Belejligt

[Parsiprestre Merchande]

Parsiprestre havde allerede strukket den længere end han burde. Skibene var klar, lastede og han måtte afsted. Han havde derfor påbegyndt den obligatoriske afskedsrunde og ikke udelukket den til et utvivlsomt anspændt middagsmåltid.

Derfor havde han bedt Sarah Merchande møde ham på havnen, nogle timer inden, hvis hendes studier tillod det. Her befandt han sig nu, optaget af at løbe listerne igennem.

[Sarah Merchande]

Sarah var i ringere og ringere fatning. Hun var blevet 'den anden kvinde' i Helias af Tardigy' liv og hun overvejede hver uge at stoppe det, besluttede sig for det, kun for at ombestemme sig igen, når hun så ham. Hun sov dog dårligere, spiste dårligere og lignede mere og mere et blegt stankelben i sin ringe tilstand.

Hun havde fået sin fars besked og tog imod invitationen uden meget overvejelse. Hun mødte ham på havnen med et smil, der ikke helt nåede øjnene.

[Parsiprestre Merchande]

Parsiprestre havde såmænd en del at bekymre sig om, men han anede ikke at Sarah hørte med til den kategori. Han blinkede, da han så hende.

"Hvad er der sket med dig?" røg det ud af ham, øjeblikkeligt.

[Sarah Merchande]

Sarah blinkede over dén hilsen og rynkede panden lidt. "Også goddag til dig, pa'," svarede hun ironisk.

"Godt at se dig..."

[Parsiprestre Merchande]

Måske var det ikke den pæneste hilsen og Parsiprestre tog det til efterretning. Det fik ham dog ikke til at se mindre granskende på hende og der var bekymring i det lyse blik.

"Mh," svarede han, karakteristisk. Så afventende ud.

[Sarah Merchande]

Blikket var uretfærdigt. Sarah krympede sig under det og blev fem år gammel igen, en ballademager taget i unoder og sat i forhør. Hun krydsede tynde arme over hinanden og trak på skuldrene.

"Der er ikke sket noget særligt," mumlede hun, men hendes blik mødte ikke hans. "Jeg har bare været lidt syg. Bad du mig komme herned for at pointere at jeg ser skidt ud eller hvad?"

[Parsiprestre Merchande]

Parsiprestre troede ikke på Sarah og så meget indikerede hans blik, selvom hun åbenlyst ikke så det. Han blev ved med at se granskende på hende i flere sekunder, før han svarede.

"Nej. For at sige farvel. Jeg rejser ud i morgen eller i overmorgen."

[Sarah Merchande]

Sarah tog en dyb indånding over svaret. Han var jo altid rejst på et tidspunkt, selv da de var små, så hun vidste at det måtte komme igen, men på en eller anden måde var det værre nu. Hun havde set lidt af verden udenfor og hvor hårdt det kunne være. Set krigen. Hun sank en klump og trådte så frem for at omfavne sin far. Nok var hun voksen nu og havde sine hemmeligheder - en del af dem - men hun var også hans lille pige.

[Parsiprestre Merchande]

Sarah havde aldrig været så sentimental og der var et eller andet ved omfavnelsen, der overraskede ham. Han lagde armene om hende og rynkede på brynene, men sagde ikke noget med det samme. Holdt hende bare lidt tættere.

"Sarah," mumlede han til sidst, halvt spørgende.

[Sarah Merchande]

Sarah knugede sig en lille stund ind til sin far, før hun trak sig væk, rømmede sig og så væk et sekund for at blinke de let svidende øjne væk.

"Hvor skal du hen?"

[Parsiprestre Merchande]

Parsiprestre så på sin datter under let sammentrukne bryn og gestikulerede så mod et par kasser, hvor de let kunne sidde ved siden af hinanden. Han satte sig selv, før han så ud over havnen og svarede hende.

"Aglium," sukkede han. "Måske Blueton også, afhængig af, hvordan rejsen går."

Det var en lang rejse og han var ukarakteristisk loren ved at skulle afsted. Han kunne frygteligt nemt komme til at misse sit yngste barns fødsel og det huede ham ikke rigtigt.

[Sarah Merchande]

Sarah dumpede ned ved siden af sin far og selvom hun var stor og voksen, lænede hun sig lidt til siden og ind mod ham. Søgte lidt trøst, selvom hun ikke var klar til at fortælle hvad for.

"Der er langt," konstaterede hun. Det vidste de begge. "Jeg ville ønske at du ikke skulle rejse. Eller at jeg kunne tage med."

Noget gik op for hende og hun følte sig lidt skyldig over først at tænke på det nu. Det ville utvivlsomt være Lynons første tanke.

"Hvad med barnet? Og Marie?"

Hun havde lært at sige navnet uden at vrænge. Lige nu var hendes stedmor virkelig heller ikke på radaren som et problem.

[Parsiprestre Merchande]

Der var langt. Han havde foretaget rejsen før, vidste det udmærket. Det havde ikke generet ham på denne måde siden pigerne endnu var små og han havde efterladt dem tilbage med deres mor. Han tog en dyb indånding, åndede ud gennem næsen. Svagt overrasket over at Sarah havde spurgt, men undlod at vise det.

"Hvis vinden er med os, når vi tilbage inden det kommer," konstaterede han, men lød ikke vanvittigt fortrøstningsfuld. "Jeg ville udsætte det, men jeg har allerede udsat det længe og jeg kan ikke sende Lynon i mit sted."

[Sarah Merchande]

Sarah nikkede lidt. Hun havde altid savnet ham, når han rejste, men også altid fået at vide, at hun skulle være tapper og glæde sig til at han kom hjem med gaver.

Hun lænede hovedet mod hans skulder.

"Gid jeg kunne rejse i stedet," mumlede hun.

[Parsiprestre Merchande]

Parsiprestre lagde armen om sin datter og brummede let. Kyssede hende på håret. "Måske en dag," svarede han, selvom han vist aldrig havde været tæt på at love noget lignende før. Han mente det dog.

"Er du klar til at fortælle mig, hvad der nager dig?"