Brænde på bålet [s]

[Cecily Guérisseur]

Først i november, 843

Cecily Væver var en kvinde, der havde mere selvkontrol end de fleste. Alligevel havde det krævet en del ikke at vende for hurtigt tilbage til Mithras' tempel og til Nathaniel Guérisseur.

Hendes mål havde været en uge og hun klarede det kun lige akkurat, før hun trådte ind gennem templets porte igen. Rank, pertentligt klædt og med et lille smil om læberne.

Hun fandt en præst og hendes tilfredshed voksede, da han fortalte, hvor hun kunne finde sin Mithraspræst. Snart efter lukkede hun sig selv ind i den lille skrifteboks, hvor hun ikke kunne se, hvem der sad på den anden side. Men hun vidste det.

[Nathaniel Guérisseur]

Nathaniel brændte efter Cecily. Han havde tænkt på hende hver nat og hver dag siden deres sidste møde og han mente at han fortjente at blive anerkendt som en helgen over at han hverken havde forladt templet for at opsøge hende eller en af nattens kvinder.

I dag var værre. Han var blevet tildelt en af de få pladser til anonyme skrifter. Ofte var det pinlige indrømmelser, men de var sjældent reelt interessante og han sad og gik i cirkler i sine tanker, da en ny satte sig og han måtte mønstre lidt fokus.

"Velkommen, mit barn. Hvad er din synd?"

[Cecily Guérisseur]

Cecily satte sig, glattede sit skørt og så lød Nathaniels stemme. Et tilfreds smil gled over hendes læber, skjult for ham og der var noget svært besnærende over det faktum.

"Mit hoved er fyldt af urene tanker," drævede hun, tonefaldet næsten en spinden. "Hver nat, når mørket falder på."

[Nathaniel Guérisseur]

Nathaniel genkendte hendes stemme det øjeblik hun svarede ham. Han fik kuldegysninger og måtte tage en dyb indånding, for at få kontrollen tilbage over sig selv. Så klemte han hånden om sit eget lår og rømmede sig lidt.

"Jaså," fik han frem, mere kontrolleret end han følte sig. "Hvilke urene tanker fylder dit hoved om natten, min pige?"

Han fik selv adskillige, bare af at vide at hun var der, på den anden side.

[Cecily Guérisseur]

Der var en pause og Cecily smilede ved tanken om hans overraskelse. Det var en skam, at hun ikke kunne se ham, men det ophidsende i det modsatte, opvejede for det. Hun fugtede sine læber.

"Der er denne mand," begyndte hun, melodisk. Havde forestillet sig ordene på forhånd. Planlagt. "Utilgængelig for mig. En dydens mand, der ikke burde inspirere andet end fromme tanker."

"Men når natten kommer, finder min hånd ind mellem mine ben og når jeg kvæler mine støn ned i puden, er det hans ansigt, jeg ser." Hun smilede for sig selv, diabolsk, tilfreds. "Hans ansigt jeg tænker på, hvor min egne fingre er."

[Nathaniel Guérisseur]

Nathaniels negle borede sig ned i hans lår, imens hun beskrev sin egen tilfredsstillelse for ham. Han kunne knapt håndtere at sidde helt tavs og lytte og han kunne ikke nægte, at han rent fysisk reagerede ret hurtigt, da hun beskrev hvor hun forestillede sig hans ansigt. Han tog en meget dybt indånding for at forsøge at finde ro.

"Det er i sandhed urene tanker," formåede han at få frem. "Det er frygtelig slemt af Dem." Mithras, hvis hun var inde hos ham i dette øjeblik, ville han ikke for alvor kunne holde hænderne fra hende. Han ville tage hende lige der, imens hans brødre gik rundt udenfor.

"Jeg kan kun se en løsning, på så urene tanker, Frøken. De må overlade det til denne dydens mand at befri dem fra disse undertrykte lyster. Kun ved at gennemleve deres beskidte fantasier kan de komme fri af dem."

[Cecily Guérisseur]

Cecily havde været uforberedt ved deres sidste møde. Det var hun ikke denne gang og så længe, de var adskilt, var der en klar grænse, som gav nogle helt andre tilladelser. Hun kunne bevæge sig meget tættere på kanten.

Hun flyttede let på sine ben, ikke upåvirket, selvom hun havde planlagt det og hans ord fik det til at risle ned gennem hende.

"Gennem ordet, Broder?" spurgte hun med påtaget uskyld, hvilket gjorde det alt andet end uskyldigt. "Skal jeg fortælle Dem, hvordan jeg forestiller mig, at han ville føles under mine hænder?"

[Nathaniel Guérisseur]

Nathaniel slap en hørlig udånding. Det ville ikke være nogen hemmelighed, hvordan han var påvirket. Han kunne heller ikke styre sig mere, da hun spurgte til metoden. Kunne nogen mænd? Han løftede sine rober og måtte befri sig selv fra sine broger.

"Ja," bekræftede han hæst. "Fortæl mig præcis hvad du ville gøre ved denne perverterede mand."

[Cecily Guérisseur]

Cecily kunne høre hans vejrtrækning, selv gennem den tynde trævæg og det var svært berusende. Hun følte sig magtfuld og det belønnede hende nu, at hun altid havde været nysgerrig. At hun havde lyttet til andre kvinders historier, selv hvis hun udadtil havde fordømt dem.

"Mh," formede hun med læberne. "Jeg ville lukke mine fingre om ham. Mærke, hvordan han begærede mig. Langsomt, først," fortalte hun, stemmen næsten blid. "Og så ville jeg sætte mig på knæ foran ham, vide, at jeg havde ham i min magt, selv mens jeg så op på ham..."

[Nathaniel Guérisseur]

Nathaniel kunne ikke stoppe sig selv. Ikke nu. Han lukkede hånden omkring sig selv, imens Cecily fortalte hvad hun ville gøre ved ham. Han lukkede øjnene og startede langsomt, som hun beskrev. For hans indre så han hende gøre det ved ham, selvom det ville føles bedre, hvis det ikke var ham selv. Han åndede tungt ud.

"Jeg er ikke i tvivl om, at han ville være komplet i din magt," svarede han med en skælven i stemmen. "Uanset hvor dybt du knælede, ville du ligne en dronning der." Han tog en dyb indånding.

"Hvad ville du så gøre?"

[Cecily Guérisseur]

Cecily lyttede. Hun havde ikke før tilladt sig selv den slags, men her var et smuthul. Hendes ben gled let fra hinanden, instintivt, men hun gjorde ikke mere.

"Jeg har hørt, at intet kan få en mand til at skælve, som hvis man lukker sine læber om ham," svarede hun dæmpet, måske bare en lille smule åndeløst. Det var skandaløst, men det rørte hende ikke nu.

"Det ville jeg gøre," fortsatte hun. "Bruge min tunge, indtil det eneste han kan huske, er mit navn og hvad, jeg kan gøre ved ham."

[Nathaniel Guérisseur]

Ved Cecilys svar, kunne Nathaniel ikke holde det inde mere. Hans hånd bevægede sig hurtigere og han stønnede lavt.

"Ja," mumlede han. "Din varme, våde mund, imens du ser ham dybt i øjnene."

Han kunne ikke engang være lydløs omkring bevægelsen han gjorde længere. Hun måtte kunne høre det.

"Cecily," stønnede han dæmpet.

[Cecily Guérisseur]

Cecily åndede for det. Hun havde ikke prøvet noget lignende før, aldrig haft så meget kontrol, og hendes eget blod brusede let. Hun kunne høre, hvad han gjorde. Hun havde kun hørt om det, aldrig oplevet det direkte og hendes egen fantasi arbejdede nu.

"Fortæl mig nu," åndede hun og lod noget af forestillingen falde. "Ville du lade mig fortsætte? Finde din forløsning med mine læber om dig, Nathaniel?"

[Nathaniel Guérisseur]

Nathaniel var tæt på nu. Hans hånd gled hurtigere og han måtte sløve ned med en anstrengt lyd, da han kom tæt på og hun stillede ham et spørgsmål, der gjorde ham varm i ansigtet. Selvfølgelig vidste hun at det var ham, uanset hvordan hun gjorde, men hans navn formet at hendes læber lød så sensuelt og han var svag for det.

"Ja," svarede han dæmpet, men med følelse. Jeg ville lade dig fortsætte op og ned af min manddom med den fløjsbløde mund af din. Fortsætte så dybt ned du kunne og hjælpe dig længere," hviskede han hæst. "Imens du sad foran mig, lige her i skriftestolen, din slemme, slemme kvinde."

Han bed et tungt dræn i sig og så, lige der, med hende lige på dem anden side, fik han sin forløsning ud over døren indtil det lille rum.

[Cecily Guérisseur]

Cecily kunne tydeligt høre det. Hans ophidselse. Det var fascinerende og hun skammede sig ikke over at sige, hvad hun gjorde. Hun var dydig, men ikke uskyldig.

Hun kunne høre forandringen i hans toneleje og selvom han forsøgte at dæmpe det, tolkede hun også, hvad der fulgte. Tænderne kom til syne, som hun smilede, helt beruset af sejrsfølelsen.

"Mmh," slap det hende, blidt. Hun lyttede til hans tunge åndedræt, anderledes nu, end lige før. "Således er mit skrifte," svarede hun i det samme, melodiske tonefald. "Men hvad med min forladelse?"