løftede hovedet og lyttede opmærksomt.

Han tørrede sine fingre og gik tilbage så an stod foran hende igen, hovedet bøjet en smule, imens han lyttede til hendes fortælling. Han huskede godt historien om den lille Lemaux pige der var blevet taget, men at det var hendes.. Han sank en enkel gang.

"Så jeg er blot et stop i din vej på genfindelse?" Hans bryn trak sig sammen.

[Mariote af Lemaux]

Mariote følte det som et slag, Eiriks spørgsmål. Hun blinkede og trådte et halvt skridt bagud.

"Jeg ønskede at se dig. At vide hvad der skete med dig. Jeg har intet vidst, intet hørt. Du er gift nu? Har børn?"

[Eirik Våbensmed]

"Du ønskede at..." Eirik gned igen sine fingre mellem sine bryn og rystede på hovedet af den komplet latterlige situation. "Jeg bruge år, år! på at glemme dig. På at få bare en nogenlunde almindelig hverdag til at hænge sammen. Elske min kone i stedet for altid at se dit ansigt" Hans stemme rystede let.

"Jeg ved ærligt ikke om jeg har lyst til at fortælle dig om mit liv." erkendte han til sidst. Nu holdte han hendes blik i sidst.

"Hvis jeg først lukker dig ind.."

[Mariote af Lemaux]

Mariote farede lidt sammen og tog et skridt mere bagud. Hun begyndte at ligne den forskræmte skikkelse hun var blevet til. Hun blev bleg og sank en klump.

"Måske var det en fejl at komme," indrømmede hun lavmælt. Kuet. Hun var så vandt til at blive skældt hæder og ære fra af Gilbertus.

"Jeg er så ked af det. Vær ikke vred. Jeg går. Jeg kommer aldrig tilbage. Jeg gør det aldrig igen."

Imens hun forsikrede, trak hun sig bagud med front mod ham, til hun nåede døren og flygtede ud på gaden i regnen.

Hvilket absolut mareridt.

[Eirik Våbensmed]

Det var ikke hvad han havde ønsket; at hun pludselig skulle gå. Han var blevet overrasket over at se hende, og han kunne slet ikke finde ud af hvad det var for nogen følelser der sprang rundt i hans krop. Han anede ikke hvilket liv hun kom fra, lige så vel som hun intet anede om hans.

Han havde dog ikke tænkt sig at lade hende forlade smedjen på den måde, og slet ikke ud i regnen. Han var ikke blind, han kunne udmærket se at livet havde taget hårdt på hende. Så uden at tænke yderlige over der fulgte han efter hende med hurtige skridt.

Hans hånd lukkede sig om hendes arm. "Elskling.." brummede han hæst. "Ikke om jeg på vilkår lade dig forsvinde ud af mit liv på den måde."

[Mariote af Lemaux]

Mariote var kun nået til døråbningen, da Eirik greb fat om hende og hev hende tilbage. Hun gispede lavt, men snart var hun i hans arme og døren var heldigvis stadig lukket, som hun trykkede ansigtet ind mod hans brede brystkasse og fik sod på sig. Så meget sod.

"Mon ceour," mumlede hun. "Jeg vidste ikke at jeg ikke ville komme tilbage. Sophie blev født og han hungrede efter mig igen. Jeg savnede dig. Jeg tænkte på dig så ofte. Du ved du er den eneste mand jeg har elsket."

[Eirik Våbensmed]

Eiriks hjerte sprang adskillige slag over. Det var så syrealistisk at det føltes som om han stod og se ned på sig selv. Med den lyshårede grevinde i sine arme i stedet for sin rødhårede hustru. Hvordan alt i hans krop og i hans sind faldt på plads når bare hun var i nærheden. Han sank en enkel gang, før han løftede sin hånd, der først gled over hendes kind, og derefter lagde sig under hendes hage, så han kunne løfte hendes blik mod sit.

De delte samme ulykkelige skæbne, og han vidste at den vrede og afmagt han følte ved tanken om hende med en anden mand, ville være mindst lige så stærk hos Maritote selv; for han var også gift. De havde begge fået børn og begge haft et liv der krævede deres deltagelse og tilstedeværelse.

"Ikke engang hammerens sang han dulme mine tanker for dig" brummede han før han lænede sig ned og kyssede hende.

[Mariote af Lemaux]

Mariote gispede lavt og snart var hendes fingre om hans nakke og Yphion, hun var så uendelig svag for ham, denne vidunderlige mand, som hun havde drømt om i to årtier.

"Eirik," mumlede hun. "Mød mig et sted hvor vi kan være alene. Lad os have denne samtale uden væggene har ører."